fredag den 30. december 2011

Novellesamlingen Niagara kalder



10 noveller

Laila Ammitsbøls persongalleri er samfundets skæve eksistenser, de som på forskellig vis ikke rigtigt passer ind. Det er mennesker der er ramt af livet, men som alligevel prøver at gøre det rigtige og klare sig så godt de kan. Novellerne handler om menneskesindets mørke sider. Her behandles konsekvenserne af incest og anden børnemishandling og her beskrives det at være udenfor, at føle sig misforstået og uelsket. Men novellerne handler også om at have drømme, om at tro på kærligheden og om at ville være et ordentligt menneske.



søndag den 11. december 2011

Bidrag til debatten om førtidspension - Set med førtidspensionistens øjne

Denne bog giver indblik i, hvordan verden ser ud set med en førtidspensionists øjne. Første del skildrer forfatterens egen vej til førtidspension og giver et indblik i, hvordan det er at leve med et psykisk handicap. Anden del består af blogindlæg skrevet gennem 3½ år. De beskriver hvordan man som førtidspensionist føler sig presset af dårligere og dårligere økonomi, af hadefulde ytringer i diverse debatter og af politikere der konstant truer med at hive tæppet væk under en, samtidig med de påstår de vil ens bedste.







fredag den 2. december 2011

Tidens ånd


Kom lad os hylde de stærke
Olympiske kuglestødere, den slags
Skid højt og flot på de andre
Nu skal der handles straks

Benægt at fattigdom findes
Snyltere, nassere ned med dem
Man skal yde før man kan nyde
Retten til dagligt brød og et hjem

©Laila Ammitsbøl

onsdag den 30. november 2011

En socialministers manifest


Krisen er ved at vælte os! Europa vakler under vore fødder. Der skal luges ud. Vi skal satse på de stærke og selvforsørgende. Vi skal lade naturens lov råde, lade de svageste gå til og lade det falde, som ikke kan stå ved egen kraft. Vi har ikke længere råd til de store uvirksomme masser, hvis tyngde truer med at trække os alle ned i dybet. 

Derfor må vi gennemføre dette: Glem at der findes hårde skæbner derude! Glem at der findes syge! Nu skal alle på overførselsindkomst jages nådesløst! Det skal siges gang på gang, at man skal yde før man kan nyde. Det skal siges så mange gange, at folk glemmer, at nogle ikke kan arbejde. Folkestemningen skal vendes imod dem, så vi kan skære i overførslerne uden at befolkningen løfter et øjenbryn, men i stedet selvretfærdigt tænker, at nasserne bare får hvad de har godt af.

Og vi skal finde eksempler på folk, der kalder sig fattige, men som ikke er det, så den arbejdende del af befolkningen gløder rødt af vrede. Til gengæld skal vi tie dem ihjel, som virkelig er fattige. Sådan må vi gøre, kære ministerkolleger. Sæt i gang!

fredag den 28. oktober 2011

Blåbærvin på rødvinsflasker


”Sikken dejlig dag det er i dag. For første gang i mange år føler jeg at jeg er en del af Danmark.”

Sådan lød min Facebook-status dagen efter Folketingsvalget og det var ikke pjat. Jeg var virkelig glad dybt inde, simpelthen bare lykkelig for at slippe af med en regering, der som sin altoverskyggende bedrift havde på samvittigheden, at have gjort det meget sværere at være en af de såkaldt svage. Det havde jeg mærket på egen krop.

Jeg blev førtidspensionist, da jeg var midt i tyverne og jeg blev det af psykiske årsager. Det har mange svært ved at forstå, men jeg ved hvordan min hverdag ser ud bag de lukkede døre. Jeg ved hvor skrøbeligt mit sind er. Jeg er i denne forbindelse den der har skoen på og derfor også den, der ved hvor den trykker. Men under VK-styret fik jeg efterhånden følelsen af, at min egen oplevelse var fuldstændig ligegyldig. Der blev fra øverste hold skabt en myte om at førtidspensionister, og i særdeleshed de der har fået førtidspension af psykiske årsager, bare er parkeret eller står på en perron og ser togene fare forbi.

Sådan havde jeg bare aldrig følt det. Jeg var fra første dag jeg fik bevilget førtidspension taknemlig for at bo i et land, der anerkendte, at jeg ikke kunne arbejde. Førtidspensionen var for mig et helle, der gav mig muligheden for at skabe et ordentligt liv på trods af min gebrækkelige psykiske tilstand. Jeg blev aldrig normalt fungerende i sindet, men jeg fik ro til at få min hverdag til at fungere og fik pga. førtidspensionen et liv, der var værd at leve.

Så kom VK-regeringen til magten. Anders Fogh talte ikke længere om minimalstaten, men han dryppede med uovertruffen snilde sin ”enhver er sin egen lykkes smed"-ideologi ned i befolkningen. Det gik godt for verdensøkonomien og dermed også for det danske husholdningsbudget. Indtil finanskrisen viste sit hæslige ansigt i 2008, drønede det private forbrug derudad. Folk blev millionærer bare fordi de havde købt hus på det rigtige tidspunkt. Lønningerne steg vildt og alligevel ville alle have mere.
I disse år blev det sværere og sværere for den almindelige befolkning at forstå, at nogen var ude af stand til at forsørge sig selv. De fleste følte jo bare, at alting var nemt og hvis man selv ville, så kunne man forsørge sig selv, få et fedt hus og i det hele taget leve livet i tophastighed ude på de materielle goders overdrev.

Vi var dog nogle, der følte bagsiden af medaljen. Når lønningerne stiger, stiger også prisen på ganske almindelige fødevarer og det fik vi at mærke, for vores indtægt steg slet ikke i samme grad som resten af befolkningens. Samtidig med at mange mennesker simpelthen havde så mange penge, at de ikke vidste hvad de skulle bruge dem til, fik vi sværere ved at få pengene til at slå til og som ekstra salt i såret oplevede vi hvordan Foghs livssyn bredte sig til befolkningen. I debatter på nettet og i aviser blev vi kaldt parasitter o.l. og selv om vi var nogle der allerede tidligt prøvede at komme til orde og forsvare og forklare vores situation, så nyttede det ikke rigtigt noget. Det var de mere eller mindre skjulte dagsordners tid.
Var det mon Inger Støjberg der opfandt udtrykkene ”at være parkeret på førtidspension” og ”at stå på perronen og se togene køre forbi”. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det var hende som mere end nogen anden gjorde disse udtryk til folkeeje ved som en hjernedød papegøje at gentage disse klicheer i en ulidelig uendelighed.
Jeg skrev faktisk til Inger Støjberg i 2009 og fik en papegøje-smøre som svar. Hun var i sandhed irriterende, hende Støjberg, og fuldstændig ude af stand til at forstå hvad jeg og andre prøvede at fortælle hende. Hun snakkede om ”de svage” der skulle inkluderes i samfundet og det lyder jo pænt, men i virkeligheden kom VK-æraen til at stå som et fælt monument over den største eksklusion af mennesker, der er sket i nyere tid.

Det var derfor jeg var så lykkelig den 16. september i år. En gyselig æra i dansk politik var slut! Endelig var der lys forude. Langt om længe ville menneskelighed og omsorg komme på dagsordenen, for det var jo gode, socialt indignerede mennesker som fx Mette Frederiksen og Øzlem Cekic, der skulle i regering.

Nu er glansen gået af Skt. Gertrud skal jeg lige love for. Den gode Mette Frederiksen er blevet beskæftigelsesminister, men det er kun den ydre skal af Mette der er tilbage. Alt det der kommer ud af hendes mund er de samme papegøjetirader, der i sin tid blev afliret af Støjberg. Nu taler Mette, som Inger i forgangne tider, om parkerede førtidspensionister og forsvarer Støjbergs mærkesag at det ikke skal være muligt for unge at få førtidspension. Om ikke længe skal vi vel høre Mette sige: 

”Det er helt afgørende, at vi ikke siger til helt unge mennesker, at de bare kan stille sig ud på perronen og se togene køre forbi.”

Inger Støjberg var uden for pædagogisk rækkevidde. Er det mon nemmere at nå Mette?
Jeg følte mig aldrig parkeret på førtidspension! Jeg følte aldrig, at jeg stod på perronen og så togene fare forbi og jeg følte mig først ekskluderet af det danske samfund, da folkevalgte politikere begyndte at sende deres gift pakket i pæne ord ned i befolkningen og gjorde mig til syndebuk for alverdens ulykker.

Jeg, den håbefulde førtidspensionist fra de gyldne dage i midten af september, har lagt min naive forestilling om at tingene endelig ville blive anderledes på hylden. Jeg er tilbage i rollen som Danmarks prygelknabe sammen med alle de andre førtidspensionister og førtidspensionssøgende. Vi er og bliver dem der skal betale prisen for et perverst overforbrug, vi aldrig selv var en del af og ikke nok med, at det er os der skal spares på og os der sammen med andre fattige skal lide under forhøjede afgifter på fødevarer, så skal vi også finde os i at blive kaldt parasitter, snyltere, arbejdssky og igler.

Det siges nok at vi fik en ny regering, men det synes nu som om den drik, de nye ministre byder på er den samme gamle, sure vin, blot hældt på nye flasker og forsynet med en smart rødlig etiket i stedet for den slidte blå.

torsdag den 13. oktober 2011

Afskaf den gensidige forsørgerpligt


Først gik jeg med tankerne selv. I mange år forbandede jeg det faktum, at hver gang min ægtefælle tjente mere, blev der skåret i min førtidspension/boligsikring, så vi nærmest ikke fik noget ud af hendes ekstra indtægt. Jeg følte mig som en klods om benet på hende, når hun kiggede opgivende på mig og sagde: Det kan jo ikke nytte noget, at jeg tjener mere, for de tager det jo alligevel bare fra dig.

I frustration har jeg skrevet en del om dette emne på mine blogs og været aktiv i debatten i relevante grupper på Facebook. Efterhånden er det gået op for mig, at vi faktisk er rigtig mange, der er meget kede af den gensidige forsørgerpligt. Det er simpelthen så ydmygende, at man som førtidspensionist ikke bliver regnet som et selvstændigt væsen!

Misforstå mig ikke! Jeg er ikke utaknemlig for min førtidspension. Jeg ved godt, at der er mange steder i verden, hvor sådan en som mig kunne få lov at gå til i sit eget skidt, uden at nogen ville løfte et øjenbryn af den grund. Derfor er jeg taknemlig for at bo i et land, hvor jeg kan få en indtægt, selvom jeg ikke er i stand til at arbejde. Men jeg finder det himmelråbende urimeligt, at en førtidspensionists indkomst er afhængig af ægtefællens. Skulle førtidspensionen ikke være en kompensation for den lønindkomst man pga. psykisk eller fysisk sygdom ikke magter at skaffe sig og dermed sammenlignelig med en løn? Ingen andre mennesker bliver da trukket i indtægt, fordi de flytter sammen med et andet menneske.

Jeg forventer ikke at førtidspensionister skal have direktørløn, blot et fast beløb, som man kan regne med og selv forvalte. Et beløb man kan leve af og som er ens eget, uanset om man er alene eller har fundet sit livs kærlighed.

Det er så desillusionerende, at det for et par, hvor den ene er førtidspensionist, skal være så umuligt at forbedre sin økonomiske situation. Så snart der kommer en krone til huse i den ene ende, trækkes der i den anden ende i form af beskæring i pension og boligsikring. 

Vi hører konstant, at det skal kunne betale sig at arbejde, men hvorfor skal det så ikke kunne betale sig for den, der tilfældigvis har forelsket sig i en handicappet? Mennesker på revalidering rammes ikke af den gensidige forsørgerpligt, det gør mennesker på sygedagpenge heller ikke. Førtidspensionister (og kontanthjælpsmodtagere) rammes derimod og dermed rammes også den samlever/ægtefælle, der blot vil have samme mulighed som alle andre lønmodtagere for at forbedre husstandsindkomsten. Her træder en ekstra skat i kraft, som er ganske urimelig. 

Mit forslag er, at alle førtidspensionister ligestilles. Der skal ikke være noget der hedder gammel og ny ordning og der skal ikke gøres forskel på samboende og enlige. Fjern boligsikringen og diverse tilskud og brug de penge der spares på dette og på den mindre administration til at gøre førtidspensionen til at leve af.
Reglerne, som de er nu, hvor der trækkes i førtidspensionen, når man flytter sammen med en, eller når den man allerede bor sammen med, får et mere velbetalt job, er utidssvarende. Disse regler fratager førtidspensionisten menneskelig værdighed og selvstændighed. 

Derfor: Afskaf den gensidige forsørgerpligt!

lørdag den 8. oktober 2011

De kalder os igler…


Vi er en broget skare, vi førtidspensionister. Vi magter ikke at tale med en stemme og ingen vil tale for os. Nogle kalder os for de svage. Andre gør sig lystige over os, foragter os og kalder os snyltere. Tag blot et kik på www.180grader.dk. Her bliver vi ofte omtalt i lidet flatterende vendinger. På 180grader er dagsordenen, at førtidspensionister alle til hobe er snyltere, der malker statskassen på bekostning af de stakkels skatteydere. Her er ingen som helst forståelse for, at sygdom kan bringe et menneske i knæ. Fx omtales K10, som er et site for førtidspensionister og fleksjobbere som Iglernes forsamling. Jeg er såmænd selv medlem af K10, og når alle ens dage påvirkes af den lidelse, man fik pension for, når man kæmper hvert minut for at opretholde en værdig tilværelse, så er det en spand isvand i fjæset at blive kaldt en igle.

I de sidste 3½ år har jeg skrevet en del om førtidspensionisters vilkår, bl.a. via min gruppe på Facebook Bedre vilkår for førtidspensionister. Herigennem har jeg fået kontakt med en del mennesker, der af forskellige årsager har fået førtidspension. Disse mennesker er ikke snyltere. De kæmper hver især med svære psykiske eller fysiske skavanker. I hele mit liv har jeg faktisk kun mødt en førtidspensionist, som jeg ikke mener, skulle have haft førtidspension. Efter nogle år på førtidspension begyndte han at arbejde sort, nogle uger helt op til fuldtid, samtidig med at han fortsat modtog og stadig i dag modtager førtidspension. Han er en snylter og desværre med til at holde liv i billedet af de nassende førtidspensionister. Det han gør, er efter min mening forkasteligt, men hvor er det dog forbandet, at frem for de mange, mange førtidspensionister, der har fået pension pga. sygdom, er det enkelteksempler som omtalte herre, der gang på gang hives frem og bruges til at tegne billedet af os alle sammen som lede parasitter.

Selvom nogle af os gennem flere år, har skrevet på blogs og i debatfora, for at skabe forståelse for vores situation, så har vi ikke styrken til at stå sammen og vores skriverier kommer sporadisk, nemlig kun når kræfterne er til det.
Man kan måske skrive den ene dag, men næste dag ligger man bundet til sengen pga. smerter, eller er sunket dybt ned i en dyb, altfortærende sorg der kommer indefra og som for andre er dybt uforståelig.

Mennesker reagerer forskelligt på hårde livsvilkår eller sygdom. På en eller anden måde kæmper vi vel alle med de midler vi nu har, for at få så godt og værdigt et liv som muligt. Nogle af os forsøger at bevare overblikket, at bruge saglige argumenter og udbrede reel information. Andre har ikke overskuddet til det, men kæmper alligevel med alt hvad de har for at råbe politikere og befolkning op i håb om at nogen derude dog vil sætte sig ned og lytte. Desværre udmøntes deres frustration ikke særligt konstruktivt og endnu engang kan 180grader grine i skægget sammen med andre egoister født med sølvske i munden og sige: Se de er analfabeter alle sammen. Nogle har ikke den viden, eller de intellektuelle resurser, der skal til for at kunne argumentere bare nogenlunde fornuftigt, andre er handicappede af så dårlige stavekundskaber, at budskabet drukner og endnu andre er blevet så hårdt ramt af livet, at deres frustration vendes til vrede og de på Breiviksk maner ønsker at sønderbombe Christiansborg indeholdende alle 179 folkevalgte.

Vi får ikke meget hjælp udefra. For eksempel har nogle af os i årevis talt for at få afskaffet den urimelige gensidige forsørgelsespligt. Her har vi ingen støtte fået, men da VK-regeringen besluttede at afskaffe efterlønnen og i stedet give nedslidte muligheden for at søge senior-førtidspension, lød der pludselig ramaskrig fra fagforeningerne. Det ville jo være skrækkeligt for deres medlemmer, hvis de skulle lide under den gensidige forsørgelsespligt, som vi andre har lidt under i mange, mange år.

Jeg har for få dage siden taget det svære valg at melde mig ud af Facebook-gruppen Bedre vilkår for førtidspensionister, som jeg ellers selv startede for 3½ år siden. Grunden var netop det jeg omtaler i dette blogindlæg: De totalt uhensigtsmæssige måder nogle førtidspensionister udtrykker deres ellers meget forståelige frustration på. Jeg vil under ingen omstændigheder bakke op om mennesker, der mener, at folkevalgte politikere alle til hobe er forbrydere, som skal bombes til helvede.

Men spørgsmålet der uvægerligt står tilbage er. Hvad er det vi skal gøre for at blive hørt? Vi har ingen penge, vi har ingen lobbyister, vi har ingen magtfulde organisationer, der bakker os op og vi er totalt uinteressante i politikernes øjne. Vi er intet andet end et besparelsesobjekt, som kan findes frem, når der skal opnås balance på statsbudgettet. Uretfærdigheden i at opretholde satspuljeforlig, gensidig forsørgelsespligt og de store forskelle der er i førtidspensionisters indkomst, lukker de bekvemt øjnene for.
Vi er mennesker herude! Mennesker, der ikke har bedt om sygdom og som bare vil have vores økonomi til at hænge sammen, men hvad byder de os, uanset om de er røde eller blå: Forhøjede afgifter på fødevarer og pæne ord, der bare er skalkeskjul for besparelser.
Jeg og andre har med saglige, ordentlige debatindlæg prøvet i årevis at råbe Christiansborg op, for at skabe en smule retfærdighed, men vi er ikke blevet hørt. Vi er slet ikke blevet hørt!

tirsdag den 13. september 2011

Førtidspensionist: "Er jeg et medmenneske?"

Er jeg et medmenneske?
Spørgsmålet kan måske synes mærkeligt eller ligefrem patetisk og dog synes jeg, at jeg egentlig har god grund til at stille det.
Der appelleres i så mange forskellige retninger her i valgkampen, for det er vigtigt for hvert enkelt parti at tiltrække så mange stemmer som muligt. De taler til arbejderne og slås om at være det parti, der gør mest for arbejderne. De taler til boligejerne og er stort set enige om at ingen må krumme et hår på deres hoveder. De taler til de selvstændige, til bankerne og erhvervslivet. De taler om den almindelige dansker og den almindelige danske familie, men jeg tilhører åbenbart ikke denne kategori, for mig taler de ikke til.

Jeg har en årelang interesse for politik, men føler mig udenfor i disse valgkampstider. Jeg synes der er så meget der skal gøres, men det er som om mit liv slet ikke er en del af valgkampen, for de tiltag, som jeg synes er vigtige, er slet ikke på dagsordenen.
Selvom nogle af os førtidspensionister i tidens løb har prøvet at gøre opmærksom på det urimelige i at satspuljen år for år finansieres af den stigning vi skulle have haft, hvis vi skulle have fulgt den almindelige løn- og prisudvikling i samfundet er dette aldrig blevet et tema. Spørgsmålet forbliver usynligt, for de fleste partier er enige om at opretholde denne uretfærdighed.

Loven om gensidig forsørgelsespligt ødelægger privatøkonomien for førtidspensionister og deres samlevere. Den er ikke et tema i valgkampen, selvom nogle af os førtidspensionister, der indimellem har lidt kræfter til at skrive, har prøvet at gøre opmærksom på problemet i årevis. De store partier vil hellere snakke om tryghed for de boligejere, der hvert eneste år får en skattelettelse, end de vil snakke om at nedlægge en ordning, der gør førtidspensionister til andenrangsmennesker, som konstant må føle sig som en økonomisk klods om benet på deres partner. Boligejerne er de nemlig hundeangste for. Førtidspensionister er de bedøvende ligeglade med.

Som førtidspensionist gør det mig både vred og forarget, at der er så store forskelle i førtidspensionerne. Nogle får på månedsbasis 17.744, nogle får 16.594, andre får 14.105 og atter andre får kun 11.039. Er man brøkpensionist endnu mindre! (Alle beløb er før skat og i 2011-takster!) Forskellene skyldes, at der trækkes, hvis man har en samlever/ægtefælle og at nogle er på ny og nogle på gammel ordning. Disse forskelle bliver større og større år for år, da stigningerne er procentvise. De "rigeste" får altså år for år de største stigninger. Urimeligheden gøres endnu mere grotesk af, at den der får det største beløb kan få tilskud til fx medicin og tandlæge, mens den der får mindst ingenting kan få.
At gøre førtidspensionen til det den burde være, nemlig en kompensation for den løn, man pga. sin sygdom ikke selv kan skaffe sig, er ikke noget nogen har ofret tid på i valgkampen. At udligne forskellene mellem førtidspensionerne er heller ikke et tema.

Mit liv som førtidspensionist er åbenbart totalt uinteressant. Jeg tilhører nemlig ikke en eller anden magtfuld gruppe og dybest set er det mest bekvemt, hvis jeg er usynlig. Jeg bliver kun hevet frem, når der skal spares, så fortælles der til lejligheden opfundne anekdoter om mit liv, som fx at jeg står på en perron og glor eller er parkeret og for min egen skyld skal smides ud af P-pladsen eller sparkes ud foran toget.

Jeg har fulgt debatten i årevis og de nævner mig ikke aldrig som et medmenneske, kun som en pestilens. Det er det 10 år med borgerligt styre har gjort for mig og derfor ønsker jeg af hele mit hjerte, at der skiftes ud i toppen denne gang. Her i valgkampens sidste dage tror DF de kan købe min stemme ved at love at sløjfe satspuljen, men helt ærligt: Den går ikke Granberg! DF har haft stor indflydelse i de sidste 10 år. Hvorfor eksisterer satspuljen så endnu?

Egentlig havde jeg aldrig troet, at jeg skulle stemme på Enhedslisten, men sådan bliver det denne gang, for det er det eneste parti, der har de punkter på dagsordenen, som betyder noget for mit liv. Jeg vil opfordre alle andre førtidspensionister til at gøre som jeg, nemlig at sætte krydset der hvor man vil gøre vilkårene for førtidspensionister bedre end de er i dag og hvor man har hjerterum og empati til at se os som medmennesker.

fredag den 9. september 2011

Historien om skattesagen skader den demokratiske proces

Jeg sætter det danske demokrati højt, derfor bliver jeg så vred, når nogen prøver at ødelægge det. Jeg bliver stjernetosset, når jeg læser om folketingskandidater med muslimsk baggrund, der udsættes for chikane af demokrati-hadende islamister. Og hvis det virkelig er sandt, at yderligtgående muslimer møder op ved valgstederne for at forhindre andre med muslimsk baggrund i at deltage i demokratiet, så synes jeg det er en katastrofe for vores folkestyre. Hvordan skal man nogensinde kunne føle sig som en del af Danmark, hvis man ikke er med til at bestemme, hvordan vores fælles land skal styres?

Desværre kommer truslen mod demokratiet nu ikke kun fra den islamistiske fløj, men også fra en helt anden kant. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg politisk tilhører venstrefløjen, men jeg kender ganske udmærkede mennesker, der stemmer helt modsat og det får mig ikke til at synes at de er ringere end jeg er. Skønt jeg bestemt ikke er enig, synes jeg det er helt fair at mene, at topskatten skal sænkes og at man skal betale for at komme til læge. Vi kan diskutere synspunkter, for sådan er demokratiet! Vi kan bruge ord, ord og atter ord for at overbevise hinanden, men vi skal være fair, og fair er det ikke, når politiske modstandere benytter sig af plantede historier og feje tricks, sådan som det efter min opfattelse sker lige nu. Et gammelt ord siger, at i krig og kærlighed gælder alle kneb. Heri er jeg ikke enig! I kærlighed skal man holde sig fra urent trav, for det dræber det man længes allermest efter. Når det kommer til politik skal kampen vindes med saglige argumenter, ikke ved hjælp af beskidte kneb. Kun sådan kan vi bevare vores dyrebare demokrati!

Jeg kan reelt ikke vide, hvordan tingene hænger sammen bag murene på Christiansborg. Jeg kan ikke påstå, at sådan og sådan er det, men jeg kan sige klart og tydeligt, at min dybeste tro og overbevisning er, at historien om Helle Thornings skatteforhold er plantet af politiske modstandere på højeste sted. Statsministerens beklagende ansigt i går giver jeg intet for. Jeg tror ham ikke over en dørtærskel! For mig at se, er det et politisk skuespil af format. Først planter man historien for at skade en modstander man frygter, og derefter står man med statsmandsansigt og holder liv i sagen ved at sige at lækken skal undersøges til bunds. ”Føj!” siger jeg bare og føler kvalme over at danske politikere vil synke så dybt og i den grad sætte vores folkestyre på spil, blot for at beholde taburetter. Den herre ved jo udmærket, at denne sag først bliver belyst – hvis den bliver belyst! – længe efter valget er overstået og til den tid kan den have skadet Thorning og hele den røde fløj uopretteligt.

Min opfordring er at alle stemmer efter overbevisning. Stem efter hvilket samfund du ønsker! Stem ikke ud fra personhistorier, der bringes til torvs med tvivlsomme motiver.

fredag den 2. september 2011

Valg - Demokratiets fest

Lygtepælene er pyntet med valgplakater. Om de flytter noget, disse fantasiløse portrætter, skal jeg ikke kunne sige, men egentlig synes jeg der er noget festligt ved denne tradition. Det er lidt ligesom et pyntet juletræ og det markerer noget vi måske glemmer at sætte pris på, nemlig at vi her i Danmark har ret til at stemme på hvem vi vil og ret til at sige vores mening.

Hvorfor lyder der ikke et ramaskrig, når denne ret anfægtes? Er det fordi vi tror vi er sikret demokratiske rettigheder i al evighed? Har vi glemt hvor privilegerede vi er i en sådan grad, at mennesker med en anden baggrund skal vise os hvad vi har og hvor dyrebart det er?

Uanset partifarve, så nærer jeg stor respekt for de politikere med muslimsk baggrund, der fører deres valgkamp i fare for at blive chikaneret, overfaldet og måske det der er værre. De er sande helte og de ved hvad de sætter på spil for at kæmpe for det demokrati, vi andre alt for ofte regner som en selvfølge.
Hvad angår de som truer dem, antidemokraterne, islamisterne, sharia-tilhængerne, er det mig et mysterium hvad de vil her i et land, der hylder værdier som ytringsfrihed, frihed til at elske den man vil, lige rettigheder for mænd og kvinder, religionsfrihed osv.
Der findes styreformer rundt omkring i verden, der ligger meget tættere på deres idealbillede af virkeligheden. Hvorfor tager de ikke der til?

Vore dages helte er mennesker som Naser Khader, der insisterer på retten til at tvivle og gruble over hvilken trosretning, han har lyst at tilhøre. Det er mennesker som Özlem Cekic, der inviterer til ramadan-middag trods skinger modstand fra en hysterisk og snæversynet, dansk højrefløj og som kæmper videre for social retfærdighed, selvom hun trues og hendes plakater rives ned og skændes af demokrati-hadende islamister. Det er mennesker som Kamal Qureshi, der bliver slået ned mens han deler postkort ud, blot fordi han tror på demokratiet.

Udlændingedebatten er polariseret i Danmark. Enten skal man holde med pianisterne og hade og afsky alt, der ikke har Dannebrog og kristendom stemplet i panden, eller også skal man skal tilhøre en venstrefløj, der alt for ofte, i angst for at blive stemplet som racister, godtager alt der er fremmedartet.

Ærligt talt kan jeg ikke bruge hverken den ene eller den anden tilgang til noget. Jeg vil have lov at se på det enkelte menneske og dømme det ud fra dets handlinger i stedet for ud fra hvilken religion eller etnisk gruppe det tilhører. Jeg tror på mennesker, der tror på demokrati og menneskerettigheder. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at bo mange forskellige kulturer i samme land, sådan som jeg har set det fungere i Canada. Jeg tror på, at vi skal turde sætte ord på problemer og insistere på vores ret til at bruge satire og skarp humor i debatten. Og jeg tror på, at vi skal vågne op og se, at velfærd og menneskerettigheder ikke er en selvfølge, men noget vi skal forsvare hver eneste dag, hvis vi har lyst at beholde det!

fredag den 1. juli 2011

Jesus og hans eksploderende cigar

I sidste uge havde jeg en oplevelse på Facebook, der for en stund fik mig til at tvivle på, hvad jeg egentlig tør sige i det offentlige rum. En fyr fortalte mig i en debat, at det er helt naturligt, at der er konsekvenser (læs mord og terror!) af at ytre sig fx i form af satiriske tegninger. For et par dage siden hørte jeg så om Naser Khader, der trues og svines til, fordi han tillader sig at tvivle og reflektere over hvilken religion, han egentlig har lyst at tilhøre. Inspireret af disse sidste dages begivenheder på det personlige og nationale plan, kom jeg pludselig til at tænke på en smædevise, som blev sunget, da jeg gik i 3-4 klasse. Det var på det tidspunkt, hvor musicalen Jesus Christ Superstar var blevet kendt i Danmark. I den anledning havde nogle frække unger, der syntes det var sjovt at synge sjofelheder omskrevet titelsangen, så den lød således:

Jesus Krist Superstar
sad på sit lokum og røg cigar
cigaren sprang, Jesus sang
rag mig i røven med en bambusstang

Da jeg kom hjem fra skole sang jeg den for min mor, som sagde at det var da en ”utige” sang. Sådan sagde man nemlig på Falster, hvor jeg kommer fra, hvis man mente at noget var uartigt.
Jeg kan se det for mig, ungerne der kørte rundt og rundt på karrusellen i skolegården, mens de sang om Jesus og hans eksploderende cigar.
Og så skete der ellers ikke mere ved det, man gik til næste time og 3-4 år senere blev de selvsamme møgunger konfirmeret, mens Jesus med cigaren pakket sammen så ned på dem fra krucifikset på kirkevæggen.
Ingen talte om blasfemi. Ingen lavede en krise ud af det og døbte den Vise-krisen eller Jesus-krisen. Ingen blev myrdet i ustyrligt raseri. Jo, jo, der var en gårdvagt, men han ikke så meget som løftede et øjenbryn.

Det var for resten også dengang sangerinden Trille sang om Øjet der lurer i det høje. Jo, jo der herskede da en vis forargelse, og nogle kaldte det blasfemi, men den holdt nu ikke i byretten. Til gengæld husker jeg slet ikke noget om afbrændinger af andre folks ejendom eller folk der sprængte sig selv i luften og tog andre med i døden. Slet ikke... Verden gik sin skæve gang, nogle grinede lidt i skægget, Trille blev ældre og det gjorde vi andre også.
I dag synes jeg stadig den lille sang om Øjet er genial, for sådan er det jo med religionerne, at de vil så gerne fortælle hvordan vi som mennesker skal leve. Netop derfor bliver vi nødt til at tage noget pis på dem. Det er nemlig ikke os alle, der har lyst til at underlægge os dogmer, der blev skabt af mennesker, som levede i en helt anden tid og under ganske andre omstændigheder. Nogle af os, vil bare have lov at tænke, tale, tegne og leve frit i samhørighed med vores medmennesker uanset hvad disse medmennesker så tror på. Vi vil have lov at se på hvert enkelt menneske uden at se en religion eller et etnisk tilhørsforhold, men simpelthen bare et menneske. Og vi vil have lov at mene at alle har rettigheden til at leve et godt og menneskeværdigt liv, men også pligten til at finde sig i, at andre er uenige og har ret til at være det og UDTRYKKE det uden at skulle frygte for deres liv.

©Laila Ammitsbøl

fredag den 17. juni 2011

Ungdomsroman om lesbisk kærlighed på tværs af kulturer

Duften af Yasmin handler om ung kærlighed. Det er vidunderligt, alting bobler indeni og livet er lyst og let. Sådan burde det i hvert fald være, men det er det ikke for de to unge kvinder i denne roman. Deres kærlighed må holdes skjult og da den mod deres vilje afsløres, møder den stærk modstand fra deres familier, der befinder sig på hver sin yderlige fløj. Yasmins forældre stammer fra Pakistan og er styret af en blanding af religion og hjemlandets kultur. Lærkes forældre er socialt dårligt stillede etniske danskere med holdninger, der får Dansk Folkeparti til at virke indvandrervenlige.


Jeg har skrevet denne roman, fordi jeg mener den er nødvendig. Unge med anden etnisk baggrund end dansk møder store problemer, når de springer ud som homoseksuelle. For år tilbage måtte bøsser og lesbiske skjule deres kærlighed her i Danmark. Trods stor frigørelse gennem de sidste årtier og trods det at homoseksuelle i dag rent juridisk er næsten ligestillede med heteroseksuelle, findes der stadig unge mennesker i det danske samfund for hvem det at springe ud er meget svært. De risikerer nemlig fordømmelse og udstødelse fra familiens side. Jeg håber med denne ungdomsroman at kunne skabe opmærksomhed om dette problem.

Du kan købe bogen her:

http://www.saxo.com/dk/duften-af-yasmin_epub_9788792562524?searchText=laila%20ammitsb?l

og her:

http://gopubli.sh/editions/250ffad6ac92e1b6

Sidder der en lille kone

Sidder der mon en lille kone
ved et ældet kakkelbord
med Amora-kaffe og citronmåne
og bander den unge sangerinde væk
fordi hun så hæsligt minder
om noget der helst skal glemmes

Hvorfor er hun dog klædt sådan?
spørger hun måske forarget

De falmede cowboybukser
den ternede skovmandsskjorte
det korte hår
den drengede attitude
jo
jeg ved hun kommer til at tænke på mig

Jeg så engang et billede af hende på Facebook
det stak så ondt i hjertet
at se hvor gammel hun er blevet
langt tættere på afslutningen end da jeg kendte hende
lille
skrøbelig med pergamenthud
rakte hun ud efter sit barnebarn
med rynkede stilkearme
og en mildhed i blikket hun aldrig viste mig

Jeg kan næsten høre dem sidde og snakke
hun med syrlig bitterhed
far måske med et stænk af smerte
hun er ligesom Laila
eller måske siger de det ikke højt
men nøjes med at tænke det

Dømmer hun mig mildere nu
ser at tiden gav mig ret
eller må hun bare hade denne unge sangerinde
som selvsikkert frækt ser på hende fra skærmen
og ubarmhjertigt minder hende
om den datter hun aldrig magtede at elske

©Laila Ammitsbøl

fredag den 10. juni 2011

Opgivelsen ulidelige psykologi

Jeg er ikke stolt af at indrømme det, men jeg må sande det: Jeg er en opgiver. Kan man overhovedet sige det? I’m a quitter, hedder det på engelsk og det er ikke et prædikat nogen har lyst at sætte på sig selv. Desværre er det blevet sådan og jeg kan ligeså godt indrømme det. For få år tilbage var jeg opfyldt af nyt og ukendt mod på tilværelsen. Jeg havde skrevet erindringsromanen Livet i landet Grotesk og fik i den forbindelse en del anerkendelse. Jeg følte jeg var på vej til et mere modent og positivt stadie i mit liv.
En af de ting jeg skriver i slutningen af bogen, er at jeg nu har fået stabile venskaber og at jeg regner med at kende disse mennesker resten af mit liv. En hel del ting gik skævt i årene derefter. Skyldige er alle og ingen. Shit happens! Sådan er livet bare. I dag kommer jeg ikke sammen med nogen af de mennesker, jeg på daværende tidspunkt beskrev som stabile venner.

En anden ting jeg nævnte i min roman er forholdet til mine søskende. Jeg skrev, at jeg tænker på dem hver dag, skønt jeg ikke ser dem ofte. Jeg skrev, at jeg elsker dem. Det gør jeg! Intet har ændret sig ved det, men i dag har jeg opgivet. Langt om længe har jeg indset, at de simpelthen ikke gider mig. Jeg ville så gerne vise dem, at jeg holder af dem og interesserer mig for dem og i et forsøg på at genoplive den næsten afdøde kontakt, besluttede jeg at gøre en stor indsats. I en periode skrev jeg en hilsen til dem hver weekend, hvor jeg fortalte lidt om egne tanker og spurgte til dem og deres. Desuden oprettede jeg en søskendegruppe på Facebook, hvor jeg satte billeder ind fra vores barndom og opfordrede dem til at sætte ind hvad de havde og desuden skrive om deres hverdag. Der sad jeg så for mig selv i min søskendegruppe og skrev statusopdateringer til jeg blev træt af det. Der var ikke rigtig nogen interesse den anden vej. Til sidst blev jeg ked af det og slettede gruppen.
Det gik op for mig, at mine søskende har deres eget at tænke på og at deres liv ikke omfatter mig. Måske var det bogen jeg skrev om den barndom jeg har haft, der gjorde det. Måske er vi bare for forskellige. Måske er jeg bare for førtidspensionistisk, for mærkelig, for uinteressant.
Budskabet er i hvert fald gledet ind og også på denne front har jeg opgivet. Det er ikke noget at prale af. Det er bare sådan. Man kan ikke tvinge folk til at synes man er spændende og elskbar.


Angående omtalte roman og den digtsamling jeg udgav næsten samtidig: En hel del læsere gav positivt feedback. Det gjorde mig ufatteligt glad, ydmyg, stolt og taknemlig på samme tid. Jeg følte, at jeg endelig havde fundet min vej i livet. Desværre viste det sig, at det foretagende, hvor jeg havde udgivet min bøger var meget lidt troværdigt. Fx fik jeg flere henvendelser fra potentielle læsere, der havde forsøgt at købe mine bøger, men som havde oplevet, at det praktisk taget var umuligt. Utallige henvendelser til foretagendet fra min side, resulterede i frustration og intet andet. De havde fået mine penge og var nu bedøvende ligeglade med de løfter, de havde givet en håbefuld forfatter.

Senere skrev jeg en ungdomsroman og sendte den på turne til en række forlag. Nogle afviste den blankt, men andre var meget interesserede, men valgte i sidste ende at afslå udgivelse af økonomiske hensyn. En forlagsredaktør lovede direkte at ville udgive, men det trak ud i det uendelige til jeg til sidst opgav. Siden fik bogen en grum skæbne hos et selvudgiverforlag. I dag har jeg foræret den væk til download hos et foretagende jeg sympatiserer med. Læser nogen den? Jeg aner det ikke.

Jeg har et par uafsluttede blogindlæg, afviste noveller og en halvfærdig bog liggende. Der sker bare ikke en skid, for jeg har hele tiden det i baghovedet, at det ikke nytter noget. Ingen vil jo alligevel udgive det, så hvorfor helvede skulle jeg besvære mig med at skrive det. Tanker om alverdens emner fylder mig. Jeg vil skrive om det fantastiske, det glædelige, det sørgelige, om det uretfærdige, om politik og det kringlede menneskesind, men hver gang min hjerne svømmer over af ord opgiver jeg og tager opvasken i stedet, for det er da i det mindste en nyttig ting at foretage sig.


Egentlig har jeg altid haft en social indignation og da jeg lærte Facebook at kende i starten af 2008, startede jeg ret hurtigt en gruppe til bedring af førtidspensionisters vilkår. I de forgangne 3 år har jeg brugt en del tid på at opdatere denne gruppe med relevante artikler. Jeg har skrevet til politikere, til aviser og på mine blogs om de uretfærdigheder jeg synes finder sted: Ægtefælleafhængigheden, der gør at førtidspensionister er en økonomisk klods om benet på deres partner, satspuljen der stjæler penge fra folk på overførselsindkomst og ikke mindst den uretfærdighed der er i, at førtidspensionister lever på mange forskellige ydelser og at det altid er de højeste ydelser der nævnes i diverse debatter.

Uretfærdighederne eksisterer fortfarende, men selvom jeg hver dag siger til mig selv, at jeg bør skrive og gøre ved, så orker jeg det ikke, fordi det er så uendeligt nytteløst. Det er håbløst at ændre noget som helst, når man bare er en paria og det er man som førtidspensionist. Sådan er det blevet i de sidste år og tendensen er bestemt ikke aftagende. Inger Støjberg, Claus Hjort og Lars Løkke bliver bevidstløst ved at gentage deres ildelugtende floskler og den store majoritet tager det til sig: Det er for vores egen skyld og pga. regeringens uendelige omsorg for ”de svage” at der skal spares, spares og spares. Imens er der ingen politikere, der tør røre boligskat og afskaffe de samfundsødelæggende afdragsfrie lån. Boligejerne er nemlig en meget større trussel for politikernes taburetter end svæklingene, der ikke har kræfter til at mobilisere modstand.

Jeg har opgivet, ja gu har jeg opgivet. Jeg er ikke stolt af det, men det drejer sig bare om at handle tilbud, så pengene kan slå til og prøve på at glemme, at to linjer bevæger sig nærmere og nærmere hinanden og en dag vil mødes. Den ene er den næsten ikke stigende indtægt. Den anden er de kraftigt stigende udgifter. En dag mødes de. Jeg har ikke udsigt til at ændre ved noget som helst og aner ikke hvad jeg skal gøre den dag det sker. Manden med hjemløsebladet, kan beholde sit blad for sig selv. De penge der er i min pung skal ikke smides ud til noget jeg ikke har brug for.

Venner der forsvinder, ingen forældre, ingen søskende, bøger der dør før de bliver født. Sig bare det er ynkeligt, men faktum er at jeg ikke orker flere kampe. Jeg orker ikke at tro på at mine skriverier kan bruges til noget som helst. Jeg orker ikke at tro på, at nogen vil have mig som deres bedste ven eller på at venskaber varer ved. Desværre.

Desværre, desværre, desværre!

Opgivelsen er en ulidelig makker, der desværre har sat sig ved siden af mig her på bænken. Det var i grunden nok grænseløst naivt at tro, at man nogensinde skulle kunne lukke ørerne for det budskab, der blev givet med modermælken. Det mor sad og hviskede på ens skulder barndommen igennem bliver den sandhed man aldrig kan rende fra.

søndag den 22. maj 2011

Hvorfor spiser du det skidt?

En dag på Døllefjelde Kræmmermarked. En tradition for mig og min bedre halvdel. Hvert eneste år i storebededagsferien, altid om fredagen, tilbringer vi en eftermiddag blandt gammelt skrammel, nyt skrammel, kopivarer af allerringeste kvalitet, minitraktorer, heste, høns, forvirrede hundehvalpe som nykårede hundeejere af uransagelige årsager slæber med ind i dette virvar af menneskefødder, stinkende spegepølser, skrigende unger, støjende tivoli, ultrakorte helikopterflyvninger til megapriser, fadbamser i plastikglas, beskidte borde i overfyldte telte og mennesker i alverdens afskygninger der skråler om kap for at nå det skingrehæse C i diverse udtrådte dansktophits.
Vi nyder det hvert år. Det er en oplevelse vi skal have. Specielt menneskekiggeriet er en fornøjelse: Alle disse tykke, tynde, unge og gamle der kommer fra nær og fjern, forskellige og dog så ens. Vi er her. Danmark.

Og en ting slår mig hvert år: Hvorfor sælges og indtages der så meget skidt? Hvorfor er jeg nødt til selv at medbringe min frokost for overhovedet at kunne få noget at spise? Hvorfor er der ingen der får den ide at sælge noget ordentligt føde til alle disse mennesker?

Det er her på Døllefjelde, som så mange andre steder, hvor mennesker mødes, som om det store flertal følger det uhumske valgsprog: ” En million fluer kan ikke tage fejl, æd lort!” Og det er præcis det menneskene gør: Æder lort!” Og det er det der undrer og skræmmer mig, at så mange mennesker tankeløst, men dog fuldstændigt frivilligt vælger at proppe sig med skidt og møg. En pizza tilberedt med kærlighed og friske råvarer, kan være en kulinarisk oplevelse, men det var ikke den slags jeg så folk komme vandrende med på Dølle i fredags: 2-3 cm tykke bunde med et ordentligt lag ost og ellers ingenting. Pizza var det ikke, men det gav sig ud for at være det. Pitabrød og burgerboller med et ubestemmeligt miskmask af kød og døde salatblade svømmende i perverse mængder dressing og serveret i et stykke papir, der hurtigt opløses af snasket. Folket gnasker det i sig, bevidstløst, som lemminger på vej mod den store selvtilintetgørelse.

Det værste er når vi kommer forbi det sted hvor de sidste års trend manifesterer sig i al sin stinkende uhumskhed. Faktisk ved jeg ikke engang hvad det hedder, for jeg skynder mig væk pga. lugten inden jeg kan nå at læse navnet. Det er nogle stjerneformede, friturestegte stænger, som serveres i en lille trekantet papirspose. Herpå klaskes en ordentlig klat softice og til sidst ”pyntes” med en brun stribe af noget der vistnok er en kemisk chokoladesovsefterligning. Man kunne med rette spørge om det virkelig kan lade sig gøre at sælge sådan noget, men jo desværre. Trods det at der står en ulidelig hørm om fremstillingsstedet og trods det, at anretningen ser ualmindelig uindbydende og faktisk direkte ulækker ud, strømmer det til med folk der er villige til at stå i kø i kvarter og halve timer for at betale kassen for at få lov at proppe sig med dette meget lidet charmerende måltid.

Af egen erfaring ved jeg, at pengepungens tyngde har stor indflydelse på, hvad man har mulighed for at købe. For eksempel elsker jeg avocadoer, men køber dem sjældent, da de er så dyre i forhold til så meget andet. Jeg ville gerne handle bæredygtigt og holde mig til giftfrie varer, men desværre kræver økologisk frelsthed, at man har pengepungen i orden. Dog ved jeg også at man kan få et kg gulerødder til 4 kr. i Rema1000 og at man skal give lidt mere for en pose chips, selvom man tager discountmodellen. Valget burde vist være nemt…

Det er det der er så forfærdeligt, at I Danmark har vi muligheden, for at leve ordentligt. Nogle af os har måske ikke råd til så mange af de spændende varer, men vi har råd til at vælge det sunde frem for det usunde, når vi alligevel skal hen at handle, og det sunde er efter min mening oftest også det velsmagende. Her er det at mange vil protestere, og det synes jeg faktisk er uhyggeligt, at menneskeheden har vænnet sig til at spise så meget underlødig kost, at de fleste helt har mistet fornemmelsen for hvad deres egen krop hungrer efter og i stedet har ladet sig forføre af samvittighedsløse fødevareproducenter til at blive afhængige af hvidt mel, ustyrlige mængder sukker og animalske fedtstoffer i groteske mængder.

Forleden så jeg en reklame for en sukkerfri cola. Reklamen viste hvordan man fyldes af sprudlende friskhed og energi, når man har indtaget denne drikkevare. Det er løgn! Colaen består af vand, farvestoffer og kemisk lort i form af diverse smagsstoffer. Man får ikke energi af den slags! Skal du derimod virkelig have et skud energi, så drik i stedet en smoothie af fx banan, jordbær, appelsinjuice og intet andet. Intet tilsat sukker, ingen kunstige smagsstoffer, bare rå og naturlig frugt!

Der var engang et valgsprog der hed: Tilbage til naturen! Jeg tror det er det vi skal når det drejer sig om mad. Alt det kunstige skidt skal smides af helvede til og så skal mennesket genopdage sin evne til at smage og mærke sit virkelige behov for ægte, naturlig og enkel mad.

©Laila Ammitsbøl


mandag den 16. maj 2011

Skabet

Jeg havde engang et skab
sådan husker jeg det i hvert fald
måske tager jeg fejl

Før det havde jeg aldrig rigtigt ejet noget
så jeg var særdeles glad for mit skab
støvede det af
flyttede rundt på det
fortalte om det
Min søster og bror betragtede det skeptisk
skyndte sig at lade som om det ikke fandtes
og nævnte det aldrig siden
mine forældre kendte intet til det
jeg vidste det ikke ville være deres stil

Men mange syntes faktisk det var et rigtigt, dejligt møbel
det sagde de da i hvert fald
og nikkede anerkendende

Og blot på grund af dette skab
var det som om jeg voksede
og et mildt og venligt lys pludselig skinnede i min retning

Så mødte jeg møbelsnedkerne
der begyndte at rode med mit skab
de kunne det hele
løfterne var gyldne
Men efter det første bekendtskab med en sådan håndværker
begyndte skabet at krakelere i samlingerne
føj for en klamphugger
og den næste
og den næste
og den næste
en uskøn perlerække af fupmagere og løftebrydere

Efterhånden er jeg begyndt at tvivle på
at jeg nogensinde havde et skab
jeg har ingen steder at lægge mine ting
og i mit udhus ligger en sølle stak pindebrænde

©Laila Ammitsbøl

fredag den 29. april 2011

Der er vist bryllup...

De siger i mit fjernsyn
der er no’n der ska’ giftes
The Mall er proppet til med folk
der flages og der viftes
2 mil’jarder følger med
Hele verden går i selvsving
Og de ih’er og de åh’er
over kjoler, sko og blingbling

Etterens tv-avis er sløjfet
Toerens nyheder er smidt ud
For det eneste der tæller
Er Prins William og hans brud

onsdag den 13. april 2011

Du må ikke begære din næstes ko...

”Der skal lig på bordet” er et udtryk der ofte bruges. Det beskriver det faktum, at problemer ofte ikke tages alvorligt, før der virkelig sker noget fatalt. Det kan fx være et farligt vejkryds, som lokalbefolkningen advarer om den ene gang efter den anden. Der sker ikke en skid, før en tragisk ulykke indtræffer og blodet driver ned ad formiddagsbladenes spisesedler.
Derfor er det lidt mærkeligt at tænke på, at der faktisk hver eneste dag i måske 2,5 millioner danske hjem er lig på bordet, uden at en eneste så meget som løfter et øjenbryn…
I disse dage raser danskere i 100.000-vis. Forargelsen er til at tage og føle på. Bubber har lavet et program om dyresex, som de fleste selvfølgelig kan blive enige om er klamt. Dyr skal ikke misbruges og mishandles for at tilfredsstille menneskets uterlige lyster.
Nu er det så jeg kommer til at tænke på, om det mon er værre for en ko at lægge krop til en mand, med en lille menneskepik, end det er for den at blive udsat for et helt livs lidelser, for derefter at blive kørt i en propfyldt lastbil i dage og timer og til sidst ende sine dage med at blive myrdet på en slagtefabrik for at tilfredstille kødhungrende menneskeganer.
Og hvad med de kyllinger, der fedes op i et tempo, så deres ben brækker under kroppens unaturlige overvægt og som lever et liv i konstant stress til den dag, hvor de føres til slagteriet, får et elektrisk stød og til sidst får halsen skåret over. Synes disse stakkels dyr mon, at deres liv var godt og i overensstemmelse med deres natur? Havde de det mindre grusomt end den ged, der blev voldkneppet af en liderlig psykopat?
Grisene der dør pga. mishandling i danske svinestalde, som lever med dybe skuldersår og som spærres inde i små bokse, så de ikke kan leve et naturligt liv med deres unger. Syge, sårede mink, der bor i deres eget lort i trange trådbure osv. osv. Har disse dyr det bedre end det dyr der bliver misbrugt seksuelt?
Jeg spørger, fordi jeg synes det hele er lige afskyeligt og fordi jeg gang på gang har oplevet, at mennesker bliver så forargede, når man prikker til deres ret til at indtage kød.
Fornægtelsen lever i sproget. Man har givet tingene andre navne, for at skjule hvad det egentlig er man er i færd med. Ristet grisehud kaldes flæskesvær og muskler skåret i småstykker og kogt i jævnet kropsafkog kaldes mørbradgryde. Ingen indrømmer åbent, at de sidder og spiser lig, men det er jo faktisk præcis det, der er tale om.
Tager danskere som turister sydpå og oplever hunde og katte stå spærret inde hos dyrehandleren i småbitte trådbure, forarges de. De fortæller om det når de kommer hjem, men glemmer bekvemt, at den gris, der ligger på deres tallerken levede lige så kummerligt her i Danmark.
Politikere går i selvsving: Marlene Harpsøe fra DF kalder ligefrem et ret sobert program for en skandale. Nu skal dyresex forbydes! Hellere i dag end i morgen og det er jeg enig i, for selvom der kan forekomme sex mellem dyr og mennesker, hvor man må gå ud fra, at dyret ikke lider overlast, så er der andre grelle episoder, hvor dyrene skades fælt. For at beskytte dyrene for sidstnævnte skal dyresex forbydes.
Men da jeg ikke synes den ene form for mishandling er finere end den anden, synes jeg samtidig man skal forbyde konventionelt landbrug, hvor det i modsætning til dyresex, drejer sig om millionvis af dyr der mishandles hvert år. Det skal simpelthen afvikles så hurtigt som muligt og hele landbruget skal omlægges til økologisk drift.
Ja, ja, jeg kan godt høre ramaskriget begynde at buldre hysterisk i dybet af den kødædende danske folkesjæl, men inden du hyler med, så fortæl mig lige hvorfor det er mere i orden at pine et dyr gennem hele dets liv for til slut at slå det ihjel og æde det, end det er for ensomme Bo at få slikket boller af sin bordercollie. Jeg synes faktisk det er et temmelig relevant spørgsmål!

torsdag den 31. marts 2011

Forårsambivalens

Snot i stride strømme
øjnene røde og ømme
Kleenex ligger klar i min lomme

Jeg nyser og fnyser
har feber og fryser
bærer bly bag min prøvede pande

Ved ikke hvad jeg ligner
sluger antihistaminer
lungerne hvæser som blæsebælge

fæle forbandede
fandens fucking forår

I haver og grøfter
gror forårets løfter
om sommerens snarlige komme

Grønne gaver gror
Af den gavmilde jord
Solen får magt over mørket

fantastiske forunderlige
forelskelsernes frodige forår

©Laila Ammitsbøl

(Skrevet marts 2009 - har været udgivet på foreningen Forfatterhåbs hjemmeside og i samme forenings medlemsblad Forfattermorgana)


fredag den 18. februar 2011

Derfor gør Sarah en gammel lebbe glad

Nogle gange er jeg bare en sur, gammel kælling, der bliver forarget over den forkælede ungdom. Sådan bliver man vist med alderen.
Andre gange kommer jeg til at klukle over et frisk ungt menneske, fordi jeg genkender noget fra dengang, jeg selv var ung og oprørsk. Sådan har jeg det med Sarah fra X-factor. Sarah gør mig så glad, fordi hun står ved hvem hun er og fordi reaktionerne på hendes tv-optræden viser mig at verden trods alt har forandret sig.

Jeg er tre gange så gammel som Sarah. Da jeg var på hendes alder var verdensuret kun nået til 1980. Hele min barndom var gået med mobning og angst. Nu var jeg træt af hele lortet og gjorde oprør. Jeg var vokset op i den lille landsby Vålse på Nordfalster. Og ja, det var ligeså slemt som det lyder! Her skulle man fandeme ikke falde udenfor den store, grå masse, for så var man fordømt. At falde udenfor kunne man for eksempel gøre ved at gøre det jeg gjorde: Springe ud som lesbisk, høre vred punk, blive karseklippet og farve de tilbageværende hårstubbe grønne. Mine forældre var flove over mig og vrede! ”Hvorfor kan du dog ikke bare være som de andre piger”, spurgte min mor igen og igen. Landsbyen var forarget og mine klassekammerater var målløse.

Nu var jeg ikke sexet og charmerende som Sarah, men havde jeg været det havde det heller ikke rigtigt nyttet noget, for ingen havde kunnet se det på det tidspunkt. Hvis man var lesbisk var man per definition en mandhaftig ulækkerhed, der nærmest var til grin og det eneste man trængte til var noget ordentligt pik, så skulle man nok blive helbredt!

Sarah gør mig glad. Hun viser mig, at man i dag kan træde frem som lesbisk uden at skulle spille superfeminin. Min kone og jeg nød, som en hel del andre lesbiske, serien L-word, der gik på TV for et par år siden. Den er fyldt med lækre kvinder, der ind imellem har dampende, hed sex med hinanden, men den viser bare ikke rigtigt virkeligheden, for der er sgu ikke så mange lesbiske, der er så superfeminine som flertallet i nævnte serie. Derfor er det så fedt at se en ung kvinde, der står ved hvem hun er og som tør være sexet på den ”lesbiske” måde.
Angående det med børn. Som kvinde bliver man prakket på, at der står et stort, lurende, altomfavnende moderskab, der indtager en på et eller andet tidspunkt: Jeg har det ligesom Sarah: Jeg har aldrig ønsket at føde børn. Det ville være ligeså unaturligt for mig at føde et barn, som det ville være for min bror. Tænk, hvor har kvinder som jeg i årtier og århundreder måttet høre på bedrevidende voksne, der fortalte, at når du bliver voksen vil du også få lyst at blive mor. Når du bliver voksen vil du også giftes med en mand og bla, bla, bla….

Ak, alle disse firkantede bokse vi skal proppes ned i: Sådan er piger! Sådan er drenge! For kort tid siden kunne man oven i købet læse at nogle politikere ville have at børn skulle undervises efter køn. Jamen for pokker da…Undervis efter væsen i stedet for! Vi passer altså ikke alle sammen ind i disse firkantede båse…Jeg gider ikke have 24 par glitrende sko, som er umulige at stå fast i og gå i! Jeg vil bare have nogle gode, praktiske vandresko, et par gummistøvler og et par solide vinterstøvler. Jeg gider ikke at shoppe åndssvagt tingel tangel tøj bare fordi min krop er af hunkøn. Jeg vil hellere trække i et par cowboybukser og en dejlig uldtrøje.
Og guess what: Der findes dejlige fyre, der har lyst at iklæde sig alle de ”feminine” gevandter jeg så gerne vil slippe for. Så lad dem dog have blondetrusserne og de højhælede sko. Ingen mand har nogensinde gjort nogen noget ondt ved at iklæde sit herrekorpus en yndig blondeunderkjole.

Vi skal huske, at der stadig er mange homoseksuelle, der udsættes for hate crimes og at mange unge med religions- og kulturforstyrrede forældre har store kvaler ved at springe ud. Men verden har trods alt forandret sig. Heldigvis! Det minder hun mig om, den unge Sarah med den lækre, hæse sangstemme. Derfor bliver jeg så glad når jeg ser hende. 

onsdag den 26. januar 2011

Solidaritet, men kun for de udvalgte

Som ung socialist gik jeg til 1. maj arrangementer og sang med på Internationale og Når jeg ser et rødt flag smælde. Fagforeninger var per definition noget godt. Det handlede om solidaritet og jeg følte vel nok, at jeg var lidt med, selvom jeg stod på sidelinjen. Jeg var jo godt nok ikke med på arbejdsmarkedet, da jeg allerede dengang var uarbejdsdygtig pga. min psykiske tilstand, men når talerne blev holdt af SF, Socialdemokratiet, VS og fagforeningsrepræsentanterne, så blev jeg rørt i mit røde hjerte.
Senere fandt jeg ud af, at jeg måske ikke var helt så rød. Det blev åbenlyst for alle, hvor umenneskeligt styrerne i Kina og på den østlige side af Jerntæppet, havde handlet i socialismens navn. Lysten til ikke at få sin individualitet kvalt i rundbordspædagogik og hippieefterdønninger meldte sig. Selvom jeg stadig havde hjertet mest på venstrefløjen, så var der altså også en erkendelse af, at man må tage hatten af for eneren, der har evnen og viljen til at kæmpe sig øverst på skamlen eller til at starte en selvstændig virksomhed. Uden enerne er et samfund ilde stedt!
Rent politisk gik jeg fra SF til de Radikale. Marianne Jelved og hendes medmenneskelige snusfornuft tiltalte mig. Det samfund hun talte for, lød udmærket i mine ører.
Men tiden gik sin skæve gang. Det politiske landskab ændrede drastisk karakter, da den gamle minimalstatsentusiast Anders Fogh overtog ledelsen af Danmark. Med tiden ændrede det Radikale Venstre sig også. Der kom ny formand og med tiden også en ny politik. De Radikale blev partiet for den intellektuelle elite. Jeg kunne ikke længere få øje på det sociale, kun på det liberale.
I borgerlige medier kunne man fra tid til anden læse, at Fogh nærmest var socialdemokratisk. Dette synspunkt har jeg aldrig forstået. Fogh var nemlig ufatteligt dygtig til at få kørt Danmark i retning af den minimalstat han altid havde ønsket sig. Hele holdningen i Danmark ændrede sig. Dette fik jeg at mærke som førtidspensionist. Det blev mere og mere normalt at tænke superliberalt. Mantraet blev, at enhver er sin egen lykkes smed. Heraf følger det naturligt, at hvis du ikke er i superform fysisk og psykisk, så er det din egen forbandede fejl og ikke noget du kan tillade dig at belemre andre med.
Når jeg stod i stemmeboksen stemte jeg igen på SF, som jeg havde gjort som ung og hjemme ved min computer, begyndte jeg at skrive om førtidspensionisters vilkår. Jeg oprettede også gruppen Bedre vilkår for førtidspensionister på Facebook 
og fik efterhånden kontakt med andre førtidspensionister rundt omkring i landet, der ligesom jeg var trætte af at blive kaldt nassere og snyltere i diverse debatter. Ligesom jeg brugte også de deres tid på at fundere over urimeligheden i at satspuljen skulle betales ud af den stigning vi på overførselsindkomst skulle have haft, hvis vi skulle have fulgt med udviklingen i resten af samfundet. Ligesom jeg skrev de i blogs og debatter om hvordan dette betød, at vi for hvert år sakkede længere og længere bagud økonomisk, mens resten af samfundet kørte derudad for fulde gardiner og havde et nærmest perverst overforbrug.
Vi skrev også om den gensidige forsørgelsespligt. Vi skrev om, hvordan den er skyld i at folk ikke har råd til at bo sammen med deres kæreste. Det er jo ikke sådan, som det ofte fremlægges, at man først mister noget, når samleveren har en god løn. Nej, man mister flere tusinde kroner månedligt allerede i det øjeblik man flytter sammen. Man mister også det der kaldes den personlige tillægsprocent, så man selvom man sidder på en af de allerlaveste førtidspensionister ikke kan få hjælp til fx tandlæge. Får man boligsikring skæres den så snart samleveren tjener en smule og man skal ikke ret højt op i indtægt, før der også tages af pensionen.
En førtidspensionist, Liliane Morriello, nøjedes ikke med at skrive om det. Hun iværksatte en underskriftindsamling med det erklærede mål at få 3000 underskrifter og derefter henvende sig på Christiansborg. Liliane startede sin underskriftindsamling helt tilbage i 2009 og har på nuværende tidspunkt trods ihærdig indsats endnu ikke nået de 3000 underskrifter. Der mangler stadig ca. 450.
Dette vidner om hvor svært det er for os at komme igennem med noget som helst.


Derfor må jeg sige, at jeg føler dyb vrede, når Harald Børsting pludselig giver sig til at tale om, hvor forfærdeligt det vil være for hans medlemmer, hvis de skal på seniorførtidspension i stedet for efterløn. Han er vred! Hans medlemmer skal ikke lide den tort, at blive udsat for den gensidige forsørgelsespligts forbandelser. 
Hvor klinger dette pludselige udbrud dog hult. Nu har vi førtidspensionister kæmpet i årevis. Vi har for totalt døve ører prøvet at gøre opmærksom på, hvor gammeldags og diskriminerende denne regel er. SF lovede på et tidspunkt at støtte os, men de brød sørme deres løfter, for afskaffelsen af den gensidige forsørgelsespligt er udeladt i S og SF forslag til førtidspensionsreform.

Jeg skal love for jeg har lært, at den solidaritet jeg troede på som ung, ikke var andet end et fatamorgana og udtryk for et ungt menneskes uendelige naivitet. Solidaritet kan købes for et kontingent hos en af de store organisationer. Om man er på højre eller venstre side i det politiske landskab er sådan set ligegyldigt. Socialdemokratiet går i seng med fagbevægelsen. VK går i seng med erhvervslivet. De hjælper deres egne og kun deres egne! En ting er sikkert: Penge og magt skal der til, for at man bliver hørt.
Overførselsindkomsterne skal sættes i stå, kommer det fra forskellige politikere. Samtidig fortæller den ene overskrift efter den anden om de store prisstigninger der er på vej. Varmen stiger, benzinen stiger og fødevarepriserne vil også snart buldre af sted igen på samme måde, som de gjorde i 2008 inden finanskrisen. Hvordan pokker skal vi klare os så? Vi vil jo blive fattigere for hvert år. Først ryger det sjove, så undlader vi at gå til tandlægen, så bliver maden ringere og til sidst kommer det til at knibe med at betale huslejen. Er det sådan et liv vi skal vente os de næste år?
Når jeg skal til stemmeboksen senere i år stemmer jeg på Enhedslisten. Individualisten i mig havde aldrig troet det skulle komme så vidt, men jeg er nødt til at stemme med pengepungen næste gang og det eneste parti, jeg efterhånden føler jeg kan regne med, er Johanne Schmidt-Nielsens.

søndag den 23. januar 2011

At have eller ikke have...

Det er et ærefuldt hverv at sidde i det danske Folketing. Man er betroet en magtfuld post. Man har fået en bid af Danmarks fremtid i sine hænder. Bør man ikke gå til dette arbejde med ydmyghed? Bør man ikke i sine daglige handlinger vise sig værdig til dette job? Bør man ikke, hvis man sidder mageligt på sin taburet og skalter og valter med andre menneskers liv, være i besiddelse af en vis moral?
Måske er jeg gammeldags, men jeg synes faktisk man bør være af en særlig ædel støbning for at fortjene at sidde på en af de 179 poster i Folketinget.
Derfor var jeg ved at få kaffen galt i halsen fredag morgen, da Morgen-tv bragte endnu et kapitel i Henriette Kjær farcen. 7 sager er det blevet til for Henriette og hendes mand. De betaler ikke deres regninger, de to. Henriette Kjær er ellers politisk ordfører for det parti, der mere end noget andet står for gode, gamle dyder, deriblandt den der med at betale enhver sit.
Jeg har aldrig stemt konservativt, men jeg har hørt min socialdemokratiske mormor gentage utallige gange gennem min barndom, at man skal betale enhver sit. Det gjorde hun, min mormor. Hjemme hos mine forældre, hvor far tjente pengene og mor stod for økonomien var det derimod sådan, at regninger var noget der blev gemt væk og hobede sig op i en skuffe. Mor forstod ikke rigtig det der med, at man skulle betale termin, når man boede i et hus, og far havde åbenbart ikke mod og mandshjerte til at sætte sig igennem og overtage det mor så åbenlyst ikke kunne klare. Mine forældre havde ikke mange penge, det skal siges til mors forsvar, men havde hun haft lidt større økonomisk sans, kunne min barndom trods alt have formet sig mere tryg end tilfældet var.

Jeg var ikke voksen ret længe, før jeg fandt ud af, at jeg simpelthen ikke magtede at leve med uorden i økonomien. Jeg blev stresset og utryg af det og foretrak mormors gammeldags holdning til penge frem for min mors laden stå til.
Derfor har jeg altid bestræbt mig på kun at købe det jeg har brug for, og jeg sparer op til det inden jeg køber det. Da jeg holder meget af at vandre i naturen, har jeg brug for godt fodtøj. Ingen mennesker har brug for 24 par sko, sådan som medierne for et par måneder siden kunne berette, at den danske gennemsnitskvinde har. Til gengæld har man brug for et par gode vinterstøvler, når man som jeg vandrer rundt i vinterligt landskab med hunden den ene km efter den anden. Jeg sparede op i 3-4 måneder, så jeg i oktober kunne købe præcis de støvler jeg ønskede mig. Det var en stor glæde den dag jeg gik i Skoringen og bad om et par Ecco-støvler af yakokseskind. De kostede 1500 kr. og det er rigtig meget for mig skulle jeg hilse og sige, men da jeg gik ud af forretningen var de købt og betalt og jeg glæder mig over denne luksus hver gang jeg snører dem og begiver mig udenfor.
De forrige vinterstøvler havde jeg i 7 år, så årsprisen bliver faktisk ikke så stor, hvis dette par kan holde lige så længe.

Man skal sætte tæring efter næring lyder et gammelt råd. Dette har jeg altid bestræbt mig på og gør det stadig. Henriette Kjær og hendes samlever derimod, køber en Mercedes de slet ikke kan (eller vil) betale. Hvad skal de med den? Hvis de ikke har råd til at have så dyr en bil, hvorfor køber de så ikke en Kia Picanto? Den koster ca. 100.000 og kan det en bil er sat i verden for at gøre, nemlig at transportere sine ejere fra det ene sted til det andet.


Livet handler om valg. For nogle burde valget være let. De har så rigeligt med penge, at de nemt kan vælge at leve bekvemt og samtidig bevare en sund økonomi, hvor de betaler enhver sit. For nogle af os handler valget om helt andre ting. Min bedre halvdel og jeg vil på ferierejse til sommer. Det betyder, at jeg ikke kan købe de nye briller, som jeg faktisk har temmelig meget brug for efterhånden og hvis tandlægen ved det regelmæssige tjek i april vil lave min frakturramte tand, der med jævne mellemrum sender mig en jagende hilsen, må jeg sige til hende, at det må vente til efteråret. Det betyder selvfølgelig også, at vi ikke kan udskifte den efterhånden temmelig slidte og snusket udseende sofa. Stoffet er gråligt og fedtet af slid og hundepels gennem mange år. Vi synes at vi trænger til en ny, men der er en helt klar og enkel lov, når det drejer sig om penge: Man kan ikke bruge dem to gange og derfor må man vælge, hvad man helst vil have!


Jeg ville gerne købe økologiske varer. Jeg er overbevist om, at de er sundere for både kroppen og miljøet end konventionelt dyrkede, men når jeg står i supermarkedet med mine afmålte husholdningspenge, så gælder det først og fremmest om at få så meget sund kost som muligt med hjem og hvis den økologiske agurk koster 14,95 og den anden koster 4,95, så er der altså ikke tvivl om at jeg vælger den til en femmer.

At have eller ikke have! Det er det store omdrejningspunkt i Danmark anno 2011. De der har, kan få ordentlig sygehusbehandling, ordentlig tandbehandling og har meget let ved at få taletid i de danske medier. De som har, sætter dagsordenen. De fortæller, hvordan dagens Danmark ser ud. Hvis de fx ønsker at spare på de der har mindst at tage af, så sætter de deres spindoktorer i gang, og så bliver besparelser pludselig til gavn for dem der spares på.
Vi der ikke har, og som får mindre og mindre at gøre godt med, har meget svært ved at trænge igennem i debatten. Vores virkelighed er aflyst, den findes kun hernede, hvor ingen gider kigge hen.
Der findes mennesker, der har mindre end jeg. De kan ikke som jeg vælge at spare op til et par gode vinterstøvler, for uanset hvor ihærdigt de sætter tæring efter næring, så er der ikke en ussel øre at spare op ved månedens slutning.
Fortsætter udviklingen i det spor den kører i nu, er dette også min fremtid. Jeg frygter den dag, hvor jeg uanset hvor meget jeg sparer, ikke har råd til de mest nødvendige livsfornødenheder. Jeg frygter den dag, hvor det er længe siden ferierejser var en mulighed, hvor det eneste valg hos tandlægen er at få trukket den syge tand ud og hvor pengene ikke slår til, selvom jeg vælger de billigste varer i supermarkedet.

”Hvis man hele tiden tænker man er fattig, så bliver man fattig” hørte jeg en yogadyrkende og åbenlyst meget velhavende kvinde ytre i TV i den forgangne uge. Hjemme hos hende var det en selvfølge, at al mad var økologisk. Hun og husbonden havde au pair pige, arkitekttegnet hus og en stor samling af veteranbiler, som manden brugte som tidsfordriv. Dette privilegerede menneske havde slet ikke fantasi til at forestille sig, at andre familier kunne være i den situation, at de ikke havde råd til denne luksus. Jeg blev så vred! Tror sådan en dame mon, at hun ville kunne klare sig på en starthjælp, kontanthjælp eller en af de lave førtidspensioner ved blot at tænke sig rig. Når jeg står henne i Rema1000 vil de have kolde og rå kontanter. De er bedøvende ligeglade med, om jeg står og tænker mig fattig eller rig.
At sidde med røven fuld af penge og fyre af, at man er fattig pga. af ens måde at tænke på, er et uhyggeligt eksempel på en syg blanding af uvidenhed og en uendelig foragt for folk, der har mindre end en selv.

Fjernsynet her i huset var gennem 10-12 år et lille 14-tommers TV. Det var fint nok, men efterhånden begyndte vi at ønske os noget, der var bare en lille smule større. Vi købte det dog ikke, for vi syntes ikke lige der var hul i budgettet. Derfor ønskede vi os i julegave i 2009 tilskud til et TV. Det fik vi og så kunne vi ved januarudsalget 2010 gå ud og købe os et 24-tommers discount-TV i Bilka. Nogle mennesker har 42-tommers B&O. Det har vi ikke brug for. Vores tv behøver ikke at have et fancy navn og stuen er alligevel alt for lille til sådan et monstrum af en skærm. Vi føler det er nærmest luksus at glo på vores nye fjernsyn og det var en stor glæde endelig at få skiftet det lille ud.
Mon ikke Henriette og gemalen kunne lære lidt af denne historie?


Livet handler om valg. Nogle mennesker har næsten intet at vælge imellem på livets hylder. Andre, kan bare række ud og tage hvad de vil have, men vælger alligevel at gøre alt det forkerte. Det skrækkelige er, når disse mennesker samtidig er blandt den elite der sidder på magten.

Der er nogle spørgsmål jeg sidder tilbage med:
Hvordan skal man kunne have respekt for mennesker, der bevilger deres egen klasse store skattelettelser, som i privatøkonomien udviser ufattelig arrogance overfor mennesker, der har solgt dem en vare eller ydet dem en service og som samtidig konstant argumenterer for at der skal skæres i de smuler, vi andre går og lever af?

Svar kan jeg vist glo i vejgrøften efter…

tirsdag den 18. januar 2011

Brud

Det var en hadets dag. En dag med opbrud, vrede og streger tegnet i sand. En dag hvor man sagde fra, fordi man ikke kunne andet uanset hvad konsekvenserne måtte blive. I Mellemøsten dansede hadet i øjnene på mennesker, der aldrig havde set en dansker, men alligevel trampede på Dannebrog og satte ambassader i brand. I min fødeby på Falster gnistrede mors øjne sort af raseri. 
Hun hadede alle. Det var en af de dage…
Hun hadede far, Anders Fogh og Naser Khader, alle muslimer, alle udlændinge. De skulle smides ud. Hele bundtet. Omgående. Men mest af alle hadede hun mig.

Min lille mor. Skrøbelig. Gennemsigtig. Forskræmt. Min store mor. Altoverskyggende. Edderkoppen midt i sit spind, hvis galskab og paranoia lå som en lammende tåge overalt i barndomshjemmet. Dæmonen i mors ansigt, som jeg frygtede som intet andet. Hendes særlige ordforråd: Kanalje, kugle, modbydelige unge, ikke til at stole på over en dørtærskel. Ord der dryppede gift i et barnesind. Man siger tiden læger alle sår. Det er løgn! Nogle sår gnaver sig bare dybere og dybere. Visse gifte kan ikke fortyndes, men flyder bare videre det ene år efter det andet gennem årer og generationer.
Hvor er jeg glad for jeg aldrig har fået børn…

Der var Giro 413 og jeg sang med: Åh bare jeg ku’ hjælpe dig, men det skal jeg nok når jeg bliver stor, så glæd dig lille mor…
Men jeg kunne ikke hjælpe min lille mor. Ingen kunne. Hendes galskab dryppede ondt over os alle. En februardag i 2006 var bægeret fyldt.

Jeg kan ikke tage det mere, mor, sagde jeg stilfærdigt. Far krympede sig i sofaen og tog et ekstra glas snaps. Hans øjne flakkede. Mor trampetrippede mellem køkkenet og stuen, angreb med hele vokabulariet, årtiers opsamlede arsenal af bitterhed affyret i en ustoppelig salve, satte en flaske Rød Ålborg for munden, skramlede rasende med gryder og pander, brændte maden på, bællede kirsebærvin af sennepsglas.

Jeg tav, opgav, sank ned i modløshed, ventede på at far skulle køre mig til toget.

På Nr. Alslev station så jeg min far blive mindre, visne ned, gråne. Vi gav selvfølgelig ikke hinanden et knus, for den slags har vi aldrig brugt i vores familie. Faktisk stillede han sig på god afstand af mig, mens vi ventede på mit tog skulle komme, som om han var bange for at jeg var blevet så vanvittig, at jeg ville bryde familietraditionen og falde ham om halsen. Jeg havde gjort det utænkelige og kunne vel derfor nok tilskrives en vis portion vanvid.
Vi talte ikke meget. Ordene var ligesom opbrugt i det kvarter vi havde tilbragt sammen i bilen på vej til stationen. Det blev bare til lidt tavshed blandet med ligegyldigheder. Noget om det forsinkede tog og februaraftenens bidekulde.
Vi vidste begge to, at vi ikke skulle se hinanden mere, at det der var sket var uigenkaldeligt. Muren var faldet. En endnu større rejst. Monumentalt. Uoverstigeligt for øjnene af os. Far ville aldrig have modet til at opsøge mig, for mor ville betragte det som forræderi. Langt mere sandsynligt var det at han ville skænke sig en ekstra whisky, snaps eller hvad som helst, der bare lugtede lidt af sprut, i tilfælde af at han et øjeblik skulle komme til at savne sin datter.

Siden har jeg forsøgt ikke at se mig tilbage.
Bag mig står en lille kone med fødderne sunket dybt i kviksand. Der er en hæslig dæmon hvor hendes ansigt skulle være. Hun fægter med armene. Forbander mig. Jeg elsker hende mere end nogensinde, men det er der ingen der kan se.




onsdag den 5. januar 2011

Efterløn og førtidspension

Han har slidt og slæbt altid. Knoglerne gør ondt på en måde, som Hjort og Løkke ikke har nogen jordisk chance for at forstå, og alligevel bliver han ved. Sådan var hans nu hedengangne forældre også. Det hårde fysiske arbejde var livets vilkår og børnene hjalp til, så snart de kunne tage de første skridt og kom ud at arbejde, når de nåede konfirmationsalderen. Hans gode hoved kunne have bragt ham langt, hvis han havde været født i en anden familie, i en anden social klasse, men på det tidspunkt var det at læse videre efter de 7 års skolegang slet ikke en mulighed, der eksisterede i hans virkelighed.
Han tager hver nat fra Falster til Ishøj for at arbejde på Arlas iskolde lager. Slæber, som han altid har gjort. Hans stolthed og identitet ligger i arbejdet. Han knokler og vil sikkert gøre det til den dag kroppen takker af, fordi den ikke magter mere.
Jeg synes, han har fortjent nogle år med frihed. Nogle år hvor han kan hvile sine gamle knogler, tage nogle ture til Gran Canaria og tage ud at fiske, når lysten er til det. Jeg synes hans slags, der har knoklet hele livet, fortjener at kunne trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg er enig med Harald Børsting i, at de ikke skal stå med hatten i hånden og køres psykisk ned gennem utallige arbejdsprøvninger og såkaldte udviklingsforløb.

Alligevel falder Harald Børstings udtalelser mig for brystet, for hvorfor er det først nu fagbevægelsen råber vagt i gevær? Nu ruller vreden over uretfærdighederne. Nu vil man pludselig beskytte de svage.
Det jeg ikke forstår, er at ingen har stået på de svages side de sidste år, hvor der er lavet forringelser for de som har meget mindre at gøre godt med end lønmodtagerne. Her har ingen fagforeningsbosser stået med lynende øjne og næverne knyttet til kamp. Jeg må derfor modstræbende konkludere, at de er bedøvende ligeglade med de svage, så længe disse ikke er medlemmer af deres forening. Solidaritet findes simpelthen ikke i dagens Danmark.
Det er ydmygende, siger Harald Børsting, hvis den slidte lønmodtager ikke har ret til at trække sig tilbage, når han eller hun ønsker det, men i stedet skal godkendes til en førtidspension. Ja, det er ydmygende! Men det er det altså også for alle de, som ikke har formået at komme ind på arbejdsmarkedet. Mennesker som er syge og som regeringen med sin førtidspensionsreform vil tvinge igennem det ene nedbrydende 5-års udviklingsforløb efter det andet, mens de skal gå på kontanthjælpssats. Disse mennesker er, som jeg hører Harald Børsting, mindre værd end den slidte lønmodtager. Når det drejer sig om dem, er der nemlig ingen magtfulde organisationer, der går ud og taler med store bogstaver.
Vi sidder nogle få førtidspensionister rundt i landet og prøver med blogindlæg og debatkommentarer at udgøre en modvægt til pengestærke politikere og deres eftersnakkende journalister. Vi forsøger at skabe seriøsitet og beskrive virkeligheden, som en modvægt til de mange primitive debatindlæg fyldt med løgnagtigheder og personlige angreb. Vi har ingen til at støtte os, for vi har nemlig ikke betalt kontingent!

Hvad angår efterlønnen mener jeg faktisk at den skal afskaffes, men samtidig skal det gøres lettere at få førtidspension og vejen dertil skal ikke være brolagt med lange og ydmygende ”udviklingsforløb”, som ikke har anden effekt end at folk bliver kørt ned både fysisk og psykisk. Dette gælder selvfølgelig både for mennesker der været i arbejde gennem et langt liv og for de som pga. sygdom aldrig nåede at deltage på arbejdsmarkedet. Kan man ikke arbejde, skal man ikke ydmyges!

Regeringen har det mål at forringe forholdene for førtidspensionister. Dette fremgår tydeligt af deres forslag til førtidspensionsreform, der blev fremlagt sidst i 2010. Derfor virker det direkte uartigt at påstå at førtidspension er et alternativ for de der fremover ikke kan få efterløn. Skal der være hold i tingene og anstændighed i lovgivningen, bliver man simpelthen nødt til at gøre det lettere at få førtidspension, når man fratager folk muligheden for at gå på efterløn.

Det er ikke sjovt at betragte den samlede danske politikerskare i disse krisetider. Regeringen står for en fuldstændig skrupelløs politik. SF og S skyder sig selv i foden ved at blive ved med at holde fast i den efterløn, som langt de fleste efterhånden har indset, der ikke er råd til. Det virker direkte utroværdigt.
Det sidste skud på stammen af uanstændigheder fra politisk hold kommer fra de konservatives leder Lene Espersen, der nu igen taler om skattelettelser, samtidig med at de hårdtarbejdende netop har fået at vide, at der ikke er råd til efterløn. Aldrig har vi haft så asocial en regering!

Det totale skrækscenarie efter et valg er en regering bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Da vil ultra-liberalismen tage totalt over og de sidste rester af det der engang var det danske velfærdssamfund vil blive afviklet.

Jeg er ikke gudelig som dronningen, så jeg kan ikke slutte af med at sige Gud bevare Danmark, men hvem pokker der så skal holde hånden under os i de kommende år, har jeg desværre ikke noget bud på.





Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...