fredag den 28. oktober 2011

Blåbærvin på rødvinsflasker


”Sikken dejlig dag det er i dag. For første gang i mange år føler jeg at jeg er en del af Danmark.”

Sådan lød min Facebook-status dagen efter Folketingsvalget og det var ikke pjat. Jeg var virkelig glad dybt inde, simpelthen bare lykkelig for at slippe af med en regering, der som sin altoverskyggende bedrift havde på samvittigheden, at have gjort det meget sværere at være en af de såkaldt svage. Det havde jeg mærket på egen krop.

Jeg blev førtidspensionist, da jeg var midt i tyverne og jeg blev det af psykiske årsager. Det har mange svært ved at forstå, men jeg ved hvordan min hverdag ser ud bag de lukkede døre. Jeg ved hvor skrøbeligt mit sind er. Jeg er i denne forbindelse den der har skoen på og derfor også den, der ved hvor den trykker. Men under VK-styret fik jeg efterhånden følelsen af, at min egen oplevelse var fuldstændig ligegyldig. Der blev fra øverste hold skabt en myte om at førtidspensionister, og i særdeleshed de der har fået førtidspension af psykiske årsager, bare er parkeret eller står på en perron og ser togene fare forbi.

Sådan havde jeg bare aldrig følt det. Jeg var fra første dag jeg fik bevilget førtidspension taknemlig for at bo i et land, der anerkendte, at jeg ikke kunne arbejde. Førtidspensionen var for mig et helle, der gav mig muligheden for at skabe et ordentligt liv på trods af min gebrækkelige psykiske tilstand. Jeg blev aldrig normalt fungerende i sindet, men jeg fik ro til at få min hverdag til at fungere og fik pga. førtidspensionen et liv, der var værd at leve.

Så kom VK-regeringen til magten. Anders Fogh talte ikke længere om minimalstaten, men han dryppede med uovertruffen snilde sin ”enhver er sin egen lykkes smed"-ideologi ned i befolkningen. Det gik godt for verdensøkonomien og dermed også for det danske husholdningsbudget. Indtil finanskrisen viste sit hæslige ansigt i 2008, drønede det private forbrug derudad. Folk blev millionærer bare fordi de havde købt hus på det rigtige tidspunkt. Lønningerne steg vildt og alligevel ville alle have mere.
I disse år blev det sværere og sværere for den almindelige befolkning at forstå, at nogen var ude af stand til at forsørge sig selv. De fleste følte jo bare, at alting var nemt og hvis man selv ville, så kunne man forsørge sig selv, få et fedt hus og i det hele taget leve livet i tophastighed ude på de materielle goders overdrev.

Vi var dog nogle, der følte bagsiden af medaljen. Når lønningerne stiger, stiger også prisen på ganske almindelige fødevarer og det fik vi at mærke, for vores indtægt steg slet ikke i samme grad som resten af befolkningens. Samtidig med at mange mennesker simpelthen havde så mange penge, at de ikke vidste hvad de skulle bruge dem til, fik vi sværere ved at få pengene til at slå til og som ekstra salt i såret oplevede vi hvordan Foghs livssyn bredte sig til befolkningen. I debatter på nettet og i aviser blev vi kaldt parasitter o.l. og selv om vi var nogle der allerede tidligt prøvede at komme til orde og forsvare og forklare vores situation, så nyttede det ikke rigtigt noget. Det var de mere eller mindre skjulte dagsordners tid.
Var det mon Inger Støjberg der opfandt udtrykkene ”at være parkeret på førtidspension” og ”at stå på perronen og se togene køre forbi”. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det var hende som mere end nogen anden gjorde disse udtryk til folkeeje ved som en hjernedød papegøje at gentage disse klicheer i en ulidelig uendelighed.
Jeg skrev faktisk til Inger Støjberg i 2009 og fik en papegøje-smøre som svar. Hun var i sandhed irriterende, hende Støjberg, og fuldstændig ude af stand til at forstå hvad jeg og andre prøvede at fortælle hende. Hun snakkede om ”de svage” der skulle inkluderes i samfundet og det lyder jo pænt, men i virkeligheden kom VK-æraen til at stå som et fælt monument over den største eksklusion af mennesker, der er sket i nyere tid.

Det var derfor jeg var så lykkelig den 16. september i år. En gyselig æra i dansk politik var slut! Endelig var der lys forude. Langt om længe ville menneskelighed og omsorg komme på dagsordenen, for det var jo gode, socialt indignerede mennesker som fx Mette Frederiksen og Øzlem Cekic, der skulle i regering.

Nu er glansen gået af Skt. Gertrud skal jeg lige love for. Den gode Mette Frederiksen er blevet beskæftigelsesminister, men det er kun den ydre skal af Mette der er tilbage. Alt det der kommer ud af hendes mund er de samme papegøjetirader, der i sin tid blev afliret af Støjberg. Nu taler Mette, som Inger i forgangne tider, om parkerede førtidspensionister og forsvarer Støjbergs mærkesag at det ikke skal være muligt for unge at få førtidspension. Om ikke længe skal vi vel høre Mette sige: 

”Det er helt afgørende, at vi ikke siger til helt unge mennesker, at de bare kan stille sig ud på perronen og se togene køre forbi.”

Inger Støjberg var uden for pædagogisk rækkevidde. Er det mon nemmere at nå Mette?
Jeg følte mig aldrig parkeret på førtidspension! Jeg følte aldrig, at jeg stod på perronen og så togene fare forbi og jeg følte mig først ekskluderet af det danske samfund, da folkevalgte politikere begyndte at sende deres gift pakket i pæne ord ned i befolkningen og gjorde mig til syndebuk for alverdens ulykker.

Jeg, den håbefulde førtidspensionist fra de gyldne dage i midten af september, har lagt min naive forestilling om at tingene endelig ville blive anderledes på hylden. Jeg er tilbage i rollen som Danmarks prygelknabe sammen med alle de andre førtidspensionister og førtidspensionssøgende. Vi er og bliver dem der skal betale prisen for et perverst overforbrug, vi aldrig selv var en del af og ikke nok med, at det er os der skal spares på og os der sammen med andre fattige skal lide under forhøjede afgifter på fødevarer, så skal vi også finde os i at blive kaldt parasitter, snyltere, arbejdssky og igler.

Det siges nok at vi fik en ny regering, men det synes nu som om den drik, de nye ministre byder på er den samme gamle, sure vin, blot hældt på nye flasker og forsynet med en smart rødlig etiket i stedet for den slidte blå.

torsdag den 13. oktober 2011

Afskaf den gensidige forsørgerpligt


Først gik jeg med tankerne selv. I mange år forbandede jeg det faktum, at hver gang min ægtefælle tjente mere, blev der skåret i min førtidspension/boligsikring, så vi nærmest ikke fik noget ud af hendes ekstra indtægt. Jeg følte mig som en klods om benet på hende, når hun kiggede opgivende på mig og sagde: Det kan jo ikke nytte noget, at jeg tjener mere, for de tager det jo alligevel bare fra dig.

I frustration har jeg skrevet en del om dette emne på mine blogs og været aktiv i debatten i relevante grupper på Facebook. Efterhånden er det gået op for mig, at vi faktisk er rigtig mange, der er meget kede af den gensidige forsørgerpligt. Det er simpelthen så ydmygende, at man som førtidspensionist ikke bliver regnet som et selvstændigt væsen!

Misforstå mig ikke! Jeg er ikke utaknemlig for min førtidspension. Jeg ved godt, at der er mange steder i verden, hvor sådan en som mig kunne få lov at gå til i sit eget skidt, uden at nogen ville løfte et øjenbryn af den grund. Derfor er jeg taknemlig for at bo i et land, hvor jeg kan få en indtægt, selvom jeg ikke er i stand til at arbejde. Men jeg finder det himmelråbende urimeligt, at en førtidspensionists indkomst er afhængig af ægtefællens. Skulle førtidspensionen ikke være en kompensation for den lønindkomst man pga. psykisk eller fysisk sygdom ikke magter at skaffe sig og dermed sammenlignelig med en løn? Ingen andre mennesker bliver da trukket i indtægt, fordi de flytter sammen med et andet menneske.

Jeg forventer ikke at førtidspensionister skal have direktørløn, blot et fast beløb, som man kan regne med og selv forvalte. Et beløb man kan leve af og som er ens eget, uanset om man er alene eller har fundet sit livs kærlighed.

Det er så desillusionerende, at det for et par, hvor den ene er førtidspensionist, skal være så umuligt at forbedre sin økonomiske situation. Så snart der kommer en krone til huse i den ene ende, trækkes der i den anden ende i form af beskæring i pension og boligsikring. 

Vi hører konstant, at det skal kunne betale sig at arbejde, men hvorfor skal det så ikke kunne betale sig for den, der tilfældigvis har forelsket sig i en handicappet? Mennesker på revalidering rammes ikke af den gensidige forsørgerpligt, det gør mennesker på sygedagpenge heller ikke. Førtidspensionister (og kontanthjælpsmodtagere) rammes derimod og dermed rammes også den samlever/ægtefælle, der blot vil have samme mulighed som alle andre lønmodtagere for at forbedre husstandsindkomsten. Her træder en ekstra skat i kraft, som er ganske urimelig. 

Mit forslag er, at alle førtidspensionister ligestilles. Der skal ikke være noget der hedder gammel og ny ordning og der skal ikke gøres forskel på samboende og enlige. Fjern boligsikringen og diverse tilskud og brug de penge der spares på dette og på den mindre administration til at gøre førtidspensionen til at leve af.
Reglerne, som de er nu, hvor der trækkes i førtidspensionen, når man flytter sammen med en, eller når den man allerede bor sammen med, får et mere velbetalt job, er utidssvarende. Disse regler fratager førtidspensionisten menneskelig værdighed og selvstændighed. 

Derfor: Afskaf den gensidige forsørgerpligt!

lørdag den 8. oktober 2011

De kalder os igler…


Vi er en broget skare, vi førtidspensionister. Vi magter ikke at tale med en stemme og ingen vil tale for os. Nogle kalder os for de svage. Andre gør sig lystige over os, foragter os og kalder os snyltere. Tag blot et kik på www.180grader.dk. Her bliver vi ofte omtalt i lidet flatterende vendinger. På 180grader er dagsordenen, at førtidspensionister alle til hobe er snyltere, der malker statskassen på bekostning af de stakkels skatteydere. Her er ingen som helst forståelse for, at sygdom kan bringe et menneske i knæ. Fx omtales K10, som er et site for førtidspensionister og fleksjobbere som Iglernes forsamling. Jeg er såmænd selv medlem af K10, og når alle ens dage påvirkes af den lidelse, man fik pension for, når man kæmper hvert minut for at opretholde en værdig tilværelse, så er det en spand isvand i fjæset at blive kaldt en igle.

I de sidste 3½ år har jeg skrevet en del om førtidspensionisters vilkår, bl.a. via min gruppe på Facebook Bedre vilkår for førtidspensionister. Herigennem har jeg fået kontakt med en del mennesker, der af forskellige årsager har fået førtidspension. Disse mennesker er ikke snyltere. De kæmper hver især med svære psykiske eller fysiske skavanker. I hele mit liv har jeg faktisk kun mødt en førtidspensionist, som jeg ikke mener, skulle have haft førtidspension. Efter nogle år på førtidspension begyndte han at arbejde sort, nogle uger helt op til fuldtid, samtidig med at han fortsat modtog og stadig i dag modtager førtidspension. Han er en snylter og desværre med til at holde liv i billedet af de nassende førtidspensionister. Det han gør, er efter min mening forkasteligt, men hvor er det dog forbandet, at frem for de mange, mange førtidspensionister, der har fået pension pga. sygdom, er det enkelteksempler som omtalte herre, der gang på gang hives frem og bruges til at tegne billedet af os alle sammen som lede parasitter.

Selvom nogle af os gennem flere år, har skrevet på blogs og i debatfora, for at skabe forståelse for vores situation, så har vi ikke styrken til at stå sammen og vores skriverier kommer sporadisk, nemlig kun når kræfterne er til det.
Man kan måske skrive den ene dag, men næste dag ligger man bundet til sengen pga. smerter, eller er sunket dybt ned i en dyb, altfortærende sorg der kommer indefra og som for andre er dybt uforståelig.

Mennesker reagerer forskelligt på hårde livsvilkår eller sygdom. På en eller anden måde kæmper vi vel alle med de midler vi nu har, for at få så godt og værdigt et liv som muligt. Nogle af os forsøger at bevare overblikket, at bruge saglige argumenter og udbrede reel information. Andre har ikke overskuddet til det, men kæmper alligevel med alt hvad de har for at råbe politikere og befolkning op i håb om at nogen derude dog vil sætte sig ned og lytte. Desværre udmøntes deres frustration ikke særligt konstruktivt og endnu engang kan 180grader grine i skægget sammen med andre egoister født med sølvske i munden og sige: Se de er analfabeter alle sammen. Nogle har ikke den viden, eller de intellektuelle resurser, der skal til for at kunne argumentere bare nogenlunde fornuftigt, andre er handicappede af så dårlige stavekundskaber, at budskabet drukner og endnu andre er blevet så hårdt ramt af livet, at deres frustration vendes til vrede og de på Breiviksk maner ønsker at sønderbombe Christiansborg indeholdende alle 179 folkevalgte.

Vi får ikke meget hjælp udefra. For eksempel har nogle af os i årevis talt for at få afskaffet den urimelige gensidige forsørgelsespligt. Her har vi ingen støtte fået, men da VK-regeringen besluttede at afskaffe efterlønnen og i stedet give nedslidte muligheden for at søge senior-førtidspension, lød der pludselig ramaskrig fra fagforeningerne. Det ville jo være skrækkeligt for deres medlemmer, hvis de skulle lide under den gensidige forsørgelsespligt, som vi andre har lidt under i mange, mange år.

Jeg har for få dage siden taget det svære valg at melde mig ud af Facebook-gruppen Bedre vilkår for førtidspensionister, som jeg ellers selv startede for 3½ år siden. Grunden var netop det jeg omtaler i dette blogindlæg: De totalt uhensigtsmæssige måder nogle førtidspensionister udtrykker deres ellers meget forståelige frustration på. Jeg vil under ingen omstændigheder bakke op om mennesker, der mener, at folkevalgte politikere alle til hobe er forbrydere, som skal bombes til helvede.

Men spørgsmålet der uvægerligt står tilbage er. Hvad er det vi skal gøre for at blive hørt? Vi har ingen penge, vi har ingen lobbyister, vi har ingen magtfulde organisationer, der bakker os op og vi er totalt uinteressante i politikernes øjne. Vi er intet andet end et besparelsesobjekt, som kan findes frem, når der skal opnås balance på statsbudgettet. Uretfærdigheden i at opretholde satspuljeforlig, gensidig forsørgelsespligt og de store forskelle der er i førtidspensionisters indkomst, lukker de bekvemt øjnene for.
Vi er mennesker herude! Mennesker, der ikke har bedt om sygdom og som bare vil have vores økonomi til at hænge sammen, men hvad byder de os, uanset om de er røde eller blå: Forhøjede afgifter på fødevarer og pæne ord, der bare er skalkeskjul for besparelser.
Jeg og andre har med saglige, ordentlige debatindlæg prøvet i årevis at råbe Christiansborg op, for at skabe en smule retfærdighed, men vi er ikke blevet hørt. Vi er slet ikke blevet hørt!

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...