torsdag den 9. juni 2016

De lukkede hjerters fest


Ved de lukkede hjerters fest
er grusomheden æresgæst

Myrdet barnelig på spyd
drejer i timer
over sagte ild
mens en mors hjerte skriger
Mænd med behårede hængemaver
brovter firkantet
og tyller Tuborg Classic
og deres koner snakker om eget vidunderavl
mens fedtet fra en andens barn
driver ad bævrehager

Ved de lukkede hjerters fest
er grusomheden æresgæst

Sommerkjoler luftes
flagrer om nybrune ben
kølig hvidvin nippes
blondt hår sidder perfekt
i aftensommervind
because they're worth it
havets beboer den stjålne
ligger rullet til ukendelighed
hakket lig i aflange poser svitses på Weber
og serveres til prestigesalater

Ved de lukkede hjerters fest
er grusomheden æresgæst


©Laila Ammitsbøl




torsdag den 10. marts 2016

Ting.....

Alt for mange overflødige ting laver kaos i mit indre system. Det er en af grundene til, at jeg har en primitiv telefon, der ikke kan andet end det, jeg har brug for den skal kunne. Det er også grunden til, at jeg ikke føler behov for et biograflærred-stort TV og er godt tilfreds med vores forældede musikanlæg, fordi det stadig virker til det som det skal kunne.

Jeg holder så meget af følelsen af kun at have ting jeg har brug for, og de gaver jeg glædes mest over, er hverdagsting som jeg kan gå og glæde mig over hver dag.
I dag glæder mig over den smukke og meget brugbare kniv jeg købte i går, da Maja og jeg var i Euro Outlet. I den butik havde de mest af alt en masse ubrugeligt lort, men så havde de også den Sabatier-kniv jeg havde ønsket mig i årevis.


For ser I, jeg har i 24 år haft en kniv som manglede de yderste 7-8 mm af spidsen. Det var ellers en dejlig kniv, men en dag i 1992, da et eller andet jeg har glemt, gik mig gevaldigt på nerverne, fik jeg et hysterisk anfald og kastede kniven i køkkengulvet. Den stillede sig lige så fint og dirrede lidt, men da jeg hev den op, havde den altså mistet sit yderste. Mon ikke den lille spids stadig sidder begravet i køkkengulvet på den ydmyge kælderlejlighed på Gåbensevej i Nykøbing F.?


Siden har jeg mange, mange gange tænkt, at den kniv burde udskiftes, men så gik der altså lige 24 år inden jeg fik gjort noget ved det.


Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg nu i meget lang tid, ja faktisk i mange år, hver dag, når jeg bruger den fine, nye kniv, vil gå at glædes over så dejligt et redskab. Det er nemlig så godt at få noget man rigtigt kan bruge i stedet for noget ligegyldigt lort, der bare ligger og flyder og fylder. Jeg holder så meget af gode, brugbare, solide ting.



lørdag den 20. februar 2016

Nu du spørger…… Derfor er jeg vegetar!

Alle mennesker har, tror jeg, en støbeform hvormed de former deres handlinger og med hvilken de skaber deres liv. Det er en slags moralsk småkageform hvori man lægger sin dej og der ud af skaber de småkager man gerne vil kendes på.
Der er et puslespil man skal lægge. Vi har hver især vores og det billede vi til sidst ender med at skabe er enestående og står tilbage efter os, når vi lukker vores øjne for sidste gang.

Nogle gange går man lidt stille med det. Man har sin støbeform, som man ved er rigtig for en selv, men man tier fordi den grundlæggende ide tydeligvis er uforståelig og mærkelig for ens omverden.
Sådan har jeg faktisk altid haft det. Alle har vidst og ved, at jeg er vegetar, men det grundlæggende, ideen bag har jeg egentlig aldrig snakket så meget om. Den har bare ligget der, og når jeg er blevet stillet det evindelige spørgsmål endnu engang og igen og igen: ”Hvorfor er du vegetar?” har jeg svaret måske lidt undvigende eller med noget jeg troede de måske ville forstå.

Men nu hvor min livsfilosofi lægges sten i vejen af aggressivt yderligtgående veganere der ødelægger meget mere end de gavner, vil jeg fortælle det ærligt med fare for at blive betragtet som lallende idiot:

Min grund til at være og forblive vegetar er denne:

Som intelligent individ har du en pligt til at tage dig af og passe på de mindre intelligente! Den stærke skal passe på den svage, hvad enten den svage er et andet menneske eller et dyr. Det kan meget vel være, det er højrøvet at tro, at mennesket er det mest intelligente dyr, for måske tænker delfinen vildere tanker end vi magter, og hunden og grisen er langt mere udviklede end vi, når det gælder lugteevne og de sanselige oplevelser som deraf følger.
Men mennesket, og det kan ingen vist fornægte, har en intelligens der giver magt. Vi har evnen til at opfinde alt muligt hvormed vi kan tilrane os magt over vores medskabninger. Denne magt giver os et særligt ansvar. Som en storesøster passer på sine små søskende og en forælder passer på sit barn, sådan har vi pligten til at passe på de brødre og søster af anden art vi er født sammen med på denne planet. Det er min filosofi og den støbeform der altid har ligget til grund for min måde at leve og tænke på.

Vores vidunderlige planet er en gave der kræver ydmyghed og vores intelligens bør efterhånden udvikles til visdom. Det indebærer selvsagt en udvidelse af Løgstrups filosofi, så vi nu ikke bare skal være bevidste om at vi, når vi står overfor et andet menneske, holder en del af dets skæbne i vores hænder. Vi skal også erkende, at det samme gælder dyrene på vores vej. De er vores medvæsener og også dem har vi et ansvar for. Vi har så stor magt i kraft af vores intelligens og vores frembringelser, at vi hvert øjeblik ydmygt må have for øje at vi skal tage kærligt vare på de som ikke har den samme magt.

Nej, jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på, at højere åndelige lysvæsener taler til menneskeheden. Det er ikke der min overbevisning kommer fra. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra faktisk. Måske er det bare kronen på evolutionens værk, at empatien vokser, fordi den nødvendigvis skal stå som en modpol til og afbalancere det kolde intellekt. Ellers ender vi nemlig med at destruere os selv og alt omkring os.
Jeg ved ikke hvad det er og hvor det kommer fra, blot at det er det jeg forsøger at leve efter.

Der er i disse år heldigvis en gryende bevidsthed om det ansvar vi har overfor vores medskabninger og vores natur i det hele taget. Mennesker der før spiste konventionelt kød og æg, går i retning af det mere økologiske. En del vælger at blive vegetarer eller veganere. Det hele er udtryk for bevægelse mod en mere ansvarlig og mere omsorgsfuld tilgang til dyrene.
En meget uvelkommen sten på vejen er desværre fanatismen. Jeg kan kun bifalde, at man vælger at leve helt vegansk og dermed ikke påfører dyrene lidelser. Overvejelser i den retning er slet ikke fremmede for mig. Desværre har jeg oplevet veganere, der slet ikke har forståelse for, at ikke alle kan blive veganere lige nu og her. De glemmer, at den venlighed overfor medvæsenet som er en del af det at være vegetar eller veganer også indbefatter venlighed overfor ens egen art.
Og når de så går i selvsving, disse frelste, og kalder vegetarer for dyremishandlere, tvinger deres kat eller hund til at leve vegansk (hvilket decideret er dyremishandling!) eller slipper mink ud i naturen uden tanke for konsekvenserne, så er det de opnår præcis det modsatte af hvad de ville. Så kan de fundamentalistiske kødædere nemlig sidde og hygge sig på Facebook og andre steder hvor snakken går og slå sig på lårene af grin. Så kan de fryde sig, de der kun er ude på at gøre miljøforkæmpere og dyrevenner til grin. De som af bekvemmelighed nægter at ændre sig bare den mindste smule.

For selvom der heldigvis er kødspisere, der efterhånden går mere over til at spise økologisk eller begynder at indføre kødløse dage i deres husholdning, så er der desværre også mennesker der bevidstløst, uden en eneste tanke for deres følende og tænkende medvæsener fortsætter med at betragte ikke-mennesker som kødlagre man kan skære af og sætte tænderne i som man lyster.
Jeg har mødt en del af dem i mit lange liv som vegetar. Det er dem som gør nar, når man taler om at en ko har moderfølelser overfor sin kalv. Dem der nægter at forstå, at en gris er et højtudviklet dyr med følelser og intellekt der mindst er på højde med hundens. Det er dem der påstår, at dyr ikke har følelser og lufter deres uendelige uvidenhed, når de fastholder at mennesket ikke kan få protein, uden at spise kød. Det er dem som spørger et menneske der har levet som vegetar i årtier om hun dog ikke savner kød. Ak, de skulle bare vide hvor stanken af kød kan få det til at vende sig i en, for lugten af kød er lugten af død og råddenskab og kadaver.
Det er dem der bruger lyvesprog og kalder alting noget andet end det er. Ovnstegt hud kaldes for flæskesvær, rygmuskler kaldes for mørbrad, hakket muskel iblandet fedtvæv og stegt på panden kaldes krebinetter, farvede sukkerklumper størknet med svineafkog kaldes vingummier osv. osv. Og dybest set, når alt kommer til alt, så er der kun et ærligt ord for det som de kalder kød. Det ærlige ord er lig. Det er det de insisterer på at spise: Lig fra de brødre og søstre der var i deres varetægt.
Og sjovt nok er de også med til at flippe ud over dyresex som engang imellem dukker op som sensation i medierne og hos populistiske ministre, men de bliver fornærmede når man påpeger, at landmænd hver eneste dag landet over, begår nøjagtigt de samme overgreb overfor dyrene. Dyret kan ikke mærke forskel på om forbryderen gør det af seksuel lyst eller for at tjene penge, men den fundamentalistiske kødspiser lukker øjnene og nægter at se sammenhængen.

”Vi er skabt til at spise kød!” forklarer de. ”Det har vi altid gjort!” Men de glemmer, at vi på mange områder har en barbarisk fortid, en mindre oplyst fortid, som vi har udviklet os bort fra, fordi vi med tiden kunne se, at det vi havde gjort var grusomt eller urimeligt overfor vores medmennesker. Hvorfor skulle vi så ikke også kunne udvikle os til ikke længere at spise kød? Vi har jo vitterligt ikke brug for det, hvilket jeg selv, som vegetar gennem 22 år, er et levende bevis på.

Enhver må finde sin egen vej og sin egen balance i livet. Lige nu er jeg her hvor jeg er. Et sted mellem fundamentalistiske kropspisere og fanatiske grøntgnaskere. Nogle kødspisere vil mene jeg er en religiøs fantast. Nogle veganere vil mene jeg er en uudviklet dyrplager, fordi jeg stadig spiser øko-æg og nyder min A38 hver morgen. Det kan jeg ikke tage mig af. Jeg vil blive ved med at undersøge det hele og tage stilling henad vejen. Måske bliver jeg veganer en dag, men aldrig af den fanatiske og fordømmende slags! Hvis producenterne af øko-æg får løst problemet med de nyklækkede hanekyllinger, så de kan få et værdigt liv i stedet for at blive slået ihjel som et ubrugeligt restprodukt, fortsætter jeg sikkert med at nyde min æggemad. Jeg forsøger at gøre så lidt ondt som muligt både overfor dyr og mennesker. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke, men det er den retning jeg forsøger at gå i. Det er det bedste jeg kan gøre og hvis mange forsøger at gøre det bedste de kan, er jeg ret sikker på dyrene har en lysere fremtid i vente.

onsdag den 17. februar 2016

Mangeårig vegetar ikke velkommen i gruppe for vegetarer og veganere

I går blev jeg kaldt hundemishandler, dyremishandler, ond og tilhænger af sexmisbrug. Alt dette fordi jeg lever som vegetar og ikke veganer. Så grim og så langt ude er debatten desværre, når det drejer sig om et emne, der ellers altid har været mit hjertebarn.
Jeg meldte mig for noget tid siden ind i en Facebook-gruppe for vegetarer og veganere. Det gjorde jeg fordi jeg har været vegetar i flere årtier, men nu havde interesse i måske at søge mere mod det veganske. Jeg er ikke parat til at blive veganer, men der er nogle ting selv i økolandbrugets version af mælk og æg, der er mig imod. Derfor ville jeg gøre det jeg har gjort hele mit liv, nemlig søge viden og derudfra måske ændre i min livsstil. Det har nemlig altid været vigtigt for mig at leve i overensstemmelse med min samvittighed.

Desværre oplevede jeg i denne gruppe, at vegetarer blev talt ned til, set ned på og belært. Jeg troede ellers at jeg i denne gruppe ville finde åndsbeslægtede, men hvor jeg i mange år har skullet forklare til kødspisere hvorfor jeg er vegetar, oplevede jeg her at skulle forsvare og forklare min livsstil overfor skingre og fordømmende veganere. Der var selvfølgelig også fredelige veganere derinde, men de andre var meget dominerende og kom desværre til at styre debatten.

I går skrev jeg så en status der lød således:

"I de 22 år jeg har været vegetar har jeg skullet forsvare og forklare min livsstil overfor kødspisere. Nu skal jeg forklare og forsvare min livsstil overfor folk der har været veganere i tre millisekunder.
Verden er et finurligt sted."

Det viste sig, at mange andre vegetarer åbenbart også var trætte af fordømmelsen, for lynhurtigt væltede det ind med likes og det fortsatte hele dagen.
Men det ramte åbenbart også et ømt punkt hos nogle af de militante veganere, for jeg skal da love for jeg kom ud i stormvejr og bl.a blev kaldt de fine navne som jeg indleder dette blogindlæg med at fortælle om.
Nu er jeg ikke online konstant, som det ellers er så moderne at være i disse tider. Jeg slukkede computeren tidligt på aftenen og var så spændt på at se, hvad der var sket i løbet af aftenen og natten, men da jeg åbnede her til morgen var alt væk. Jeg er smidt ud af gruppen og kan ikke engang finde den ved en søgning.

Jeg har ikke spist okse- og svinekød siden årsskiftet 1988-89 og har været vegetar siden 1994. Det har været en vigtig del af mit liv og ligget mig dybt på sinde i så mange år, men nu er jeg altså persona non grata i vege-kredse, fordi denne dagsorden i dag langt henad vejen er overtaget af krigeriske, purunge veganere, der tror at man ændrer verden til det bedre ved at smide lort i hovedet på dem man står på skuldrene af.
Min metode har altid været at overbevise folk ved middagsbordet. Jeg har altid sat en ære i at præsentere det vegetariske køkken så lækkert og velsmagende som muligt, når vi har haft gæster og jeg tror faktisk det har påvirket nogen undervejs. Sikkert er det, at ingen ændrer sig ved at få at vide, at de er onde og dårlige mennesker. Viden og indsigt og medfølelse ændrer mennesker.