søndag den 21. november 2010

Ord i dag - virkelighed i morgen.

Den 9. november skrev Georg Metz i Information: Det er i sproget, det begynder. I ordet ligger handlingen latent. Samme dag udkom Peter Tudvads bog om Søren Kirkegaards antisemitisme. Jeg har ikke forstand på Søren Kirkegaard, så jeg kan ikke deltage i debatten om Peters bog, men jeg bemærkede disse kloge ord fra forfatterens mund i forsvaret af bogen: Ord er ikke uskyldige.
Jeg er ikke veluddannet som omtalte herrer, ikke akademiker og højt på strå, ikke værdig til at blive hørt og ikke værdig til at få point. Hvis jeg ikke allerede boede i Danmark ville jeg helt sikkert ikke blive sluppet ind. Men jeg er enig med Metz og Tudvad og havde trods min manglende akademiske baggrund og min lidet misundelsesværdige status som samfundssnylter indsigt til allerede den 28. oktober at sige noget lignende på min blog. I indlægget Førtidspensionister - dem hænger man da skrev jeg følgende: Folkestemninger har ikke nødvendigvis rod i nogen større sandhed, men de har magten til at ændre verden. Nogle gange til det bedre. Andre gange er folkestemninger næret af en bidsk og led indre svinehund. Så er det, at det pludselig bliver helt acceptabelt at lægge hele befolkningsgrupper for had, sådan som det for tiden sker med førtidspensionisterne.
I aften sendes så programmet Ord kan være som arsenik i Deadline Sektion 2 på Dr2. Det handler om det samme: Ordenes farlige magt. Ord der drypper gift i menneskenes sind.

Nogle vil vel betragte mig som en paranoid undermåler og det er jeg måske også i nogle sammenhænge, men blind og døv og dum er jeg fandeme ikke. Jeg læser debatterne rundt om på nettet. Jeg ser hvordan det bliver mere og mere legitimt at kalde førtidspensionister for nassere og fuskere. Jeg ser hvordan man italesætter, som det hedder på moderne dansk, en virkelighed der intet har med min virkelighed at gøre: Førtidspensionen i Danmark er blevet en stor, uoverskuelig og samfundsbelastende parkeringsplads, hed det fx på 180grader.dk for få dage siden. Hvornår bliver parkeringspladsen degraderet til losseplads? Hvornår rydder de op i skidtet? Eutanasi? For vores egen skyld?! Nemt og smertefrit. Bare et lille stik og derefter den store, barmhjertige stilhed. Du får fred og er ikke længere en belastning for den hårdtprøvede statskasse.


Muslimerne, de mørkhudede, førtidspensionisterne. Alle de forbandede snyltere, der har flået den danske skatteyder længe nok. Ukrudt skal ikke have lov at brede sig. Ryd nu op for fanden! Det ligger i ordene der siges i dag. Hvad morgendagen bringer tør jeg knapt nok tænke på?

torsdag den 18. november 2010

182 ½ dag

En ven satte her til morgen mine tanker i sving. Hun havde skrevet følgende i sin Facebook-status:
”Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide at du havde 6 måneder tilbage at leve i...? Tænk over det ... og tænk så over, hvorfor du ville vente til en eventuel dødsdom med at gøre det ...”

Mennesker der får at vide, at de kun har 6 måneder tilbage at leve i, vil oftest være begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder pga. sygdom. Dette faktum vælger jeg at springe let og elegant hen over. Jeg forestiller mig tanken, at mit helbred er i orden og pengepungen bugner af store sedler, der venter på at blive brugt. Hvad ville jeg så gøre, hvis jeg fik at vide at jeg havde 182 ½ dag tilbage at leve i?

Jeg ville vandre i fjeldene i Norge i tidlige morgentimer og nyde solopgangen og den uspolerede, friske luft i mine lunger. Og min kone og jeg skulle bo i en lille bjælkehytte sammen med den stridbørstede terrier, og på vej hjem fra morgenvandringen ville jeg gå forbi en bagerbutik i en fjeldlandsby og købe nybagt morgenbrød med hjem og jeg ville vække konen blidt. Forsigtigt. Og tænde et par stearinlys på det rubjælkede bord og nyde duften af morgenkaffe brede sig.
Og om aftenen skulle vi flette blikke og fingre og svømme væk i hinandens kroppe på lammeskindstæppet med den knitrende pejseild som baggrund og et glas luksuscognac inden for rækkevidde. Og selvfølgelig ville jeg skrive et digt, når dagen sluttede. Et koncentreret, rent lille værk, helt uden overflødige ord.

Og jeg ville se de højeste redwood-træer i Californien, blive drivende pjaskvåd af skumsprøjtet ved Victoria Falls, lægge nakken tilbage og føle mig lillebitte ved Kilimanjaros fod, imponeres over verdens største vulkankrater i Yellowstone, stå musestille, mens en bjørn luntede tæt forbi og tænke på om jeg mon alligevel ikke havde mine lovede dage tilbage.

Og jeg ville vandre ved Stillehavet og se pelikanerne dykke efter fisk derude. Jeg ville tage toget tværs over Canada og gøre ophold undervejs og elske langsomt med min kone på hoteller med brede, bløde senge og spise frisk frugt, grovboller og kraftig ost til morgenmad og skylle efter med friskpresset appelsinjuice og om aftenen inden vi lagde os, ville jeg skrive et digt. Et koncentreret digt. Et bouillondigt. Med kun de væsentligste ord.

Og jeg ville sidde på en restaurant på en bjergside i Alberta og se solen nærme sig horisonten og nyde synet af det smukke vegetarmåltid, der netop var blevet bragt til vores bord og nippe til en italiensk rødvin og fortælle de blå øjne på den anden side af bordet, hvor lykkelig de gør mig og overveje at bestille en dobbelt espresso og en cognac efter maden, for måske er det lige meget om man kan sove, når man skal dø lige om lidt. Og når dagen var omme ville jeg skrive et digt. Bouillondigt.

Og jeg ville tage min kone med til Alaska og overraske hende med en slædehundetur og se hende blive jublende lykkelig, fordi at den oplevelse har hun ønsket sig i mange, lange år. Og hen på aftenen efter kuldevind i håret og gøen fra hele koblet og sus over sneen og elskov og mad og vin og godnat til min kone ville jeg sætte mig, se dagen forsvinde bag bjergene og skrive et digt.

Jeg ville vandre ad smalle bjergstier, sidde på bredden ved en eller anden river wild og måske ville jeg ryge mig en pibe tobak. Når jeg nu alligevel skal dø. Sådan en Black Caledonian, der dufter af lakrids og jeg ville se kæmpeørnene fouragere blandt trætoppene og nyde en mørk og kraftig stout uden at tænke på leverskader og åreforkalkning. Og senere samme dag, når  lyset endnu engang trak sig tilbage for mørket, ville jeg skrive et digt.

Og jeg ville lade tårerne trille af rørelse over englelignende sopraner på gamle teatre og se alle Lloyd Webbers musicals i alverdens byer og gå smilende lykkeligt derfra og skrive et digt ved dagens slutning.

Og når dødsdagen kom, ville jeg sidde og kigge ud over Vesterhavet i mit gamle fødeland. Jeg ville give min kone bogen med alle digtene og bede hende udgive den. Den skulle hedde ”I live” eller ”182 ½ dag” eller noget i den retning og være tilegnet min kone med tak for alle de lyse øjeblikke jeg har haft med hende.

Og når timen, minuttet nærmede sig ville jeg se ud over havet en sidste gang, fortælle min kone at jeg elsker hende og altid har gjort det og at det er helt ok at hun åbner sit hjerte for en anden kvinde, når hun er færdig med at sørge over mig og at hun skal huske at leve hvert eneste minut.

Så ville jeg tage hendes hånd og putte mig ind til hende og lytte til hendes levende, bankende hjerte med mit højre øre og til Nordsøens utrættelige bølgeslag med det venstre.
Og dø

©Laila Ammitsbøl