torsdag den 22. april 2010

Prisen for at skrive en bog

I februar 2006 brød jeg kontakten med min mor og mistede dermed også muligheden for at se min far. Jeg skrev til ham, at han var velkommen i mit hjem, men fik aldrig noget svar. Ingen skal tro det var nemt. Ingen skal tro jeg ikke tænkte på konsekvenserne for mine søskende og ingen skal tro, jeg ikke havde tanke for, hvad det ville gøre ved min mor. Man holder jo ikke op med at elske sin mor, fordi hun opfører sig forkert.
Måske var det allerede dagen efter det allersidste besøg hos mine forældre, i hvert fald var det meget kort tid derefter, at det pludselig slog ned i mig, at jeg skulle skrive en roman om mine oplevelser. Titlen stod lysende klar og i det 1½ år som jeg brugte på at skrive, var jeg aldrig i tvivl om, at denne titel var den rigtige. Livet i landet Grotesk var titlen, for jeg havde oplevet så meget manipulation,angst og mobning i min barndom, at det føltes som om jeg havde boet i et grotesk land, som de fleste mennesker slet ikke kender eksistensen af.

Hvad kan man tillade sig at skrive? Hvad må man gøre for sin egen skyld og hvor meget skal man skjule af hensyn til andre mennesker? Forfattere der skriver erindringsbøger, må altid stille sig selv disse spørgsmål.
Jeg måtte skrive denne bog, for jeg var ved at gå i stykker indeni efter den sidste konfrontation med min mor. Det hele væltede op i mig og måtte bare ud. At skrive bogen, og at udgive den, var mit svendestykke i livet, men det kom til at koste mig dyrt. Selvom jeg anonymiserede personer, jeg havde mødt i mit liv, ved at tildele dem nye navne og selvom jeg kun kaldte mine søskende for Bror og Søster og i det hele taget passede på, hvad jeg skrev om netop disse to, fik det stor betydning for mit forhold til dem.
Jeg havde forberedt min bror og søster på, at jeg var ved at skrive en erindringsroman. De protesterede ikke over projektet og virkede som om, de accepterede det. Måske troede de aldrig det blev til noget eller måske kunne de bare ikke overskue, hvad det ville betyde for dem.

Til min store sorg mistede jeg efter udgivelsen kontakten med min bror et par år. Nu er der lidt mailkontakt en gang imellem. Min søster er synligt utilpas ved at tale om bogen, og da jeg skrev en mail til hende for ca. 2½ måned siden og direkte skrev, at det ville betyde meget for mig at vide, om hun overhovedet havde læst den og hvordan hun havde det med den, svarede hun simpelthen ikke.
I en efterfølgende telefonsamtale, hvor vi talte om noget helt andet, klemte hun ud mellem sidebenene, at det er en grusom ting, når nogen skriver om en kvinde, at hun er en dårlig mor. Hendes stemme dirrede af harme. Siden da har vi faktisk ikke snakket sammen. Min mail fik jeg aldrig svar på. Det er som sagt 2½ måned siden. Der var et par småmails mellem os i tiden derefter, men nu er det et godt stykke tid siden, vi har kommunikeret sidst.

Var det prisen for at skrive denne bog, at jeg skulle miste mine søskende også? Synes min søster, at jeg er et grusomt menneske? Og betyder det, at et mishandlet barn aldrig må rejse sig og sige, hvad der er overgået det? Får jeg nogensinde igen en ordentlig kontakt (eller kontakt overhovedet) med mine søskende og mine tre nevøer?

Gør det ondt? Ja, selvfølgelig gør det det!
Men kunne jeg have gjort noget andet? Ønsker jeg, at jeg havde ladet være med at skrive bogen?
Nej!

søndag den 18. april 2010

Kan en lærer elske det uelskelige barn?

Mit sidste indlæg handlede om den forestående lukning af Nørre Vedby skole, som jeg engang tilbragte otte ulidelige år på. Det fik mig til at tænke på, hvorfor der ikke var nogen hjælp at hente fra lærerne på skolen. Først i niende klasse tog en lærer fat i mig og spurgte hvordan det gik derhjemme og det har jeg faktisk aldrig glemt hende for. Hun var den første der viste mig, at hun havde fået øje på, hvor dårligt fungerende mit hjem var. Mit problem var nemlig både i skolen og i hjemmet. Et barn, der bliver drillet i skolen, men har en tryg base i hjemmet, har trods alt lidt mere at gå ud og møde verden med, når skolen er slut.

Måske gjorde man bare ikke så meget dengang. Tænkte måske ikke så meget over, hvad det gør ved et barn at blive terroriseret af sine omgivelser. Men jeg tror nu også det spiller ind, at jeg ikke var noget nuttet barn. Jeg var hverken en sød pige eller en kæk dreng. Og er det ikke i sagens natur svært for en lærer at sætte sine personlige følelser til side og give samme opmærksomhed og omsorg til et kejtet, halvgrimt barn, som til en lyshåret, slangekrøllet charmetrold? Mon ikke alle, inklusive mine forældre, opfattede mig som et usympatisk barn. Ikke fordi der egentlig var noget galt med mig, men bare fordi jeg var kejtet og anderledes.

Jeg tror det er en af de rigtig store udfordringer for lærere at formå at elske de uelskelige børn. At kunne sætte sig ud over det umiddelbare indtryk og give kærlighed til de usynlige, de kejtede og de skæve. De har mere brug for det end nogen andre.

torsdag den 15. april 2010

Laila Spejlæg: Jamen så luk dog lortet!

Nr. Vedby skole skal lukkes, siger politikerne i Guldborgsund kommune. Det er ikke rentabelt at holde den kørende. Klassekvotienten er for lille, så nu skal alle ungerne fra Vålse, Nr. Vedby, Kippinge osv. til Nr. Alslev for at få proppet lidt lærdom ind i hovedet. Dybest set er jeg imod centralisering. Jeg bryder mig ikke om supersygehuse og superskoler, der placeres langt fra borgerne. Alligevel er det med en vis fryd, at jeg hører, at Nr. Vedby skole er lukningstruet. Nr. Vedby Centralskole er nemlig min gamle folkeskole. Stedet hvor jeg tilbragte otte ulidelige år fra 1973 til 1981. Skolelukningerne var allerede i gang dengang og på det tidspunkt var Nr. Vedby den store skole, man blev tvangsflyttet til, når den lille landsbyskole fik dødsstødet. Det første år gik jeg på Vålse skole, hvor revselsesretten ikke var ganske afskaffet, selvom den var i det officielle Danmark. Her sang man morgensang, stod bag stolene til læreren sagde værsågod og var i det hele taget så angst, at man kun pga. uvidenhed om reglerne overtrådte dem. Man vovede ikke at være ulydig med vilje.
At komme til Nr. Vedby i anden klasse var et chok. Her var lydighed og disciplin fremmedord. En ung lærer med hippiefrisure kastede med kridt og træsko efter eleverne. Det skal dog siges at de fleste lærere opførte sig anderledes end han, men sådan rigtig styr over ungerne havde de sgu ikke.
Mine år på Nr. Vedby gik med mobning, for her skulle man sandelig ikke være anderledes end flertallet, hvilket jeg var på mange måder: Jeg var drenget, interesserede mig for alt det boglige og var god til det og så var jeg kikset og kejtet og havde verdens latterligste frisure, fordi min mor insisterede på at klippe mig. Jeg var angst hver eneste dag, når jeg skulle i skole: Skulle jeg løftes op ved håret, have forstuvet håndleddet eller grines ned under gulvbrædderne, fordi jeg var så uendeligt elendig til gymnastik? Der var frit valg for møgungerne på alle hylder og lærerne vendte det blinde øje til.
Så denne her blogger, engang kendt som Laila Spejlæg, hånet, banket, mobbet, drillet og grinet af. Hun siger i dag med desværre alt for megen hårdhed og bitterhed i hjertet: Jamen så luk dog lortet for pokker. Bedre sent end aldrig!

mandag den 12. april 2010

Bedre vilkår for førtidspensionister

De sidste år er det blevet sværere og sværere at være førtidspensionist. Vi har fået mindre at gøre godt med og møder mindre og mindre forståelse for vores situation. I avisdebatter bliver vi betragtet som nassere og parasitter og det nævnes med jævne mellemrum, at vi sagtens kan arbejde, hvis vi bare gider. Selv det hæderkronede gamle DR stempler os, som det skete i Magasinet Penge i starten af marts. Her valgte man ovenikøbet at komme med direkte forkerte oplysninger omkring hvor meget førtidspensionister får udbetalt.
De sidste års prisstigninger på fødevarer har gjort det sværere at få pengene til at slå til og vores indtægt er slet ikke fulgt med det øvrige samfunds igennem de sidste mange år. Mens vi konstant måtte høre på, hvor rige danskere var blevet, fik vi sværere og sværere ved at holde skindet på næsen, men det talte ingen om.Vi hørte om lavtlønsgrupperne, der ikke kunne klare sig for 20.000-25.000, mens vi selv skulle klare os for langt mindre, men det talte ingen om og nu hvor der er finanskrise ser vi nervøst udviklingen i møde. Det er tydeligt, at politikere og andre har lyst at bruge os som prygelknabe. Den kommende førtidspensionsreform frygtes af mange førtidspensionister.
Førtidspensionen skulle være en kompensation for den arbejdsindtægt, man pga. sygdom ikke har mulighed for at skaffe sig, men der er ingen andre i det danske samfund, der bliver trukket i indtægt, fordi de vælger at bo sammen med et andet menneske. Når overenskomster, finanslove og skattereformer forhandles har andre grupper i det danske samfund et stort bagland, der træder ind i rampelyset og kæmper deres sag. Førtidspensionisterne derimod er nærmest usynlige. Vi har ingen fagforbund eller andre pengestærke, magtfulde organisationer til at tale for os. Derfor er vi nødt til at stå sammen og tale for os selv Som gruppe er vi ikke særligt interessante for politikere, for vi er ikke smarte eller uundværlige, men vi er mennesker, der har brug for en anstændig indtægt, for også vores fødevarepriser stiger, og også vi har brug for mad i munden. Mit forslag er, at man giver et beløb der er til at leve af til alle førtidspensionister og afskaffer al forskelsbehandling. Vi skal have lov at gifte os uden at blive straffet og der skal ikke skelnes mellem førtidspensionister på ny og gammel ordning. Derudover vil jeg foreslå at førtidspensionerne fremover stiger med samme procentsats som lønningerne, så vi ikke igen sakker agterud økonomisk. Det skal respekteres, at vi har fået førtidspension, fordi vi ikke magtede at arbejde. Hvilket vil sige, at vi ikke pludselig skal frygte nyt pres for at komme på arbejdsmarkedet i perioder, hvor samfundet mangler arbejdskraft. Det skal respekteres at førtidspensionen er en erstatning for manglende lønindkomst. Den skal ikke reguleres ned eller op afhængig af ægtefællens indtægt. Giv os et fast beløb og spar dermed samfundet for administration af boligsikring og holden øje med samlivsforhold. Dette vil give en ægte følelse af, at man som alle andre mennesker, har en fast indtægt, som man selv kan administrere fornuftigt eller ufornuftigt som man vil.

Facebookgruppen Bedre vilkår for førtidspensionister

søndag den 11. april 2010

Facebook-forurening

Hvis du er på Facebook har du sikkert set den her slags i folks status: Først kommer der en påstand/oplysning om en eller anden sygdom og så slutter teksten med følgende: "93% af befolkningen vil ikke kopiere og indsætte det, og gøre det til deres status i en time. Vil du være en af de 7 % der gør?"
Den ene dag er det ADHD, den næste dag cancer og den 3. dag noget helt fjerde. Den der med de 93 % og 7 % er dog gennemgående.
Hver gang jeg ser den slags undrer det mig at folk kopierer sådan noget ind i deres status. Tallene er selvfølgelig helt udokumenterede og så er det altså min faste overbevisning at hverken cancerramte, ADHD-børn eller nogen som helst andre sygdomsramte får det bedre af at folk skriver sådan noget i deres status. Tværtimod virker det på mig respektløst overfor mennesker der har en alvorlig sygdom, at man tror man gør en forskel for dem ved at sætte sådan noget ind på FB. Køber man lidt aflad? Føler man sig særligt god, fordi man sætter sådan noget ind og synes man jeg er styg og ufølsom fordi jeg ikke gør det?

En anden populær ting at forurene Facebook-universet med er de evindelige advarsler mod farlige vira. Send det videre! Send det videre! Kopier det ind i din status! Advar, advar, advar! Ellers dør din computer for øjnene af dig!

Facebook er genial, hvis man bruger den ordentligt. Facebook er et godt og brugbart redskab til at holde kontakt og skabe kontakt mellem mennesker. Det er bare så skrækkeligt synd, at Facebook også bruges som skraldespand for alskens skidt og lort, der i bedste fald er ligegyldigt og i værste fald ikke kan andet end genere en masse mennesker.

Åh nej, ikke endnu en FW-mail...

Ord er stærke. De kan flyde mellem os og fortælle om hvem vi er og hvilke tanker der netop nu optager vores sind. Derfor glæder jeg mig hver morgen, når jeg tænder for computeren til at tjekke e-mail, for måske ligger der en mail fra en ven eller bekendt. Mange gange kommer der da også noget i indbakken. ”Er det mon et spændende brev?” når jeg at tænke, men bliver ofte fælt skuffet, for mailen starter med FW og så bander jeg og slukker computeren, for hvad skal jeg bruge det til?

Det er blevet en uskik bevidstløst at videresende færdigfabrikerede, ”morsomme” mails til alle i ens adressekartotek. Nogle gange er de da også sjove og i starten, hvor der kun kom en en sjælden gang, var det da også okay, og jeg kunne more mig over det. Men efterhånden, fordi de nærmest kommer hver dag og nogle gange flere af dem, er de bare årsag til irritation. De er jo ikke skrevet til mig.

Jeg ønsker at gå til kamp mod disse evindelige videresend-mails. De er så kedelige i forhold til DINE tanker. Jeg vil så gerne høre, hvordan DU har det, hvad DU gør, hvad DU tænker og føler. Er du lykkelig eller miserabel, nyforelsket, nyskilt eller bare glad for din nye lejlighed? Har du fået en uartig hundehvalp eller netop med sorg i sinde sagt farvel til din gamle rottweiler? Osv. osv. Jeg vil så gerne vide det! Det interesserer mig! Og jeg vil svare tilbage i samme ånd, som du har skrevet i!

Computeren giver nutidens mennesker fantastiske muligheder for kommunikation. Vi kan faktisk hele tiden meddele os til hinanden. Det behøver ikke være højtravende! Jeg vil faktisk hellere have en hilsen på to linjer, som er skrevet til mig, end en blæret Powerpoint-præsentation, der blev lavet i Arkansas for tre måneder siden og sendt ud over den ganske Jord via cyberspace.

Kommunikation skal være vedkommende…..

Fortæl mig hvem du er …….

fredag den 9. april 2010

Et ganske ulykkeligt liv

Den 1. december 2009 var det 10 år siden min eks-kæreste døde kun 41 år gammel. Hun var et af den slags mennesker om hvem man kan sige, at det nok var bedst, at hun fik fred. Det lyder måske hårdt, men jeg siger det, fordi jeg fulgte hende gennem mange år og ved at hun ikke magtede livet. Det var alt for svært og uhåndterligt for hende, og hun forsøgte da også mange gange at begå selvmord.
Da Linda døde i 1999, to dage før århundredets orkan raserede Danmark, var det dog ikke selvmord. I hvert fald ikke direkte. Hendes krop kunne bare ikke mere. Vi var gået fra hinanden 1½ år tidligere. På den forholdsvis korte tid havde hun formået at skabe sig et massivt blandingsmisbrug. Den dag da hun lige så stille lagde sig til at dø på sin nye kærestes sofa, var hendes krop fyldt med alkohol, forskellige slags nervemedicin og stærke smertestillende medikamenter.

Det er først nu, jeg kan skrive en nekrolog for Linda, og jeg er faktisk den eneste der kan, for da hun døde, var jeg den eneste tilbage der rigtigt kendte hende. Hendes mor, som hun havde haft et smertefuldt had/kærlighedsforhold til, var død en måned forinden og andet familie havde hun ikke. I de år der er gået, har jeg brugt en masse tid på at tænke over, hvorfor jeg dog blev i forholdet til Linda i næsten 15 år. Jeg magtede vel ikke at gå min vej, havde ikke troen på at der fandtes et andet liv for mig. Følte mig uduelig og umulig.

I dag kan jeg sidde og se på billederne, jeg har fra hendes barndom. De sidder limet ind i en grøn, efterhånden temmelig falmet og slidt, kartonmappe med en rød sløjfe udenpå. Hendes moster havde engang lavet den til hende vistnok til en fødselsdag. Jeg spørger mig selv, hvordan den lille pige på billedet dog kunne ende med at blive så ulykkeligt et menneske og få så sølle et liv. Men der var faktisk grunde nok: Faderen hængte sig, da Linda var otte, stedfaderen misbrugte hende seksuelt og moderen drak som en forslugen svamp. Lindas eneste talent og det der kunne have givet mening i hendes liv var, at hun var genial på en fodboldbane. Sporten kunne sikkert have reddet hende, men som 15-årig smadrede hun knæet, da hun kom til at sparke til en frossen jordknold, der uheldigvis var lige bag ved fodbolden. Så skrøbeligt er et menneskeliv, at et enkelt uheldigt sekund kan ændre en livsbane. 3 år efter havde lægerne efter utallige operationer opgivet at reparere hendes knæ og hun fik opereret benet stift.

Linda løj for at få opmærksomhed og spillede alvorligt syg af samme grund. Hvilken diagnose der passer på hende ved jeg ikke. Hun havde så mange diagnoser, samlet gennem et kvart århundredes svingdørsaktivitet i det psykiatriske behandlingssystem, men ingen udstyrede hende med diagnosen Münchhausen syndrom, som måske havde været den rigtigste.
I perioder var hun dybt psykotisk. Hun så og hørte ting der ikke fandtes. Hendes døde far talte til hende, hun kunne pludselig skrige i badet, fordi der kom blod ud af bruseren, der var landet et rumskib i vores have, min søster havde horn i panden og der var gift i kaffen.

Linda var et ulykkeligt menneske. Jeg brugte mange år af mit liv i et umuligt håb om, at jeg kunne hjælpe hende. Alligevel fik hun det bare værre og værre, og det værste for mig var, at hendes fornemmelse for hvad man kan byde andre mennesker til sidst helt var forsvundet. Hun var som en levende død. Gik rundt som en zombie. Det eneste der kunne give hende en kortvarig glæde var rusmidler og det rusmiddel hun var allermest afhængig af var opmærksomhed. For at få den var hun nødt til at finde på mere og mere vanvittige ting.
Ak ja, sådan kan det gå et lille menneske, der aldrig får kærlighed og opmærksomhed fra sine forældre.

Mit liv er helt anderledes i dag. Helt, helt anderledes! Jeg er lykkelig for, at jeg kom igennem forholdet til Linda og ud på den anden side. Jeg er lykkelig for, at jeg i dag har et menneske der elsker mig ved min side, gode venner og drømme for fremtiden. Men Linda er en del af min fortid. En dyrekøbt erfaring om hvor meget et menneske kan knækkes og uforvarende også komme til at gøre andre ondt. Jeg mindes hende hvert år omkring den 1. december og priser taknemmeligt det liv jeg har nu.

torsdag den 8. april 2010

Bed and breakfast/Seng og Ingenting

B&B står som bekendt for bed and breakfast og det var da også hvad min bedre halvdel og jeg fik, da vi tog på bryllupsrejse til England for 4 år siden. I Canterbury, hvor vi tilbragte knap en uge, boede vi på et rigtigt B&B. Alt levede op til vores mest romantiske forventninger om hvordan man bedst kunne tilbringe sin bryllupsrejse. Morgenmaden blev serveret af husets kvindelige indehaver og der var alt hvad hjertet kunne begære. Hun kunne selvfølgelig lave traditionel engelsk morgenmad med bacon, pølser, æg osv, men da vi er vegetarer havde hun sørget for at have vegetarpølser på lager og så lavede hun røræg til os med bagte tomater, hvis vi ville have det. Desuden var der en hel morgenbuffet med forskellig frugt, flere slags brød, mysli, juice, mælk, youghurt, kaffe, te osv og bordet var dækket så enhver engelsk husmor af den gamle skole ville nikke bifaldende.
Værten sørgede for der var rene håndklæder til os, hun redte vores seng, stillede hjemmesko og hængte morgenkåber frem til os og hver dag, når vi kom hjem efter at have været ude og opleve det engelske land, som det tager sig ud i omegnen af Canterbury, havde hun stillet små søde kopper med små chokolader, småkager og tebreve frem til os, så vi kunne tage en kop aftente.
Badeværelset var en sag for sig: Gammeldags badekar med løvefødder, velduftende sæber og olier og en lysekrone.
Prikken over i'et var at hun kørte os til stationen med vores kufferter, da vi spurgte om hun ville ringe efter en taxa.
Det hele var inkluderet i prisen, også værtens uovertrufne omsorg og venlighed overfor sine gæster.

Efter denne oplevelse syntes vi, at det der med B&B var en rigtig god ide, så nu har vi prøvet det af i Danmark ved flere lejligheder. Det er bare som om, man ikke rigtigt har forstået konceptet i Danmark. Egentlig burde B&B i Danmark oversættes til S&I, Seng og Ingenting, for det der med morgenmaden har de da godt nok glemt. Mange steder er det slet ikke en mulighed og de steder, hvor det fås, skal man betale ekstra for det. Det man så får lever på ingen måde op til det vi oplevede i England. I Danmark må man nemlig tage til takke med discount-rundstykker, der hives ud af fryseren og varmes til lejligheden, marmelade af den slags der ligger i små plastikæsker og toastost pakket ind i plastik.
Et par steder har vi oplevet, at der ikke engang var sørget for toiletpapir og skal man have sengetøj, skal man sørme også betale ekstra for det.

Og så er der lige det med regningen. Jeg har det sådan, at når jeg betaler for en vare eller en ydelse, vil jeg godt have en kvittering, så jeg rent faktisk har et bevis på, at jeg har betalt. Vi har da også oplevet at få en kvittering et enkelt sted uden at skulle spørge om det, men ellers er tendensen, at man skal spørge. Så udleveres den modvilligt eller værten bliver direkte fornærmet og spørger om man har noget at bruge sådan en til. Selvom B&B-stederne kan findes helt officielt på nettet, er der vist en del af dem, der har en temmelig uofficiel økonomi!
Som konen det sidste sted sagde til os: Sådan noget bruger man ikke i Vestjylland, man betaler bare og så har man et sted at være.

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...