Brud

Det var en hadets dag. En dag med opbrud, vrede og streger tegnet i sand. En dag hvor man sagde fra, fordi man ikke kunne andet uanset hvad konsekvenserne måtte blive. I Mellemøsten dansede hadet i øjnene på mennesker, der aldrig havde set en dansker, men alligevel trampede på Dannebrog og satte ambassader i brand. I min fødeby på Falster gnistrede mors øjne sort af raseri. 

Hun hadede alle. Det var en af de dage…

Hun hadede far, Anders Fogh og Naser Khader, alle muslimer, alle udlændinge. De skulle smides ud. Hele bundtet. Omgående. Men mest af alle hadede hun mig.

Min lille mor. Skrøbelig. Gennemsigtig. Forskræmt. Min store mor. Altoverskyggende. Edderkoppen midt i sit spind, hvis galskab og paranoia lå som en lammende tåge overalt i barndomshjemmet. Dæmonen i mors ansigt, som jeg frygtede som intet andet. Hendes særlige ordforråd: Kanalje, kugle, modbydelige unge, ikke til at stole på over en dørtærskel. Ord der dryppede gift i et barnesind. Man siger tiden læger alle sår. Det er løgn! Nogle sår gnaver sig bare dybere og dybere. Visse gifte kan ikke fortyndes, men flyder bare videre det ene år efter det andet gennem årer og generationer.

Hvor er jeg glad for jeg aldrig har fået børn…

Der var Giro 413 og jeg sang med: Åh bare jeg ku’ hjælpe dig, men det skal jeg nok når jeg bliver stor, så glæd dig lille mor…

Men jeg kunne ikke hjælpe min lille mor. Ingen kunne. Hendes galskab dryppede ondt over os alle. En februardag i 2006 var bægeret fyldt.

Jeg kan ikke tage det mere, mor, sagde jeg stilfærdigt. Far krympede sig i sofaen og tog et ekstra glas snaps. Hans øjne flakkede. Mor trampetrippede mellem køkkenet og stuen, angreb med hele vokabulariet, årtiers opsamlede arsenal af bitterhed affyret i en ustoppelig salve, satte en flaske Rød Ålborg for munden, skramlede rasende med gryder og pander, brændte maden på, bællede kirsebærvin af sennepsglas.

Jeg tav, opgav, sank ned i modløshed, ventede på at far skulle køre mig til toget.

På Nr. Alslev station så jeg min far blive mindre, visne ned, gråne. Vi gav selvfølgelig ikke hinanden et knus, for den slags har vi aldrig brugt i vores familie. Faktisk stillede han sig på god afstand af mig, mens vi ventede på mit tog skulle komme, som om han var bange for at jeg var blevet så vanvittig, at jeg ville bryde familietraditionen og falde ham om halsen. Jeg havde gjort det utænkelige og kunne vel derfor nok tilskrives en vis portion vanvid.

Vi talte ikke meget. Ordene var ligesom opbrugt i det kvarter vi havde tilbragt sammen i bilen på vej til stationen. Det blev bare til lidt tavshed blandet med ligegyldigheder. Noget om det forsinkede tog og februaraftenens bidekulde.

Vi vidste begge to, at vi ikke skulle se hinanden mere, at det der var sket var uigenkaldeligt. Muren var faldet. En endnu større rejst. Monumentalt. Uoverstigeligt for øjnene af os. Far ville aldrig have modet til at opsøge mig, for mor ville betragte det som forræderi. Langt mere sandsynligt var det at han ville skænke sig en ekstra whisky, snaps eller hvad som helst, der bare lugtede lidt af sprut, i tilfælde af at han et øjeblik skulle komme til at savne sin datter.

Siden har jeg forsøgt ikke at se mig tilbage.

Bag mig står en lille kone med fødderne sunket dybt i kviksand. Der er en hæslig dæmon hvor hendes ansigt skulle være. Hun fægter med armene. Forbander mig. Jeg elsker hende mere end nogensinde, men det er der ingen der kan se.