søndag den 17. marts 2019

Et skridt ad gangen for Moder Jord


Verden over gik unge mennesker i millionvis på gaden den 15. marts 2019 for at råbe politikerne op. Smukke unge mennesker er de. De varmer mit gamle hjerte, fordi de forstår noget som kun et fåtal i de ældre generationer har forstået, nemlig at Jorden er vores moder som vi skal passe på.

Demonstrationerne omtales i medierne og artikler om fænomenet postes på Facebook og se så kommentarerne fra mange voksne. ”De skal hellere passe deres skole!”, ”De skulle hellere lære at rydde op på deres værelser!”, ”De er nogle forkælede curlingbørn!”, ”Og hvad så med dem selv??? De bruger strøm på internettet!” osv. osv. Beskæmmende er det!
Prøv for pokker at forstå, at de unge er dybt og oprigtigt bekymrede og de er det med god grund!

Det er det samme hver gang nogen faktisk forsøger at gøre noget. Så står der altid nogen som ikke selv gør en skid og råber: ”Jamen hvad så med dit og dat? Gør du måske ikke bla, bla, bla og hvad tror du så det nytter, at du kommer her og er frelst?”

Som vegetar eller veganer, kan man være sikker på at få at vide, at hvis man flyver sydpå en gang om året, skal man i hvert fald ikke komme her og tro at ens indsats betyder noget som helst.
Og beslutter man sig for ikke at flyve mere, skal man i hvert fald ikke tro det nytter noget, hvis man stadig ikke har bæredygtige madvaner.
Og i det hele taget skal man ikke tro noget nytter overhovedet, for sådan en ubetydelig lille dansker, har jo overhovedet ingen indflydelse, når alle de andre er nogle miljøsvin.

Det samme hver gang og det er så dumt, for det de i virkeligheden siger er, at hvis man ikke kan blive 100 % klimaperfekt med det samme, så skal man slet ikke gøre noget, for man skal nemlig ikke komme her og tro man er noget. Det er dumt, fordi denne tankegangs konsekvens er at intet nytter og at ingen behøver gøre noget som helst.

Og her er det så jeg tænker, at ingen eller i hvert fald meget få er perfekte, men vi må aldrig tro det ikke nytter, for hver eneste af vores handlinger vejer enten op eller ned, for eller imod. Tænk på sådan en gammel vægt med lodder i. Du lægger dit lod i enten den vægtskål der nærer vores hårdt prøvede planet, eller du lægger dit lod i den anden og fremmer ødelæggelsen.

Nej, vi er ikke perfekte. Jeg er ikke og du er ikke, men når vi tænker over, hvad vi gør og prøver at gøre mere godt end skidt, så skal vi ikke skældes ud og nedgøres. Når en bestemmer at holde op med at flyve, men stadig spiser kød tre gange om ugen, så skal han ikke skældes ud. For det han gør i dag er bedre end det han gjorde i går og han er dermed med til at tippe vægten i den rigtige retning.
Og når mennesker vælger ikke at spise animalsk, fordi de ikke længere kan bære at deltage i grusomhederne, så styrker de både sig selv og vores smukke planet. Så skal de ikke bankes i hovedet med at det alt sammen ikke nytter, hvis de stadig flyver. Og de der blot er på vej og spiser mindre og mindre kød skal ikke bankes i hovedet af de der er gået hele vejen.

Ja, det bedste ville være, hvis vi alle fra det ene øjeblik til det næste kunne gå over til 100 % plantekost. Det ville gavne både vores eget helbred, fjerne de ufattelige grusomheder der begås mod dyrene og gavne klimaet på en gang. Og ja, det ville være bedre, hvis pludselig ingen af os fløj, eller havde noget som helst overforbrug af Jordens resurser. Men sådan er mennesker bare ikke indrettet, så vi må sige ja tak hver eneste gang et menneske vælger at lægge sit lod i den vægtskål der gavner os alle sammen og vi må hver især hele tiden prøve at blive bedre og klogere, så vi får forstand til at gøre det rette. Et skridt ad gangen.

Da de unge mennesker demonstrerede ved Christiansborg kom politikere inde fra borgen ud i blandt dem, for at vise hvor klimavenlige de selv er. Desværre er det løgn. Nogle få er idealister, der er gået ind i politik for at gøre noget, men desværre er de fleste af dem mest interesseret i magt og penge. Og indtil videre har det klima-ødelæggende og dyremishandlende landbrug haft rigtigt meget at skulle have sagt. Men en ting har politikerne respekt for, og det er de stemmer de kan skrabe til sig ved næste valg, så mon ikke de retter ind efterhånden, når de mærker at dette klimahalløj ligger folket mere og mere på sinde.

Der er en ufattelig kraft i milliarder af mennesker, der hver især begynder at tænke og for hver dag prøver at gøre det bedre. For hver gang en verdensborger vælger at spise mindre kød, flyve mindre, sortere affaldet, cykle på arbejde, giv aflagt tøj til genbrug osv. osv køles sveden lidt på Moder Jords pande og hun magter lidt bedre at huse sine børn.

Tro aldrig på den der siger at dine handlinger ingen effekt har! Bare fortsæt dag for dag, skridt for skridt med at gå i den rigtige retning!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...