tirsdag den 11. juni 2019

Vi svor det skulle aldrig ske igen


1
I Røjleparken sidder
en meget gammel mand
Hans blik ser langt, langt ud
over mosens tørveland
Hans oldedatter Maja
lægger hånden på hans arm
Hun er som strejf af forår
så lys og mild og varm

2
Hvad er det mon du tænker
når du får det fjerne blik
Hvad har du at fortælle
om tid og liv der gik
Da siger han ganske stille
lyt til mig unge ven
Der var engang vi svor
det skulle aldrig ske igen

3
Han vender sig mod pigen
nu er jeg en gammel mand
men da jeg var ung og stærk
tog jeg kampen for mit land
Da krigens gru var ovre
og vi kunne lyset se
Da svor vi denne ondskab
måtte aldrig mere ske

4
Du håbets lyse datter
har du mon i skolen hørt
om hadets sorte magt
da et folk blev slemt forført
Har du lært om dødens lejre
og det store folkemord
da en hær af nikkedukker
taktfast heilede i kor

5
Over mosens tørveenge
blev våben kastet ned
så vi kunne slås for frihed
og give Danmark fred
I nattens dunkle mørke
sattes unge liv på spil
Vi turde for vi vidste
det var det som skulle til

6
Det brænder i Europa,
hadet spredes vidt omkring
Det er som om historien
går uendeligt i ring
Hans stemme bliver så lille
hvorfor gør de det min ven
Der var engang vi svor
det måtte aldrig ske igen

7
Aldrig nogensinde mere
skulle racehadet gro
og ingen skulle jages
eller dræbes for sin tro
Men skingre stemmer råber
og jeg hører støvletramp
var det da helt forgæves
at vi kæmped’ frihedskamp

8
Af nøden kommer vrede
af vreden tændes had
og de kan let forføres
som må savne hus og mad
Tal højt med lysets stemme
vær retfærdighedens ven
og lov mig du vil kæmpe
for det aldrig sker igen

©Laila Ammitsbøl

Jeg skrev denne tekst til konkurrencen Alsang 2020. Den vandt ikke, men jeg er nu glad for den alligevel. Der var indsendt 449 bidrag. Vinderen blev meget fortjent Anne Vads meget smukke tekst Frihedens Lysdøgn. https://alsang.dk/nyheder/friheds-hyldest-beloennes-med-45-000-kr/



Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...