søndag den 23. januar 2011

At have eller ikke have...

Det er et ærefuldt hverv at sidde i det danske Folketing. Man er betroet en magtfuld post. Man har fået en bid af Danmarks fremtid i sine hænder. Bør man ikke gå til dette arbejde med ydmyghed? Bør man ikke i sine daglige handlinger vise sig værdig til dette job? Bør man ikke, hvis man sidder mageligt på sin taburet og skalter og valter med andre menneskers liv, være i besiddelse af en vis moral?
Måske er jeg gammeldags, men jeg synes faktisk man bør være af en særlig ædel støbning for at fortjene at sidde på en af de 179 poster i Folketinget.
Derfor var jeg ved at få kaffen galt i halsen fredag morgen, da Morgen-tv bragte endnu et kapitel i Henriette Kjær farcen. 7 sager er det blevet til for Henriette og hendes mand. De betaler ikke deres regninger, de to. Henriette Kjær er ellers politisk ordfører for det parti, der mere end noget andet står for gode, gamle dyder, deriblandt den der med at betale enhver sit.
Jeg har aldrig stemt konservativt, men jeg har hørt min socialdemokratiske mormor gentage utallige gange gennem min barndom, at man skal betale enhver sit. Det gjorde hun, min mormor. Hjemme hos mine forældre, hvor far tjente pengene og mor stod for økonomien var det derimod sådan, at regninger var noget der blev gemt væk og hobede sig op i en skuffe. Mor forstod ikke rigtig det der med, at man skulle betale termin, når man boede i et hus, og far havde åbenbart ikke mod og mandshjerte til at sætte sig igennem og overtage det mor så åbenlyst ikke kunne klare. Mine forældre havde ikke mange penge, det skal siges til mors forsvar, men havde hun haft lidt større økonomisk sans, kunne min barndom trods alt have formet sig mere tryg end tilfældet var.

Jeg var ikke voksen ret længe, før jeg fandt ud af, at jeg simpelthen ikke magtede at leve med uorden i økonomien. Jeg blev stresset og utryg af det og foretrak mormors gammeldags holdning til penge frem for min mors laden stå til.
Derfor har jeg altid bestræbt mig på kun at købe det jeg har brug for, og jeg sparer op til det inden jeg køber det. Da jeg holder meget af at vandre i naturen, har jeg brug for godt fodtøj. Ingen mennesker har brug for 24 par sko, sådan som medierne for et par måneder siden kunne berette, at den danske gennemsnitskvinde har. Til gengæld har man brug for et par gode vinterstøvler, når man som jeg vandrer rundt i vinterligt landskab med hunden den ene km efter den anden. Jeg sparede op i 3-4 måneder, så jeg i oktober kunne købe præcis de støvler jeg ønskede mig. Det var en stor glæde den dag jeg gik i Skoringen og bad om et par Ecco-støvler af yakokseskind. De kostede 1500 kr. og det er rigtig meget for mig skulle jeg hilse og sige, men da jeg gik ud af forretningen var de købt og betalt og jeg glæder mig over denne luksus hver gang jeg snører dem og begiver mig udenfor.
De forrige vinterstøvler havde jeg i 7 år, så årsprisen bliver faktisk ikke så stor, hvis dette par kan holde lige så længe.

Man skal sætte tæring efter næring lyder et gammelt råd. Dette har jeg altid bestræbt mig på og gør det stadig. Henriette Kjær og hendes samlever derimod, køber en Mercedes de slet ikke kan (eller vil) betale. Hvad skal de med den? Hvis de ikke har råd til at have så dyr en bil, hvorfor køber de så ikke en Kia Picanto? Den koster ca. 100.000 og kan det en bil er sat i verden for at gøre, nemlig at transportere sine ejere fra det ene sted til det andet.


Livet handler om valg. For nogle burde valget være let. De har så rigeligt med penge, at de nemt kan vælge at leve bekvemt og samtidig bevare en sund økonomi, hvor de betaler enhver sit. For nogle af os handler valget om helt andre ting. Min bedre halvdel og jeg vil på ferierejse til sommer. Det betyder, at jeg ikke kan købe de nye briller, som jeg faktisk har temmelig meget brug for efterhånden og hvis tandlægen ved det regelmæssige tjek i april vil lave min frakturramte tand, der med jævne mellemrum sender mig en jagende hilsen, må jeg sige til hende, at det må vente til efteråret. Det betyder selvfølgelig også, at vi ikke kan udskifte den efterhånden temmelig slidte og snusket udseende sofa. Stoffet er gråligt og fedtet af slid og hundepels gennem mange år. Vi synes at vi trænger til en ny, men der er en helt klar og enkel lov, når det drejer sig om penge: Man kan ikke bruge dem to gange og derfor må man vælge, hvad man helst vil have!


Jeg ville gerne købe økologiske varer. Jeg er overbevist om, at de er sundere for både kroppen og miljøet end konventionelt dyrkede, men når jeg står i supermarkedet med mine afmålte husholdningspenge, så gælder det først og fremmest om at få så meget sund kost som muligt med hjem og hvis den økologiske agurk koster 14,95 og den anden koster 4,95, så er der altså ikke tvivl om at jeg vælger den til en femmer.

At have eller ikke have! Det er det store omdrejningspunkt i Danmark anno 2011. De der har, kan få ordentlig sygehusbehandling, ordentlig tandbehandling og har meget let ved at få taletid i de danske medier. De som har, sætter dagsordenen. De fortæller, hvordan dagens Danmark ser ud. Hvis de fx ønsker at spare på de der har mindst at tage af, så sætter de deres spindoktorer i gang, og så bliver besparelser pludselig til gavn for dem der spares på.
Vi der ikke har, og som får mindre og mindre at gøre godt med, har meget svært ved at trænge igennem i debatten. Vores virkelighed er aflyst, den findes kun hernede, hvor ingen gider kigge hen.
Der findes mennesker, der har mindre end jeg. De kan ikke som jeg vælge at spare op til et par gode vinterstøvler, for uanset hvor ihærdigt de sætter tæring efter næring, så er der ikke en ussel øre at spare op ved månedens slutning.
Fortsætter udviklingen i det spor den kører i nu, er dette også min fremtid. Jeg frygter den dag, hvor jeg uanset hvor meget jeg sparer, ikke har råd til de mest nødvendige livsfornødenheder. Jeg frygter den dag, hvor det er længe siden ferierejser var en mulighed, hvor det eneste valg hos tandlægen er at få trukket den syge tand ud og hvor pengene ikke slår til, selvom jeg vælger de billigste varer i supermarkedet.

”Hvis man hele tiden tænker man er fattig, så bliver man fattig” hørte jeg en yogadyrkende og åbenlyst meget velhavende kvinde ytre i TV i den forgangne uge. Hjemme hos hende var det en selvfølge, at al mad var økologisk. Hun og husbonden havde au pair pige, arkitekttegnet hus og en stor samling af veteranbiler, som manden brugte som tidsfordriv. Dette privilegerede menneske havde slet ikke fantasi til at forestille sig, at andre familier kunne være i den situation, at de ikke havde råd til denne luksus. Jeg blev så vred! Tror sådan en dame mon, at hun ville kunne klare sig på en starthjælp, kontanthjælp eller en af de lave førtidspensioner ved blot at tænke sig rig. Når jeg står henne i Rema1000 vil de have kolde og rå kontanter. De er bedøvende ligeglade med, om jeg står og tænker mig fattig eller rig.
At sidde med røven fuld af penge og fyre af, at man er fattig pga. af ens måde at tænke på, er et uhyggeligt eksempel på en syg blanding af uvidenhed og en uendelig foragt for folk, der har mindre end en selv.

Fjernsynet her i huset var gennem 10-12 år et lille 14-tommers TV. Det var fint nok, men efterhånden begyndte vi at ønske os noget, der var bare en lille smule større. Vi købte det dog ikke, for vi syntes ikke lige der var hul i budgettet. Derfor ønskede vi os i julegave i 2009 tilskud til et TV. Det fik vi og så kunne vi ved januarudsalget 2010 gå ud og købe os et 24-tommers discount-TV i Bilka. Nogle mennesker har 42-tommers B&O. Det har vi ikke brug for. Vores tv behøver ikke at have et fancy navn og stuen er alligevel alt for lille til sådan et monstrum af en skærm. Vi føler det er nærmest luksus at glo på vores nye fjernsyn og det var en stor glæde endelig at få skiftet det lille ud.
Mon ikke Henriette og gemalen kunne lære lidt af denne historie?


Livet handler om valg. Nogle mennesker har næsten intet at vælge imellem på livets hylder. Andre, kan bare række ud og tage hvad de vil have, men vælger alligevel at gøre alt det forkerte. Det skrækkelige er, når disse mennesker samtidig er blandt den elite der sidder på magten.

Der er nogle spørgsmål jeg sidder tilbage med:
Hvordan skal man kunne have respekt for mennesker, der bevilger deres egen klasse store skattelettelser, som i privatøkonomien udviser ufattelig arrogance overfor mennesker, der har solgt dem en vare eller ydet dem en service og som samtidig konstant argumenterer for at der skal skæres i de smuler, vi andre går og lever af?

Svar kan jeg vist glo i vejgrøften efter…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar