Bitre piller og sure æbler

Da det værste chok var aftaget og erkendelsen faldet lidt til bunds og jeg gik og lavede et simpelt måltid i dagens anledning, kom jeg til at tænke på to ting. Den ene var, jeg husker ikke i hvilken anledning, men at min klasselærer ved en forældrekonsultation, sagde til mine forældre: "Laila er et ualmindeligt stædigt barn!". Den anden var sindsrobønnen, som jeg lærte at kende i forne tider, da jeg havde en alkoholisk kæreste som for en tid var på afvænning i Lænken.

Sindsrobønnen beder Gud om accept af de ting man ikke kan ændre, mod til at ændre de ting man kan og visdom til at se forskellen.

Nu har jeg, som sikkert mange andre og i særdeleshed kvinder, aldrig været så god til at give mig selv et klap på skulderen, men det vil jeg gøre i dag. For en ting er at jeg i dag blev nødt til at acceptere noget jeg absolut ikke har lyst til at acceptere. Noget andet er, at jeg har kæmpet mod lortet i 5 år, og selvom jeg til sidst må opgive min kamp, så synes jeg egentlig selv det er meget sejt at have mod til at tro på sit eget og mod til at være et stædigt barn, aka en umulig patient. For kroppen er min! Den er mit tempel. Den er mit hjem hvori jeg bor og indretter mig og lever, som jeg finder bedst.

Men nu må jeg opgive, for de sidste dage har et uhyre overtaget min krop. Da jeg snakkede med min læge i morges, lød hun alarmeret. Da jeg kom ned til akutlægen som hun gav mig tid hos, så han alarmeret ud. Han ringede til hudlægen og fik en akuttid og da jeg var på vej ud kiggede han alvorligt på mig og sagde: ”Uanset hvad hudlægen siger, så klapper du bare hælene sammen og siger Ja tak! Jeg kan jo se at du har sagt nej til nogle ting….”

Og da jeg kom ud til hudlægen, ringede hun omgående til Dermatologisk Ambulatorium i Roskilde og fik tid på mandag, og så udskrev hun en tube pis og en bøtte lort, som jeg skal overleve på i weekenden. Noget af den slags som jeg meget gerne ville være foruden, men som lige nu er nødvendigt, for at jeg ikke skal få et eller andet kollaps og synge min svanesang i i utide.

Nå, men altså mens jeg gik og lavede aftensmad og slugte bitre piller og bed i sure æbler, fik jeg den erkendelse, at dette stædige barn har kæmpet og det kan hun være stolt af, men nu er hun altså nødt til at tænke på visdommen i sindsro-bønnen og acceptere de ting hun ikke kan ændre, selvom hun synes de er nok så meget noget lort.

Så må jeg gå denne nye vej. Tage skidtet for simpelthen at overleve og få det bedste ud af det. Sådan er det. Life is a bitch, and then you die…. Ny-kalkulere hele tiden….Tage nødvendige beslutninger, også de ubehagelige….Videre, videre, videre! Du stædige barn i en 54årigs krop.

"Jamen sådan er det jo" som Margrethe Vestager sagde…..Sådan er det jo!…

Rejs dig op og gå på dine ben. Hvad tror du ellers du har fået dem til?
Og tak, tak, tak! For at jeg har en vidunderlig kvinde der står ved min side i medgang og modgang.

Så sådan ud over hele kroppen: Skællende, brændende, rød hud. Frøs meget, havde kulderystelser. Hævede ben, fingre og opsvulmet ansigt. Det var virkeligt noget lort, for nu at tale dansk.