Nogle gange er jeg bare en sur, gammel kælling, der bliver forarget over den forkælede ungdom. Sådan bliver man vist med alderen.
Andre gange kommer jeg til at klukle over et frisk ungt menneske, fordi jeg genkender noget fra dengang, jeg selv var ung og oprørsk. Sådan har jeg det med Sarah fra X-factor. Sarah gør mig så glad, fordi hun står ved hvem hun er og fordi reaktionerne på hendes tv-optræden viser mig at verden trods alt har forandret sig.
Jeg er tre gange så gammel som Sarah. Da jeg var på hendes alder var verdensuret kun nået til 1980. Hele min barndom var gået med mobning og angst. Nu var jeg træt af hele lortet og gjorde oprør. Jeg var vokset op i den lille landsby Vålse på Nordfalster. Og ja, det var ligeså slemt som det lyder! Her skulle man fandeme ikke falde udenfor den store, grå masse, for så var man fordømt. At falde udenfor kunne man for eksempel gøre ved at gøre det jeg gjorde: Springe ud som lesbisk, høre vred punk, blive karseklippet og farve de tilbageværende hårstubbe grønne. Mine forældre var flove over mig og vrede! ”Hvorfor kan du dog ikke bare være som de andre piger”, spurgte min mor igen og igen. Landsbyen var forarget og mine klassekammerater var målløse.
Nu var jeg ikke sexet og charmerende som Sarah, men havde jeg været det havde det heller ikke rigtigt nyttet noget, for ingen havde kunnet se det på det tidspunkt. Hvis man var lesbisk var man per definition en mandhaftig ulækkerhed, der nærmest var til grin og det eneste man trængte til var noget ordentligt pik, så skulle man nok blive helbredt!
Sarah gør mig glad. Hun viser mig, at man i dag kan træde frem som lesbisk uden at skulle spille superfeminin. Min kone og jeg nød, som en hel del andre lesbiske, serien L-word, der gik på TV for et par år siden. Den er fyldt med lækre kvinder, der ind imellem har dampende, hed sex med hinanden, men den viser bare ikke rigtigt virkeligheden, for der er sgu ikke så mange lesbiske, der er så superfeminine som flertallet i nævnte serie. Derfor er det så fedt at se en ung kvinde, der står ved hvem hun er og som tør være sexet på den ”lesbiske” måde.
Angående det med børn. Som kvinde bliver man prakket på, at der står et stort, lurende, altomfavnende moderskab, der indtager en på et eller andet tidspunkt: Jeg har det ligesom Sarah: Jeg har aldrig ønsket at føde børn. Det ville være ligeså unaturligt for mig at føde et barn, som det ville være for min bror. Tænk, hvor har kvinder som jeg i årtier og århundreder måttet høre på bedrevidende voksne, der fortalte, at når du bliver voksen vil du også få lyst at blive mor. Når du bliver voksen vil du også giftes med en mand og bla, bla, bla….
Ak, alle disse firkantede bokse vi skal proppes ned i: Sådan er piger! Sådan er drenge! For kort tid siden kunne man oven i købet læse at nogle politikere ville have at børn skulle undervises efter køn. Jamen for pokker da…Undervis efter væsen i stedet for! Vi passer altså ikke alle sammen ind i disse firkantede båse…Jeg gider ikke have 24 par glitrende sko, som er umulige at stå fast i og gå i! Jeg vil bare have nogle gode, praktiske vandresko, et par gummistøvler og et par solide vinterstøvler. Jeg gider ikke at shoppe åndssvagt tingel tangel tøj bare fordi min krop er af hunkøn. Jeg vil hellere trække i et par cowboybukser og en dejlig uldtrøje.
Og guess what: Der findes dejlige fyre, der har lyst at iklæde sig alle de ”feminine” gevandter jeg så gerne vil slippe for. Så lad dem dog have blondetrusserne og de højhælede sko. Ingen mand har nogensinde gjort nogen noget ondt ved at iklæde sit herrekorpus en yndig blondeunderkjole.
Vi skal huske, at der stadig er mange homoseksuelle, der udsættes for hate crimes og at mange unge med religions- og kulturforstyrrede forældre har store kvaler ved at springe ud. Men verden har trods alt forandret sig. Heldigvis! Det minder hun mig om, den unge Sarah med den lækre, hæse sangstemme. Derfor bliver jeg så glad når jeg ser hende.
Jeg bliver også så glad når jeg ser hende, jeg synes det er fedt at Danmark er blevet et sted hvor man kan det, være åben omkring sin seksualitet uden at blive udsat for noget ubehageligt. Jeg er egentlig heller aldrig blevet udsat for noget ubehageligt, men jeg har altid været min værste fjende, så jeg tror at jeg selv er den som tænker værst om mig selv, for jeg har virkelig aldrig mødt mennesker som har sagt noget ondt om mig på grund af min seksualitet.
SvarSlet@Kristine
SvarSletDe sidste mange år er det meget få ubehageligheder jeg har oplevet pga. min seksualitet. Heldigvis har verden ændret sig til det bedre og det gør mig glad at høre at du slet ikke oplever, at nogen siger noget ondt om at du er lesbisk.
De ting jeg oplevede, havde meget at gøre med at det var en anden tid, men det gjorde det så heller ikke bedre, at det var laaaaangt ud på landet på et sted, hvor ingen skulle bryde sig om at være anderledes. Så skulle de i hvert fald nok omgående blive hakket ned som den "aparte", grimme ælling.
En temmelig grim ting, har jeg dog oplevet de seneste år pga. min seksualitet. Et menneske som står mig nær familie- og følelsesmæssigt har jeg ikke mulighed for at se. Hans kone er strengt katolsk og har direkte udtalt, mens jeg hørte på det, at hun hader homoseksuelle. Han skal leve med hende hver dag og have sit liv til at fungere, så nu skriver vi bare lidt sammen og det er jeg da glad for, når det ikke kan være anderledes.
Dette er faktisk hovedårsagen til at jeg i mit blogindlæg nævner det med religions- og kulturforstyrrede, for vi må nemlig ikke glemme at der er mange unge i vores samfund, der kommer fra familier, hvor homoseksualitet slet ikke er accepteret pga. forældrenes kulturelle og religiøse baggrund.
I forbindelse med sidstnævnte vil jeg lige nævne og anbefale bogen: "Den forbandede kærlighed"