fredag den 22. maj 2020

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt
jeg plejede at kende mit ansigt
og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden
fordi alderen ændrer os alle
så kunne jeg alligevel kende det
og vidste
at trods rynker
og trods det hele blev lidt tyngde-påvirket
så var det dog mit ansigt
Jeg kender ikke mit ansigt mere
men jeg ser det nye ansigt
uhyrets ansigt
spejlet i kassedamers blikke
og busmedpassagerers blikke
Og de tænker sikkert så meget
alt andet end at en sygdom har indtaget mit ansigt
De har deres tanker
og jeg har min skam
og bærer i et ynkeligt forsøg mine solbriller
så de røde panda-rande om øjnene
i det mindste er delvist dækket
Det er svært at miste sit ansigt
kun hunde ser hjertet med hjertet
mennesker ser ansigter

fredag den 27. marts 2020

Cala Galdana

Jeg gik en tur i Cala Galdana i nat
Dette lille sted, som lidt uden for sæsonen, 
passer så fint til mit lidt menneskesky væsen
Jeg så den lille gangbro der ligger lige der 
hvor Camí de Cavalls fører ud til Cala Macarella

Og jeg vidste at på den bro ville jeg sætte mine fødder om lidt
og når jeg stod midt på den ville jeg gøre en lille pause
for at se kanalen blive til hav
mellem de stejle klipper
og lade blikket undres over så overjordisk en skønhed
på denne jordiske plet

Og når jeg kom hen over broen
det vidste jeg
ville jeg tage sandalerne af
og lade fødderne nyde det bløde sand

Jeg gik en tur i Cala Galdana i nat
og jeg gik selvfølgelig ned til bugten
som har en skønhed
der ikke kan fanges på postkort
og ejheller i nattedigte skrevet for at glemme
sygdom og sorg og virus og verdensnedsmeltning

Og jeg smøgede mine bukser op til under knæet
de tynde behagelige Bergans med mange praktiske lommer
det er sådan et par gode rejsebukser
og gik bugten rundt med fødderne i vandkanten
som lykkeligvis var helt medusafri
og det var altså strålende solskin
og havet var mere turkis end turkis
selvom det var i nat
at jeg gik en tur i Cala Galdana

Jeg drejede op i skoven til venstre ved Melia Cala Galdana
og gik ind i grønheden og opad opad opad
og hen til udsigtsstedet
hvor man kan se ud over bugten og den lille by

Og jeg gik tilbage mod byen
og beamede “pling” Maja ned til mig
for jeg savnede hendes hånd at holde i
og jeg kunne mærke det var tid til at sætte sig på en bar på Passatge Riu
og drikke sangria og fadøl og være lattermild
og drukne i hendes blå øjne
ubekymret og uvidende om
hvilke ulykker der pludselig kan ramme et menneske
kan ramme en verden

Og der var store fisk i vandet
da vi krydsede kanalen hvor alle bådene vugger dovent
og de to samme ænder man altid ser 
levede deres andeliv 
i uendelig uforstyrrethed

Fire fødder på en træbro
sjælefred og stille lykke

Jeg gik en tur i Cala Galdana i nat


Laila Ammitsbøl (Natten mellem den 26 og 27. marts 2020)

fredag den 20. marts 2020

Vores seje bedstemødre

Corona-krisen tog os med bukserne nede. Det her er helt nyt for os, for godt nok har de fleste af os haft personlig modstand i livet og vi har da også set kriser som finanskrisen i 2008 og vi har oplevet chokket, når vores samfund blev ramt af ond terror.
Men sådan en verdensomspændende katastrofe, der ændrer vores verden fuldstændig på ganske få uger, det har vi ikke oplevet før.
Hvilken modstandskraft har vi til at klare omvæltningen, den uvante isolation, risikoen for sygdom og død der pludselig rykker tæt på?

Ligger der mon en ukendt styrke i os? Flyder der i vores årer, ligger der i vores gener en nedarvet kraft, vi slet ikke var klar over vi havde?
Midt i dette får det mig til at tænke tilbage til hvad forrige generationer har klaret. Min mormor kendte jeg som en omsorgsfuld, varm lille kone. Hos hende tilbragte jeg tid i sommerferien og jeg elskede det. Mormor gik rundt og passede sit uden at gøre det store væsen af sig. Hun havde sin have hvor hun dyrkede masser af grønsager med stor umage. Der var ikke et upassende stykke ukrudt mellem rækkerne overhovedet. Hun havde frugttræer og bærbuske og høns og ænder i baghaven. Alt dette lavede hun diverse herligheder ud af. Hendes kælder var altid fyldt med syltetøj og asier og blandet saft, som hun selv havde lavet og kummefryseren i entreen var fyldt med blancherede grønsager, så hun havde et godt lager til at komme godt igennem vinteren.

Jeg elskede min mormors gøren sig umage med alting og hun var den der gav mig tryghed i min barndom. Hun var et menneske der betød meget for mig og hun var det på trods af det liv hun havde haft, før hun som 51-årig blev mormor til lille Laila.

Mormor var fra 1914, så hun var fire år da Den Spanske Syge hærgede og slog 50 millioner mennesker ihjel. Min oldemor var svensker, kommet til Danmark for at finde arbejde. Hun var en hård kvinde, der slog sin lille pige med bøjlen, når rengøringen ikke var tilfredsstillende. Som 14-årig kom mormor ud at tjene og fik et barn uden for ægteskab meget tidligt. Hun ville aldrig tale om det, men en gang sagde hun til mig med bitterhed i stemmen: "Gårdskarlene skulle man vogte sig for!" så min teori er at det foregik under tvang.
Jeg kan ikke vide hvordan hendes liv formede sig under depressionen i 30'erne, men nemt har det sikkert ikke været. Anden Verdenskrig oplevede hun selvfølgelig også og en galsindet ægtemand der sparkede hende, når hun besvimede af udmattelse under markarbejdet. Og når frosten bed under arbejdet i kolde dage, måtte det klares med et lag af aviser under tøjet.
Senere arbejdede hendes mand, altså min morfar på fabrik. Jeg nåede aldrig at lære ham at kende, for han omkom under en faldulykke på fabrikken.

Alt dette og sikkert meget andet jeg ikke kender til havde min mormor stået igennem og alligevel gik hun rundt på sine stædige, små ben og var et dejligt menneske, der lejrede sig i sit barnebarns sind som barndommens frelsende lyspunkt.

Mon ikke mange af os kan tænke et par generationer tilbage og forbavses over hvad de klarede, fordi de var nødt til det og mon ikke lidt af deres kraft blev givet videre til de næste generationer parat til at blive taget i brug den dag der blev brug for det? Den tid er vist kommet nu.


torsdag den 12. marts 2020

Selvfølgelig kan vi det !

Engang imellem, ikke vanvittigt tit, men bare nogle gange, sker der noget magisk. Et menneske dukker op og planter tanker omkring sig. Øjne åbnes pludselig omkring denne ene og mennesker begejstres, ser hvor indlysende og rigtigt det er, det dette medmenneske siger.
Jeg taler ikke om folkeforføreren, der planter had og skaber splittelse. Han kan nok begejstre, men der gror intet godt af de genetiske misvækster han sår.
Nej, jeg taler om den der planter håb. Den der får medmennesket til at se, at der findes en vej. Som i 2008, da Barack Obama fik millioner af mennesker til at løfte sig til noget nærmest magisk, med sit “Yes, we can!”
“Yes we can!”, turde de pludselig tro på og sige, og hvor befriende var det ikke, at turde tro på det gode i mennesket og på det fuldstændigt vanvittige, det fuldstændigt indlysende, at selvfølgelig kunne en afroamerikaner blive præsident.
Så blev han præsident. Sammen med sin Michelle, og spørger du mig, så var de et værdigt, ordentligt og anstændigt præsidentpar. Tager man det kritiske blik på, kan man sikkert finde noget at kritisere, noget han gjorde forkert i sine otte år som præsident. Men det der rinder mig i hu lige nu, er hans begejstring, den magi der var om ham og hans projekt, da han fik mennesker, der næsten havde mistet troen på at noget kunne lade sig gøre, til at istemme “Yes we can!”
Kan I se det for jer? Kan I huske lysene i deres øjne? Kan I mærke troen på, at hvis vi står sammen, så kan det lade sig gøre? Yes we can!
Vi er væltet lidt omkuld. De sidste dage har formet sig, som vi aldrig havde troet muligt. Vores statsminister, Mette, der for ikke så længe siden fnisede som en skoletøs på Folketingets talerstol, da hun fortalte om elefanten Ramboline og dens kamel-ven Ali, stod nu i alvorstung, sort kjole og lukkede vores land ned og bad os alle acceptere det ufattelige.
Ja, vi er væltet lidt omkuld, men nu hvor vi lige har vænnet os til, at vi faldt og slog knæet, så kan vi godt rejse os igen.
Der er varer nok til os, hvis bare vi vil have lidt tålmodighed og menneskekærligheden til at dele. De fleste af os har en varm stue at sidde i. Vi kan få det bedste ud af det. Lave lidt popcorn, se en god film, gå en tur i skoven og få frisk luft i lungerne. Nyde at være sammen med familien.
Vi har en statsminister, der har vist sit format til at være landsmoder. Vi har et velfungerende beredskab, der tydeligvis har haft planerne klar i skuffen, hvis det utænkelige skulle ske. Vi har et Folketing, der i nødens stund rent faktisk kan finde ud af at samarbejde, når lokummet brænder, selvom de plejer at hakke på hinanden, som ænder der slås om brødkrummer i gadekæret.
Og selvom vi skal sidde hjemme, så er vi så heldige, at vi lever i en tid, hvor vi hele tiden kan passe på hinanden og tage os lidt af hinanden. Når vi ikke kan troppe op og give et knus, kan vi sende et virtuelt et af slagsen. Vi kan spørge: “Hvordan går det?” Sende kærlige tanker til hinanden på Messenger, mens vi ganske ufarligt og smittefrit sidder i hver sin stue.
Kan I høre det? Den stille hvisken i hjertet: “Selvfølgelig kommer vi igennem dette. Selvfølgelig kan vi det, et enkelt skridt ad gangen, sammen. Yes, we can!”
Laila Ammitsbøl

tirsdag den 10. marts 2020

Det inficerede menneske

Hvor den dybeste livsforagt kogte og boblede
et ondskabens koncentrat
af menneskedyrets værste manifestation
skete det uundgåelige
Og alle ordene
de flotte
tomme løfter
blev slået til jorden
Moder Jords svar
den naturlige konsekvens
af foragt for alt levende
Jernfugle stod stille
pile pegede nedad
markeder gik i rødt
gule tåger lettede
Der blev ikke spurgt pænt længere
der blev ikke tryglet mere
Og endelig så mennesket sin lidenhed

tirsdag den 11. februar 2020

Fem forbandede år som patient

Raseriet danser bag min pande. Jeg er så lynende vred i denne nat.

Fem år er det siden jeg tog mig sammen til at gå til læge. Gennem i hvert fald et par år, måske endda længere havde jeg haft en vanvittig kløen, der var startet på ryggen, men nu havde bredt sig til hele kroppen. Jeg er ikke typen der nogensinde har overdrevet det der med at gå til læge, men for fem år siden tog jeg sammen. Det var ikke bare den ulidelige kløe. Der var også ledsmerter forskellige steder. Jeg, som altid har elsket at cykle, fik nu ofte stærke brændende nakkesmerter, når jeg havde været ude at cykle en lidt længere tur. Det slog aldrig fejl, at jeg blev nødt til at tage smertestillende for nakkesmerterne udviklede sig efterfølgende, så sikkert som amen i kirken, til kraftig hovedpine. Der var uroen i benene. Søvnløsheden. Og overbelastningen efter flytningen, havde sat sig i albueleddene til kroniske smerter, som på det tidspunkt fem måneder efter vi var flyttet stadig plagede mig. Og der var det stigende besvær med at koncentrere sig, så jeg der altid har elsket at læse, nu ikke længere kunne læse en bog.
Der var så mange småting, som til sammen gav mig følelsen af, at der var noget galt. Allerede dengang, hvor symptomerne i forhold til nu, var meget milde, havde jeg fornemmelsen af, at min krop var begyndt at bekrige sig selv. Det var diffust og min ellers meget venlige læge virkede utålmodig og endte med at sende mig ud med ordene: Nu er din tid gået, Laila”. Jeg fik udskrevet noget Ibubrofen til smerterne i albuerne og gik derfra med bøjet nakke og følelsen af at være en pivet, klimakterie-nær hypokonder.

De følgende fem år har været et mareridt, hvor sundhedsvæsenet har svigtet gang på gang. Jeg vil prøve at gøre det kort.

Den tunge gang til lægen
hvor jeg ellers så sjældent har sat mine ben

Se min hud
røde spor kravler over mine lemmer
se det brændende bånd om min hals
knopperne der popper op på mine arme
de dybe sår i mine fødder
huden der falder af som efter en slem solskoldning
kløpulver dybt i mit kød
det klør så jeg flår mig til blods
søvnen er en længst glemt gæst
år efter år efter år

Uduelige hudlæger gav mig fem minutter
når jeg havde ventet i månedsvis på at komme til
kiggede på min hud i sekunder
og resten af tiden på computerskærmen
og kom med en forkert diagnose
- Det er atopisk eksem
Nej
Det er da skæleksem
Nej
Det er da psoriasis
eller en skønsom blanding

Lyt mit hjerte
det hamrer så forkert
en hest sparker indefra
når jeg lige troede jeg skulle ligge og slappe af
- Det er nok bare fordøjelsen

Trætheden ligger som en dyne over min hjerne
den overfalder mig
fra det ene øjeblik til det andet
som om et stik trækkes ud
- Hvis du ikke sover 16 timer i døgnet er det nok ikke alvorligt

Se mine blå fødder
mine frysende blå hænder
- Det er nok bare lidt dårligt blodomløb
for når jeg trykker på din storetå
går der godt nok lidt tid
men alligevel ikke overvældende mange sekunder
før farven kommer igen
så alvorligt er det vist ikke

Røntgen af min smertende nakke
- Det er vist bare lidt slidgigt

Min hofte gør ondt
- Det er vist bare lidt væske i en slimsæk
det går nok over

Der gik noget galt i min nakke
det smerter så forfærdeligt i min skulder
mine nerver er faldet i søvn i min arm
mine fingre snurrer
- Det er bare en diskusprotrusion i nakken
dem laver vi alle sammen hele tiden
det er ikke alvorligt
den svinder nok ind af sig selv med tiden
og ellers er det vist bare lidt slidgigt

Det er nok bare
det er nok bare
det er nok bare

Fem år
med det er nok bare
og hvor er min krop nu
hvilken fare befinder den sig i
efter jeg i fem fucking år
har prøvet at få hjælp
og ikke har hørt en skid andet end
DET ER NOK BARE

Derfor er jeg hvidglødende af raseri i nat, hvor hele kroppen klør og brænder, hvor det gør ondt i musklerne bare at ligge ned, og hvor jeg er stiv som et bræt og bevæger mig som en ældgammel kone da jeg skal op og tisse.
Jeg hader at min krop skulle blive så syg, at der skulle tages så mange lunser af mit liv og gennemleves så meget lidelse, før nogen gad høre efter og jeg hader at min kone skulle se mig blive så syg.

Jeg blev alvorligt syg, før en akutlæge sagde, at det der turde han ikke tage ansvar for og han sendte mig direkte til hudlægen, som sendte mig direkte til Dermatologisk Ambulatorium.
Her var de meget grundige og søde, men lykkedes dog alligevel med at få stillet en helt forkert diagnose: Erhvervet ictyosis uden kendt årsag.
Da måtte jeg protestere, for jeg vidste det var helt hen i vejret. Min hud havde nemlig kun haft dette karakteristiske fiskeskælsmønster i forbindelse med bivirkninger fra Methotrexat-giften jeg var blevet ordineret og modvilligt havde indvilliget i at tage.

Takket være mit nørdede Asperger-sind, som Greta Thunberg meget rigtigt siger er en superkraft, var jeg selv kommet på sporet.
Der har i tidens løb været så mange perfekte blodprøver. Uanset hvor af helvede til jeg havde det, så var prøverne perfekte. Men nu spurgte jeg overlægen, om jeg ikke måtte blive tjekket for lupus, for det var min mistanke.
Og så var prøverne ikke perfekte længere. Faktisk stak de helt af, da jeg endelig blev tjekket for ANA og en del andre autoimmunantistoffer.

Jeg troppede op til den næste konsultation på Dermatologisk Ambulatorium med billeder af det forskelligartede udslæt jeg har haft i årenes løb, bl. a sommerfugleudslættet som er meget karakteristisk for lupus og jeg havde en hel A4-side med de symptomer jeg har oplevet.
Efter det var hudlægen overbevist om at det faktisk er lupus jeg har, så nu får jeg Plaquinil, men kampen er desværre ikke forbi endnu, for et dermatologisk ambulatorium må ikke stille denne diagnose, så nu skal jeg videre til reumatologerne.

Jeg er så glad for endelig at blive taget alvorligt, men jeg er så vred over, at det skulle nå så vidt. Lupus er en fremadskridende sygdom, hvor ens eget immunforsvar angriber mere og mere af ens egne celler. Derfor er det vigtigt, at der sættes ind i tide med medicin, der kan bremse den fatale udvikling. Men min sygdom har fået lov at udvikle sig i årevis pga sjuskede, uduelige læger og hudlæger.

Nu får jeg som sagt Plaquinil, men den er 3-6 måneder om at nå fuld effekt, så nu bliver jeg også proppet med store mængder Prednison, fordi jeg bare er så fucking syg. Huden brænder, musklerne i benene smerter, selv min røv gør ondt, når jeg sætter mig ned og jeg går konstant rundt og føler jeg har influenza og bliver indimellem så overvældende træt, at jeg bare må lægge mig.

Så jeg er vred, men jeg er også taknemlig. Jeg er taknemlig for at min kone er ved min side og giver mig kærlighed hver dag og værner om mig. Hun er det eneste menneske i verden, der ved hvor syg jeg har været de sidste år. Og jeg er taknemlig for at jeg bor i et land, hvor man pga sin CTR-saldo får tilskud til medicin, når man når op over en vis egenbetaling.

Min praktiserende læge er sød og nærværende, når man sidder overfor hende, men hun har desværre set det som sin opgave at berolige mig i stedet for at sørge for jeg blev udredt ordentligt, som jeg ellers har bedt om flere gange. Og de privatpraktiserende hudlæger har jeg intet godt at sige om. De har i den grad svigtet. Konsekvenserne lever jeg med og min fremtid den er ganske uvis. Jeg er ret overbevist om, at det er lupus jeg har, men kan ikke være 100 % sikker. Dog kan jeg med de blodprøver der er taget være sikker på, at det er en autoimmun sygdom jeg har. Nu afventer jeg reumatologernes dom.

The show must go on..…

torsdag den 7. november 2019

MTX


Det bliver ikke lige nu jeg skriver mit store værk
ikke lige nu jeg lægger tanker på papir
ikke nu jeg magter at lade kreativiteten flyde gavmildt

Det bliver ikke lige nu
jeg får trænet min krop
og læst den der bog af Naomi Klein

Men det er nu jeg slæber fødder
i langsomme spor på et køkkengulv
og tager opvasken
en tallerken
et suk
en tallerken
et suk

Og det er nu giften spreder sig i min krop
men endnu ikke nu den helbreder
og det er nu min tanke er uvant langsom
og trætheden er en dis om mit sind

Og det er nu jeg savner
endnu mere end vanligt
min søster
og min bror

Og det er nu det gør ondt langt ind i sjælen
at jeg er mere til besvær end til glæde

Og det er nu jeg næsten ikke har kræfter til at tro
jeg engang får mit liv tilbage

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...