tirsdag den 21. februar 2017

Særling, møgunge eller bare Aspie

For nogle år siden fik min nevø diagnosen infantil autisme. I forbindelse med dette kom det mig for øre, at nærtstående familiemedlemmer syntes, at min nevøs adfærd mindede meget om min adfærd som barn. Selvom vores relationer i familien er sådan, at jeg kun i begrænset omfang har set min nevø, så har jeg med mit lille kendskab til ham dog altid følt et særligt bånd til ham. Når han nedsmeltede totalt følte jeg, at jeg forstod hvad der foregik i ham.
Så i forbindelse med udtalelsen om at min og min nevøs adfærd var sammenlignelig, satte jeg mig for at undersøge sagen. Tanken havde jo strejfet mig tidligere, men nu blev den påtrængende.
På hjemmesiden psyk-ressource.dk fandt jeg tests der kan indikere, om man er i autisme-spektret. Nok havde jeg en lille mistanke, men jeg blev alligevel forbavset over testens tydelige resultat.

Jeg fik 38 point i en Autism Quotient-test hvor den almindeligt fungerende person i gennemsnit vil score 17 point.
I Empati Quotient-testen fik jeg 26 point, hvor gennemsnittet for normale personer er 40 og opefter. Samlet om de to tests hedder det: Hvis dit resultat er 30 point eller færre i EQ testen og 32 point eller flere i AQ testen, så indikerer dette et match på en autismeprofil. Tendensen blev bekræftet, da jeg også tog Systemizing Quotient testen. Om den hedder det, at gennemsnittet for mænd er 30 og for kvinder 24. Gennemsnit hos personer med autisme spektrum er 36 eller derover. Jeg havde en score på 47.
Jeg har netop været inde og tjekke hjemmesiden igen. SQ-testen ligger der desværre ikke mere, men AQ og EQ testene ligger der stadig og jeg scorer på samme niveau, som da jeg tog dem for nogle år siden. 39 i AQ og 25 i EQ.
I fortrolige stunder har jeg fortalt om disse tanker til venner og bekendte og hver gang har jeg fået samme reaktion, nemlig at de slet ikke synes at det passer på mig. Måske har de sagt det for at trøste, måske af ukendskab til autisme-spektret. I hvert fald har det ikke gjort mig glad at få at vide, at jeg ikke var Asperger, snarere ked af og med en følelse af ikke at blive lyttet til og anerkendt som den jeg er.
Nu er jeg ikke den der render til læge i tide og utide, så jeg er aldrig blevet officielt udstyret med Asperger-diagnosen. Jeg kan derfor ikke sige ”Jeg er Asperger!” men ingen kan forbyde mig alligevel at være overbevist om, at det forholder sig sådan.
Og nu har jeg lige med stor interesse fulgt DR's programrække "De skjulte talenter" om autister. Det rørte mig meget og fik mig endnu engang til at tænke, at det er sådan jeg er. Der var så meget jeg genkendte. Specielt Louise minder meget om mig i sine reaktioner. Som fx da hun skulle til en konference i forbindelse med sit arbejde på Novo Nordisk. Hun vidste ikke hvordan hun skulle begå sig eller overhovedet hvor hun skulle gøre af sig selv. Da hun stod der forpint og utilpas, vidste jeg præcis hvordan hun havde det. Jeg husker med gru en julefrokost med en masse højrøstede mennesker, hvor jeg gik helt i baglås. Jeg stod klinet op ad en væg og var lammet. Bagefter fik jeg at vide, at folk havde betragtet det som meget uhøfligt, at jeg ikke havde gået rundt og hilst og at jeg ikke engang gik hen og hilste på værtinden. Efterfølgende var jeg nærmest persona non grata i de kredse. Der blev sikkert talt en del bag min ryg, men der var ikke en eneste der fattede hvad der var foregået i mig.

For en del år tilbage fik jeg taget mig sammen til at tage en HF på VUC. Det tog mig 7 år, for jeg tog den som enkeltfag. Det faglige faldt mig ikke svært, men det sociale var forfærdeligt og fuldstændig håbløst for mig at finde ud af. I frokostpauserne gemte jeg mig og sad for mig selv. I den varme tid gik jeg ned til en å, hvor jeg sad og nød at være alene og at kunne spise min mad i ro og fred. Det var simpelthen for meget at skulle være sammen med andre både i timerne og i pauserne og desuden så er det så svært for mig at skulle smalltalke, for jeg ved ikke hvordan man gør.
Pga gruppearbejde i fagene religion, psykologi og filosofi, som jeg havde i slutningen af mit forløb på VUC, havde jeg store problemer og jeg tror ikke jeg havde gennemført, hvis jeg ikke i disse tre fag havde haft en meget forstående lærer, der lod mig arbejde for mig selv. Han forstod når jeg sagde til ham, at min hjerne holdt op med at virke, når jeg blev tvunget til gruppearbejde. Hvis jeg skulle tænke og bidrage med noget fornuftigt, blev jeg nødt til at have arbejdsro.

Det gør mig så glad at se, at der i dag er muligheder for uddannelse for autister. Jeg er i dag 52 og førtidspensionist, men kan ikke lade være med at tænke på, at mit liv måske var gået anderledes mht. arbejdsliv, hvis jeg havde haft de muligheder der er for fx aspergere i dag. Dengang jeg var barn og ung, var det bare slet ikke noget nogen kendte til. Både mine forældre, mine lærere og mine klassekammerater syntes bare jeg var underlig og en stor del af min barndom var skæmmet af mobning. Jeg var bange hver eneste dag, når jeg skulle i skole og mine omgivelser så bare et aparte, kejtet barn med mærkelige interesser. Beskeden fra mine forældre var klar: ”Hyl med de ulve du er iblandt!” sagde min far og min mor bebrejdede mig: ”Hvorfor kan du ikke bare være som de andre piger?” Det endte med at jeg blev totalt umulig som teenager og kom på et børne- og ungdomshjem, fordi alt gik galt derhjemme.

Som skrevet er jeg førtidspensionist. Sådan blev det, fordi det var det nødt til at blive. På daværende tidspunkt var det den bedste mulighed og jeg var lykkelig og lettet, da førtidspensionen blev bevilget. Det tog nemlig et ulideligt pres fra mine skuldre, så jeg kunne få mulighed for at skabe mig et liv, i stedet for bare at gå og være bange.
Det blev ikke et liv, hvor jeg havde det let med andre mennesker og i mange perioder har jeg følt mig ensom, men efterhånden har jeg fundet ud af, hvordan jeg kan hjælpe mig selv til en god hverdag.
Planlægning og forudsigelighed er meget vigtigt! Jeg står op på samme klokkeslæt hver dag, spiser mine måltider på fastlagte tidspunkter og selvom jeg ikke går på arbejde, så har jeg frokostpause. Hver morgen skriver jeg en liste med de ting jeg vil nå i dagens løb og hver gang jeg har udført en ting bliver den streget på listen. Sådan har jeg en planlagt arbejdsdag, selvom jeg ikke går på arbejde. Det går bedst, hvis der ingen forstyrrelser er. Forstyrrelser stresser. Forudsigelighed er bedst og tryggest. Bliver jeg forstyrret skaber det kaos i min hjerne. En enkelt forstyrrelse skaber måske bare irritation, men kommer der flere sker det desværre ikke sjældent, at jeg oplever totalt nedsmeltning. Hvordan det ser ud, er jeg flov over og har ikke lyst til at beskrive offentligt.
Der er visse regler, fx den at jeg senest skal cykle op at handle kl. 9.30 for ellers er der for mange mennesker i Brugsen og det udløser angst og kaos. Jeg har lært at indrette mig, så orden bevares bedst muligt.

Da jeg sidste gang så min nevø, var han blevet en ung mand, der var vokset mig over hovedet. Det var længe siden jeg havde set ham sidst og for første gang kunne jeg tale med ham som voksen til voksen. En af de ting vi snakkede om, var at han altid handler tøj i den samme butik og at han altid køber den samme slags bukser og de samme T-shirts. Det kunne hans mor ikke forstå, for hun holder af at klæde sig fint på, men for mig var det både rørende og morsomt at høre, for det var første gang jeg hørte om den adfærd, der også er typisk for mig. Når jeg har fundet et stykke tøj jeg godt kan lide, kan jeg finde på at købe det igen og igen. Det gør mig ikke noget at have 5 ens T-shirts eller 21 par ens trusser, for det giver så god mening for mig, at når jeg har fundet noget tøj jeg er glad for, så er det en god ide at købe flere eksemplarer, for så ved jeg jo det er noget jeg har det godt i. Jeg har ikke noget behov for at klæde mig i alt muligt forskelligt. Det giver ro og orden i mit univers, at jeg ikke behøver at tænke over hvad jeg skal have på, men bare kan tage det der ligger øverst i bunken.

Der er ting som andre mennesker kan finde ud af, men som falder mig meget svært. Smalltalk fx er svært for mig, for jeg aner ikke hvordan man gør. Det er meget nemmere, hvis der er et emne. Har jeg fx set et spændende dokumentarprogram vil jeg gerne tale om det, fordi jeg bliver begejstret over at se noget jeg finder spændende og lærerigt. Det er dog ikke altid det er noget der fanger mine omgivelser og det sker jeg føler mig ensom, fordi jeg ikke rigtigt har nogen at dele mine interesser med. Desuden er det også svært, hvis de begynder at stille spørgsmål, for selvom de spørger om noget jeg ved og har en mening om, kan det nemt ske, at min hjerne går i stå, fordi jeg føler jeg bliver sat i forhør.
Mange mennesker synes det er svært at gå til eksamen, men jeg har som regel klaret mig godt der i forhold til i hverdagen, fordi jeg vidste hvad jeg skulle tale om.

En anden ting der falder mig svært er øjenkontakt med folk, når man taler med dem. Jeg tænker på det næsten hele tiden, fordi jeg har fået at vide, at mine øjne flakker. Derfor prøver jeg at tænke på, at jeg skal se folk i øjnene, men er også bevidst om, at det ikke må blive stirrende, fordi det virker kunstigt. Nogle gange er det svært at koncentrere sig, om hvad folk siger, fordi jeg hele tiden tænker på hvordan jeg skal kigge og tale og lytte og se ud. Endnu værre er det dog at skulle tale i telefon. Det er håbløst for mig, fordi jeg ikke aner hvornår jeg skal sige noget. Skal jeg ringe til fx lægen eller varmemesteren er jeg ude af mig selv af nervøsitet op til at jeg får taget mig sammen. Kan det lade sig gøre skriver jeg altid til folk i stedet for at ringe. Det falder mig meget lettere at udtrykke mig på skrift.

Støj er også svært. Mange mennesker synes det er hyggeligt med musik, når man sidder og spiser sammen og nogen har fjernsynet kørende, mens der samtidig er en samtale i gang. Jeg kan blive helt forpint af det og få lyst til at råbe, at de skal slukke, for der er intet filter i min hjerne, der kan sortere støjen fra og jeg kan ikke koncentrere mig om både at tale og høre på udefrakommende støj.
På samme måde bryder jeg mig heller ikke om at nogen taler til mig, når jeg ser fjernsyn. Jeg vil gerne høre hvad der bliver sagt både i tv'et og af personen, men min hjerne er bare ikke konstrueret til at kunne begge dele på en gang.

Forberedelse er vigtigt for mig, fordi det ofte forebygger katastrofer. Noget der virkelig kan sætte mit alarmberedskab i sving er at skulle gennem en lufthavn. Jeg afskyr kontrollen, er bange for at komme til at gøre noget forkert og for at skulle beføles af en lufthavnsmedarbejder.
Jeg har prøvet at stå i køen til security og hive computer op af rygsækken og flå bæltet af, mens jeg rystede over hele kroppen. Nu har min kone og jeg heldigvis rejst så mange gange, at jeg ved hvordan jeg skal forberede mig. Bæltet er taget af på forhånd, computeren puttet i kufferten, lommerne tømt osv. og rejsepapirer ligger i den rigtige rækkefølge i en mappe bagest i rygsækken.
Alligevel sker der nogle gange ting, der hyler mig ud af den. Da vi fx skulle hjem fra Madeira sidste år og skulle have noget at spise i lufthavnen, måtte jeg gå alene til en restaurant, fordi min kone og jeg ville have mad fra to forskellige steder, men så aftalte at mødes ved nogle borde der var mellem de to restauranter. Jeg blev så nervøs over at skulle stå der og bestille min vegetarmad på engelsk, at jeg fik gjort mig selv helt til grin. Bl.a kunne jeg ikke finde ud af at betale med mit kreditkort. Da min kone og jeg mødtes med hver vores madbakke, spurgte hun mig, hvad der dog var galt. Hun var ikke i tvivl om jeg var ude af jaketten, for jeg rystede over det hele.
Når vi skal ud at rejse, er jeg ekstremt velforberedt. Jeg har kigget på kort hjemmefra og på Google Streetview, så jeg ved hvordan området vi skal bo i ser ud. Jeg har fundet ud af, hvordan man kommer rundt med offentlig transport og læst anmeldelser af restauranter, hvor man kan få vegetarmad. Selvfølgelig har jeg også været på Tripadvisor og læse anmeldelser af seværdigheder og ting man kan foretage sig på stedet. Selvfølgelig kan noget gå galt, men det er min erfaring, at det hele går bedre, når man er velforberedt. Retfærdigvis skal det også nævnes, at jeg har et menneske ved min side, som altid træder til i de situationer, der er svære for mig som fx i hotelreceptioner og på restauranter.

Det er vigtigt for mig, at man kan regne med hvad folk siger. Jeg har det ikke godt med, når nogen siger noget unøjagtigt. Overdrivelser og løgne gør nærmest ondt på mig, og jeg hader når folk kommer for sent. Næsten endnu mere hader jeg selv at komme for sent. Derfor sørger jeg altid for at være i god tid og så kan man jo altid stå og vente. Hvis jeg har sagt, at jeg kommer klokken 12. så gør jeg hvad jeg kan for at være der klokken 12 og ikke fem minutter over.

Da jeg har det så svært med smalltalk bryder jeg mig heller ikke om at møde folk på gaden. Derfor holder jeg mest af at gå øde steder. Intet er bedre end en vandretur en tidlig morgen ved Vesterhavet, hvor der ikke er et menneske at se så langt øjet rækker. Med bølgernes brusen i ørerne, hunden ved min side og de kilometerlange tomme sandvidder til at berolige mine øjne, har jeg det allerbedst.
At møde venner og bekendte uventet kan nærmest være angstprovokerende, for jeg kan ikke bare stille mig op og spille det der uforståelige ord-pingpong der åbenbart falder andre så let. Derfor er det også sket, at jeg har set bekendte og er gået en anden vej, fordi jeg frygtede det pinlige møde. Når jeg går tur med hunden sker det også næsten dagligt, at jeg går en anden vej, når jeg ser en anden hundeejer komme gående. Det er jo tit at folk gerne lige vil stå og veksle et par ord om hundene og vejret og det er virkeligt meget sjældent jeg har lyst til den slags.
Mange gange har jeg haft dårlig samvittighed over at være så asocialt et menneske og jeg kan jo godt se, at mange undrer sig. Sidste år gik jeg på et kursus for mennesker med social fobi og her blev jeg opfordret til at lære kontakten og blev rost for når jeg ikke stak af fra den. Mine tanker om det nu, er at jeg er 52 år og fandeme snart er træt af at have dårlig samvittighed. Hvorfor skal jeg tvinge mig selv til en kontakt jeg ikke har lyst til? Når kontakten er uundgåelig gør jeg alt hvad jeg kan for at være så venlig som muligt, men ligefrem at opsøge den bare for at være et ”rigtigt” menneske, ja det gider jeg ikke at føle mig forpligtet til.
Jeg bliver aldrig sådan et udadvendt, socialt menneske, der har det som en fisk i vandet blandt andre mennesker, men jeg har altid forsøgt at være et ordentligt menneske og en god ven.

Efter at have opridset mine svagheder, vil jeg dog også nævne et par af mine styrker. Det siges nogle gange, og det er efter min mening en misforståelse, at mennesker med autisme ikke er empatiske. Den påstand vil jeg gerne skyde ned. Når jeg fx ser en reklame på Facebook, hvor et pint og myrdet dyr ligger med et æble i munden, spiddet gennem hele sin krop og svitses over ild, så gør det så ondt i mig, og jeg fatter ikke at der udføres så megen grusomhed uden at folk løfter et øjenbryn. Og når jeg ser de myrdede og parterede medvæsener i supermarkedets køledisk og hører folk tale om andres kroppe som var det bare mad, så synes jeg ærligt talt ikke det er mig der mangler empati.

Jeg har heller ikke svært ved at føle smerte over andre menneskers lidelse, men måske har jeg nogle gange svært ved at reagere hensigtsmæssigt på denne smerte, fordi jeg i det hele taget bare har det svært i omgangen med andre mennesker.
Derfor bliver jeg også så glad, når jeg oplever dyr der kan mærke, at jeg er dem venligt stemt. Dette skete fx på vores nylige tur til det sydlige Fuerteventura. På vores hotel boede fem katte. Min kone og jeg hilste på dem hver dag En dag efter morgenmaden satte vi os på nogle trappetrin ved poolen og nussede med de snakkesalige, små løver. Det var en stor glæde, at den stribede blandt kattene, et dyr der ikke kendte mig i forvejen, kravlede op på mit skød og faldt til ro hos mig. Heldigvis kan dyr nogle gange bedre se hvad et menneske indeholder, end andre mennesker kan.

Jeg har ikke ekstraordinære evner som nogle autister har, men jeg har dog et særligt forhold til sprog. Jeg elsker mit modersmål og jeg elsker at bruge det. Det var en stor glæde for mig, da min dansklærer på VUC sagde til mig: ”Du er jo en digter, Laila” og skrev som kommentar til en opgave jeg havde afleveret: ”Sproget er din legeplads!” Større ros kunne jeg næppe have fået.
Jeg har lavet nogle selvudgivelser, bl.a den selvbiografiske roman Livet i landet Grotesk og novellesamlingen Niagara kalder. Det er dog ikke noget nogen har fået øje på, så har jeg et talent, så er det endnu aldeles ukendt.

For tiden går jeg til tysk på aftenskole. Jeg ville ønske jeg havde lært dette sprog for mange år siden, men bedre sent end aldrig. Sidste gang gennemgik vi noget grammatik og hvordan man slår op i en ordbog. Nogle af de andre er meget bedre end jeg til at få sagt noget, også selvom det måske ikke lige er helt korrekt. Desværre har jeg jo det handicap, at jeg ofte lukker helt ned ved en spontan henvendelse. Til gengæld har jeg let ved det grammatiske og at slå op i en ordbog synes jeg er sjovt. Jeg kunne godt mærke på de andre elever, at de syntes det var noget forbandet noget med det grammatik. Jeg derimod var lykkelig. Jeg syntes det var så sjovt og så spændende og jeg var lige ved at sige det højt, men så var det jeg kom i tanker om at jeg hellere måtte tie, for jeg ved jo godt at hvis jeg sad og kluklo af lykke over tysk grammatik, så ville de andre tro, at jeg bare prøvede at gøre mig interessant. Nu er jeg som sagt 52 år og så meget har jeg da trods alt lært om mennesker i min levetid.

Hvorfor skrev jeg dette? Går det som det plejer er der ingen eller kun meget få der gider læse det jeg har skrevet. Svaret er at jeg skrev det i taknemlighed til de autister der medvirkede i programrækken ”De skjulte talenter”. Programmerne fik mig til at føle mig som del af et fællesskab og til sådan rigtigt for alvor at turde tænke tanken, at måske er jeg ikke en særling, måske var jeg ikke en umulig møgunge, måske er jeg bare Asperger…..



torsdag den 9. juni 2016

De lukkede hjerters fest


Ved de lukkede hjerters fest
er grusomheden æresgæst

Myrdet barnelig på spyd
drejer i timer
over sagte ild
mens en mors hjerte skriger
Mænd med behårede hængemaver
brovter firkantet
og tyller Tuborg Classic
og deres koner snakker om eget vidunderavl
mens fedtet fra en andens barn
driver ad bævrehager

Ved de lukkede hjerters fest
er grusomheden æresgæst

Sommerkjoler luftes
flagrer om nybrune ben
kølig hvidvin nippes
blondt hår sidder perfekt
i aftensommervind
because they're worth it
havets beboer den stjålne
ligger rullet til ukendelighed
hakket lig i aflange poser svitses på Weber
og serveres til prestigesalater

Ved de lukkede hjerters fest
er grusomheden æresgæst


©Laila Ammitsbøl




torsdag den 10. marts 2016

Ting.....

Alt for mange overflødige ting laver kaos i mit indre system. Det er en af grundene til, at jeg har en primitiv telefon, der ikke kan andet end det, jeg har brug for den skal kunne. Det er også grunden til, at jeg ikke føler behov for et biograflærred-stort TV og er godt tilfreds med vores forældede musikanlæg, fordi det stadig virker til det som det skal kunne.

Jeg holder så meget af følelsen af kun at have ting jeg har brug for, og de gaver jeg glædes mest over, er hverdagsting som jeg kan gå og glæde mig over hver dag.
I dag glæder mig over den smukke og meget brugbare kniv jeg købte i går, da Maja og jeg var i Euro Outlet. I den butik havde de mest af alt en masse ubrugeligt lort, men så havde de også den Sabatier-kniv jeg havde ønsket mig i årevis.


For ser I, jeg har i 24 år haft en kniv som manglede de yderste 7-8 mm af spidsen. Det var ellers en dejlig kniv, men en dag i 1992, da et eller andet jeg har glemt, gik mig gevaldigt på nerverne, fik jeg et hysterisk anfald og kastede kniven i køkkengulvet. Den stillede sig lige så fint og dirrede lidt, men da jeg hev den op, havde den altså mistet sit yderste. Mon ikke den lille spids stadig sidder begravet i køkkengulvet på den ydmyge kælderlejlighed på Gåbensevej i Nykøbing F.?


Siden har jeg mange, mange gange tænkt, at den kniv burde udskiftes, men så gik der altså lige 24 år inden jeg fik gjort noget ved det.


Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg nu i meget lang tid, ja faktisk i mange år, hver dag, når jeg bruger den fine, nye kniv, vil gå at glædes over så dejligt et redskab. Det er nemlig så godt at få noget man rigtigt kan bruge i stedet for noget ligegyldigt lort, der bare ligger og flyder og fylder. Jeg holder så meget af gode, brugbare, solide ting.



lørdag den 20. februar 2016

Nu du spørger…… Derfor er jeg vegetar!

Alle mennesker har, tror jeg, en støbeform hvormed de former deres handlinger og med hvilken de skaber deres liv. Det er en slags moralsk småkageform hvori man lægger sin dej og der ud af skaber de småkager man gerne vil kendes på.
Der er et puslespil man skal lægge. Vi har hver især vores og det billede vi til sidst ender med at skabe er enestående og står tilbage efter os, når vi lukker vores øjne for sidste gang.

Nogle gange går man lidt stille med det. Man har sin støbeform, som man ved er rigtig for en selv, men man tier fordi den grundlæggende ide tydeligvis er uforståelig og mærkelig for ens omverden.
Sådan har jeg faktisk altid haft det. Alle har vidst og ved, at jeg er vegetar, men det grundlæggende, ideen bag har jeg egentlig aldrig snakket så meget om. Den har bare ligget der, og når jeg er blevet stillet det evindelige spørgsmål endnu engang og igen og igen: ”Hvorfor er du vegetar?” har jeg svaret måske lidt undvigende eller med noget jeg troede de måske ville forstå.

Men nu hvor min livsfilosofi lægges sten i vejen af aggressivt yderligtgående veganere der ødelægger meget mere end de gavner, vil jeg fortælle det ærligt med fare for at blive betragtet som lallende idiot:

Min grund til at være og forblive vegetar er denne:

Som intelligent individ har du en pligt til at tage dig af og passe på de mindre intelligente! Den stærke skal passe på den svage, hvad enten den svage er et andet menneske eller et dyr. Det kan meget vel være, det er højrøvet at tro, at mennesket er det mest intelligente dyr, for måske tænker delfinen vildere tanker end vi magter, og hunden og grisen er langt mere udviklede end vi, når det gælder lugteevne og de sanselige oplevelser som deraf følger.
Men mennesket, og det kan ingen vist fornægte, har en intelligens der giver magt. Vi har evnen til at opfinde alt muligt hvormed vi kan tilrane os magt over vores medskabninger. Denne magt giver os et særligt ansvar. Som en storesøster passer på sine små søskende og en forælder passer på sit barn, sådan har vi pligten til at passe på de brødre og søster af anden art vi er født sammen med på denne planet. Det er min filosofi og den støbeform der altid har ligget til grund for min måde at leve og tænke på.

Vores vidunderlige planet er en gave der kræver ydmyghed og vores intelligens bør efterhånden udvikles til visdom. Det indebærer selvsagt en udvidelse af Løgstrups filosofi, så vi nu ikke bare skal være bevidste om at vi, når vi står overfor et andet menneske, holder en del af dets skæbne i vores hænder. Vi skal også erkende, at det samme gælder dyrene på vores vej. De er vores medvæsener og også dem har vi et ansvar for. Vi har så stor magt i kraft af vores intelligens og vores frembringelser, at vi hvert øjeblik ydmygt må have for øje at vi skal tage kærligt vare på de som ikke har den samme magt.

Nej, jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på, at højere åndelige lysvæsener taler til menneskeheden. Det er ikke der min overbevisning kommer fra. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra faktisk. Måske er det bare kronen på evolutionens værk, at empatien vokser, fordi den nødvendigvis skal stå som en modpol til og afbalancere det kolde intellekt. Ellers ender vi nemlig med at destruere os selv og alt omkring os.
Jeg ved ikke hvad det er og hvor det kommer fra, blot at det er det jeg forsøger at leve efter.

Der er i disse år heldigvis en gryende bevidsthed om det ansvar vi har overfor vores medskabninger og vores natur i det hele taget. Mennesker der før spiste konventionelt kød og æg, går i retning af det mere økologiske. En del vælger at blive vegetarer eller veganere. Det hele er udtryk for bevægelse mod en mere ansvarlig og mere omsorgsfuld tilgang til dyrene.
En meget uvelkommen sten på vejen er desværre fanatismen. Jeg kan kun bifalde, at man vælger at leve helt vegansk og dermed ikke påfører dyrene lidelser. Overvejelser i den retning er slet ikke fremmede for mig. Desværre har jeg oplevet veganere, der slet ikke har forståelse for, at ikke alle kan blive veganere lige nu og her. De glemmer, at den venlighed overfor medvæsenet som er en del af det at være vegetar eller veganer også indbefatter venlighed overfor ens egen art.
Og når de så går i selvsving, disse frelste, og kalder vegetarer for dyremishandlere, tvinger deres kat eller hund til at leve vegansk (hvilket decideret er dyremishandling!) eller slipper mink ud i naturen uden tanke for konsekvenserne, så er det de opnår præcis det modsatte af hvad de ville. Så kan de fundamentalistiske kødædere nemlig sidde og hygge sig på Facebook og andre steder hvor snakken går og slå sig på lårene af grin. Så kan de fryde sig, de der kun er ude på at gøre miljøforkæmpere og dyrevenner til grin. De som af bekvemmelighed nægter at ændre sig bare den mindste smule.

For selvom der heldigvis er kødspisere, der efterhånden går mere over til at spise økologisk eller begynder at indføre kødløse dage i deres husholdning, så er der desværre også mennesker der bevidstløst, uden en eneste tanke for deres følende og tænkende medvæsener fortsætter med at betragte ikke-mennesker som kødlagre man kan skære af og sætte tænderne i som man lyster.
Jeg har mødt en del af dem i mit lange liv som vegetar. Det er dem som gør nar, når man taler om at en ko har moderfølelser overfor sin kalv. Dem der nægter at forstå, at en gris er et højtudviklet dyr med følelser og intellekt der mindst er på højde med hundens. Det er dem der påstår, at dyr ikke har følelser og lufter deres uendelige uvidenhed, når de fastholder at mennesket ikke kan få protein, uden at spise kød. Det er dem som spørger et menneske der har levet som vegetar i årtier om hun dog ikke savner kød. Ak, de skulle bare vide hvor stanken af kød kan få det til at vende sig i en, for lugten af kød er lugten af død og råddenskab og kadaver.
Det er dem der bruger lyvesprog og kalder alting noget andet end det er. Ovnstegt hud kaldes for flæskesvær, rygmuskler kaldes for mørbrad, hakket muskel iblandet fedtvæv og stegt på panden kaldes krebinetter, farvede sukkerklumper størknet med svineafkog kaldes vingummier osv. osv. Og dybest set, når alt kommer til alt, så er der kun et ærligt ord for det som de kalder kød. Det ærlige ord er lig. Det er det de insisterer på at spise: Lig fra de brødre og søstre der var i deres varetægt.
Og sjovt nok er de også med til at flippe ud over dyresex som engang imellem dukker op som sensation i medierne og hos populistiske ministre, men de bliver fornærmede når man påpeger, at landmænd hver eneste dag landet over, begår nøjagtigt de samme overgreb overfor dyrene. Dyret kan ikke mærke forskel på om forbryderen gør det af seksuel lyst eller for at tjene penge, men den fundamentalistiske kødspiser lukker øjnene og nægter at se sammenhængen.

”Vi er skabt til at spise kød!” forklarer de. ”Det har vi altid gjort!” Men de glemmer, at vi på mange områder har en barbarisk fortid, en mindre oplyst fortid, som vi har udviklet os bort fra, fordi vi med tiden kunne se, at det vi havde gjort var grusomt eller urimeligt overfor vores medmennesker. Hvorfor skulle vi så ikke også kunne udvikle os til ikke længere at spise kød? Vi har jo vitterligt ikke brug for det, hvilket jeg selv, som vegetar gennem 22 år, er et levende bevis på.

Enhver må finde sin egen vej og sin egen balance i livet. Lige nu er jeg her hvor jeg er. Et sted mellem fundamentalistiske kropspisere og fanatiske grøntgnaskere. Nogle kødspisere vil mene jeg er en religiøs fantast. Nogle veganere vil mene jeg er en uudviklet dyrplager, fordi jeg stadig spiser øko-æg og nyder min A38 hver morgen. Det kan jeg ikke tage mig af. Jeg vil blive ved med at undersøge det hele og tage stilling henad vejen. Måske bliver jeg veganer en dag, men aldrig af den fanatiske og fordømmende slags! Hvis producenterne af øko-æg får løst problemet med de nyklækkede hanekyllinger, så de kan få et værdigt liv i stedet for at blive slået ihjel som et ubrugeligt restprodukt, fortsætter jeg sikkert med at nyde min æggemad. Jeg forsøger at gøre så lidt ondt som muligt både overfor dyr og mennesker. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke, men det er den retning jeg forsøger at gå i. Det er det bedste jeg kan gøre og hvis mange forsøger at gøre det bedste de kan, er jeg ret sikker på dyrene har en lysere fremtid i vente.

onsdag den 17. februar 2016

Mangeårig vegetar ikke velkommen i gruppe for vegetarer og veganere

I går blev jeg kaldt hundemishandler, dyremishandler, ond og tilhænger af sexmisbrug. Alt dette fordi jeg lever som vegetar og ikke veganer. Så grim og så langt ude er debatten desværre, når det drejer sig om et emne, der ellers altid har været mit hjertebarn.
Jeg meldte mig for noget tid siden ind i en Facebook-gruppe for vegetarer og veganere. Det gjorde jeg fordi jeg har været vegetar i flere årtier, men nu havde interesse i måske at søge mere mod det veganske. Jeg er ikke parat til at blive veganer, men der er nogle ting selv i økolandbrugets version af mælk og æg, der er mig imod. Derfor ville jeg gøre det jeg har gjort hele mit liv, nemlig søge viden og derudfra måske ændre i min livsstil. Det har nemlig altid været vigtigt for mig at leve i overensstemmelse med min samvittighed.

Desværre oplevede jeg i denne gruppe, at vegetarer blev talt ned til, set ned på og belært. Jeg troede ellers at jeg i denne gruppe ville finde åndsbeslægtede, men hvor jeg i mange år har skullet forklare til kødspisere hvorfor jeg er vegetar, oplevede jeg her at skulle forsvare og forklare min livsstil overfor skingre og fordømmende veganere. Der var selvfølgelig også fredelige veganere derinde, men de andre var meget dominerende og kom desværre til at styre debatten.

I går skrev jeg så en status der lød således:

"I de 22 år jeg har været vegetar har jeg skullet forsvare og forklare min livsstil overfor kødspisere. Nu skal jeg forklare og forsvare min livsstil overfor folk der har været veganere i tre millisekunder.
Verden er et finurligt sted."

Det viste sig, at mange andre vegetarer åbenbart også var trætte af fordømmelsen, for lynhurtigt væltede det ind med likes og det fortsatte hele dagen.
Men det ramte åbenbart også et ømt punkt hos nogle af de militante veganere, for jeg skal da love for jeg kom ud i stormvejr og bl.a blev kaldt de fine navne som jeg indleder dette blogindlæg med at fortælle om.
Nu er jeg ikke online konstant, som det ellers er så moderne at være i disse tider. Jeg slukkede computeren tidligt på aftenen og var så spændt på at se, hvad der var sket i løbet af aftenen og natten, men da jeg åbnede her til morgen var alt væk. Jeg er smidt ud af gruppen og kan ikke engang finde den ved en søgning.

Jeg har ikke spist okse- og svinekød siden årsskiftet 1988-89 og har været vegetar siden 1994. Det har været en vigtig del af mit liv og ligget mig dybt på sinde i så mange år, men nu er jeg altså persona non grata i vege-kredse, fordi denne dagsorden i dag langt henad vejen er overtaget af krigeriske, purunge veganere, der tror at man ændrer verden til det bedre ved at smide lort i hovedet på dem man står på skuldrene af.
Min metode har altid været at overbevise folk ved middagsbordet. Jeg har altid sat en ære i at præsentere det vegetariske køkken så lækkert og velsmagende som muligt, når vi har haft gæster og jeg tror faktisk det har påvirket nogen undervejs. Sikkert er det, at ingen ændrer sig ved at få at vide, at de er onde og dårlige mennesker. Viden og indsigt og medfølelse ændrer mennesker.

fredag den 25. september 2015

Den ulidelige debat

Hvorfor skal det hele være så ensidigt og firkantet, så man ingen steder kan føle sig hjemme?

For tiden sætter nogle af mine venner billeder på Facebook med budskaber om at det er Vestens skyld, at mennesker flygter, for vi smider "vores bomber" i "deres lande".
Hvor pokker bliver nuancerne af? Tvivlsomme bomber er blevet smidt tidligere, men de bomber der smides i hovedet på IS synes jeg falder et godt sted. Det er ikke Vestens skyld, at mennesker flygter fra Syrien! De flygter fra Assads og Islamisk Stats modbydeligheder. Til gengæld er det vores skyld, hvis vi nægter at hjælpe dem!

For et par uger siden var Marie Krarup på TV i debat med Lisbet Zornig. Krarup fremstod uempatisk og fremmedfjendsk. Zornig fattet og stærk og vigtigst af alt med hjertet på rette sted. Men undervejs i programmet sagde Krarup: "Man skal ikke flashe sin godhed". Denne sætning er blevet refereret til mange gange siden. Krarup gøres til grin. Man sætter billeder på af Jesus og Mother Teresa og skriver, at de flasher deres godhed. Endnu engang bliver det svært at passe ind, for som jeg skrev her på Facebook et par dage før dette program blev vist, så er også jeg ved at få kvalme af al den godhed man gør for bagefter at fortælle om det vidt og bredt. Ægte gode gerninger gøres med ydmyghed og i det stille. Har du købt Hus Forbi, så pak det ned i din taske i stedet for at lade det stikke op!

Og så er der lige Zenia Stampe. Hun vil ikke have billeder af Muhammedtegningerne i skolebøger. Jamen for pokker da.... Verden stod nærmest på den anden ende, men man må ikke vise et billede af hvad det handlede om, for så er man ond og racistisk. Hvis man mener, at de tegninger selvfølgelig skal vises, så må man da helt sikkert høre til ovre hos de citronmånespisende DF'ere.

Og så er der de evindelige opslag fra Den Korte Avis. I går fandt jeg endelig ud af at slå dem fra, så de ikke længere vises i mine nyheder. Jeg synes alle problemer skal kunne nævnes ved navn og frit debatteres, men hvorfor skal det gøres så fladt, så unuanceret og så fordummende? Jeg får knopper af det!

Skulle nogen være i tvivl, så mener jeg at vi europæere skal vise os fra vores bedste og mest humane side i stedet for at bygge høje pigtrådshegn og spille Sorteper.
Jeg kan simpelthen bare ikke passe ind i de meget adskilte båse, som debatten åbenbart skal foregå i.

mandag den 21. september 2015

Endnu


Men endnu står det lille kirsebærtræ
som vi plantede her i sommer

Endnu gør hunden selvsikkert i vores have

Endnu sover vi trygt i vores seng

Endnu har vi mad i vores køleskab
at sætte på vores bord

Og endnu kan jeg kigge fra køkkenvinduet
ud over høstede marker
med morgenfriske vindmøller
og se solen stå op over vores fredelige lilleby


©Laila Ammitsbøl
(Må ikke deles eller kopieres)