Cala Galdana

Jeg gik en tur i Cala Galdana i nat

Dette lille sted, som lidt uden for sæsonen, 

passer så fint til mit lidt menneskesky væsen

Jeg så den lille gangbro der ligger lige der 

hvor Camí de Cavalls fører ud til Cala Macarella

Og jeg vidste at på den bro ville jeg sætte mine fødder om lidt

og når jeg stod midt på den ville jeg gøre en lille pause

for at se kanalen blive til hav

mellem de stejle klipper

og lade blikket undres over så overjordisk en skønhed

på denne jordiske plet

Og når jeg kom hen over broen

det vidste jeg

ville jeg tage sandalerne af

og lade fødderne nyde det bløde sand

Jeg gik en tur i Cala Galdana i nat

og jeg gik selvfølgelig ned til bugten

som har en skønhed

der ikke kan fanges på postkort

og ejheller i nattedigte skrevet for at glemme

sygdom og sorg og virus og verdensnedsmeltning

Og jeg smøgede mine bukser op til under knæet

de tynde behagelige Bergans med mange praktiske lommer

det er sådan et par gode rejsebukser

og gik bugten rundt med fødderne i vandkanten

som lykkeligvis var helt medusafri

og det var altså strålende solskin

og havet var mere turkis end turkis

selvom det var i nat

at jeg gik en tur i Cala Galdana

Jeg drejede op i skoven til venstre ved Melia Cala Galdana

og gik ind i grønheden og opad opad opad

og hen til udsigtsstedet

hvor man kan se ud over bugten og den lille by

Og jeg gik tilbage mod byen

og beamede “pling” Maja ned til mig

for jeg savnede hendes hånd at holde i

og jeg kunne mærke det var tid til at sætte sig på en bar på Passatge Riu

og drikke sangria og fadøl og være lattermild

og drukne i hendes blå øjne

ubekymret og uvidende om

hvilke ulykker der pludselig kan ramme et menneske

kan ramme en verden

Og der var store fisk i vandet

da vi krydsede kanalen hvor alle bådene vugger dovent

og de to samme ænder man altid ser 

levede deres andeliv 

i uendelig uforstyrrethed

Fire fødder på en træbro

sjælefred og stille lykke

Jeg gik en tur i Cala Galdana i nat

Laila Ammitsbøl (Natten mellem den 26 og 27. marts 2020)

Vores seje bedstemødre

Corona-krisen tog os med bukserne nede. Det her er helt nyt for os, for godt nok har de fleste af os haft personlig modstand i livet og vi har da også set kriser som finanskrisen i 2008 og vi har oplevet chokket, når vores samfund blev ramt af ond terror.
Men sådan en verdensomspændende katastrofe, der ændrer vores verden fuldstændig på ganske få uger, det har vi ikke oplevet før.
Hvilken modstandskraft har vi til at klare omvæltningen, den uvante isolation, risikoen for sygdom og død der pludselig rykker tæt på?

Ligger der mon en ukendt styrke i os? Flyder der i vores årer, ligger der i vores gener en nedarvet kraft, vi slet ikke var klar over vi havde?
Midt i dette får det mig til at tænke tilbage til hvad forrige generationer har klaret. Min mormor kendte jeg som en omsorgsfuld, varm lille kone. Hos hende tilbragte jeg tid i sommerferien og jeg elskede det. Mormor gik rundt og passede sit uden at gøre det store væsen af sig. Hun havde sin have hvor hun dyrkede masser af grønsager med stor umage. Der var ikke et upassende stykke ukrudt mellem rækkerne overhovedet. Hun havde frugttræer og bærbuske og høns og ænder i baghaven. Alt dette lavede hun diverse herligheder ud af. Hendes kælder var altid fyldt med syltetøj og asier og blandet saft, som hun selv havde lavet og kummefryseren i entreen var fyldt med blancherede grønsager, så hun havde et godt lager til at komme godt igennem vinteren.

Jeg elskede min mormors gøren sig umage med alting og hun var den der gav mig tryghed i min barndom. Hun var et menneske der betød meget for mig og hun var det på trods af det liv hun havde haft, før hun som 51-årig blev mormor til lille Laila.

Mormor var fra 1914, så hun var fire år da Den Spanske Syge hærgede og slog 50 millioner mennesker ihjel. Min oldemor var svensker, kommet til Danmark for at finde arbejde. Hun var en hård kvinde, der slog sin lille pige med bøjlen, når rengøringen ikke var tilfredsstillende. Som 14-årig kom mormor ud at tjene og fik et barn uden for ægteskab meget tidligt. Hun ville aldrig tale om det, men en gang sagde hun til mig med bitterhed i stemmen: "Gårdskarlene skulle man vogte sig for!" så min teori er at det foregik under tvang.
Jeg kan ikke vide hvordan hendes liv formede sig under depressionen i 30'erne, men nemt har det sikkert ikke været. Anden Verdenskrig oplevede hun selvfølgelig også og en galsindet ægtemand der sparkede hende, når hun besvimede af udmattelse under markarbejdet. Og når frosten bed under arbejdet i kolde dage, måtte det klares med et lag af aviser under tøjet.
Senere arbejdede hendes mand, altså min morfar på fabrik. Jeg nåede aldrig at lære ham at kende, for han omkom under en faldulykke på fabrikken.

Alt dette og sikkert meget andet jeg ikke kender til havde min mormor stået igennem og alligevel gik hun rundt på sine stædige, små ben og var et dejligt menneske, der lejrede sig i sit barnebarns sind som barndommens frelsende lyspunkt.

Mon ikke mange af os kan tænke et par generationer tilbage og forbavses over hvad de klarede, fordi de var nødt til det og mon ikke lidt af deres kraft blev givet videre til de næste generationer parat til at blive taget i brug den dag der blev brug for det? Den tid er vist kommet nu.

Selvfølgelig kan vi det !

Engang imellem, ikke vanvittigt tit, men bare nogle gange, sker der noget magisk. Et menneske dukker op og planter tanker omkring sig. Øjne åbnes pludselig omkring denne ene og mennesker begejstres, ser hvor indlysende og rigtigt det er, det dette medmenneske siger.
Jeg taler ikke om folkeforføreren, der planter had og skaber splittelse. Han kan nok begejstre, men der gror intet godt af de genetiske misvækster han sår.

Nej, jeg taler om den der planter håb. Den der får medmennesket til at se, at der findes en vej. Som i 2008, da Barack Obama fik millioner af mennesker til at løfte sig til noget nærmest magisk, med sit “Yes, we can!”
“Yes we can!”, turde de pludselig tro på og sige, og hvor befriende var det ikke, at turde tro på det gode i mennesket og på det fuldstændigt vanvittige, det fuldstændigt indlysende, at selvfølgelig kunne en afroamerikaner blive præsident.

Så blev han præsident. Sammen med sin Michelle, og spørger du mig, så var de et værdigt, ordentligt og anstændigt præsidentpar. Tager man det kritiske blik på, kan man sikkert finde noget at kritisere, noget han gjorde forkert i sine otte år som præsident. Men det der rinder mig i hu lige nu, er hans begejstring, den magi der var om ham og hans projekt, da han fik mennesker, der næsten havde mistet troen på at noget kunne lade sig gøre, til at istemme “Yes we can!”

Kan I se det for jer? Kan I huske lysene i deres øjne? Kan I mærke troen på, at hvis vi står sammen, så kan det lade sig gøre? Yes we can!

Vi er væltet lidt omkuld. De sidste dage har formet sig, som vi aldrig havde troet muligt. Vores statsminister, Mette, der for ikke så længe siden fnisede som en skoletøs på Folketingets talerstol, da hun fortalte om elefanten Ramboline og dens kamel-ven Ali, stod nu i alvorstung, sort kjole og lukkede vores land ned og bad os alle acceptere det ufattelige.

Ja, vi er væltet lidt omkuld, men nu hvor vi lige har vænnet os til, at vi faldt og slog knæet, så kan vi godt rejse os igen.
Der er varer nok til os, hvis bare vi vil have lidt tålmodighed og menneskekærligheden til at dele. De fleste af os har en varm stue at sidde i. Vi kan få det bedste ud af det. Lave lidt popcorn, se en god film, gå en tur i skoven og få frisk luft i lungerne. Nyde at være sammen med familien.

Vi har en statsminister, der har vist sit format til at være landsmoder. Vi har et velfungerende beredskab, der tydeligvis har haft planerne klar i skuffen, hvis det utænkelige skulle ske. Vi har et Folketing, der i nødens stund rent faktisk kan finde ud af at samarbejde, når lokummet brænder, selvom de plejer at hakke på hinanden, som ænder der slås om brødkrummer i gadekæret.
Og selvom vi skal sidde hjemme, så er vi så heldige, at vi lever i en tid, hvor vi hele tiden kan passe på hinanden og tage os lidt af hinanden. Når vi ikke kan troppe op og give et knus, kan vi sende et virtuelt et af slagsen. Vi kan spørge: “Hvordan går det?” Sende kærlige tanker til hinanden på Messenger, mens vi ganske ufarligt og smittefrit sidder i hver sin stue.

Kan I høre det? Den stille hvisken i hjertet: “Selvfølgelig kommer vi igennem dette. Selvfølgelig kan vi det, et enkelt skridt ad gangen, sammen. Yes, we can!”

Laila Ammitsbøl

Det inficerede menneske

Hvor den dybeste livsforagt kogte og boblede
et ondskabens koncentrat
af menneskedyrets værste manifestation
skete det uundgåelige

Og alle ordene
de flotte
tomme løfter
blev slået til jorden

Moder Jords svar
den naturlige konsekvens
af foragt for alt levende

Jernfugle stod stille
pile pegede nedad
markeder gik i rødt
gule tåger lettede

Der blev ikke spurgt pænt længere
der blev ikke tryglet mere

Og endelig så mennesket sin lidenhed