fredag den 2. september 2011

Valg - Demokratiets fest

Lygtepælene er pyntet med valgplakater. Om de flytter noget, disse fantasiløse portrætter, skal jeg ikke kunne sige, men egentlig synes jeg der er noget festligt ved denne tradition. Det er lidt ligesom et pyntet juletræ og det markerer noget vi måske glemmer at sætte pris på, nemlig at vi her i Danmark har ret til at stemme på hvem vi vil og ret til at sige vores mening.

Hvorfor lyder der ikke et ramaskrig, når denne ret anfægtes? Er det fordi vi tror vi er sikret demokratiske rettigheder i al evighed? Har vi glemt hvor privilegerede vi er i en sådan grad, at mennesker med en anden baggrund skal vise os hvad vi har og hvor dyrebart det er?

Uanset partifarve, så nærer jeg stor respekt for de politikere med muslimsk baggrund, der fører deres valgkamp i fare for at blive chikaneret, overfaldet og måske det der er værre. De er sande helte og de ved hvad de sætter på spil for at kæmpe for det demokrati, vi andre alt for ofte regner som en selvfølge.
Hvad angår de som truer dem, antidemokraterne, islamisterne, sharia-tilhængerne, er det mig et mysterium hvad de vil her i et land, der hylder værdier som ytringsfrihed, frihed til at elske den man vil, lige rettigheder for mænd og kvinder, religionsfrihed osv.
Der findes styreformer rundt omkring i verden, der ligger meget tættere på deres idealbillede af virkeligheden. Hvorfor tager de ikke der til?

Vore dages helte er mennesker som Naser Khader, der insisterer på retten til at tvivle og gruble over hvilken trosretning, han har lyst at tilhøre. Det er mennesker som Özlem Cekic, der inviterer til ramadan-middag trods skinger modstand fra en hysterisk og snæversynet, dansk højrefløj og som kæmper videre for social retfærdighed, selvom hun trues og hendes plakater rives ned og skændes af demokrati-hadende islamister. Det er mennesker som Kamal Qureshi, der bliver slået ned mens han deler postkort ud, blot fordi han tror på demokratiet.

Udlændingedebatten er polariseret i Danmark. Enten skal man holde med pianisterne og hade og afsky alt, der ikke har Dannebrog og kristendom stemplet i panden, eller også skal man skal tilhøre en venstrefløj, der alt for ofte, i angst for at blive stemplet som racister, godtager alt der er fremmedartet.

Ærligt talt kan jeg ikke bruge hverken den ene eller den anden tilgang til noget. Jeg vil have lov at se på det enkelte menneske og dømme det ud fra dets handlinger i stedet for ud fra hvilken religion eller etnisk gruppe det tilhører. Jeg tror på mennesker, der tror på demokrati og menneskerettigheder. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at bo mange forskellige kulturer i samme land, sådan som jeg har set det fungere i Canada. Jeg tror på, at vi skal turde sætte ord på problemer og insistere på vores ret til at bruge satire og skarp humor i debatten. Og jeg tror på, at vi skal vågne op og se, at velfærd og menneskerettigheder ikke er en selvfølge, men noget vi skal forsvare hver eneste dag, hvis vi har lyst at beholde det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...