mandag den 28. maj 2012

Hundsk


Vi har altid vidst, at vores cairn terrier Frynse er en speciel dame. Da vi for ni år siden hentede hende fik vi at vide af familien hun var født hos, at hun var terrier med stort T. Frynse var ene dame i et kuld på fire og havde så snart hun kunne stavre rundt på sine fire målbevidste ben, taget den totale føring i søskendeflokken. Hendes tre hvedefarvede brødre havde ikke et vov at skulle have sagt i hendes nærhed og de voksne hunde måtte finde sig i at det lille sorte bæst, stjal mad fra dem og ikke respekterede deres ellers overordnede rang i flokken. De første par gange vi var nede at hilse på vores hvalp var hun en sød lille klump vi kunne have i hånden og som vi selvfølgelig glædede os som vanvittige til at få hjem, men den dag vi hentede hende (og det var for sent at ændre mening), viste hun sit sande jeg. Hun lå med alle fire i vejret og blottede sit gebis, mens hun vred sig og sagde uhyggelige lyde. Faktisk var min første tanke ved dette syn, at hun på en prik lignede den tasmanske pungdjævel. Siden har jeg i årenes set denne slående lighed mange gange. Den sidste bedrift hun præsterede overfor sin hårdt prøvede hundemor inden hun forlod hende, var at stjæle en gulerod ud af munden på hende. Med moren i hælen smuttede Frynse behændigt under et hegn, som moren var for stor til at kunne komme under.

Som sagt, vi har altid vidst at Frynse er et meget specielt dyr, men med årene har vi vænnet os til det og vi elsker hende som hun er. Nu har vi så fået et lille plejebarn. Hans menneskeforældre har en hunhund i løbetid og for at forhindre de to i at blive til flere, er de nu skilt ad indtil damens brunst er overstået.
Vores plejebarn sætter det hele i relief. Han får os igen til at se, hvor særlig en hund Frynse er, for han er på alle måder anderledes end hende.
Hvor Frynse er selvstændig og i høj grad passer sig selv, er Raiko selskabelig og kommer hele tiden hen for at ville spille bold eller bare putte lidt. Han stiller sig op ad en med et appellerende, bedende glimt i øjet, mens Frynse ligger i sin krog i haven og passer sit. Hun gider sgu ikke al den selskabelighed i tide og utide. Faktisk har hun aldrig rigtigt været et kæledyr. Klapper man på sofaen for at få hende til at springe op, glor hun på en som om man er åndssvag. Det har i det hele taget altid været den attitude hun har mødt en med, hvis man har forsøgt at opdrage hende eller korrekse hendes opførsel.
Derfor fik jeg da også et chok, da vores plejebarn i går gjorde tegn til at rejse sig for at løbe ud i haven og gø efter nogle forbipasserende. ”Nej” sagde jeg til ham. Omgående lagde han sig pænt ned og blev liggende. Han adlød! Det var virkelig et chok. I ni år har jeg ikke set lignende adfærd hos Frynse.
Vi har forsøgt at opdrage hende, men det har i det store og hele været forgæves. Hun har alle dage gjort hvad der passede hende.

På min morgentur med de to bæster lød der skyderi i nærheden. Aner ikke hvor det kom fra, men det lød som fyrværkeri. Raiko, det lille forskræmte pus, begyndte frygtsomt at løbe. Han ville bare hjem i tryghed. Frynse er også bange, men hendes angst forvandles omgående til rasende angrebslyst. Hun vil finde hen til ondet, så hun kan sætte tænderne i struben på det og dræbe det.
Raikos ejere har gjort meget ud af at fortælle os, at vi jo lige skulle være forberedt på, at en hanhund stopper mange flere gange på gåturen end en hunhund. Her tager de fejl. Frynse letter nemlig ben som en hanhund, så hun har skam også sit at se til og når man kalder på hende er hun bedøvende ligeglad. Trækker man i snoren, står hun bare stille. Det er som at trække i et reb der er bundet fast i en mur. Hun flytter sig ikke. Her er det jo meget nemmere med Raiko, der rent faktisk kan høre, når man siger hans navn og lydigt kommer løbende.


Har jeg mon tegnet et billede af et monster? Spørger du måske, hvorfor vi holder af vores bæst? Jamen i virkeligheden er hun ikke noget monster, vores Frynse. Vi elsker hendes styrke, hendes tro på sig selv er faktisk temmelig inspirerende. Vi elsker, at vi kan gå med hende på stranden i timevis og at hun kan løbe op og ned af næsten lodrette skrænter på eleganteste vis. Vi elsker dette tætte lille muskelbundt, der giver os en del kærlighed, men altid når det passer hende og altid på hendes præmisser.
Vi elsker, at hun er så rolig, for det er hun faktisk det meste af tiden. Hun har ikke brug for så meget opmærksomhed, hun har et jernhelbred og er fuldstændig ufølsom overfor kulde og i det hele taget hårdfør. Hun piller ikke indmaden ud af bamser, som vores lille gæst har for vane.
Nogle gange nulrer vi Frynses ører. Det kan hun godt lide. Måske tager vi lidt hårdt, men sådan kan hun jo bedst lide det. Skal man have nærkontakt med hende skal det helst foregå voldsomt og hun generer sig ikke for at drøne ind i en som en tank. Jeg troede alle hunde havde det sådan, men da jeg i går forsøgte at nulre Raikos øre, som jeg plejer at nusse Frynses, kom han med et smertehyl, som om jeg havde gjort ham dybt fortræd. Så nu aer jeg ham ganske blidt og husker, at han ikke er sej, stærk og stivsindet terrier. Faktisk putter han sig ind til os i sofaen. Helt frivilligt lægger han sig og nyder at være i vores nærhed.

Sikke en masse tanker og oplevelser det giver at have sådan to herlige, men ekstremt forskellige personligheder i samme hus. Heldigvis kan de godt lide hinanden de to. Rangordenen falder dem ligesom helt naturligt. Frynse ved hvem der er den stærkeste. Det ved Raiko også. Det er ikke noget de behøver at ytre et eneste vov om.

Når vi skal på ferie senere på sommeren bliver situationen omvendt. Da er det Frynse der nogle dage skal opholde sig hos Raiko og hans mennesker. Allerede nu tænker jeg på om de får et chok. Tænk hvis de rent faktisk tror, at de kan opdrage Frynse eller at de har noget at skulle have sagt i hendes nærhed eller at hun kommer, blot fordi de kalder på hende.....

Raiko med resterne af en stofbold, som han netop helt selv har skilt ad til ukendelighed. Frynse ved siden af i ophøjet ro.

lørdag den 19. maj 2012

Flot anmeldelse af min novellesamling

Niagara kalder har fået en flot anmeldelse på Saxo.com. Gitte Sander skriver:

"Niagara kalder er en velskrevet novellesamling med et dejligt sprog, som man får lyst til at læse til ende. Laila Ammitsbøl tegner sine billeder klart og tydeligt, og selvom det ikke altid er af behagelige motiver, er der en klarhed og lethed, som brænder sig ind på nethinden af en. Der sættes ofte spotlight på smertefulde oplevelser og private tanker, i miljøer, som de færreste ønsker at færdes i, men som ikke desto mindre eksisterer. Netop derfor har bogen i høj grad sin eksistensberettigelse og den er både troværdig og værd at læse. Gitte Sander

Vil du læse mere om bogen eller købe kan du klikke her

 

mandag den 14. maj 2012

Når medmennesket degraderes til skadedyr

(Dette blogindlæg udgav jeg første gang d. 5. februar på min blog på avisen.dk. Det lader til at andre nu også er blevet opmærksom på de meget hadske udfald på 180grader.dk, hvor man fx den ene gang efter den anden kalder førtidspensionister for igler. Det er vigtigt at få stoppet hadet, derfor udgiver jeg dette blogindlæg igen)

Man må ikke kalde jøder for rotter. Vi kender historien og ved hvilken grum skæbne nazisterne påførte denne befolkningsgruppe og vi ved, at før torturen, gaskamrene og den endelige udryddelse, var ordene. De forberedende ord. Skadedyrsretorikken.
Og når yderligtgående politikere i Danmark har sammenlignet indvandrere med skadedyr og kræftsvulster, så har humanisterne råbt op for at advare, for at det aldrig måtte ske igen, det som skete dengang i Tyskland. Helt berettiget! For det er jo nemlig sådan, at hvis man begynder at sammenligne befolkningsgrupper med skadedyr, kræftsvulster eller lignende, gør man dem til ikke-mennesker og de er dermed ikke længere omfattet af almindelige menneskerettigheder. Når mennesker bliver stemplet som skadedyr, er det næste nærliggende træk at bekæmpe ondet.

Folketingsmedlem Ole Birk Olesen er redaktør på og medejer af hjemmesiden 180grader.dk. Her har brugere på sitet over længere tid hængt en bestemt befolkningsgruppe, nemlig førtidspensionister, ud som igler.
Det er ikke Ole Birk Olesen, der har brugt dette udtryk, men han har ikke stoppet disse hadefulde indlæg. Jeg har faktisk for nogle måneder siden henvendt mig ved brug af kontaktformularen på pågældende hjemmeside. Desværre nedlod redaktionen sig ikke til at svare.

Jeg går ind for ytringsfrihed. Det er en af grundpillerne i et frit samfund. Man skal kunne tegne satiretegninger, kunne lave sjov med forskellige samfundsgrupper og gøre grin med landets politikere uden bagefter at skulle frygte for sit liv. Men nogle gange går folk så vidt i deres ytringer, at de forbryder sig mod en anden lov, nemlig straffelovens § 266b som lyder således:

”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

Forbryder man sig ikke mod denne lov, når man hænger en hel samfundsgruppe ud som igler? Er der nogen væsensforskel på racistisk skadedyrsretorik vendt mod indvandrere og så det at kalde førtidspensionister for igler og beskrive samme gruppe som ”dem der suger blodet ud af vores samfund”? Hvad er forskellen? Hvorfor lyder der ikke et ramaskrig fra medierne? Hvor er humanisternes protester? Og hvordan kan et folketingsmedlem stiltiende se til at den slags svineri foregår på hans hjemmeside?

Er det mon fordi holdningen i befolkningen og blandt politikere efterhånden er så hadsk overfor mennesker på overførselsindkomst, at ekstremisterne på 180grader, bare siger det alle tænker?

tirsdag den 1. maj 2012

1. maj - en sorgens dag

Denne dato vækker minder. Som ung gik jeg til 1. maj arrangementer og sang med på de røde sange. Sangene og talerne handlede om solidaritet og kampen for lighed og jeg følte vel nok, at jeg var lidt med, selvom jeg jo godt nok ikke var med på arbejdsmarkedet, da jeg allerede dengang var uarbejdsdygtig pga. min psykiske tilstand. Når talerne blev holdt af SF, Socialdemokratiet, VS og fagforeningsrepræsentanterne, så blev jeg rørt i mit røde hjerte. Desværre er det kun minder, for solidaritet er blevet et fy-ord og velfærd er noget man er i gang med at afvikle og lønmodtagerne er ikke solidariske med andre end sig selv.

Det er det ti års borgerligt styre har bragt Danmark. Ja, faktisk kan man kun beundre Anders Fogh for at have opnået det han ville, nemlig fundamentalt at ændre det danske samfund, så alle nu tror at al sygdom og alle ulykker er selvforskyldte. Enhver er sin egen lykkes smed og når Anders kan blive generalsekretær kan alle andre vel også, hvis bare de gider.

Arbejd, arbejd, arbejd! Det er det eneste der gælder og tilhører du ikke den arbejdende del af befolkningen, så er du en skide parasit, der spiller syg for at nasse på dem der smører leverpostejsmadder og render rundt i orange kedeldragter.

Den 1. maj er ikke længere solidaritetens dag. I dag er 1. maj en sort sorgens dag, for her i 2012 står dagen som en trist mindesten over det velfærdssamfund vi havde engang. Den 1. maj er i dag en hyldest til hykleriet, for i dag står Thorning og hendes medsammensvorne og taler om solidaritet og inklusion, i skyggen af det største svigt, det største løftebrud, der nogensinde er sket i dansk politik.
Den 1. maj 2012 er bedragets dag. På denne dag tager politikerne den røde maske på og fortæller alt andet end sandheden. De stiller sig op på talerstole og fortæller om uenigheden mellem rød og blå blok, men de gør det ikke fordi der reelt er en uenighed. De gør det for at fastholde befolkningen i løgnen.
De fortæller løgnehistorier om al den kærlighed og omsorg de har tænkt sig at overøse fysisk og psykisk syge med, for ingen skal da, siger de, efterlades på en perron og ingen skal da parkeres på en overførselsindkomst. Siger de det af deres gode hjerte? Nej, de siger det for at gøre besparelserne overfor de fattigste spiselige. De siger det for at få den store hob, der endnu har helbredet i behold til at tro dem. For tror man på dem, så er man ligesom selv forsikret mod ulykker.

Det er som en slags forsikring mod at det onde rammer en selv, når man vedtager, at sygdom og ulykker kun rammer de svagelige i ånden. Det er sådan lidt ligesom at sige 7-9-13, at banke under bordet eller at krydse fingrene. Det er sådan en slags overtro, men ikke desto mindre, er det den holdning der gennemsyrer det danske samfund i dag. Alle er bange for at ende i det der betragtes som samfundets affaldsbunke. Folk strammer sig an, ignorerer stress og finder sig i lidt ekstra fra arbejdsgiveren, for ingen vil ende derovre i bunken blandt iglerne, parasitterne, de parkerede på overførselsindkomst. Man ser jo hvor foragtede de er og man foragter dem også lidt selv, for tvivlen er der altid og den skal sandelig ikke komme de sigtede til gode. Tvivlen hvisker: Er det ikke bare fordi de ikke gider at arbejde? Er hun nu så syg, som hun siger? Er hun ikke bare groet fast på sofaen i ren og skær selvmedlidenhed? Ligger hun ikke bare og klør sig i røven og æder Marabou og drikker cola dagen lang? Er det ikke bare skaberi med den depression, han påstår han har? Vi andre er jo også lidt triste engang imellem. Har hun nu så ondt som hun siger? Er fibromyalgi, PTSD og piskesmæld ikke bare fupdiagnoser, som bekvemt kan bruges af dovne svin til at rage til sig af de penge de ikke selv gider at tjene?
Og de derovre, affaldet, velfærdssamfundets uoverkommelige belastning, krymper sig i skam. Kravler i en krog og gemmer sig, som dyret der vejrer fare.

I dag er 1. maj en sorgens dag. Den kan ikke længere bryste sig af at være solidaritetens dag, for solidariteten er stendød og velfærdssamfundet ligger på sit dødsleje. Der lefles for dem som smører leverpostejmadder, men gives allermest til dem der sidder på toppen af kransekagen og har de fedeste lønninger. Klapjagten er sat ind på førtidspensionister, fleksjobbere og kontanthjælpsmodtagere. De der har allermindst, skal flås og piskes allermest. Det mest groteske er at det nu gøres af en såkaldt rød regering.

I dag, den 1. maj 2012, skal ingen synge. I dag skal Dannebrog gå på halv og i dag skal Helle, Villy og kumpanerne ikke holde tale. Nej, de skal tie og bøje hovedet i skam over deres svigt.

lørdag den 14. april 2012

Svinehundens fede år


For det meste nyder mennesker at få ret, men der findes undtagelser. Nogle gange ville man bare ønske, at man havde taget fejl. Når jeg i årevis har skrevet om, at holdningen til førtidspensionister bevægede sig i en farlig retning, så håbede jeg, at jeg tog fejl og at folkestemningen mirakuløst ville vende og bevæge sig i en mere human retning.

Jeg har mange gange nævnt, at vi var inde i en udvikling, hvor det blev mere og mere legalt at sparke nedad og skyde skylden for alverdens ulykker på førtidspensionister.
Nogle har sagt, at jeg skulle lade være med at overdrive, og at jeg ikke skulle tage det alvorligt, når førtidspensionister i debatter blev kaldt nassere, igler og lignende. Jeg ville af hjertet ønske, at de som sagde sådan havde fået ret, at mine forudsigelser og advarsler blot var fantasifostre opstået i min hjerne. Sådan er det bare ikke gået.
Tværtimod er der sket det, at den hadske stemning, der var mod os i primitive debatter, som dem der konstant kører på 180grader.dk, nu har spredt sig til store dele af befolkningen, og denne hadske stemning er i høj grad hjulpet på vej af landets politikere.

Mange af os var lykkelige den dag, vi fik en såkaldt rød regering, for vi håbede, at der så ville blive ført en politik, der gav større lighed og retfærdighed. Hvor blev vi dog fælt skuffede!

I årene med en borgerlig regering blev det sværere og sværere at være førtidspensionist. Specielt de af os der har de laveste ydelser oplevede, at det blev vanskeligere at få pengene til at slå til. Op til finanskrisen, hvor resten af samfundet væltede sig i et nærmest svinsk overforbrug, fik vi mindre og mindre at handle ind for. Men ingen ville høre, når jeg og andre førtidspensionister prøvede at råbe op om uretfærdigheder som satspuljen og gensidig forsørgelsespligt, som er noget af det, der ødelægger økonomien for mange. Ingen ville høre, når vi skrev om de store forskelle, der er i de beløb førtidspensionister får. Ingen ville høre på noget som helst.

Derfor vejrede jeg og andre morgenluft, da det viste sig, at Danmark fik en rød regering, men vi blev slemt snydt og gik fra asken til ilden. Inger Støjbergs parkeringsretorik blev ikke lagt på hylden, men blev i stedet taget frem, finpudset og brugt igen og igen af de nye ministre. Der blev lavet mærkelige politiker-stunts, der ”beviste” at der ikke findes fattigdom i Danmark. Der blev pustet til den ild, som indre svinehunde elsker at varme sig ved. I nogle år havde svinehunden mæsket sig i hadet mod indvandrere. Nu fik den i stedet smag for foragten for fattige og syge. Den kastede sig frådende over de som ikke kan forsørge sig selv. Blod flød fra dens kæber, men den slags tager svinehunde sig ikke af. Jo mere blodigt jo bedre.

Skatteminister Thor Möger kom med sit udspil til en skattereform. Han snakkede om leverpostej, kedeldragter og orange veste og gjorde meget ud af at fortælle, at denne skattereform er for de som arbejder. Han pustede endnu engang til den ild, der brænder sig som en kile ned gennem det danske samfund og deler mennesker op i de nyttige og de besværlige. 
Karen Hækkerup og Mette Frederiksen talte skingert om ret og pligt og kuglestøderen og Øzlem lavede deres Carina-stunt, der mere effektivt end noget andet, fik den brede befolkning til at harmes over de velbeslåede på overførselsindkomst.
I samlet flok fortalte de om førtidspensionisterne, der har en indtægt på 17.000 kr. Og lige meget hvor mange gange førtidspensionister med en meget lavere indtægt protesterede, så blev sandheden ignoreret og fortiet af samtlige medier.

De nyblå ministre får støtte fra store dele af befolkningen, for det er så dejligt at have et sted at placere Sorteper. Det føles så godt at vedtage, at der er en befolkningsgruppe der intet fortjener, fordi den helt selvforskyldt intet yder. Og det føles godt at glemme, at man ikke selv er usårlig, at det en dag kunne blive en selv, der blev slået til jorden af arbejdsløshed, sygdom eller ulykke.

Nu afventer vi hvad alle disse spareøvelser, kaldet reformer, bringer. Sikkert er det, at det ikke bliver nemmere at være syg og på førtidspension. Svinehunden knurrer ildevarslende. Hvor længe mon der går før dens tænder sidder i vores kød?

©Laila Ammitsbøl 

Dans på tornede roser 
Denne bog giver indblik i, hvordan verden ser ud set med en førtidspensionists øjne. Første del skildrer forfatterens egen vej til førtidspension og giver et indblik i, hvordan det er at leve med et psykisk handicap. Anden del består af blogindlæg skrevet gennem 3½ år. De beskriver hvordan man som førtidspensionist føler sig presset af dårligere og dårligere økonomi, af hadefulde ytringer i diverse debatter og af politikere der konstant truer med at hive tæppet væk under en, samtidig med de påstår de vil ens bedste

fredag den 9. marts 2012

Den store løgn om førtidspensionens størrelse



Tænk om jeg påstod, at blot fordi en bestemt lønmodtager med et særligt vellønnet job tjener 42.532 kr. om måneden før skat, dette gælde alle lønmodtagere. Og tænk hvis jeg havde magt til at sprede den falske påstand og alle medier tog den ukritisk til sig og begyndte at fortælle løgnen om de velbeslåede lønmodtagere uden at undersøge sagen nærmere.
Mon ikke sosu-assistenten og kassedamen ville blive lidt stramme i betrækket og ærgre sig gule og blå, når de gang på gang så løgnen gentaget?

Dette er lige præcis hvad førtidspensionister oplever i denne tid, hvor dagsordenen på overfladen handler om nødvendige og nærmest omsorgsfulde reformer, men lige under overfladen handler om, hvordan man bedst kuer og udsulter de der har mindst.
Det skrives og siges hele tiden, at førtidspensionister har 17.000 kr. brutto. Aviserne skriver det. Regeringen siger det. Oppositionen siger det og Tv's nyhedsoplæsere gentager det som tomhjernede papegøjer. Selv de som faktisk er modstandere af fleksjob- og førtidspensionsreformen siger det indirekte, når de nævner, at det beløb man fremover vil spise syge unge af med, nemlig 10.300 kr. svarende til kontanthjælp, er 7000 kr. mindre end førtidspension.

Vi er mange, mange tusinder førtidspensionister, der ikke får 17.000 kr. brutto, for dette beløb gælder kun for enlige på førtidspension bevilget i 2003 og derefter. Er man samlevende eller gift og på samme ydelse ryger ens bruttoløn ned på ca. 14.000 kr. og tjener samleveren eller ægtefællen en bare nogenlunde hæderlig løn får førtidspensionisten endnu mindre.

Mange førtidspensionister går stadig rundt gammel ordning fra før 2003. Her er forskellene helt absurde og de øges år for år, fordi satserne reguleres procentvis. (Bemærk: Man kan ikke tale om gammel ordning versus ny ordning, og fremhæve den ene som værende mere fordelagtig end den anden, for inden for begge ordninger findes flere forskellige satser!) For tiden er det sådan, at en enlig, der i sin tid fik bevilget den højeste pension, har ca. 18.000 brutto. Derudover kan vedkommende store tilskud til fx tandlægebesøg og skal oven i købet kun betale halv licens.
I den anden ende af skalaen ligger de som i sin tid fik bevilget mellemste eller mindste førtidspension og som er gift eller samlevende. De har i dag kun ca. 11.000 brutto og kan oven i hatten ingen ekstra hjælp få. Her er fattige mennesker, der hevet deres tænder ud i stedet for at dem lavet og mennesker, der hver eneste dag vende og dreje hver krone for at råd til de mest basale livsfornødenheder.
Men galskaben og uretfærdighederne slutter ikke her, for disse mennesker bliver trods den meget lave ydelse også trukket i indtægt, snart partneren tjener lidt ekstra.
Brøkpensionisterne er en sag for sig. Nogle af dem har lille en indtægt, at det faktisk er håbløst at eksistere. Men alle disse fattige førtidspensionister, der kæmper for at klare dagen og vejen, er fuldstændigt glemt og udeladt af alle debatter. I hele mediebilledet eksisterer kun en enestesandhed, nemlig den at førtidspensionen er 17.000 kr. og dermed basta!

Når der nu er gang i at reformere hele førtidspensionssystemet, hvorfor går man ikke ind og ændrer de fuldstændigt urimelige forskelle, der findes i de forskellige satser? Hvorfor brokker modstanderne af reformerne sig over, at fremtidens syge unge skal for en fattigdomsydelse, men undlader bekvemt at nævne alle de førtidspensionister ,der går for fattigdomsydelser allerede i dag?

Tag stilling Helle, Mette, Karen og Thor: Kunne I selv leve for den slags småpenge? Er det rimeligt, at førtidspensionister skal have forskellige beløb at leve for? Hvordan skal vi de laveste ydelser råd til at leve i år, til næste år og om fem og ti år, når I hele tiden sætter afgifterne op, mens vores indtægt slet ikke følger med?

Ingen bliver fattige af reformen, udtaler Helle Thorning her først i marts 2012, for Helle mener ikke man er fattig, hvis man får 10.300 kr. før skat som syge under 40 kan risikere fremover. Mange førtidspensionister går allerede for en lignende lav ydelse det ene år efter det andet og Helle mener altså ikke vi er fattige, men faktisk tror jeg slet, slet ikke Helle og andre bedrevidende politikere fra rød og blå blok (det kommer ud etde tilhører alle sammen den samme elitære klasse!) har fantasi til at forestille sig, hvordan det er at skulle leve for en indkomst i den størrelsesorden.

Det er let at mene, at der skal spares de fattigste, når man selv har rigeligt af alting, men sympatisk, det er det fandeme ikke....

©Laila Ammitsbøl

mandag den 16. januar 2012

Den stærke dansker

Stæser af sted
lunter ikke
Vindere lunter ikke

Står tidligt op
Spiser i hast sin øko-mysli
Afleverer ungerne
Knokler hele dagen
Henter ungerne
Spiser aftensmad
Springer i løbetøjet
Snører skoene
Stæser derudad
Målrettet
Gennem aftenmørke villagader
Muskler under tights
Styrke i metermål
Den stærke dansker

Svagelige dyr gemmer sig for flokken
Svaghed skal skjules
Flokken accepterer den ikke
Svæklingeblod flyder
fra de stærkes kæber

Den genfødte viking
med instinktet bankende
i hver sund og uforkalket åre
ved
Svaghed er foragtelig
fattigdom selvforskyldt

Skal hun komme her og kalde sig fattig
Ryger hun
Man er ikke fattig hvis man ryger
Har hun hund
Man er ikke fattig hvis man har hund
Spiser hun
Man er ikke fattig hvis man spiser
Ånder hun
Man er ikke fattig hvis man ånder

Moder Danmark
favner
sit stolte stærke barn

©Laila Ammitsbøl