lørdag den 25. december 2010

Kære journalister!


Efterhånden nærer jeg en sund mistro til de fleste danske politikere og til den samlede journaliststand. Jeg har stadig Magasinet Penge fra marts i frisk erindring. Her blev givet et totalt forvrænget billede af, hvad det vil sige at være førtidspensionist. Fx blev det oplyst, at førtidspensionister får 195.000 kr. årligt og der blev givet indtryk af, at man bare kan ringe til kommunen, hvis man vil have en opvaskemaskine. Det vakte stor forargelse i debatter rundt om på nettet og i avisdebatter, for folk troede jo åbenbart på denne påstand.
Her sad jeg så med mine knap 130.000 årligt og ønskede så inderligt, at jeg var en af disse velbeslåede førtidspensionister.

Derfor har jeg et ønske for 2011. Vil I prøve noget andet? Vil I være rigtige journalister, der ikke bare gentager den dagsorden, der i øjeblikket dominerer snakken om førtidspensionister? Vil I opspore det snavs, der gemmer sig i de politikerskabte blinde vinkler? Vil I sætte jer ud over den laveste fællesnævner? Vil I endelig turde yde modstand til danskens indre svinehund og trang til at trampe på dem, der ligger ned allerede, og vil I se kritisk på de politikere, der gang på gang gentager de samme indstuderede floskler?

Her lidt info til jer inden I igen slynger ud til den samlede forargede danske vælgerskare, at førtidspensionister sidder med 195.000 om året:
Førtidspensionister er delt i A, B og C hold. Er man på mellemste FP fra før 2003 og samlevende, får man kun 10.833 brutto månedligt og man kan ikke få tilskud til fx tandlæge eller medicin, da ens tillægsprocent er nul, så snart ens ægtefælle har bare en lille løn på fx dagpengeniveau.

Er man derimod enlig og på højeste FP fra før 2003, har man 17.413 og derudover kan man få hjælp til alt muligt, da ens tillægsprocent er 100.
Førtidspensionister efter ny ordning ligger mellem disse to yderpunkter med henholdsvis 16.285 for enlige og 13.842 for samlevende.
Prøv nu at forestille dig, at du er på mellemste ydelse på gammel ordning og du tilmed er brøkpensionist, så får du kun en vis brøkdel af den i forvejen meget lave ydelse og så er det altså nærmest til at blive rødglødende af konstant at skulle høre på at førtidspensionisterne får næsten 200.000 årligt!*

Så er der satspuljen: I al den tid hvor det gik rigtig godt for Danmark sakkede vi førtidspensionister hvert eneste år længere og længere bagud i forhold til resten af samfundet, fordi satspuljen finansieres af en vis procentdel af den stigning vi skulle have haft for at følge udviklingen i resten af samfundet. Jeg kan love dig, det kunne mærkes, at priserne på fødevarer bare steg og steg.
Vi kunne bare se til, mens vi hørte om hvordan folk nærmest ikke vidste, hvad de skulle stille op med alle de penge de havde. Men nu hvor der er krise, er det os der skal gøres til de store syndebukke. Vil I fortælle den historie? Eller vil I bare endnu engang gentage regeringens efterhånden bredt accepterede mantra om, at vi er ”parkerede” og at det bedste og mirakuløst helbredende for os vil være at blive kørt igennem endeløse såkaldte udviklingsforløb?

Og hvad med den gensidige forsørgelsespligt? Vil I fortælle om den? Vil I fortælle om hvordan mange forhindres i at flytte sammen med en kæreste, fordi de derved mister tusindvis af kroner hver måned? Vil I fortælle om, hvor frustrerende det er for et par, hvor den ene er i job og den anden på førtidspension, at den arbejdende ikke kan tjene en krone ekstra uden at der straks bliver trukket fra førtidspensionisten i boligsikring og pension? Vil I fortælle, at det der skulle være en kompensation for den lønindtægt man pga. sygdom ikke kan skaffe sig gør en til en økonomisk klods om benet på det menneske man elsker? Vil I fortælle hvor ydmygende dette er?

Vil I fortælle om hvordan virkeligheden fordrejes af politikere, der fx sender en artikel ud om at førtidspensionerne har kostet 47 milliarder mere end man havde regnet med? Hvordan hver eneste bladsmører i dette land fuldstændig ukritisk gengiver denne artikel og hvordan det skaber had mod os i diverse primitive debatter? Og vil I fortælle, hvordan det bagefter viser sig, at tallet var 8,7 milliarder, men det er der sgu ikke lige nogen der lægger mærke til, for den anden oplysning ligger og flyder alle mulige steder på nettet og fortsætter med at vække forargelse hos de uvidende?

Vil I fortælle om, hvordan syge mennesker bøjer nakken i angst for at skulle hives og flås gennem uendelige aktiveringsforløb? Hvor bange folk går rundt og er for at miste deres indtægt? Hvor ked af det man bliver, når man den ene gang efter den anden skal høre at førtidspensionister bare er parkeret og hvor tæt man er på brækpunktet, når man endnu en gang ser Inger Støjberg stå med barmhjertig-samaritaner-fjæs og fortælle om førtidspensionisterne, der står på en perron og glor på togene, der kører forbi og hvordan hun snedigt manipulerende fortæller, at det er for vores egen skyld, at der skal ske uhyrlige forringelser? Vil I fortælle, hvordan politikerne skaber en virkelighed, som befolkningsmajoriteten fuldstændig ukritisk tager til sig, mens vi der ved hvad det drejer sig om ikke har en kinamands chance for at blive hørt?

Vil I undersøge spøjse tilfældigheder, som fx at SFI lige før regeringen kom med sit forslag til førtidspensionsreform, kommer med en for regeringen meget belejlig undersøgelse, der siger at hver femte førtidspensionist gerne vil arbejde? Ligner det ikke bestilt arbejde? Kan hver femte førtidspensionist overhovedet arbejde og hvis de kan er det så sandsynligt, at det er på fuldtid? Og hvad hvis ønsket er der, men evnen ikke findes?

Vil I? Eller vil I fortsætte med at skære jeres programmer og artikler til, så det ser ud som om vi alle sammen er arbejdssky nassere? Filme, klippe, redigere så det ser ud som om en der orker at spille lidt guitar engang imellem eller lave lidt håndarbejde fremstilles som en der i virkeligheden har masser kræfter, så alle de der ikke kender hende kan sidde forarget og fnyse, at hvis hun kan dit og dat, så kan hun vel også arbejde?

Vil I fortælle om førtidspensionister, der snart at bange for at skrive blogindlæg eller gøre noget som helst andet der giver mening i livet, fordi man så snart man løfter en finger, bliver bebrejdet og skudt i skoene at man i virkeligheden kan en hel masse, men bare ikke gider skaffe sig brød på bordet, når man kan få det foræret af den hårdtarbejdende skatteyder?

Sig mig! Skal vi krybe i møget, gøre os selv fuldstændig hjælpeløse, for at blive accepteret eller må vi have lov at prøve at putte indhold i vores eget liv. Folk ser måske det man skriver på sin blog, men ikke sygdommen der afholder en fra at arbejde. Måske har man ikke lyst til kun at være sin sygdom. Måske vil man gerne prøve at skabe indhold og værdighed i sit liv på trods af sygdommen. Måske gider man ikke leve op til Støjbergs billede af den ynkelige førtidspensionist, der står på perronen og glor efter de nyttige samfundsborgeres tog der drøner forbi.

Men tag ikke fejl. Der er gode grunde til at vi er blevet førtidspensionister. Hvis man er plaget af PTSD, social angst, tilbagevendende depressioner og selvskadende adfærd, bare for nu at tage mit eget eksempel, så er der faktisk en rigtig god grund til, at man blev bevilget førtidspension. På samme måde, hvis man har smerter hele tiden og konstant er udmattet pga. en fysisk lidelse, så er man ikke en nasser og parasit, heller ikke selvom man bruger de få kræfter man har på at skrive blogindlæg eller spille på sin guitar.

Er I journalister? Vil I give et nuanceret billede af virkeligheden?

Man sagde engang, at DR var fyldt med røde lejesvende. Jeg er så gammel, at jeg kan huske at der nok var noget om snakken. Men hvordan er det i dag? Er I alle sammen skødehunde for den borgerlige regering? Eller findes der journalister der vil gå i dybden og udfordre regeringens forvrængede billede af virkeligheden? Tør nogen f. eks spørge hvorfor størsteparten af danske folketingspolitikere ikke tør tale om at afskaffe efterlønnen, men i stedet forfølger syge mennesker, der burde være selvskrevne til en førtidspension? Tør I lytte på handicaporganisationer og garvede socialrådgivere som advarer mod at presse syge mennesker ud i meningsløse aktiveringer den ene 5-års periode efter den anden, eller har I bare sat jer for at stryge den indre, danske, forargede svinehund med hårene og endnu engang sparke til dem der ligger ned?

*Nævnte beløb er 2010-satser




mandag den 20. december 2010

Nej, jeg vil ikke have en kamel!

Her til morgen havde TV2 et indslag om velgørenhedsgaver. Man køber fx en perlehønsefamilie eller en ged, som så bliver givet til en fattig familie i U-landene. Desuden får man et gavekort som bevis på den gode handling. Dette giver man på selveste juleaften til et familiemedlem, der så kan få glæden over at pengene til den julegave hun skulle have haft gik til et godt formål. Det er en af den slags ting som man bare ikke må kritisere, men det vil jeg nu gøre alligevel!

Hvis et menneske vælger at give 1200 kr. til en kamel til en familie i Afrika, synes jeg det er en fin ting at gøre. Det er en god gerning, der kan hjælpe en for giveren fuldstændigt ukendt familie i en anden verdensdel til at klare dagen og vejen. Fint nok!

Det jeg ikke kan lide, er at det skal hedde sig at være en gave til et familiemedlem eller en ven. Hvad skal jeg bruge det til, at en jeg kender, har givet en kamel til Afrika? Det har ikke noget med mig at gøre. Det eneste formål det såkaldte gavekort til mig tjener, er at pudse giverens glorie!

Hvis du vil give en kamel, ged, perlehønsefamilie eller hvad som helst til fattige i Afrika, så gør det i stilhed. Bland ikke mig ind i det, for jeg gider ikke at se på dit frelste ansigt og jeg gider ikke have en gave, der slet ikke er til mig. Jeg gider ikke være en del af denne gloriepudser-industri. Dette godhedscirkus.

Den sande gode gerning gøres i stilhed, uden selvros! Den ægte uselviske handling praler man ikke af, for hvis man gør det, handler det mindre om at give, end om hvad man vil opnå for sig selv og det er i grunden temmelig usmageligt.

onsdag den 15. december 2010

Mirakler i selvudgiverbranchen

(BOD betyder Books on demand)

Nu her ved juletid er det vel på sin plads at berette om mirakler og sandelig siger jeg jer: I januar 2010 oplevede jeg et sandt mirakel.

Op til jul sidste år, mente jeg det ville være en god ide, at gøre reklame for mine bøger. Det kunne jo være nogen ville synes det var en god gaveide. Som sagt, så gjort! Jeg satte links ind på min Facebookprofil til det sted på BODs hjemmeside, hvor man kan købe mine bøger.
Et stykke tid efter fik jeg mail fra en af mine Facebook-venner. Hun skrev at hun havde forsøgt at købe 2 eksemplarer af min roman på BODs hjemmeside, men til sidst, efter flere forgæves forsøg, opgav hun. Hun blev nemlig hele tiden smidt af midt i købsprocessen.

Da hun var opsat på at købe bøgerne, gik hun i stedet ind på saxo.com, hvor mine skriverier også er til salg. Det virkede da tilsyneladende også udmærket i første omgang, men 3 uger senere fik hun den kedelige besked fra Saxo, at de måtte lade købet gå tilbage, da bøgerne desværre ikke kunne skaffes fra BOD. Saxo valgte herefter at fjerne min roman.

Jeg blev rasende, for det er jo simpelthen hele ideen med at udgive hos BOD, at de trykker bøgerne, når kunderne vil købe dem. Da det bestemt ikke var første gang, jeg oplevede problemer med BOD satte jeg mig ned og lavede en 18 A4-sider lang redegørelse om alle de problemer der havde været. Jeg sluttede af med at skrive, at jeg ville ophæve kontrakten pga. gentagne kontraktbrud fra BODs side.
Nu skete der det utrolige, nærmest mirakuløse, at mindre end ½ time efter jeg havde sendt mailen af sted, blev jeg ringet op af forlagsredaktøren. Normalt er det nærmest umuligt at få en reaktion fra BOD.

Hun talte i et væk og jeg er desværre nem at løbe over ende når det drejer sig om mundtlig kommunikation. Det endte med at hun lovede at nogle af de problemer jeg klagede over ville blive løst. Andre klager fornægtede hun fuldstændig, som fx at der skulle have været problemer med salg fra BODs hjemmeside. Dette havde jeg ellers fået oplyst fra flere kunder, der forgæves havde forsøgt at købe mine bøger.

Jeg gik ind på at give det til sidste dag i januar. Denne dag skulle 4 specifikke krav være opfyldt, bl.a skulle mine bøger være fjernet fra books.google, hvor de mod min vilje og på trods af gentagne protester fra min side, havde ligget med meget store tekstuddrag i over et år og min roman skulle igen sælges fra Saxo. Sådan blev aftalen og jeg gik med på, at blive som forfatter hos BOD.

Når man har udgivet bøger hos BOD kan man logge ind på deres hjemmeside og se sin omsætning. Jeg sendte omtalte klage til BOD den 6. januar 2010. På daværende tidspunkt var det over ½ år siden jeg havde solgt en bog, selvom jeg hele tiden havde sørget for at gøre reklame forskellige steder på nettet. Dette undrede mig, men man har jo ingen mulighed for at kontrollere, at man faktisk får penge for det man sælger.
Nu kommer vi så til miraklet. En uge efter min klage havde jeg lige pludselig solgt 3 bøger og få dage efter endnu 3. Hold da helt op! 6 solgte bøger. For mig var det et sandt salgsboom…

Men nu er der jo det med mirakler, at de er af pludselig art. De er der i et nu og så holder de op igen og man kan gå og gruble i evigheder over, om der findes tilfældigheder eller om der er en stor mening med alt hvad der sker.

I hvert fald skete der det, at efter de omtalte krav var blevet opfyldt og jeg derfor endeligt havde accepteret at blive hos BOD, gik mit salg i stå igen. Nu er det så 11 måneder siden jeg sidst har solgt noget. Hver gang jeg logger ind hos BOD, får jeg beskeden om, at der ikke er registreret salg.

Er det ikke et mirakel? Ikke en eneste bog solgt i ½ år, så blev der solgt 6 bøger i løbet af få dage efter min klage var kommet ind og derefter gik salget fuldstændig i stå igen. Hvilke lyksalige dage jeg havde i miraklernes tid i den ellers så kolde januar måned 2010...
Sådan er livet fuldt af mærkelige tilskikkelser, som et lille menneske som jeg slet ikke har forstand til at forstå.

Glædelig jul alle forfatterspirer!

fredag den 3. december 2010

Kære Inger, nu skal jeg forklare dig det....

Nej…jeg er ikke parkeret…Det kan jo slet ikke lade sig gøre, Inger! Jeg er jo et menneske, forstår du, og mennesker parkeres ikke. Jeg er meget ked af, at du har misforstået det. Det er sådan en sproglig ting, som godt kan være lidt svær for nogen, Inger. Nu skal jeg forklare dig det:
Har du nogensinde hørt om parkeringspladser? Det er sådan nogle asfalt-arealer, der er placeret rundt omkring i byerne ved arbejdspladser, supermarkeder, kommuner og den slags steder. Her kan mennesker, der har et ærinde, placere deres biler. Når de stiller deres bil der, kaldes det at parkere.

Jeg er et menneske, Inger. Jeg er ikke nogen bil. Jeg kan ikke parkeres! Jeg er ikke parkeret! Jeg har en psykisk sygdom, Inger. Derfor fik jeg førtidspension, da jeg var midt i tyverne. Den dag jeg fik førtidspension blev jeg meget glad. Det var fordi, at jeg nu fik ro i mit sind og ikke skulle gå og være stresset og bange hele tiden. Jeg var meget taknemlig, Inger, for dengang kunne samfundet forstå, at nogle mennesker har en sygdom, der gør, at de ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Sådan er det ikke mere, Inger, for nu har du stået på fjernsynet den ene aften efter den anden i bedste sendetid og fortalte den danske befolkning, at jeg i virkeligheden bare er en parkeret nasser og at du for min egen skyld vil fratage mig min parkeringstilladelse.

Jeg sidder her i min stue, Inger! Bare lige så du ved det. Det ville da være fjollet af mig i den her kulde at stå på en perron og glo på at togene farer forbi, så det gør jeg selvfølgelig ikke.

Kære Inger, hvis det lykkes dig at forstå dette budskab, vil du så ikke være sød at forklare det for Benedikte? Hun går nemlig også rundt i den vildfarelse, at jeg er parkeret eller står og glor på en perron.

Glædelig jul Inger!
Og gid at du kan sove roligt om natten…

Mvh
Førtidsparasitten