Solidaritet, men kun for de udvalgte

Som ung socialist gik jeg til 1. maj arrangementer og sang med på Internationale og Når jeg ser et rødt flag smælde. Fagforeninger var per definition noget godt. Det handlede om solidaritet og jeg følte vel nok, at jeg var lidt med, selvom jeg stod på sidelinjen. Jeg var jo godt nok ikke med på arbejdsmarkedet, da jeg allerede dengang var uarbejdsdygtig pga. min psykiske tilstand, men når talerne blev holdt af SF, Socialdemokratiet, VS og fagforeningsrepræsentanterne, så blev jeg rørt i mit røde hjerte.

Senere fandt jeg ud af, at jeg måske ikke var helt så rød. Det blev åbenlyst for alle, hvor umenneskeligt styrerne i Kina og på den østlige side af Jerntæppet, havde handlet i socialismens navn. Lysten til ikke at få sin individualitet kvalt i rundbordspædagogik og hippieefterdønninger meldte sig. Selvom jeg stadig havde hjertet mest på venstrefløjen, så var der altså også en erkendelse af, at man må tage hatten af for eneren, der har evnen og viljen til at kæmpe sig øverst på skamlen eller til at starte en selvstændig virksomhed. Uden enerne er et samfund ilde stedt!

Rent politisk gik jeg fra SF til de Radikale. Marianne Jelved og hendes medmenneskelige snusfornuft tiltalte mig. Det samfund hun talte for, lød udmærket i mine ører.

Men tiden gik sin skæve gang. Det politiske landskab ændrede drastisk karakter, da den gamle minimalstatsentusiast Anders Fogh overtog ledelsen af Danmark. Med tiden ændrede det Radikale Venstre sig også. Der kom ny formand og med tiden også en ny politik. De Radikale blev partiet for den intellektuelle elite. Jeg kunne ikke længere få øje på det sociale, kun på det liberale.

I borgerlige medier kunne man fra tid til anden læse, at Fogh nærmest var socialdemokratisk. Dette synspunkt har jeg aldrig forstået. Fogh var nemlig ufatteligt dygtig til at få kørt Danmark i retning af den minimalstat han altid havde ønsket sig. Hele holdningen i Danmark ændrede sig. Dette fik jeg at mærke som førtidspensionist. Det blev mere og mere normalt at tænke superliberalt. Mantraet blev, at enhver er sin egen lykkes smed. Heraf følger det naturligt, at hvis du ikke er i superform fysisk og psykisk, så er det din egen forbandede fejl og ikke noget du kan tillade dig at belemre andre med.

Når jeg stod i stemmeboksen stemte jeg igen på SF, som jeg havde gjort som ung og hjemme ved min computer, begyndte jeg at skrive om førtidspensionisters vilkår. Jeg oprettede også gruppen Bedre vilkår for førtidspensionister på Facebook 

http://www.facebook.com/group.php?gid=34817073288 

og fik efterhånden kontakt med andre førtidspensionister rundt omkring i landet, der ligesom jeg var trætte af at blive kaldt nassere og snyltere i diverse debatter. Ligesom jeg brugte også de deres tid på at fundere over urimeligheden i at satspuljen skulle betales ud af den stigning vi på overførselsindkomst skulle have haft, hvis vi skulle have fulgt med udviklingen i resten af samfundet. Ligesom jeg skrev de i blogs og debatter om hvordan dette betød, at vi for hvert år sakkede længere og længere bagud økonomisk, mens resten af samfundet kørte derudad for fulde gardiner og havde et nærmest perverst overforbrug.

Vi skrev også om den gensidige forsørgelsespligt. Vi skrev om, hvordan den er skyld i at folk ikke har råd til at bo sammen med deres kæreste. Det er jo ikke sådan, som det ofte fremlægges, at man først mister noget, når samleveren har en god løn. Nej, man mister flere tusinde kroner månedligt allerede i det øjeblik man flytter sammen. Man mister også det der kaldes den personlige tillægsprocent, så man selvom man sidder på en af de allerlaveste førtidspensionister ikke kan få hjælp til fx tandlæge. Får man boligsikring skæres den så snart samleveren tjener en smule og man skal ikke ret højt op i indtægt, før der også tages af pensionen.

En førtidspensionist, Liliane Morriello, nøjedes ikke med at skrive om det. Hun iværksatte en underskriftindsamling med det erklærede mål at få 3000 underskrifter og derefter henvende sig på Christiansborg. Liliane startede sin underskriftindsamling helt tilbage i 2009 og har på nuværende tidspunkt trods ihærdig indsats endnu ikke nået de 3000 underskrifter. Der mangler stadig ca. 450.

Dette vidner om hvor svært det er for os at komme igennem med noget som helst.

http://skrivunder.dk/sign/?subdomain=forsoergelsespligt

Derfor må jeg sige, at jeg føler dyb vrede, når Harald Børsting pludselig giver sig til at tale om, hvor forfærdeligt det vil være for hans medlemmer, hvis de skal på seniorførtidspension i stedet for efterløn. Han er vred! Hans medlemmer skal ikke lide den tort, at blive udsat for den gensidige forsørgelsespligts forbandelser. 

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2011/01/25/154227.htm

Hvor klinger dette pludselige udbrud dog hult. Nu har vi førtidspensionister kæmpet i årevis. Vi har for totalt døve ører prøvet at gøre opmærksom på, hvor gammeldags og diskriminerende denne regel er. SF lovede på et tidspunkt at støtte os, men de brød sørme deres løfter, for afskaffelsen af den gensidige forsørgelsespligt er udeladt i S og SF forslag til førtidspensionsreform.

http://www.nordjyske.dk/artikel/10/5/28/3752466/4/sf%20nedtoner%20lfter%20til%20frtids-%20pensionister

Jeg skal love for jeg har lært, at den solidaritet jeg troede på som ung, ikke var andet end et fatamorgana og udtryk for et ungt menneskes uendelige naivitet. Solidaritet kan købes for et kontingent hos en af de store organisationer. Om man er på højre eller venstre side i det politiske landskab er sådan set ligegyldigt. Socialdemokratiet går i seng med fagbevægelsen. VK går i seng med erhvervslivet. De hjælper deres egne og kun deres egne! En ting er sikkert: Penge og magt skal der til, for at man bliver hørt.

Overførselsindkomsterne skal sættes i stå, kommer det fra forskellige politikere. Samtidig fortæller den ene overskrift efter den anden om de store prisstigninger der er på vej. Varmen stiger, benzinen stiger og fødevarepriserne vil også snart buldre af sted igen på samme måde, som de gjorde i 2008 inden finanskrisen. Hvordan pokker skal vi klare os så? Vi vil jo blive fattigere for hvert år. Først ryger det sjove, så undlader vi at gå til tandlægen, så bliver maden ringere og til sidst kommer det til at knibe med at betale huslejen. Er det sådan et liv vi skal vente os de næste år?

Når jeg skal til stemmeboksen senere i år stemmer jeg på Enhedslisten. Individualisten i mig havde aldrig troet det skulle komme så vidt, men jeg er nødt til at stemme med pengepungen næste gang og det eneste parti, jeg efterhånden føler jeg kan regne med, er Johanne Schmidt-Nielsens.

At have eller ikke have...

Det er et ærefuldt hverv at sidde i det danske Folketing. Man er betroet en magtfuld post. Man har fået en bid af Danmarks fremtid i sine hænder. Bør man ikke gå til dette arbejde med ydmyghed? Bør man ikke i sine daglige handlinger vise sig værdig til dette job? Bør man ikke, hvis man sidder mageligt på sin taburet og skalter og valter med andre menneskers liv, være i besiddelse af en vis moral?

Måske er jeg gammeldags, men jeg synes faktisk man bør være af en særlig ædel støbning for at fortjene at sidde på en af de 179 poster i Folketinget.

Derfor var jeg ved at få kaffen galt i halsen fredag morgen, da Morgen-tv bragte endnu et kapitel i Henriette Kjær farcen. 7 sager er det blevet til for Henriette og hendes mand. De betaler ikke deres regninger, de to. Henriette Kjær er ellers politisk ordfører for det parti, der mere end noget andet står for gode, gamle dyder, deriblandt den der med at betale enhver sit.

Jeg har aldrig stemt konservativt, men jeg har hørt min socialdemokratiske mormor gentage utallige gange gennem min barndom, at man skal betale enhver sit. Det gjorde hun, min mormor. Hjemme hos mine forældre, hvor far tjente pengene og mor stod for økonomien var det derimod sådan, at regninger var noget der blev gemt væk og hobede sig op i en skuffe. Mor forstod ikke rigtig det der med, at man skulle betale termin, når man boede i et hus, og far havde åbenbart ikke mod og mandshjerte til at sætte sig igennem og overtage det mor så åbenlyst ikke kunne klare. Mine forældre havde ikke mange penge, det skal siges til mors forsvar, men havde hun haft lidt større økonomisk sans, kunne min barndom trods alt have formet sig mere tryg end tilfældet var.

Jeg var ikke voksen ret længe, før jeg fandt ud af, at jeg simpelthen ikke magtede at leve med uorden i økonomien. Jeg blev stresset og utryg af det og foretrak mormors gammeldags holdning til penge frem for min mors laden stå til.

Derfor har jeg altid bestræbt mig på kun at købe det jeg har brug for, og jeg sparer op til det inden jeg køber det. Da jeg holder meget af at vandre i naturen, har jeg brug for godt fodtøj. Ingen mennesker har brug for 24 par sko, sådan som medierne for et par måneder siden kunne berette, at den danske gennemsnitskvinde har. Til gengæld har man brug for et par gode vinterstøvler, når man som jeg vandrer rundt i vinterligt landskab med hunden den ene km efter den anden. Jeg sparede op i 3-4 måneder, så jeg i oktober kunne købe præcis de støvler jeg ønskede mig. Det var en stor glæde den dag jeg gik i Skoringen og bad om et par Ecco-støvler af yakokseskind. De kostede 1500 kr. og det er rigtig meget for mig skulle jeg hilse og sige, men da jeg gik ud af forretningen var de købt og betalt og jeg glæder mig over denne luksus hver gang jeg snører dem og begiver mig udenfor.

De forrige vinterstøvler havde jeg i 7 år, så årsprisen bliver faktisk ikke så stor, hvis dette par kan holde lige så længe.

Man skal sætte tæring efter næring lyder et gammelt råd. Dette har jeg altid bestræbt mig på og gør det stadig. Henriette Kjær og hendes samlever derimod, køber en Mercedes de slet ikke kan (eller vil) betale. Hvad skal de med den? Hvis de ikke har råd til at have så dyr en bil, hvorfor køber de så ikke en Kia Picanto? Den koster ca. 100.000 og kan det en bil er sat i verden for at gøre, nemlig at transportere sine ejere fra det ene sted til det andet.

Livet handler om valg. For nogle burde valget være let. De har så rigeligt med penge, at de nemt kan vælge at leve bekvemt og samtidig bevare en sund økonomi, hvor de betaler enhver sit. For nogle af os handler valget om helt andre ting. Min bedre halvdel og jeg vil på ferierejse til sommer. Det betyder, at jeg ikke kan købe de nye briller, som jeg faktisk har temmelig meget brug for efterhånden og hvis tandlægen ved det regelmæssige tjek i april vil lave min frakturramte tand, der med jævne mellemrum sender mig en jagende hilsen, må jeg sige til hende, at det må vente til efteråret. Det betyder selvfølgelig også, at vi ikke kan udskifte den efterhånden temmelig slidte og snusket udseende sofa. Stoffet er gråligt og fedtet af slid og hundepels gennem mange år. Vi synes at vi trænger til en ny, men der er en helt klar og enkel lov, når det drejer sig om penge: Man kan ikke bruge dem to gange og derfor må man vælge, hvad man helst vil have!

Jeg ville gerne købe økologiske varer. Jeg er overbevist om, at de er sundere for både kroppen og miljøet end konventionelt dyrkede, men når jeg står i supermarkedet med mine afmålte husholdningspenge, så gælder det først og fremmest om at få så meget sund kost som muligt med hjem og hvis den økologiske agurk koster 14,95 og den anden koster 4,95, så er der altså ikke tvivl om at jeg vælger den til en femmer.

At have eller ikke have! Det er det store omdrejningspunkt i Danmark anno 2011. De der har, kan få ordentlig sygehusbehandling, ordentlig tandbehandling og har meget let ved at få taletid i de danske medier. De som har, sætter dagsordenen. De fortæller, hvordan dagens Danmark ser ud. Hvis de fx ønsker at spare på de der har mindst at tage af, så sætter de deres spindoktorer i gang, og så bliver besparelser pludselig til gavn for dem der spares på.

Vi der ikke har, og som får mindre og mindre at gøre godt med, har meget svært ved at trænge igennem i debatten. Vores virkelighed er aflyst, den findes kun hernede, hvor ingen gider kigge hen.

Der findes mennesker, der har mindre end jeg. De kan ikke som jeg vælge at spare op til et par gode vinterstøvler, for uanset hvor ihærdigt de sætter tæring efter næring, så er der ikke en ussel øre at spare op ved månedens slutning.

Fortsætter udviklingen i det spor den kører i nu, er dette også min fremtid. Jeg frygter den dag, hvor jeg uanset hvor meget jeg sparer, ikke har råd til de mest nødvendige livsfornødenheder. Jeg frygter den dag, hvor det er længe siden ferierejser var en mulighed, hvor det eneste valg hos tandlægen er at få trukket den syge tand ud og hvor pengene ikke slår til, selvom jeg vælger de billigste varer i supermarkedet.

”Hvis man hele tiden tænker man er fattig, så bliver man fattig” hørte jeg en yogadyrkende og åbenlyst meget velhavende kvinde ytre i TV i den forgangne uge. Hjemme hos hende var det en selvfølge, at al mad var økologisk. Hun og husbonden havde au pair pige, arkitekttegnet hus og en stor samling af veteranbiler, som manden brugte som tidsfordriv. Dette privilegerede menneske havde slet ikke fantasi til at forestille sig, at andre familier kunne være i den situation, at de ikke havde råd til denne luksus. Jeg blev så vred! Tror sådan en dame mon, at hun ville kunne klare sig på en starthjælp, kontanthjælp eller en af de lave førtidspensioner ved blot at tænke sig rig. Når jeg står henne i Rema1000 vil de have kolde og rå kontanter. De er bedøvende ligeglade med, om jeg står og tænker mig fattig eller rig.

At sidde med røven fuld af penge og fyre af, at man er fattig pga. af ens måde at tænke på, er et uhyggeligt eksempel på en syg blanding af uvidenhed og en uendelig foragt for folk, der har mindre end en selv.

Fjernsynet her i huset var gennem 10-12 år et lille 14-tommers TV. Det var fint nok, men efterhånden begyndte vi at ønske os noget, der var bare en lille smule større. Vi købte det dog ikke, for vi syntes ikke lige der var hul i budgettet. Derfor ønskede vi os i julegave i 2009 tilskud til et TV. Det fik vi og så kunne vi ved januarudsalget 2010 gå ud og købe os et 24-tommers discount-TV i Bilka. Nogle mennesker har 42-tommers B&O. Det har vi ikke brug for. Vores tv behøver ikke at have et fancy navn og stuen er alligevel alt for lille til sådan et monstrum af en skærm. Vi føler det er nærmest luksus at glo på vores nye fjernsyn og det var en stor glæde endelig at få skiftet det lille ud.

Mon ikke Henriette og gemalen kunne lære lidt af denne historie?

Livet handler om valg. Nogle mennesker har næsten intet at vælge imellem på livets hylder. Andre, kan bare række ud og tage hvad de vil have, men vælger alligevel at gøre alt det forkerte. Det skrækkelige er, når disse mennesker samtidig er blandt den elite der sidder på magten.

Der er nogle spørgsmål jeg sidder tilbage med:

Hvordan skal man kunne have respekt for mennesker, der bevilger deres egen klasse store skattelettelser, som i privatøkonomien udviser ufattelig arrogance overfor mennesker, der har solgt dem en vare eller ydet dem en service og som samtidig konstant argumenterer for at der skal skæres i de smuler, vi andre går og lever af?

Svar kan jeg vist glo i vejgrøften efter…

Brud

Det var en hadets dag. En dag med opbrud, vrede og streger tegnet i sand. En dag hvor man sagde fra, fordi man ikke kunne andet uanset hvad konsekvenserne måtte blive. I Mellemøsten dansede hadet i øjnene på mennesker, der aldrig havde set en dansker, men alligevel trampede på Dannebrog og satte ambassader i brand. I min fødeby på Falster gnistrede mors øjne sort af raseri. 

Hun hadede alle. Det var en af de dage…

Hun hadede far, Anders Fogh og Naser Khader, alle muslimer, alle udlændinge. De skulle smides ud. Hele bundtet. Omgående. Men mest af alle hadede hun mig.

Min lille mor. Skrøbelig. Gennemsigtig. Forskræmt. Min store mor. Altoverskyggende. Edderkoppen midt i sit spind, hvis galskab og paranoia lå som en lammende tåge overalt i barndomshjemmet. Dæmonen i mors ansigt, som jeg frygtede som intet andet. Hendes særlige ordforråd: Kanalje, kugle, modbydelige unge, ikke til at stole på over en dørtærskel. Ord der dryppede gift i et barnesind. Man siger tiden læger alle sår. Det er løgn! Nogle sår gnaver sig bare dybere og dybere. Visse gifte kan ikke fortyndes, men flyder bare videre det ene år efter det andet gennem årer og generationer.

Hvor er jeg glad for jeg aldrig har fået børn…

Der var Giro 413 og jeg sang med: Åh bare jeg ku’ hjælpe dig, men det skal jeg nok når jeg bliver stor, så glæd dig lille mor…

Men jeg kunne ikke hjælpe min lille mor. Ingen kunne. Hendes galskab dryppede ondt over os alle. En februardag i 2006 var bægeret fyldt.

Jeg kan ikke tage det mere, mor, sagde jeg stilfærdigt. Far krympede sig i sofaen og tog et ekstra glas snaps. Hans øjne flakkede. Mor trampetrippede mellem køkkenet og stuen, angreb med hele vokabulariet, årtiers opsamlede arsenal af bitterhed affyret i en ustoppelig salve, satte en flaske Rød Ålborg for munden, skramlede rasende med gryder og pander, brændte maden på, bællede kirsebærvin af sennepsglas.

Jeg tav, opgav, sank ned i modløshed, ventede på at far skulle køre mig til toget.

På Nr. Alslev station så jeg min far blive mindre, visne ned, gråne. Vi gav selvfølgelig ikke hinanden et knus, for den slags har vi aldrig brugt i vores familie. Faktisk stillede han sig på god afstand af mig, mens vi ventede på mit tog skulle komme, som om han var bange for at jeg var blevet så vanvittig, at jeg ville bryde familietraditionen og falde ham om halsen. Jeg havde gjort det utænkelige og kunne vel derfor nok tilskrives en vis portion vanvid.

Vi talte ikke meget. Ordene var ligesom opbrugt i det kvarter vi havde tilbragt sammen i bilen på vej til stationen. Det blev bare til lidt tavshed blandet med ligegyldigheder. Noget om det forsinkede tog og februaraftenens bidekulde.

Vi vidste begge to, at vi ikke skulle se hinanden mere, at det der var sket var uigenkaldeligt. Muren var faldet. En endnu større rejst. Monumentalt. Uoverstigeligt for øjnene af os. Far ville aldrig have modet til at opsøge mig, for mor ville betragte det som forræderi. Langt mere sandsynligt var det at han ville skænke sig en ekstra whisky, snaps eller hvad som helst, der bare lugtede lidt af sprut, i tilfælde af at han et øjeblik skulle komme til at savne sin datter.

Siden har jeg forsøgt ikke at se mig tilbage.

Bag mig står en lille kone med fødderne sunket dybt i kviksand. Der er en hæslig dæmon hvor hendes ansigt skulle være. Hun fægter med armene. Forbander mig. Jeg elsker hende mere end nogensinde, men det er der ingen der kan se.

Efterløn og førtidspension

Han har slidt og slæbt altid. Knoglerne gør ondt på en måde, som Hjort og Løkke ikke har nogen jordisk chance for at forstå, og alligevel bliver han ved. Sådan var hans nu hedengangne forældre også. Det hårde fysiske arbejde var livets vilkår og børnene hjalp til, så snart de kunne tage de første skridt og kom ud at arbejde, når de nåede konfirmationsalderen. Hans gode hoved kunne have bragt ham langt, hvis han havde været født i en anden familie, i en anden social klasse, men på det tidspunkt var det at læse videre efter de 7 års skolegang slet ikke en mulighed, der eksisterede i hans virkelighed.

Han tager hver nat fra Falster til Ishøj for at arbejde på Arlas iskolde lager. Slæber, som han altid har gjort. Hans stolthed og identitet ligger i arbejdet. Han knokler og vil sikkert gøre det til den dag kroppen takker af, fordi den ikke magter mere.

Jeg synes, han har fortjent nogle år med frihed. Nogle år hvor han kan hvile sine gamle knogler, tage nogle ture til Gran Canaria og tage ud at fiske, når lysten er til det. Jeg synes hans slags, der har knoklet hele livet, fortjener at kunne trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg er enig med Harald Børsting i, at de ikke skal stå med hatten i hånden og køres psykisk ned gennem utallige arbejdsprøvninger og såkaldte udviklingsforløb.

Alligevel falder Harald Børstings udtalelser mig for brystet, for hvorfor er det først nu fagbevægelsen råber vagt i gevær? Nu ruller vreden over uretfærdighederne. Nu vil man pludselig beskytte de svage.

Det jeg ikke forstår, er at ingen har stået på de svages side de sidste år, hvor der er lavet forringelser for de som har meget mindre at gøre godt med end lønmodtagerne. Her har ingen fagforeningsbosser stået med lynende øjne og næverne knyttet til kamp. Jeg må derfor modstræbende konkludere, at de er bedøvende ligeglade med de svage, så længe disse ikke er medlemmer af deres forening. Solidaritet findes simpelthen ikke i dagens Danmark.

Det er ydmygende, siger Harald Børsting, hvis den slidte lønmodtager ikke har ret til at trække sig tilbage, når han eller hun ønsker det, men i stedet skal godkendes til en førtidspension. Ja, det er ydmygende! Men det er det altså også for alle de, som ikke har formået at komme ind på arbejdsmarkedet. Mennesker som er syge og som regeringen med sin førtidspensionsreform vil tvinge igennem det ene nedbrydende 5-års udviklingsforløb efter det andet, mens de skal gå på kontanthjælpssats. Disse mennesker er, som jeg hører Harald Børsting, mindre værd end den slidte lønmodtager. Når det drejer sig om dem, er der nemlig ingen magtfulde organisationer, der går ud og taler med store bogstaver.

Vi sidder nogle få førtidspensionister rundt i landet og prøver med blogindlæg og debatkommentarer at udgøre en modvægt til pengestærke politikere og deres eftersnakkende journalister. Vi forsøger at skabe seriøsitet og beskrive virkeligheden, som en modvægt til de mange primitive debatindlæg fyldt med løgnagtigheder og personlige angreb. Vi har ingen til at støtte os, for vi har nemlig ikke betalt kontingent!

Hvad angår efterlønnen mener jeg faktisk at den skal afskaffes, men samtidig skal det gøres lettere at få førtidspension og vejen dertil skal ikke være brolagt med lange og ydmygende ”udviklingsforløb”, som ikke har anden effekt end at folk bliver kørt ned både fysisk og psykisk. Dette gælder selvfølgelig både for mennesker der været i arbejde gennem et langt liv og for de som pga. sygdom aldrig nåede at deltage på arbejdsmarkedet. Kan man ikke arbejde, skal man ikke ydmyges!

Regeringen har det mål at forringe forholdene for førtidspensionister. Dette fremgår tydeligt af deres forslag til førtidspensionsreform, der blev fremlagt sidst i 2010. Derfor virker det direkte uartigt at påstå at førtidspension er et alternativ for de der fremover ikke kan få efterløn. Skal der være hold i tingene og anstændighed i lovgivningen, bliver man simpelthen nødt til at gøre det lettere at få førtidspension, når man fratager folk muligheden for at gå på efterløn.

Det er ikke sjovt at betragte den samlede danske politikerskare i disse krisetider. Regeringen står for en fuldstændig skrupelløs politik. SF og S skyder sig selv i foden ved at blive ved med at holde fast i den efterløn, som langt de fleste efterhånden har indset, der ikke er råd til. Det virker direkte utroværdigt.

Det sidste skud på stammen af uanstændigheder fra politisk hold kommer fra de konservatives leder Lene Espersen, der nu igen taler om skattelettelser, samtidig med at de hårdtarbejdende netop har fået at vide, at der ikke er råd til efterløn. Aldrig har vi haft så asocial en regering!

Det totale skrækscenarie efter et valg er en regering bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Da vil ultra-liberalismen tage totalt over og de sidste rester af det der engang var det danske velfærdssamfund vil blive afviklet.

Jeg er ikke gudelig som dronningen, så jeg kan ikke slutte af med at sige Gud bevare Danmark, men hvem pokker der så skal holde hånden under os i de kommende år, har jeg desværre ikke noget bud på.