lørdag den 25. december 2010

Kære journalister!


Efterhånden nærer jeg en sund mistro til de fleste danske politikere og til den samlede journaliststand. Jeg har stadig Magasinet Penge fra marts i frisk erindring. Her blev givet et totalt forvrænget billede af, hvad det vil sige at være førtidspensionist. Fx blev det oplyst, at førtidspensionister får 195.000 kr. årligt og der blev givet indtryk af, at man bare kan ringe til kommunen, hvis man vil have en opvaskemaskine. Det vakte stor forargelse i debatter rundt om på nettet og i avisdebatter, for folk troede jo åbenbart på denne påstand.
Her sad jeg så med mine knap 130.000 årligt og ønskede så inderligt, at jeg var en af disse velbeslåede førtidspensionister.

Derfor har jeg et ønske for 2011. Vil I prøve noget andet? Vil I være rigtige journalister, der ikke bare gentager den dagsorden, der i øjeblikket dominerer snakken om førtidspensionister? Vil I opspore det snavs, der gemmer sig i de politikerskabte blinde vinkler? Vil I sætte jer ud over den laveste fællesnævner? Vil I endelig turde yde modstand til danskens indre svinehund og trang til at trampe på dem, der ligger ned allerede, og vil I se kritisk på de politikere, der gang på gang gentager de samme indstuderede floskler?

Her lidt info til jer inden I igen slynger ud til den samlede forargede danske vælgerskare, at førtidspensionister sidder med 195.000 om året:
Førtidspensionister er delt i A, B og C hold. Er man på mellemste FP fra før 2003 og samlevende, får man kun 10.833 brutto månedligt og man kan ikke få tilskud til fx tandlæge eller medicin, da ens tillægsprocent er nul, så snart ens ægtefælle har bare en lille løn på fx dagpengeniveau.

Er man derimod enlig og på højeste FP fra før 2003, har man 17.413 og derudover kan man få hjælp til alt muligt, da ens tillægsprocent er 100.
Førtidspensionister efter ny ordning ligger mellem disse to yderpunkter med henholdsvis 16.285 for enlige og 13.842 for samlevende.
Prøv nu at forestille dig, at du er på mellemste ydelse på gammel ordning og du tilmed er brøkpensionist, så får du kun en vis brøkdel af den i forvejen meget lave ydelse og så er det altså nærmest til at blive rødglødende af konstant at skulle høre på at førtidspensionisterne får næsten 200.000 årligt!*

Så er der satspuljen: I al den tid hvor det gik rigtig godt for Danmark sakkede vi førtidspensionister hvert eneste år længere og længere bagud i forhold til resten af samfundet, fordi satspuljen finansieres af en vis procentdel af den stigning vi skulle have haft for at følge udviklingen i resten af samfundet. Jeg kan love dig, det kunne mærkes, at priserne på fødevarer bare steg og steg.
Vi kunne bare se til, mens vi hørte om hvordan folk nærmest ikke vidste, hvad de skulle stille op med alle de penge de havde. Men nu hvor der er krise, er det os der skal gøres til de store syndebukke. Vil I fortælle den historie? Eller vil I bare endnu engang gentage regeringens efterhånden bredt accepterede mantra om, at vi er ”parkerede” og at det bedste og mirakuløst helbredende for os vil være at blive kørt igennem endeløse såkaldte udviklingsforløb?

Og hvad med den gensidige forsørgelsespligt? Vil I fortælle om den? Vil I fortælle om hvordan mange forhindres i at flytte sammen med en kæreste, fordi de derved mister tusindvis af kroner hver måned? Vil I fortælle om, hvor frustrerende det er for et par, hvor den ene er i job og den anden på førtidspension, at den arbejdende ikke kan tjene en krone ekstra uden at der straks bliver trukket fra førtidspensionisten i boligsikring og pension? Vil I fortælle, at det der skulle være en kompensation for den lønindtægt man pga. sygdom ikke kan skaffe sig gør en til en økonomisk klods om benet på det menneske man elsker? Vil I fortælle hvor ydmygende dette er?

Vil I fortælle om hvordan virkeligheden fordrejes af politikere, der fx sender en artikel ud om at førtidspensionerne har kostet 47 milliarder mere end man havde regnet med? Hvordan hver eneste bladsmører i dette land fuldstændig ukritisk gengiver denne artikel og hvordan det skaber had mod os i diverse primitive debatter? Og vil I fortælle, hvordan det bagefter viser sig, at tallet var 8,7 milliarder, men det er der sgu ikke lige nogen der lægger mærke til, for den anden oplysning ligger og flyder alle mulige steder på nettet og fortsætter med at vække forargelse hos de uvidende?

Vil I fortælle om, hvordan syge mennesker bøjer nakken i angst for at skulle hives og flås gennem uendelige aktiveringsforløb? Hvor bange folk går rundt og er for at miste deres indtægt? Hvor ked af det man bliver, når man den ene gang efter den anden skal høre at førtidspensionister bare er parkeret og hvor tæt man er på brækpunktet, når man endnu en gang ser Inger Støjberg stå med barmhjertig-samaritaner-fjæs og fortælle om førtidspensionisterne, der står på en perron og glor på togene, der kører forbi og hvordan hun snedigt manipulerende fortæller, at det er for vores egen skyld, at der skal ske uhyrlige forringelser? Vil I fortælle, hvordan politikerne skaber en virkelighed, som befolkningsmajoriteten fuldstændig ukritisk tager til sig, mens vi der ved hvad det drejer sig om ikke har en kinamands chance for at blive hørt?

Vil I undersøge spøjse tilfældigheder, som fx at SFI lige før regeringen kom med sit forslag til førtidspensionsreform, kommer med en for regeringen meget belejlig undersøgelse, der siger at hver femte førtidspensionist gerne vil arbejde? Ligner det ikke bestilt arbejde? Kan hver femte førtidspensionist overhovedet arbejde og hvis de kan er det så sandsynligt, at det er på fuldtid? Og hvad hvis ønsket er der, men evnen ikke findes?

Vil I? Eller vil I fortsætte med at skære jeres programmer og artikler til, så det ser ud som om vi alle sammen er arbejdssky nassere? Filme, klippe, redigere så det ser ud som om en der orker at spille lidt guitar engang imellem eller lave lidt håndarbejde fremstilles som en der i virkeligheden har masser kræfter, så alle de der ikke kender hende kan sidde forarget og fnyse, at hvis hun kan dit og dat, så kan hun vel også arbejde?

Vil I fortælle om førtidspensionister, der snart at bange for at skrive blogindlæg eller gøre noget som helst andet der giver mening i livet, fordi man så snart man løfter en finger, bliver bebrejdet og skudt i skoene at man i virkeligheden kan en hel masse, men bare ikke gider skaffe sig brød på bordet, når man kan få det foræret af den hårdtarbejdende skatteyder?

Sig mig! Skal vi krybe i møget, gøre os selv fuldstændig hjælpeløse, for at blive accepteret eller må vi have lov at prøve at putte indhold i vores eget liv. Folk ser måske det man skriver på sin blog, men ikke sygdommen der afholder en fra at arbejde. Måske har man ikke lyst til kun at være sin sygdom. Måske vil man gerne prøve at skabe indhold og værdighed i sit liv på trods af sygdommen. Måske gider man ikke leve op til Støjbergs billede af den ynkelige førtidspensionist, der står på perronen og glor efter de nyttige samfundsborgeres tog der drøner forbi.

Men tag ikke fejl. Der er gode grunde til at vi er blevet førtidspensionister. Hvis man er plaget af PTSD, social angst, tilbagevendende depressioner og selvskadende adfærd, bare for nu at tage mit eget eksempel, så er der faktisk en rigtig god grund til, at man blev bevilget førtidspension. På samme måde, hvis man har smerter hele tiden og konstant er udmattet pga. en fysisk lidelse, så er man ikke en nasser og parasit, heller ikke selvom man bruger de få kræfter man har på at skrive blogindlæg eller spille på sin guitar.

Er I journalister? Vil I give et nuanceret billede af virkeligheden?

Man sagde engang, at DR var fyldt med røde lejesvende. Jeg er så gammel, at jeg kan huske at der nok var noget om snakken. Men hvordan er det i dag? Er I alle sammen skødehunde for den borgerlige regering? Eller findes der journalister der vil gå i dybden og udfordre regeringens forvrængede billede af virkeligheden? Tør nogen f. eks spørge hvorfor størsteparten af danske folketingspolitikere ikke tør tale om at afskaffe efterlønnen, men i stedet forfølger syge mennesker, der burde være selvskrevne til en førtidspension? Tør I lytte på handicaporganisationer og garvede socialrådgivere som advarer mod at presse syge mennesker ud i meningsløse aktiveringer den ene 5-års periode efter den anden, eller har I bare sat jer for at stryge den indre, danske, forargede svinehund med hårene og endnu engang sparke til dem der ligger ned?

*Nævnte beløb er 2010-satser




mandag den 20. december 2010

Nej, jeg vil ikke have en kamel!

Her til morgen havde TV2 et indslag om velgørenhedsgaver. Man køber fx en perlehønsefamilie eller en ged, som så bliver givet til en fattig familie i U-landene. Desuden får man et gavekort som bevis på den gode handling. Dette giver man på selveste juleaften til et familiemedlem, der så kan få glæden over at pengene til den julegave hun skulle have haft gik til et godt formål. Det er en af den slags ting som man bare ikke må kritisere, men det vil jeg nu gøre alligevel!

Hvis et menneske vælger at give 1200 kr. til en kamel til en familie i Afrika, synes jeg det er en fin ting at gøre. Det er en god gerning, der kan hjælpe en for giveren fuldstændigt ukendt familie i en anden verdensdel til at klare dagen og vejen. Fint nok!

Det jeg ikke kan lide, er at det skal hedde sig at være en gave til et familiemedlem eller en ven. Hvad skal jeg bruge det til, at en jeg kender, har givet en kamel til Afrika? Det har ikke noget med mig at gøre. Det eneste formål det såkaldte gavekort til mig tjener, er at pudse giverens glorie!

Hvis du vil give en kamel, ged, perlehønsefamilie eller hvad som helst til fattige i Afrika, så gør det i stilhed. Bland ikke mig ind i det, for jeg gider ikke at se på dit frelste ansigt og jeg gider ikke have en gave, der slet ikke er til mig. Jeg gider ikke være en del af denne gloriepudser-industri. Dette godhedscirkus.

Den sande gode gerning gøres i stilhed, uden selvros! Den ægte uselviske handling praler man ikke af, for hvis man gør det, handler det mindre om at give, end om hvad man vil opnå for sig selv og det er i grunden temmelig usmageligt.

onsdag den 15. december 2010

Mirakler i selvudgiverbranchen

(BOD betyder Books on demand)

Nu her ved juletid er det vel på sin plads at berette om mirakler og sandelig siger jeg jer: I januar 2010 oplevede jeg et sandt mirakel.

Op til jul sidste år, mente jeg det ville være en god ide, at gøre reklame for mine bøger. Det kunne jo være nogen ville synes det var en god gaveide. Som sagt, så gjort! Jeg satte links ind på min Facebookprofil til det sted på BODs hjemmeside, hvor man kan købe mine bøger.
Et stykke tid efter fik jeg mail fra en af mine Facebook-venner. Hun skrev at hun havde forsøgt at købe 2 eksemplarer af min roman på BODs hjemmeside, men til sidst, efter flere forgæves forsøg, opgav hun. Hun blev nemlig hele tiden smidt af midt i købsprocessen.

Da hun var opsat på at købe bøgerne, gik hun i stedet ind på saxo.com, hvor mine skriverier også er til salg. Det virkede da tilsyneladende også udmærket i første omgang, men 3 uger senere fik hun den kedelige besked fra Saxo, at de måtte lade købet gå tilbage, da bøgerne desværre ikke kunne skaffes fra BOD. Saxo valgte herefter at fjerne min roman.

Jeg blev rasende, for det er jo simpelthen hele ideen med at udgive hos BOD, at de trykker bøgerne, når kunderne vil købe dem. Da det bestemt ikke var første gang, jeg oplevede problemer med BOD satte jeg mig ned og lavede en 18 A4-sider lang redegørelse om alle de problemer der havde været. Jeg sluttede af med at skrive, at jeg ville ophæve kontrakten pga. gentagne kontraktbrud fra BODs side.
Nu skete der det utrolige, nærmest mirakuløse, at mindre end ½ time efter jeg havde sendt mailen af sted, blev jeg ringet op af forlagsredaktøren. Normalt er det nærmest umuligt at få en reaktion fra BOD.

Hun talte i et væk og jeg er desværre nem at løbe over ende når det drejer sig om mundtlig kommunikation. Det endte med at hun lovede at nogle af de problemer jeg klagede over ville blive løst. Andre klager fornægtede hun fuldstændig, som fx at der skulle have været problemer med salg fra BODs hjemmeside. Dette havde jeg ellers fået oplyst fra flere kunder, der forgæves havde forsøgt at købe mine bøger.

Jeg gik ind på at give det til sidste dag i januar. Denne dag skulle 4 specifikke krav være opfyldt, bl.a skulle mine bøger være fjernet fra books.google, hvor de mod min vilje og på trods af gentagne protester fra min side, havde ligget med meget store tekstuddrag i over et år og min roman skulle igen sælges fra Saxo. Sådan blev aftalen og jeg gik med på, at blive som forfatter hos BOD.

Når man har udgivet bøger hos BOD kan man logge ind på deres hjemmeside og se sin omsætning. Jeg sendte omtalte klage til BOD den 6. januar 2010. På daværende tidspunkt var det over ½ år siden jeg havde solgt en bog, selvom jeg hele tiden havde sørget for at gøre reklame forskellige steder på nettet. Dette undrede mig, men man har jo ingen mulighed for at kontrollere, at man faktisk får penge for det man sælger.
Nu kommer vi så til miraklet. En uge efter min klage havde jeg lige pludselig solgt 3 bøger og få dage efter endnu 3. Hold da helt op! 6 solgte bøger. For mig var det et sandt salgsboom…

Men nu er der jo det med mirakler, at de er af pludselig art. De er der i et nu og så holder de op igen og man kan gå og gruble i evigheder over, om der findes tilfældigheder eller om der er en stor mening med alt hvad der sker.

I hvert fald skete der det, at efter de omtalte krav var blevet opfyldt og jeg derfor endeligt havde accepteret at blive hos BOD, gik mit salg i stå igen. Nu er det så 11 måneder siden jeg sidst har solgt noget. Hver gang jeg logger ind hos BOD, får jeg beskeden om, at der ikke er registreret salg.

Er det ikke et mirakel? Ikke en eneste bog solgt i ½ år, så blev der solgt 6 bøger i løbet af få dage efter min klage var kommet ind og derefter gik salget fuldstændig i stå igen. Hvilke lyksalige dage jeg havde i miraklernes tid i den ellers så kolde januar måned 2010...
Sådan er livet fuldt af mærkelige tilskikkelser, som et lille menneske som jeg slet ikke har forstand til at forstå.

Glædelig jul alle forfatterspirer!

fredag den 3. december 2010

Kære Inger, nu skal jeg forklare dig det....

Nej…jeg er ikke parkeret…Det kan jo slet ikke lade sig gøre, Inger! Jeg er jo et menneske, forstår du, og mennesker parkeres ikke. Jeg er meget ked af, at du har misforstået det. Det er sådan en sproglig ting, som godt kan være lidt svær for nogen, Inger. Nu skal jeg forklare dig det:
Har du nogensinde hørt om parkeringspladser? Det er sådan nogle asfalt-arealer, der er placeret rundt omkring i byerne ved arbejdspladser, supermarkeder, kommuner og den slags steder. Her kan mennesker, der har et ærinde, placere deres biler. Når de stiller deres bil der, kaldes det at parkere.

Jeg er et menneske, Inger. Jeg er ikke nogen bil. Jeg kan ikke parkeres! Jeg er ikke parkeret! Jeg har en psykisk sygdom, Inger. Derfor fik jeg førtidspension, da jeg var midt i tyverne. Den dag jeg fik førtidspension blev jeg meget glad. Det var fordi, at jeg nu fik ro i mit sind og ikke skulle gå og være stresset og bange hele tiden. Jeg var meget taknemlig, Inger, for dengang kunne samfundet forstå, at nogle mennesker har en sygdom, der gør, at de ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Sådan er det ikke mere, Inger, for nu har du stået på fjernsynet den ene aften efter den anden i bedste sendetid og fortalte den danske befolkning, at jeg i virkeligheden bare er en parkeret nasser og at du for min egen skyld vil fratage mig min parkeringstilladelse.

Jeg sidder her i min stue, Inger! Bare lige så du ved det. Det ville da være fjollet af mig i den her kulde at stå på en perron og glo på at togene farer forbi, så det gør jeg selvfølgelig ikke.

Kære Inger, hvis det lykkes dig at forstå dette budskab, vil du så ikke være sød at forklare det for Benedikte? Hun går nemlig også rundt i den vildfarelse, at jeg er parkeret eller står og glor på en perron.

Glædelig jul Inger!
Og gid at du kan sove roligt om natten…

Mvh
Førtidsparasitten

søndag den 21. november 2010

Ord i dag - virkelighed i morgen.

Den 9. november skrev Georg Metz i Information: Det er i sproget, det begynder. I ordet ligger handlingen latent. Samme dag udkom Peter Tudvads bog om Søren Kirkegaards antisemitisme. Jeg har ikke forstand på Søren Kirkegaard, så jeg kan ikke deltage i debatten om Peters bog, men jeg bemærkede disse kloge ord fra forfatterens mund i forsvaret af bogen: Ord er ikke uskyldige.
Jeg er ikke veluddannet som omtalte herrer, ikke akademiker og højt på strå, ikke værdig til at blive hørt og ikke værdig til at få point. Hvis jeg ikke allerede boede i Danmark ville jeg helt sikkert ikke blive sluppet ind. Men jeg er enig med Metz og Tudvad og havde trods min manglende akademiske baggrund og min lidet misundelsesværdige status som samfundssnylter indsigt til allerede den 28. oktober at sige noget lignende på min blog. I indlægget Førtidspensionister - dem hænger man da skrev jeg følgende: Folkestemninger har ikke nødvendigvis rod i nogen større sandhed, men de har magten til at ændre verden. Nogle gange til det bedre. Andre gange er folkestemninger næret af en bidsk og led indre svinehund. Så er det, at det pludselig bliver helt acceptabelt at lægge hele befolkningsgrupper for had, sådan som det for tiden sker med førtidspensionisterne.
I aften sendes så programmet Ord kan være som arsenik i Deadline Sektion 2 på Dr2. Det handler om det samme: Ordenes farlige magt. Ord der drypper gift i menneskenes sind.

Nogle vil vel betragte mig som en paranoid undermåler og det er jeg måske også i nogle sammenhænge, men blind og døv og dum er jeg fandeme ikke. Jeg læser debatterne rundt om på nettet. Jeg ser hvordan det bliver mere og mere legitimt at kalde førtidspensionister for nassere og fuskere. Jeg ser hvordan man italesætter, som det hedder på moderne dansk, en virkelighed der intet har med min virkelighed at gøre: Førtidspensionen i Danmark er blevet en stor, uoverskuelig og samfundsbelastende parkeringsplads, hed det fx på 180grader.dk for få dage siden. Hvornår bliver parkeringspladsen degraderet til losseplads? Hvornår rydder de op i skidtet? Eutanasi? For vores egen skyld?! Nemt og smertefrit. Bare et lille stik og derefter den store, barmhjertige stilhed. Du får fred og er ikke længere en belastning for den hårdtprøvede statskasse.


Muslimerne, de mørkhudede, førtidspensionisterne. Alle de forbandede snyltere, der har flået den danske skatteyder længe nok. Ukrudt skal ikke have lov at brede sig. Ryd nu op for fanden! Det ligger i ordene der siges i dag. Hvad morgendagen bringer tør jeg knapt nok tænke på?

torsdag den 18. november 2010

182 ½ dag

En ven satte her til morgen mine tanker i sving. Hun havde skrevet følgende i sin Facebook-status:
”Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide at du havde 6 måneder tilbage at leve i...? Tænk over det ... og tænk så over, hvorfor du ville vente til en eventuel dødsdom med at gøre det ...”

Mennesker der får at vide, at de kun har 6 måneder tilbage at leve i, vil oftest være begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder pga. sygdom. Dette faktum vælger jeg at springe let og elegant hen over. Jeg forestiller mig tanken, at mit helbred er i orden og pengepungen bugner af store sedler, der venter på at blive brugt. Hvad ville jeg så gøre, hvis jeg fik at vide at jeg havde 182 ½ dag tilbage at leve i?

Jeg ville vandre i fjeldene i Norge i tidlige morgentimer og nyde solopgangen og den uspolerede, friske luft i mine lunger. Og min kone og jeg skulle bo i en lille bjælkehytte sammen med den stridbørstede terrier, og på vej hjem fra morgenvandringen ville jeg gå forbi en bagerbutik i en fjeldlandsby og købe nybagt morgenbrød med hjem og jeg ville vække konen blidt. Forsigtigt. Og tænde et par stearinlys på det rubjælkede bord og nyde duften af morgenkaffe brede sig.
Og om aftenen skulle vi flette blikke og fingre og svømme væk i hinandens kroppe på lammeskindstæppet med den knitrende pejseild som baggrund og et glas luksuscognac inden for rækkevidde. Og selvfølgelig ville jeg skrive et digt, når dagen sluttede. Et koncentreret, rent lille værk, helt uden overflødige ord.

Og jeg ville se de højeste redwood-træer i Californien, blive drivende pjaskvåd af skumsprøjtet ved Victoria Falls, lægge nakken tilbage og føle mig lillebitte ved Kilimanjaros fod, imponeres over verdens største vulkankrater i Yellowstone, stå musestille, mens en bjørn luntede tæt forbi og tænke på om jeg mon alligevel ikke havde mine lovede dage tilbage.

Og jeg ville vandre ved Stillehavet og se pelikanerne dykke efter fisk derude. Jeg ville tage toget tværs over Canada og gøre ophold undervejs og elske langsomt med min kone på hoteller med brede, bløde senge og spise frisk frugt, grovboller og kraftig ost til morgenmad og skylle efter med friskpresset appelsinjuice og om aftenen inden vi lagde os, ville jeg skrive et digt. Et koncentreret digt. Et bouillondigt. Med kun de væsentligste ord.

Og jeg ville sidde på en restaurant på en bjergside i Alberta og se solen nærme sig horisonten og nyde synet af det smukke vegetarmåltid, der netop var blevet bragt til vores bord og nippe til en italiensk rødvin og fortælle de blå øjne på den anden side af bordet, hvor lykkelig de gør mig og overveje at bestille en dobbelt espresso og en cognac efter maden, for måske er det lige meget om man kan sove, når man skal dø lige om lidt. Og når dagen var omme ville jeg skrive et digt. Bouillondigt.

Og jeg ville tage min kone med til Alaska og overraske hende med en slædehundetur og se hende blive jublende lykkelig, fordi at den oplevelse har hun ønsket sig i mange, lange år. Og hen på aftenen efter kuldevind i håret og gøen fra hele koblet og sus over sneen og elskov og mad og vin og godnat til min kone ville jeg sætte mig, se dagen forsvinde bag bjergene og skrive et digt.

Jeg ville vandre ad smalle bjergstier, sidde på bredden ved en eller anden river wild og måske ville jeg ryge mig en pibe tobak. Når jeg nu alligevel skal dø. Sådan en Black Caledonian, der dufter af lakrids og jeg ville se kæmpeørnene fouragere blandt trætoppene og nyde en mørk og kraftig stout uden at tænke på leverskader og åreforkalkning. Og senere samme dag, når  lyset endnu engang trak sig tilbage for mørket, ville jeg skrive et digt.

Og jeg ville lade tårerne trille af rørelse over englelignende sopraner på gamle teatre og se alle Lloyd Webbers musicals i alverdens byer og gå smilende lykkeligt derfra og skrive et digt ved dagens slutning.

Og når dødsdagen kom, ville jeg sidde og kigge ud over Vesterhavet i mit gamle fødeland. Jeg ville give min kone bogen med alle digtene og bede hende udgive den. Den skulle hedde ”I live” eller ”182 ½ dag” eller noget i den retning og være tilegnet min kone med tak for alle de lyse øjeblikke jeg har haft med hende.

Og når timen, minuttet nærmede sig ville jeg se ud over havet en sidste gang, fortælle min kone at jeg elsker hende og altid har gjort det og at det er helt ok at hun åbner sit hjerte for en anden kvinde, når hun er færdig med at sørge over mig og at hun skal huske at leve hvert eneste minut.

Så ville jeg tage hendes hånd og putte mig ind til hende og lytte til hendes levende, bankende hjerte med mit højre øre og til Nordsøens utrættelige bølgeslag med det venstre.
Og dø

©Laila Ammitsbøl

torsdag den 28. oktober 2010

Førtidspensionister? Dem hænger man da....

Hvordan kan du tage det der alvorligt, spurgte min kone her til morgen som kommentar til at jeg netop havde læst op for hende fra en debat på BT’s hjemmeside.
Debatten jeg sad og blev så oprørt over var en følge af en artikel med overskriften: Stor test afslørede 640.000 fup-invalide. I artiklen siges det at:

”Tre ud af fire ansøgere til førtidspension er fuldt ud i stand til at passe et arbejde. Det viser et nyt britisk forsøg med at teste ansøgere.
Ud af omkring 840.000 personer der ansøgte om førtidspension fik 640.000 den besked, at de var raske nok til at arbejde eller de trak deres ansøgning tilbage, før de skulle testes.
Det peger på, at de bare skulle prøve lykken, skriver den britiske avis, Daily Mail.”

Herefter følger en debat, der nærmest får mig på grådens rand. Der er ikke længere nogen grænse for, hvad man kan sige om førtidspensionister.
Under overskriften Fuskere hele livet skriver en hr. Olsen:

”Fordi man får pension som 25-årig, betyder det ikke at det gælder de næste 40 år ... det er overdrevet og burde kun eksistere i Andeby. Folk som er meget syge er det ok. Før i tiden var det svært at placere svage personer i systemet og i stedet for at sparke dem i røven --- fik de invalidepension.”

Jacob Hansen skriver:

”Alle folk på overførselsindkomst svindler og bedrager, har man altid vidst.”

En tredje som ikke har mod til at skrive sit navn skriver følgende:

Der er mange der svindler sig til en førtidspension. De spiller åhh så syge når de er til lægen eller til samtale på kommunen. Når de er ude af lægens eller sagsbehandlerens syne eller kommer hjem så griner de og tænker at der narrede jeg dem igen. Når pensionen er i hus fejler de intet og kan arbejde ved siden af uden problemer. Jeg håber at der bliver sat en stopper for dette svindel.”

Efter at have læst debatten på BT gik jeg ind på 180grader.dk hvor artiklen også er trykt. Også her er debatten hadsk og mistænkeliggørende. Næsten alle debattørerne er enige om at førtidspension er noget man svindler sig til. LordNacho foreslår direkte, at man skal have en bøde for at søge førtidspension, hvis systemet giver afslag:

Meningen med en undersøgelse er jo netop at finde ud af, hvor mange mennesker der snylter. Det bedste ville nok være (som jeg sagde på en anden tråd) at alle, der søgte om førtidspension blev undersøgt af et hold læger, der derved kan beholde deres anonymitet når de giver afslag. Og måske smide en bøde oveni hvis man ikke er tæt på at være uarbejdsdygtig.”

Kim Freyberg filosoferer over hvordan det forholder sig i Danmark i forhold til i England:

Jeg er overbevist om det er ligeså slemt her. Fuldstændig overbevist! Og hvorfor det? Fordi jeg ikke engang behøver tage mine briller for nærsynethed på, for tydeligt at kunne se de første tre tilfælde omkring mig.
Det her system står på vid gab for plattenslagere og det uhyggelige er, i hvor høj grad de får lov til at køre deres plat.”

Som sagt i indledningen undrer min kone sig over, hvorfor jeg gider tage den slags alvorligt. Svaret er at jeg tager det alvorligt fordi folkestemninger er det der kører den politiske skude. Folkestemninger har ikke nødvendigvis rod i nogen større sandhed, men de har magten til at ændre verden. Nogle gange til det bedre. Andre gange er folkestemninger næret af en bidsk og led indre svinehund. Så er det, at det pludselig bliver helt acceptabelt at lægge hele befolkningsgrupper for had, sådan som det for tiden sker med førtidspensionisterne. Hetzen kører op i et mere og mere hysterisk plan og ingen vil løfte et øjenbryn, hvis politikerne laver stramninger, der ødelægger mange førtidspensionisters liv. Dette være sig økonomiske stramninger, krav om revurdering osv.
Nogle gange får jeg den tanke, at befolkningen ville juble, hvis alle førtidspensionister dinglede for enden af et reb. Vi er intet i den offentlige debat. Nej, vi er mindre end intet. Vi er dem den brede befolkning og en stor del af politikerne helst ser tværet ud.

Hvad siger du? Bliver jeg lidt skinger? Det er måske, fordi jeg føler, at førtidspensionister i dag betragtes som udskud og at det store flertal af befolkningen mener vi er nogle lede snyltere. De kender ikke hverdagens kampe med de sygdomme der gjorde, at vi blev bevilget pension, men det er også lige meget, blot de har en bekvem ”sandhed” de kan bekræfte hinanden i, når de skal finde syndebukken for landets sølle økonomiske tilstand.

Der er fuldstændigt frit løb for Lars og kumpanerne, når der skal laves førtidspensionsreform. Skær I bare helt ind til benet for førtidspensionisterne! Folket er med jer!

søndag den 17. oktober 2010

En hverdag du ikke kender

Der er en hverdag du ikke kender
du som ser mine skriverier på nettet
og tænker
hvorfor er hun førtidspensionist
kunne hun ikke godt lige
slå en græsplæne
gå et ærinde for en gammel
arbejde 15 eller 20 timer om ugen
kunne hun ikke give sit lille bidrag til sit betrængte fædreland
i stedet for at leve af de penge vi andre tjener
i stedet for at gå uvirksom omkring
i stedet for at sidde ved sin computer og blogge

Jeg forstår dig godt
på sin vis
men der er en hverdag du ikke kender
skrøbeligheder jeg ikke viser
fordi de er pinlige
fordi også jeg har brug for at have en facade
og vise mit værd
derfor tegner jeg et billede
af den jeg gerne ville være
og giver dette andet jeg liv i cyberspace

Der er en hverdag du ikke kender
for selv mine bedste venner
må ikke se vanvidsskrigene
mine egne gale knytnæver der banker mod min krop
stresstærsklen der er på højde med en fluelort
alt det jeg slet ikke vil nævne her

Så når du kigger i din pengepung
og derefter skæver olmt til mig
og indigneret spørger hvorfor du skal betale
så kan jeg kun sige
der er en hverdag du ikke kender

©Laila Ammitsbøl

fredag den 8. oktober 2010

Det er da synd for Lille-Lars...

Jeg synes det er synd for Lars Ulykke at han er "parkeret" som statsmedister, når han nu har så svært ved at klare opgaven. Tænk at han er kommet til at give så mange penge til privathospitalerne. Det var jo ikke for at være ond eller noget, men bare fordi han synes det er sådan en god ide at flytte alle offentlige opgaver over i privat regi.
Og det er da også lidt træls at han kom til at give skattelettelser til de rigeste. Han kan jo ikke bare tage pengene fra dem igen, for så bliver de jo kede af det.
Det er jo derfor han er nødt til at skære i SU'en og køre budgetterne så stramt at kommunerne må lukke skoler på stribe, skære i de gamles rengøring, fyre dagplejere og lave lukkedage i daginstitutionerne. 
Der er da også lidt træls, at det nu kommer frem i lyset at hans ministre har løjet for at beskytte ham og at Helle og Villy hele tiden hakker på ham. Når folk nu ikke kan forstå, hvor god en ide det er det der med privathospitaler, var man jo nødt til at skjule sandheden en lille smule.


Nå, men nu har han da fundet på det med førtidspensionisterne. Det er da en god ide, ik? Her kan man skabe forargelse i befolkningen. Man kan tegne et billede af en flok usle parasitter og man kan skabe et helt nyt udtryk og spindoktorerne kan hjælpe med at sprede det i befolkningen, sådan at det til sidst bliver "sandhed". Det har han da gjort dygtigt Lille-Lars, så noget er da lykkedes for ham. Nu tror alle, at førtidspensionister er "parkeret" på førtidspension og at den største tjeneste man i virkeligheden kan gøre de snyltere, er at fratage dem førtidspensionen og smide dem ud på arbejdsmarkedet. Altså herregud, sådan en smule sygdom skal vel ikke have lov at stoppe en samfundsborger i at yde sin del til samfundet. Man skal jo bare fokusere på det man kan i stedet for det man ikke kan. Det må de da også kunne fatte de socialrådgivere der i alt for høj grad sidder og tildeler livsvarig forsørgelse til syge mennesker.


Lad nu være med at være på nakken af Larse-manden. Stik ham en fadbamse på skatteborgernes regning i stedet for og husk det er ikke let at være "parkeret" som statsmedister...

søndag den 26. september 2010

Homo

I København banker de mig
i Iran hænger de mig
i Pakistan stener de mig

Kristendommens nådige Gud
kalder mig vederstyggelig
og vil helbrede og omvende mig

Islams barmhjertige Allah
med de 99 smukke navne
idømmer mig dødsstraf

Paven erklærer i sin uendelige visdom
at jeg er til fare for menneskeheden
på linje med ødelæggelsen af regnskoven
  
Mit ægteskab må ikke kaldes et ægteskab
min kærlighed kaldes synd og hor
den ene ting kan de hellige hovmodigt enes om

Og så undrer de sig over at jeg er ateist

©Laila Ammitsbøl

tirsdag den 21. september 2010

Blomsterne på gaden


Vold gror som kvikgræssets rødder
Under asfaltens hårde hud
Ansigter smadres af koben
Mens morderen priser sin Gud

Hadet flammer op i gaden
Og asfalten rødmer af blod
Uskyldige folk på gaden
Betaler den hæsligste bod

Så lægger de blomster på gaden
Som symbol på menneskets værd
Står side ved side i sorgen
over livet som endte her

De tavse folks tavse protest:
Vi vil ikke have det sker
Vi klæder gaden i blomster
Vores børn skal ku’ lege her

Et motordrøn flænser natten
To kroppe, sårbare bløde
En mor med sit barn ved hånden
Vandrer nu om blandt de døde

Heidi har mistet sin datter
Jens har mistet sin unge brud
Gaden har mistet sin uskyld
I sorg bæres kisterne ud

Hver eneste nat i byen
Taler kniven sit onde sprog   
Dødens nådesløse engel
går i byen på natligt rov

En dreng på det forkerte sted
Og i et uheldigt minut
Dør en meningsløs, grusom død
Et uskyldigt barns liv er slut

Aisha har mistet sin Ali
sin yngste og elskede søn
med ansigtet vendt mod Mekka
Beder hun i smerte sin bøn

Aisha og Heidi er søstre
I sorgens tungsindige land
De kender den samme smerte
Den tørstendes skrig efter vand

De tager hinandens hænder
I håb om lysere dage
Dækker et fortov med blomster
Slukker blidt for hadets plage

Så lægger de blomster på gaden
Som symbol på menneskets værd
Står side ved side i sorgen
over livet som endte her

De tavse folks tavse protest:
Vi vil ikke have det sker
Vi klæder gaden i blomster
Vores børn skal ku’ lege her

Skrevet i marts 2008 efter det voldsomme overfald på et 16-årigt avisbud i København. Drengen døde efter overfaldet.
©Laila Ammitsbøl






søndag den 19. september 2010

Tegningen jeg ikke tør vise



Her er tegningen jeg ikke tør vise
skjult bag et beskyttende lag hvid maling

Jeg var ellers så glad da jeg havde lavet den
den var blevet lige som jeg ville have den
ja faktisk mere end det
den overraskede under tilblivelsen
fik nærmest sit eget liv
og nu var den så færdig og perfekt
at jeg ikke kunne tilføje en eneste detalje
uden at komme til at ødelægge den
jeg så det med det samme
den nærmest talte til beskueren
så livagtig var hver streg

Da var det jeg kom til at tænke på
at nogle måske ikke ville kunne lide den
smag og behag er jo så forskellige
tænk hvis nogen blev sårede
og i bar sorg og frustration
stimlede sammen i nær og fjern
mens de knyttede deres rasende næver mod tv-kameraer
satte ild til ambassader
og truede min afskyeligt fornærmende person
og jeg sad herhjemme
rystende af angst over det jeg havde sat i gang

Jeg så på min tegning endnu engang
men nu med en begyndende dump smerte i brystet
tænk hvis synet af disse streger på mit papir
fornærmede nogle stakkels mennesker i en sådan grad
at de kom til at fremstille terrorbomber
og tænk hvis de var så fortvivlede over mit lille værk
at de lod bomberne sprænge på en helt almindelig formiddag
blandt fortravlede familiefædre
kvinder med lys i blikket og en lille ny i maven
teenagere sprudlende af ungt liv
og trippende, skoletaskebærende børn

Jeg så blodig alvor
afsporede togvogne
nedstyrtede fly
menneskekroppe forvandlet til hakkekød

Jeg så min elskede
med de lysende blå øjne
hendes bløde krop under mine hænder
hendes arme omkring mig
hendes duft
og jeg så hende blive til støv for mine fortvivlede øjne
og hørte mit endeløse skrig på vej ud i rummet

Skulle skylden ligge på mine skuldre
skulle jeg bære denne ubærlige smerte
i resten af mit forbandede liv

Jeg så på min tegning en sidste gang
vidste at skylden aldrig kunne blive min
men måtte sande at jeg ikke havde modet
til at vove forsøget

I mit haveskur fandt jeg en sjat hengemt maling
fejhed fås åbenbart på dåse
og mens jeg fældede en bitter tåre
dækkede jeg min tegning med brede strøg

Så her er tegningen jeg ikke tør vise
i sandhed et rigtigt stykke samtidskunst


©Laila Ammitsbøl

lørdag den 18. september 2010

Titanic 2010

Løsslupne dele intet andet
flydende fragmenter koldt mørkt ocean
og tror vi endnu på tryghed
på sammenhæng på mening
den tid er definitely forbi
der er kun den rå livskraft tilbage
kun den sejes ret til at gribe drivtømmer
redningsbåd hvad som helst
de svage skal dø
visne visne DØ
bukke under for bølger kulde stærke arme sparkende størrelse 48
dyrene har altid vidst det
hvalroshannen er perverst stor
hans gener skal sprøjtes i så mange hunner som muligt
og så mange rivaler som muligt
SKAL DØ

Livslov
Livslov
grib et halmstrå hvis du kan
hiv de andre ned ved håret
i det frysende sorte hav
brug dem som redningsvest tømmerflåde
gå på deres rygge så gør de dog lidt nytte
og inden de drukner og synker mod bunden
tag alt hvad de ejer
for sådan er livets lov

Medlidenhed er en udyd
medfølelse fortidig til grin
den stærkes ret ret ret sætter standarden
rydder op i lortet samfundslortet
luger ud sier fra ugræs
umennesker udyr

Så her bliver helt rent


©Laila Ammitsbøl


fredag den 17. september 2010

Rejekælling

Jeg vil være gråhåret
lade manken gro viltert
og aldrig mere farve den

Jeg vil være en furie
der ikke finder sig i mere shit
En rejekælling

Nej, jeg vil ikke tage det roligt
og tænke positivt
og te mig pænt!

Jeg vil skrige fra hustagene
og bestige bjergene
og lade folk afsky mig
hvis de nu så gerne vil

Jeg vil sige fra
og protestere
og være hysterisk
kald mig bare det hvis I vil

Og jeg vil elske og hade
som det passer mig
sprutte af raseri
boble af eufori
gløde af liv og lyst

Jeg vil lade dette store bankende hjerte
der svulmer af liv i mit bryst
endelig få luft og plads


©Laila Ammitsbøl

søndag den 12. september 2010

En uendeligt træt førtidspensionist

Jeg er en uendeligt træt førtidspensionist. De sidste par år har jeg skrevet en del omkring førtidspensionisters vilkår i Danmark, men det sidste stykke tid har jeg følt mig totalt drænet for energi og ude af stand til at skrive noget som helst. Hvorfor? Fordi det virker som om det er totalt nytteløst og håbløst. Fordi det er umuligt at trænge igennem til medier og politikere. Fordi dagsordenen er sat og stadig sættes af de der har akademiske uddannelser, magt og røven fuld af penge, men som desværre ikke kender en skid til min og andre førtidspensionisters virkelighed.
Jeg har ikke noget imod folk, der har taget en uddannelse og heller ikke mod folk der har en spækket pengepung. Men jeg har noget imod at mennesker der render rundt på de bonede gulve,  sutter på deres sølvske og soler sig i deres prestigegivende teoretiske viden om samfundsforhold, skal have eneretten til konstant at udtale sig om menneskeliv de intet kender til.

Sammen med mange andre førtidspensionister er jeg overvældet af den massive hetz der raser mod førtidspensionister. Overskrifterne bliver mere og mere nedrige, jo tættere vi kommer på efterårets førtidspensionsreform.
For få dage siden kunne man fx læse om førtidspensionister der rejser ud af landet og lever i sus og dus under palmerne sydpå. Man ser det lige for sig: Der sidder den samfundssnyltende, livsnydende førtidspensionist med en kølig drink og et smørret grin og glor ud på det turkisblå hav, mens hans stakkels skatteplagede landsmænd, for at kunne forsørge ham, må slæbe sig på arbejde og knokle i deres ansigts sved i det kolde, nordlige hjemland.

Aldrig har jeg følt mig så utryg for fremtiden. Aldrig har jeg følt mig så mistænkeliggjort og misforstået. Grunden til at jeg fik førtidspension, tilstanden, sygdommen eller hvad pokker man vil kalde det eksisterer endnu. Den plager mig hver eneste fucking dag. Den forsvandt ikke på mirakuløs vis, den dag jeg fik førtidspension, sådan som Karina Pedersen påstår i sin direkte fornærmende og modbydelige artikel. (artiklen hed Førtidspension - en mirakelkur. Den er nu slettet og jeg kan derfor ikke linke til den)
Jeg er ingen bedrager, sådan som en anden overskrift antyder, snarere totalt bange for at komme til at gøre noget forkert. Jeg arbejder ikke fuldtid ved siden af pensionen. Jeg bor ikke under palmernes sus sydpå, men i en lejebolig på Sydsjælland. Ej heller er jeg parkeret på førtidspension, sådan som eliten ynder at udtrykke det, når de skal have en undskyldning for at fratage psykisk syge førtidspensionister deres indtægt. 

Sådan er min virkelighed! Den kan jeg så skrive om her på min blog for døve ører og blinde øjne, så længe jeg orker.

Nogle af tidens overskrifter:

Pensionisters bedrageri skal frem i lyset
Mange førtidspensionister arbejder – på fuld tid
Førtidspension i palmesus
Milliarder at hente ved midlertidig førtidspension
Psykisk syge parkeres på førtidspension
K vil tidsbegrænse førtidspension
Førtidspension koster kassen
Erhvervsliv støtter svækket førtidspension
Forslag: Slut med førtidspension til unge
DF og R ønsker midlertidig førtidspension
Kommune vil have førtidspensionister tilbage i job
Førtidspension – en mirakelkur?

fredag den 30. juli 2010

Peperoncino Siciliano - en fantastisk oplevelse for vegetarer

Jeg er normalt ikke madanmelder, men denne oplevelse må jeg berette om:
Friske råvarer, mad der tydeligvis er tilberedt med kærlighed, og venlig, ja nærmest omsorgsfuld betjening, betegner oplevelsen man får, når man spiser på Peperoncino Siciliano i Næstved.

Som vegetar er det ærligt talt sjældent, at jeg får en rigtig god oplevelse, når jeg går ud og spiser på en restaurant i Danmark. Her i verdens mest kødædende nation, er der meget lidt forståelse for det at være vegetar. Selv uddannede kokke tror fejlagtigt, at vegetarer spiser fisk og når man så har fået forklaret tjeneren/kokken, hvad man spiser, er det ofte ufatteligt kedeligt det man får serveret.

Sådan er det ikke på den stemningsfulde italienske restaurant i Det røde pakhus i Riddergade i Næstved. Her gør man sig umage og det kan smages!

På menukortet kan man finde en vegetarpizza og så er der en lille note, der siger at vegetarer kan spørge kokken. Jeg valgte pizzaen og det var et festmåltid. Osten og tomatsovsen smagte fantastisk. Det gjorde bunden også. Fyldet var prikken over i’et: Friske grønsager, skåret groft, så man smage hver enkelt del. En pizza på Peperoncino Siciliano er ikke en slatten oplevelse med de evindelige røde pebre, ananas, løg og dåseasparges, som man bliver præsenteret for så mange steder.

Min kæreste gik efter noget andet end pizza. Der blev lyttet på hvad hun havde lyst til og retten blev kreeret efter hendes ønske. Masser af dejlige grønsager og fettuccine i en velsmagende tomatsauce blev det til.

Husets rødvin var for resten glimrende! Så oplevelsen var gennemført god. Også prisen er til at have med at gøre. For to hovedretter, et stort glas cola, en dobbelt baileys og ½ karaffel rødvin gav vi 398 kr.

Tak til Peperoncino Siciliano for at give to vegetarer en dejlig oplevelse!

Jeg vil anbefale alle vegetarer der kommer til Næstved at nyde en romantisk middag på dette dejlige sted. Udover at maden og betjeningen er som den skal være, så er restauranten rigtig hyggelig indrettet i den historiske bygning.

Da jeg er vegetar har jeg selvsagt ikke smagt kødretterne, men jeg er 100 % sikker på, at der også for kødspisere venter en god oplevelse på Peperoncino Siciliano.



http://www.peperoncino.dk

torsdag den 29. juli 2010

Blind tro – når tanken stivner

Det farligste menneske er, tror jeg, den der mener at have fundet sandheden. Sokrates sagde: Det eneste jeg ved, er at jeg intet ved. Sådan har jeg det også. Som menneske er jeg nysgerrig og søger sandheden konstant, men jeg gør mig ingen forhåbninger om nogensinde at finde den! For de som har fundet sandheden er al søgning stoppet. Deres menneskelige udvikling er gået i stå, for hvad skulle motivationen til at søge være, når man allerede tror man ved hvordan det hele hænger sammen?
Uanset om sandheden er af politisk eller religiøs art, er den der er overbevist om sin ideologis fuldkommenhed stivnet i sin tankevirksomhed. Der er ingen plads til debat og udveksling af tanker med medmennesket. Jo mere verden forandrer sig, jo mere det egentlig burde stå tydeligt, at denne tro ikke længere holder vand, jo mere isolerer den overbeviste sig sammen med sine trosfæller og læser endnu flere af de bøger, der bekræfter det hun eller han allerede har vedtaget er sandheden. Det bliver nødvendigt at lukke af for omverdenen og bekræfte sig selv og hinanden i, at det er de andre der er galt på den og at deres modstand blot er tegn på deres manglende erkendelse af sandheden.

For efterhånden mange år siden interesserede jeg mig for New Age bevægelsen. Jeg var ung og søgende og følte jeg fandt en mening med mit temmelig mislykkede liv i påstandene om karma, reinkarnation, healing, chakraer, auralæsning osv. Som jeg blev ældre kunne jeg dog ikke holde min hjernevirksomhed nede længere. Jeg begyndte at stille spørgsmål og som årene gik, kunne jeg simpelthen ikke længere tro på det bevægelsen stod for. Det eneste levn jeg har tilbage fra dengang er at jeg er vegetar. I dag er jeg det ikke fordi jeg tror jeg får en god karma, men bare fordi det er mig dybt imod at spise kød og fordi jeg føler mig bedst tilpas ved at indtage smuk og sund vegetarmad.
Det fyldte mig efterhånden med lede, at opleve den følelse af frelsthed og bedrevidenhed, som præger mange der bekender sig til New Age filosofien. Nogle gange pakkes det ind, andre gange siges det simpelthen ligeud: Jeg er en gammel sjæl eller jeg er nået længere i min udvikling end du er. Jeg ved det jeg ved, du er bare ikke nået dertil endnu!

Den pæne version lyder: Vi er nået til forskellige stadier i vores udvikling, underforstået at den der kommer med udsagnet er nået længst i sin såkaldt åndelige udvikling. Den åndelige udvikling indebærer blandt andet, at man ser ned på videnskaben. At være videnskabeligt anlagt og dermed kræve bevis for fremsatte påstande, anses for at være tegn på åndelig tilbageståenhed. Når man kan være så firkantet, må det være fordi man ikke har levet så mange liv.

At tro kan være en styrke for det enkelte menneske. Det kan give evnen til at bære svære tilskikkelser i livet, som fx sygdom. Der hvor troen bliver farlig, er der hvor folk bilder sig ind, at deres tro er den eneste sande eller at den måske slet ikke er tro, men viden. Da er det man føler sig berettiget til at slå de vantro ihjel, at dømme medmennesket til stening eller evig fortabelse eller blot sidde med sit religiøse snudeskaft i vejret og vide sig bedre end næsten. Da er det en flok hengivne kan følge en gal guru ud i angreb på uskyldige mennesker, isolation fra familie eller sågar masseselvmord.

En sjov ting er det at lige meget hvilken sekt en troende tilhører, vil han/hun altid sige at det ikke er en sekt. Det er selvfølgelig alle de andre der er det.

søndag den 11. juli 2010

Hede minder i hedebølgen

Jamen, jeg bliver bare inde! Det er så nemt med det. Jeg nægter at være ude, mere end det jeg er absolut nødt til, for det bliver 32 grader udenfor. I skyggen! Hvad er det så midt i solen? 50 måske?!


Når den danske sommer bliver hedebølgeagtig, sådan som den er i disse dage, vandrer mine tanker tilbage til 2005, hvor min kone og jeg var i Toronto i Ontario i Canada. Vi boede på et hostel, det billigste overnatningssted, vi havde kunnet finde. Vi fortrød denne disposition og gør det aldrig mere! Vores værelse lå over en snusket restaurant, hvor de gjorde det i fiskeretter. Derfor lugtede der konstant af en ækel blanding af fisk og friture. Værelset var primitivt, snusket og uden ordentlig aircondition og udtrykket ”don’t let the bed bugs bite you!” som man ofte hører i engelsk-sprogede film, gav pludselig mening, for der boede virkelig nogle fæle små kryb i vores seng og de kunne bide, så det kunne mærkes, skulle jeg hilse og sige!

Torontos indvånere er vant til varmen. De har bygget en kølig by under byen. Den såkaldte PATH, der er en 28 km lang underjordisk verden med indkøbscentre, spisesteder og adgang til undergrundsbanen. Ifølge Guinness book of records det største underjordiske indkøbsområde i verden. Her kan man bevæge sig rundt i behageligt ly for den ulidelige, fugtige hede, der hersker oppe i jordhøjde og det benyttede vi os i høj grad af.

Dagene var skrækkeligt varme, nætterne ulidelige. Jeg husker specielt en nat, hvor jeg bare lå helt stille på ryggen, ude af stand til at sove og bange for at mit åndedrætssystem ville sætte ud. Pga. den høje luftfugtighed føltes varmen på en måde, som vi aldrig oplever herhjemme. Dagen forinden denne nat havde temperaturen været langt over 30 grader, men ifølge den lokale vejrudsigt føltes det som 43 grader pga. fugtigheden.

Selvom vi havde betalt for overnatning i Toronto fik vi en ubændig trang til at stikke af. Uover varmen og stanken af fisk, var der nemlig mange nætter en øredøvende larm fra unge mænds mega-stereoanlæg. De skruede op på fuld volumen på anlægget i deres bil og åbnede selvfølgelig bildørene. Så kunne de hygge sig i deres infernalske larm i timevis lige under vores vinduer. Vi var på randen af vanvid!

Vi tog nogle udflugter bort fra det hede helvede og det var tiltrængt! En dag gik turen med Greyhound til Niagara Falls, men her var det ikke mindre varmt. 35 grader i skyggen, der var bare ikke noget skygge, så hvor høj temperaturen var der midt i den brændende sol tør jeg slet ikke gisne om. Det behagelige var at stå i den regn vandfaldet laver, når det styrter sig mod dybet. Der står en stor sky over vandfaldet og ind over udsigtsstedet.

En anden af vores afstikkere fra Torontos hede gik til den lille by Owen Sound, der ligger ved Georgian Bay. Her havde vi sat os for at se Jones Falls, et vandfald som vi dog aldrig fandt frem til. Til gengæld kom vi ud på en 5 timers lang stroppetur i en skov. Temperaturen var omkring 30 grader, men pga. den meget høje luftfugtighed var det ulideligt, selvom solen ikke skinnede på os. For at fuldende billedet så var der hundredevis, tusindevis af myg, der var efter os konstant.

Nu lyder det jo alt sammen skrækkeligt negativt, men når jeg tænker tilbage, var det jo en fantastisk tur, hvor vi fik set en masse. Dog lærte denne tur os, at vi aldrig igen vil søge til et rejsemål, hvor det er så varmt og så fugtigt. Vi er simpelthen ikke skabt til den slags klima.

Nu sidder jeg så her om formiddagen den 11. juli i mit eget ophedede fædreland og er ved at være færdig med dette blogindlæg. Meteorologerne har lovet 32 grader og fugtigheden er over 70, hvilket gør at det vil føles som 40-42 grader. Der er ingen steder at flygte hen. Jeg tænker tilbage på Toronto og de dage, hvor vi totalt overophedede, sad på vores snuskede, fiskestinkende hostel og fulgte vejrudsigten, for at se, hvor slemt det skulle blive dagen efter. Vi hørte hele tiden om extreme heat alert og the humidity index, der fortalte hvor varmt det føltes fugtigheden taget i betragtning.

Så jeg tror bare jeg holder mig inde i dag og drikker masser af vand. Ved 22-tiden i aften er det sikkert til at holde ud at gå en tur. Nogle vælger at tage til stranden, men det er dog det sidste sted jeg har lyst at være. Der er nemlig alt det jeg afskyr. Jeg er vandskræk, lider af social fobi og bliver utilpas af varmen og totalt ør af at være i direkte sol.

Jeg håber der er nogen derude, der nyder det og får deres lyst til sol og varme styret. Personligt glæder jeg mig bare til temperaturen når ned omkring 20 grader og en venlig brise køler min hud. Indtil da er jeg på standby.

mandag den 5. juli 2010

Jamen så hold dog kæft!

I den familie jeg voksede op i talte man ikke om følelser. Selv da et ungt familiemedlem døde i en tragisk bilulykke, blev der ikke talt. Alle sørgede i stilhed, for i den familie og i den kultur blotlægger man ikke sit inderste for nogen som helst. Man bider tænderne sammen og klarer sig så godt man kan. Mon ikke mange på min alder og de som er ældre har oplevet dette at man ikke talte? Det var ikke godt og jeg vil ikke anbefale det.

På den anden side er der altså nogen, der går helt over i den modsatte grøft. Velmenende, og det er specielt mine kønsfæller, må jeg desværre indrømme, der har denne ulidelige trang til at udpensle alt. Kvinder der spørger så meget ind til hvad man ligesom føler i forhold til dit og dat, at man er ved at brække sig. De ser sig selv som empatiens fortrop, men har ikke menneskekundskab og medfølelse nok til at se, at det nådigste og mest respektfulde nogle gange er at holde sin kæft.

Ægte omsorg er måske bare et forstående blik, ganske få beroligende ord eller et lille klem på en arm. Det er at vise at man er rede til at tale, hvis medmennesket har brug for det, men det er ikke at sidde med terapeutudtrykket smurt ud over ansigtet og evindeligt fremhæve den andens svagheder.
Hvis man, som jeg har nogle psykiske skavanker og det gælder sikkert også folk med fysiske dårligdomme, så vil man gerne engang imellem bare kunne føre en normal samtale i et selskab, uden konstant at skulle fremhæves af den velmenende som det interessante tilfælde.

Sidder jeg fx i et selskab og deltager i en samtale på lige fod med de andre og faktisk føler mig ganske normal, så kan denne følelse ødelægges totalt, af den der pludselig skal fremhæve min gebrækkelige barndom som årsag til at jeg føler på en bestemt måde.

Hvem gavner den, denne sygeliggørelse? I hvert fald ikke mig og andre i samme situation. Faktisk gavner den mest spørgeren, der kan føle sig overskudsagtig og god. Der skabes et behandler/patient forhold som er ret ulideligt for den det går ud over.

Jeg vil gerne have anerkendt mit handicap, men jeg vil ikke bare være den handicappede og jeg gider ikke tale om det hele tiden. Jeg er jo meget andet end denne etiket og jeg ønsker ikke mine dårligdomme dissekeret offentligt.

Det er usundt aldrig at kunne tale om hvad der sker i ens inderste, men er det ikke ligeså usundt at tale alt ihjel og at sygeliggøre medmennesket ved evig og altid at skulle være den forstående, barmhjertige samaritan?

lørdag den 26. juni 2010

Når krybben er tom bides førtidspensionisterne

Når krybben er tom bides hestene! Ja, jeg skal love for det gamle ord kommer til sin ret i disse tider. Igennem de sidste år, har vi som førtidspensionister måttet leve med at blive betragtet som arbejdsforskrækkede parasitter. Jeg synes debatten er blevet hård og bliver ked af det, hver gang jeg støder på uvidenhed og fordomme omkring førtidspensionister. Hvis folk kender, eller blot har hørt om, en enkelt der nasser på systemet, så bliver vi alle skåret over en kam og kan endnu engang dukke nakken.

I maj måned fik vi et chok, da regeringen foreslog, at overførselsindkomster som fx førtidspension ikke skulle stige i 2011 og 12. Dette blev afværget, men nu truer førtidspensionsreformen forude, og vi ved ikke om vi er købt eller solgt. Selv de politikere, der skulle være vores venner taler om, at vi er parkeret på førtidspension og skal hjælpes til et arbejde. Det føles fuldstændigt håbløst at prøve at råbe nogen op. Det er som om ingen hører det, der kommer fra førtidspensionisterne selv.

Ja, ja, efterhånden har man nærmest vænnet sig til, at politikere, alskens eksperter og smalsporede journalister er efter os konstant. Det triste der sker i denne tid, er at nu hvor førtidspensionister er så pressede og bange for fremtiden, begynder vi at slås indbyrdes og jeg må sige, at jeg i denne strid føler mig temmelig udsat. Fx kunne man i en debat på heste-nettet.dk for få dage siden læse følgende påstand fra en der selv er førtidspensionist:

”En del af dem der fik den tilkendt før 2003 fejler jo ikke en skid, og mange har job ved siden af deres ftp, da der for dem gælder helt andre regler, derfor ser mange skævt til ftp´ere.”

Jeg må sige, det gør mig trist, at skulle høre dette fra en anden førtidspensionist. Som det sikkert efterhånden er mange bekendt, bruger jeg en del tid på at skrive om førtidspension og har også oprettet Facebook-gruppen Bedre vilkår for førtidspensionister. Gruppen har over 1000 medlemmer og jeg sørger hver dag for at tjekke internettet for nye artikler og andet relevant for førtidspensionister, sådan at gruppen kan være et seriøst og informativt forum. Når jeg så får smidt sådan en påstand i hovedet, som ovenfor nævnte, så er det jeg føler mig uendeligt træt og spørger mig selv, hvad fanden det egentlig er jeg kæmper for og hvorfor i alverden jeg dog gider.

Jeg støder også mange gange på den påstand fra førtidspensionister på ny ordning, at var man blot på gammel ordning så kunne man få alting. Problemet er at hver gang dette nævnes tager folk udgangspunkt i en førtidspensionist, der er på højeste førtidspension og enlig. De som får denne ydelse er nemlig de af alle førtidspensionister, der har den største indtægt og desuden får størst tilskud til medicin, tv-licens, osv.
Disse forargede på ny ordning sammenligner aldrig med os gamle på mellemste pension som er samlevende eller gift. Det er nemlig mest bekvemt at glemme os, for vi er dem der har den mindste pension og så kan vi i tilgift ikke få noget som helst hjælp til medicin osv.
De nye er mistroiske, når man siger til dem, at man ikke kan få disse tilskud. ”Jamen så må det være fordi din ægtefælle har en fed løn!” siger de. Dertil kan jeg oplyse at hvis ægtefællens indtægt bare er på dagpengeniveau, så er man afskåret fra at få noget som helst, fordi ens tillægsprocent da er sat til nul.

Er vi førtidspensionister på gammel ordning klassens slemme drenge nu? Er det os der skal smides udenfor døren? Skal vi nu beskyldes for at vi sagtens kan arbejde, hvis vi bare gider? At vi arbejder fuldtid til sort løn, samtidig med at vi uberettiget og grådigt malker systemet for førtidspension? Ja, det er fandeme ikke mig der gør det i hvert fald! Eller er det måske specielt os der fik mindre end den højeste, der skal gøres til prygelknabe? Vi har jo en rest-erhvervsevne, siden vi nu ikke kunne få den højeste i sin tid. Jeg kan jo selvfølgelig kun tale for mig selv og jeg ved jeg ikke har nogen erhvervsevne, så er det ikke temmelig mærkeligt med denne skelnen i A og B-pensionister? Der er selvfølgelig også os, der har fået førtidspension pga. psykiske årsager. Er det os der skal have med pisken? Vi er jo bare parkeret på førtidspension forlyder det konstant. Ak og ve! Jeg er på gammel ordning og har fået pensionen af psykiske årsager, så jeg er vist dobbelt afskyelig. Hvilket musehul skal jeg mon gemme mig i?

Mit forslag til den nye førtidspensionsreform, er at alle førtidspensionister ligestilles, så vi slipper for al denne polemik om hvem der har det værst. Spar en masse administration ved at slette alle tilskud og giv os i stedet et højere beløb, som er til at leve af! Og selvfølgelig skal vores indtægt være uafhængig af ægtefællens. Alt andet er ydmygende!

torsdag den 24. juni 2010

Den sande højtid

Konen kigger ikke bøst på mig, når jeg iklæder mig mit mest praktiske og afslappede tøj, for på Sankt Hans aften behøver man ikke at være pænt klædt på bare fordi man skal ud. Sankt Hans aften er nemlig ikke opstyltet og selvhøjtidelig. Den er bare sådan sit helt eget afslappede selv og så er den i øvrigt min yndlingshøjtid. På sådan en dejlig sommeraften skal man bare hygge sig, drikke en bajer og holde sin kone i hånden, mens man brummer med på Midsommervisen og glor på et bål. Sankt Hans er den bedste højtid, netop fordi den ikke er en højtid. Den er ikke spækket med forventninger, der alligevel ikke kan opfyldes. Den er ikke forurenet af dårlige familieminder, og den er ikke en sort sump af savn skabt af alt det der mislykkedes.
Når man ikke har kontakt med sin nærmeste familie er julen mest af alt en pest. Derudover er den pissedyr og man bliver endnu federe, end man var i forvejen. Allerede nu kan jeg blive helt træt ved tanken om alle disse forbandede helligdage behængt med papnisser og glitterværk og alle de pladdersalmer, man skal synge med på, selvom man ikke tror på en disse af det. For pokker det føles mere og mere falsk, for hvert år der går. Og hvid jul, som vi havde sidste år, vil jeg gerne have mig frabedt, for det er fandeme jo livsfarligt at køre rundt og handle ind på sin cykel.

Næ, Sankt Hans aften er lysets højtid i bogstaveligste forstand. Hermed mener jeg ikke noget religiøst, men simpelthen bare solens lys, som der er så rigeligt af på denne årstid. Solens lys gør noget særligt ved menneskesindet og de bølgende, støvgrønne marker. De lange lyse aftener opfordrer til gåture i adstadigt tempo med ord der flyder så let og indforståede smil der udveksles med hende man deler seng, bord og liv med. ”Sådan er den sande højtid” som Trille sang engang i sin hyldest til hverdagen.

Til Sankt Hans synger vi om hyld der dufter i stuen ind og korn der modnes i sommervind og om skyer der sender velsignelser over marken, men ikke om en hellig jomfru, der bliver bollet tyk af helligånden og engle og den slags sludder, som jeg næsten ikke mere kan holde ud at høre på.

Jeg vil nyde tiden her omkring Sankt Hans i fulde drag: Frodigheden, lyset, den hvide bænk under parasollen, hunden og min smukke kone der solbader, når hun kommer hjem fra arbejde og så vil jeg prøve at glemme at den næste jul nu er tættere på end den forrige.

onsdag den 23. juni 2010

Det gode menneske

Hvem er det gode menneske
er det den der er nyttig og from
eller den der utilpasset, umulig
modtager menneskers dom

Hvem har visdom til at se
hvem der giver godt til verden
er ikke de smukkeste sange sunget
af de som kendte smerten

Så tag mit hjerte i dine hænder
hvisker Tove fra himmelens port
når smerten skærer vildt i mit bryst
og maler min verden sort

Og Edith, den lille franske spurv
der leved’ i misbrug og hor
trøster mig trofast fra graven
når jeg pines og slet ikke tror

Og Elvis og Janis og Freddy
der brændte lyset i begge ender
fortolker lidenskaben og smerten
som aldrig svigtende venner

Den gode er ikke den frelste
med de nydeligt vaskede hænder
men den der giver sit hele selv
i et liv der smerter og brænder

© Laila Ammitsbøl

lørdag den 19. juni 2010

Men så begyndte Susie Simple at synge…

Historien om Susan Boyle bevæger mig dybt. Hun blev drillet, kaldt Susie Simple og var sin hjembys særling. En halvgammel jomfru, der boede alene med sin kat Pebbles.

Man så det i publikums ansigter i salen den aften. De lugtede blod! Nej, hvor skulle hun dog gøre sig til grin denne kejtede grimmerjan, der stod der på scenen i sin konekjole og troede at hun skulle være den nye Elaine Paige. Foragtens udtryk stod mejslet i deres ansigter. Det var det udtryk alle mobbede børn kender, det hovne, det hånlige, det selvhævdende, bedrevidende. Det er den slags man krymper sig under, når man er den lille, den der er udset af den ubarmhjertige flok til at være prygelknabe for alle deres frustrationer og alt deres akkumulerede ondskab.

Men så begyndte Susie Simple at synge…

Og hermed gav hun alle de mobbede, de underlige, særlingene og de grimmeste blandt grimme ællinger håb. Det er sikkert både dumt og plat og fuldstændigt urealistisk at forestille sig, at jeg nogensinde vil kunne gøre noget, der kan gøre indtryk på verden sådan som Susan Boyles sang gjorde. Ikke desto mindre er det det håb hun tænder.

Da Susan Boyle var færdig med at synge, fik hun stående applaus af det publikum der få minutter tidligere havde været parat til at buhe hende ud. Dommerne var målløse og synligt berørt. Derefter gik det stærkt. Susan Boyles optræden blev set på TV og youtube af millionvis af mennesker og selvfølgelig fik hun pladekontrakt og solgte fuldstændigt vildt.

Hun synger vidunderligt, hende Susan, men hendes største bedrift er det håb hun lægger i hjerterne hos millioner af særlinge verden over. Vi så det, alle vi grimme ællinger, at det virkelig kan lykkes en dag at springe ud som en smuk svane. Måske sker der aldrig, men hver gang jeg hører Susan Boyle synge tror jeg på det…

fredag den 18. juni 2010

Økologi er ikke for fattigrøve

Økologi er godt! Deri kan jeg kun være enig, men når jeg står i supermarkedet, er det sjældent jeg vælger den økologiske vare. Jeg er nemlig nødt til at tænke på prisen og det er altså oftest sådan, at de økologiske varer er en hel del dyrere end de konventionelle.

Som førtidspensionist eller kontanthjælpsmodtager kan man ikke frelse verden. Man kan sympatisere nok så meget med økologi og fairtrade, men når man skal handle ind, er man nødt til at tænke på sig selv og sin egen familie først.
På min bon fra i dag står f. eks 1½ kg løg til 7,50 kr. Havde jeg valgt økologisk havde prisen selvfølgelig været noget højere. Jeg har altså købt 1½ kg sund fødevare for 7,50 og det er faktisk et ret godt køb.

Kartoflerne er dyre i år, måske pga. det kolde forår. Jeg vil have nye kartofler, når de kommer frem, men har endnu ikke haft råd til at købe de danske. Forleden fik jeg dog fat i nogle ret gode udenlandske. Jeg gav 20 kr. for 3 kg. Dagen efter talte jeg med en, der netop havde givet 30 kr. for et kg danske kartofler. Hun roste sine nye danske kartofler i høje toner, og jeg kunne selvfølgelig godt smage hvor gode de var, da hun gav mig en bid, men jeg havde bare ikke råd til at vælge dem. Ser man på kiloprisen var hendes kartofler 4½ gange så dyre som dem jeg havde købt!

Det betyder meget for mig at leve sundt og jeg er dybt i mit inderste overbevist om, at økologiske varer er sundere end ikke-økologiske, men pengepungen sætter altså sine begrænsninger. Derfor er jeg nødt til at vælge den sundest mulige løsning og det er at gå målrettet efter tilbud på sunde fødevarer og at købe varer, hvor man får en stor mængde for et lille beløb. Derfor er der ofte gulerødder, løg og kartofler på menuen, men sjældent avocado, som vi ellers er vilde med her i huset.

Ja, økologi er godt, ikke bare for miljøet og for sundheden, men især for selvfølelsen hos de der køber det. Det giver sådan en særlig følelse af overskud og en særlig dejligt fornemmelse af frelsthed at kunne handle økologisk i den lokale gårdbutik og i Irma. Dette er dog en luksus der må overlades til dem der har råd. Vi andre skal bare have pengene til at slå til.

torsdag den 10. juni 2010

Jeg er sgu ikke parkeret!

Udtrykket at være parkeret på førtidspension er gået hen og blevet politikernes yndlingsudtryk. De bruger det alle sammen fra højre til venstre, når de taler om hvor forfærdeligt det er med alle disse psykisk syge, der er parkeret på førtidspension. Ærlig talt så hænger det udtryk mig langt ud af halsen.
Jeg kan godt se, at det er noget skidt, hvis samfundet sætter unge mennesker på pension i stedet for at tilbyde behandling, der måske kunne hjælpe den syge til et bedre liv. Men, og der er et stort men, jeg føler at denne måde at tale om mennesker på er dybt nedværdigende. Da jeg fik pension var det sgu ikke fordi jeg blev parkeret! Kunne det måske tænkes, at det udtryk er kommet ind i sproget for at man kan gøde jorden for forringelser på førtidspensionsområdet. Hvis de stakkels førtidspensionister bare er parkeret, så er det jo nærmest for deres egen skyld, hvis de kan blive smidt ud på arbejdsmarkedet. Og i så fald behøver beslutningstagerne jo ikke at skamme sig, for de har jo frataget førtidspensionisterne deres livsgrundlag af ren og skær kærlighed og omsorg.

For pokker hvor ville jeg ønske, at de der skaber al denne utryghed, kunne se ind i hjernen på mig og andre førtidspensionister. At de blot et øjeblik kunne opleve al den angst og utryghed, der fylder sindet, når man skal være bange for at man pludselig skal fratages grundlaget for det liv, man endelig på trods af sine skavanker har formået at bygge op.

Endnu engang har vi set hvordan fagbevægelsen kan samle til stor demonstration, når lønmodtagernes interesser trues. Det er kun godt at regeringen får noget modstand, men som førtidspensionist kan man godt føle sig temmelig alene i verden, når forringelser truer forude. Vi har nemlig ingen store interesseorganisationer der kæmper for os. Nu lurer førtidspensionsreformen om få måneder og vi har i den grad brug for politikere der har hjerte og hjerne til at ville kæmpe for os. Gode folk, der kan forstå, at vi ikke har brug for forringelser og utryghed, men for ro og sikkerhed. Jeg var dybt taknemlig, da jeg fik bevilget førtidspension pga. min psykiske tilstand. Det gav mig endelig den tryghed der skulle til, for at jeg kunne begynde at leve. Den psykiske skrøbelighed/sygdom var ikke væk, men den blev nemmere at leve med, når det økonomiske var på plads. I dag er jeg bare bange. Rigtig, rigtig bange for de politikere der hele tiden påstår at de vil mit bedste.

tirsdag den 8. juni 2010

Ytringsfriheden under pres

Det er ingen hemmelighed, at jeg befinder mig til venstre i det politiske landskab. En ting savner jeg dog hos venstrefløjen, nemlig forsvaret for ytringsfriheden. Villy Søvndal var ude at markere sig på et tidspunkt, men blev da beskyldt for at være højredrejet. Nu er det så jeg ikke forstår, hvorfor højrefløjen skal have patent på at forsvare retten til at sige sin mening. Jeg forstår ikke, at hver gang man åbner munden og taler mod religiøst vanvid, så skal man have skyld for at være racist.

Ytringsfriheden er som jeg ser det under pres konstant og vi bliver altså nødt til at åbne flaben og sige vi ikke gider at finde os i det. Det sidste eksempel stammer fra Ishøj, hvor en flok knægte med indvandrerbaggrund smed rådne æg efter sangerinden Medina, udelukkende pga. hendes kunstnernavn. De kræver, at hun ændrer sit navn, fordi Medina også er navnet på den by, hvor profeten Mohammed blev stedt til hvile.
Vi skal ikke langt tilbage i tiden før vi støder på endnu et eksempel. I maj måned blev den svenske kunstner Lars Wilks overfaldet, da han holdt foredrag i Uppsala og ville vise videoen Allah ho Gaybar. Skaberen af denne video Sooreh Hera er for resten nødt til at leve under jorden, netop pga. denne lille film, der er en kommentar til den måde homoseksuelle bliver behandlet på i nogle muslimske lande.

Efterhånden er der utallige eksempler på mennesker der er blevet udsat for brandattentater, mordforsøg og overfald, fordi ekstreme islamister er blevet fornærmede.
Det handler ikke om højre- eller venstrefløj. Det handler ikke om racisme, for hver enkelt menneske skal uanset etnisk og religiøs baggrund kun dømmes på dets egne handlinger, aldrig på hvilken gruppe det blev født ind i. Det handler derimod om en af de mest dyrebare og grundliggende rettigheder i vores samfund, nemlig retten til at sige sin mening. Den skal vi turde forsvare, også på venstrefløjen!