Men patienten sagde Nej!

Jeg blev for tre år siden efter flere års stærk kløe og forskelligt udslæt diagnosticeret med atopisk eksem. Allerede fra starten af havde jeg dog en mistanke om, at det var psoriasis, da vi har det i familien.

Siden jeg fik diagnosen har jeg klaret mig så godt jeg nu kunne med Locoid og fede fugtighedscremer. Men i 2018s langvarige sommervarme gik det helt amok med kløe, og nu blev også hovedbunden og fødderne angrebet.

Desværre er det jo umuligt at få hjælp, når man henvender sig, medmindre man tilhører den elite der kan betale sig fra behandling. Fra jeg henvendte mig til egen læge og til jeg kom til hos hudlægen gik der fire måneder, og det hele var selvfølgelig blevet værre i ventetiden. De to tokrone-store skællende pletter jeg havde haft i hovedbunden, havde nu bredt sig til hele hovedbunden og venstre fod var så dårlig, at jeg ikke kunne gå for smerter, medmindre jeg havde plastret den ind i Compeed-plastre.

Da de fire måneder var gået og jeg endelig kunne troppe op hos hudlægen, var det som at få et slag i ansigtet. Han fortalte mig, at jeg både har psoriasis og atopisk eksem og at jeg skulle have Methotrexat (kemo i pilleform). Jeg havde forventet at få nogle stærkere cremer end dem jeg plejer at bruge og måske lysterapi, men jeg blev meget chokeret over at få at vide, at jeg nu skulle gå fra en forholdsvis mild steroidcreme til kemopiller. Jeg protesterede spagt og til sidst sagde han at jeg kunne vælge om jeg ville have Methotrexat eller det immundæmpende Sandimmun og det kunne jeg tænke over en uge, hvor jeg i øvrigt også skulle have taget en blodprøve, for at se om jeg kunne tåle giften. Når ugen var gået skulle jeg op til ham igen og i gang med behandlingen.

Jeg brugte denne uge på at læse, læse og læse om psoriasis og diverse behandlinger og endte med at beslutte, at jeg ikke ville have hverken Methotrexat eller Sandimmun, da begge præparater har voldsomme bivirkninger.

Hvorfor skulle jeg fylde min krop med gift, før andre mere skånsomme behandlinger var prøvet af? Det måtte jeg jo så fortælle hudlægen, da jeg kom op til ham i følgeskab med min kone. Jeg havde ikke mod på at komme alene endnu engang. Nu fik jeg så Enstilar til fødder og andre steder på kroppen og Elocon til hårbunden.

Der er mange mennesker, der ser lægen som en autoritet og stoler ukritisk på det han siger. Det kan blive farligt for den enkelte patient, for hvis lægen pga tidmangel, pengebegær eller simpelthen af mangel på omsorg for medmennesket, sætter automatpiloten på og udskriver gift som var det bolsjer, så er det patientens liv der bliver ringere end det ellers kunne have været.

Derfor vil jeg anbefale dig som patient at huske dette: Når du sidder overfor lægen, er der to eksperter til stede: Lægen har sin lange uddannelse og sin erfaring, men du kender din krop bedre end nogen anden, for du har levet med den og i den hele dit liv. Hvis resultatet skal blive godt, skal både du og lægen erkende, at det er sådan. Og forholdet mellem jer skal være et samarbejde, aldrig et ulige magtforhold, hvor lægen som uimodsagt autoritet sidder på sin piedestal og dikterer dig en bestemt behandling.

Lægen skal være en hjælper med den viden han nu er i besiddelse af, men i stedet behandlede han mig som en ligegyldig dippedut, der bare skulle videre ad samlebåndet. Han fortalte mig ikke, at der er forskellige muligheder for behandling. Han nævnte absolut intet om følgesygdomme, som man skal tage sig i agt for og han fortalte intet om kostens betydning for psoriasis og eksem. Alt skal jeg selv finde ud af. Det eneste han kunne fortælle mig var, at han ville udskrive gift.

Da jeg vendte tilbage en uge senere og fortalte, at jeg ikke ville have hverken Methotrexat eller Sandimmun, gav han mig som nævnt hormoncremer i stedet, men han fortalte mig ikke, hvordan jeg skal trappe ud af dem, hvilket ellers er meget vigtigt, da kroppen kan reagere med voldsomt tilbagefald, hvis man stopper fra den ene dag til den anden.

Jeg er lykkelig for at jeg har de mentale resurser til selv at søge indsigt, men de som ikke har kræfterne, kan så bare blive spist af med gift og gå rundt i uvidenhed om faren for bivirkninger og følgesygdomme.

Jeg kan jo ikke vide, om jeg på et tidspunkt bliver nødt til at bide i det sure æble og gå i gang med de skrappere midler, men jeg bryder mig ikke om bare at få dikteret, at jeg skal tage Methotrexat af en læge der slet ikke gav sig tid til at lytte. Konsultationen varede måske 5-6 minutter og så var det ud af vagten.

Min krop er min krop og det er min beslutning, hvad der skal proppes i den. Sådan er det for alle patienter og det ville jeg ønske at alle læger havde respekt for. Behandling bør altid været et samarbejde mellem lægen og patienten.

Jeg sagde nej til den skrappe behandling og det er jeg glad for, at jeg havde mod til. Udslæt og kløe er for nedadgående over hele kroppen. Jeg har brugt hormoncremerne på fødder og i hovedbunden. På armene har jeg brugt Locoid i stedet for Enstilar, fordi jeg vil se om den milde version kan tage udslættet. Hovedbunden er fin nu. Højre fod ser helt normal ud, mens venstre fod endnu ikke er helt ok, men dog meget forbedret. På benene hvor jeg havde store, røde, kløende plamager har jeg slet ikke brugt hormoncreme, men i stedet creme indeholdende carbamid.

Jeg har hele tiden tænkt meget over hvad jeg spiser, men nu har jeg også fjernet rødvinen, som jeg ellers holder meget af. Nu drikker jeg kun rødvin og øl, hvis vi skal være i selskab med venner og familie, eller hvis vi skal ud at spise. Hidtil har jeg drukket rødvin til min mad i hvert fald fem gange om ugen, men det gør jeg ikke mere. Slik og kager er ikke svært for mig at undvære, da jeg ikke har en sød tand.

Ligesom man som patient bør være kritisk overfor lægen, skal man også være kritisk overfor alternative behandlere. Det er nemt at finde folk der tjener penge på at sælge diverse hokus pokus behandlinger til desperate, syge mennesker. Din sunde fornuft og din kritiske sans er dine vigtigste redskaber i din søgen efter den behandling som er den rigtige for dig!

Nogle vil måske synes, at det er for uoverkommeligt at leve meget sundt, få nok motion osv. Der er sikkert patienter der vil foretrække den skrappere behandling i stedet for at ændre livsstil, men det vigtige er, at det skal være patientens valg. Lægen skal blot være en lydhør hjælper der stiller sig til rådighed med sin viden. Husk altid at din krop er din krop og det er din ret som patient at sige et måske stilfærdigt, men dybfølt og bestemt NEJ!

Jeg vil anbefale denne bog:

Psoriasis - en håndbog for børn og voksne

Solveig Esmann og Gregor B.E. Jemec

Og desuden vil jeg anbefale dig at læse om anti-inflammatorisk kost. 

Mens de lesbiske sov...

Mens vi puttede os i vores trygge elskovsreder, giftede os, byggede lebbehuler med regnbuebørn, passede job, mødtes med gode venner og måske tog til pride med en sixpack i rygsækken en gang om året, skete der noget foruroligende. Vi bemærkede det ikke, troede alt var godt, vi følte os jo accepterede blandt venner, familie og på jobbet. Vi troede den hellige grav var velforvaret.

Men der skete noget og det var alvorligt. Begrebet lesbisk blev overtaget og frataget os. Der foregår ting så vanvittige, at man ved første øjekast kan tro man medvirker i et satireprogram.

Se nu fx disse påstande:

En penis kan være et kvindeligt kønsorgan, hvis den sidder på en mand der føler sig som kvinde forstås.

Det er diskriminerende og trans-fobisk at sige at en kvinde er sådan en der har en livmoder og menstruerer, fordi sådan er det jo ikke for trans-kvinderne.

Det er også diskriminerende og ekskluderende at påstå, at et lesbisk par kun kan få børn ved hjælp af insemination, for hvis nu den ene lesbiske har en vagina og den anden ”lesbiske” har en penis, så kan de jo sagtens få børn.

Og det er diskriminerende, hvis en lesbisk kvinde holder fast i, at hun kun ser andre biologiske kvinder som potentielle kærester og ikke kan føle sig tiltrukket af en ”lesbisk kvinde” der har en penis.

Og forresten er det også forkert overhovedet at tale om en vagina, for det er så kønsladet et ord, at man hellere må kalde den et fronthole for ikke at komme til at genere nogen.

Der er et begreb der på engelsk kaldes cotton ceiling. Det er opfundet af trans-aktivister og betegner den barriere trans-aktivister mener lesbiske kvinder laver mod dem. Billedet cotton ceiling henviser selvfølgelig til kvindens trusser, som hun til deres fortrydelse vælger at beholde på, når trans-kvinden vil have adgang. Jeg finder dette udtryk meget ubehageligt, da det får mig til at tænke på voldtægt, for ingen har ret til at tage en kvindes underhylere af, medmindre det sker med hendes egen frie vilje.

Kære lesbiske kvinde, vidste du at du i dag kan blive beskyldt for hate speech og få karantæne fra sociale medier, blot for at ytre at en lesbisk er det som vel de fleste af os mener det er, nemlig en biologisk kvinde der elsker og tiltrækkes seksuelt af andre biologiske kvinder?

Vidste du, at kvinder ikke længere kan have deres rum i fred, fordi mænd der føler sig som kvinder insisterer på, at de skal have adgang til disse rum. Lesbiske kvinder fortæller, at de ikke længere tør arrangere fester, og at lesbiske mødesteder forsvinder, fordi trans-aktivister insisterer på at få adgang og hvis de lesbiske nægter dem dette, udråbes de som transfobiske.

Vidste du at lesbiske kaldes TERFs (TransEkskluderende Radikale Feminister) og at disse såkaldte TERFs trues med vold og mord?

Vidste du at trans-kvinder, der stadig har deres penis insisterer på, at dette mandlige kønsorgan hos dem er et kvindeligt kønsorgan, og at man som lesbisk er diskriminerende og ekskluderende, hvis man ikke vil acceptere dem som lesbiske og ikke vil se dem som en potentiel partner?

Og vidste du, at det vi engang opfattede som homo-bevægelsen fuldstændigt ensidigt har valgt side for trans-aktivisterne i denne sag? Søger du fx en forklaring på ordet TERF på LGBTs hjemmeside, får du trans-aktivisternes definition. Du får ikke at vide, at dette ord af lesbiske faktisk opfattes som et meget grimt skældsord.

Som lesbisk har jeg altid gerne villet være åben overfor andre der på en eller anden måde ikke passede ind i de traditionelle kønsroller. Jeg har følt solidaritet med disse mennesker hvad enten de var bøsser, transer eller hvad de nu var. Sådan har mange homoseksuelle vel haft det og derfor er homo-bevægelsen blevet udvidet med diverse bogstaver, der betegner alle mulige varianter. Desværre er tolerancen nok gået for vidt, når de der blev lukket ind, som utaknemlige gøgeunger vælter de oprindelige ud af reden.

Du tænker måske, at vi lesbiske jo har det udmærket her i Danmark, og at du personligt ikke har oplevet noget negativt fra trans-aktivisters side. Men læser man blogindlæg, tweets, artikler osv. fra fx USA, New Zealand og Canada opdager man hvor ophedet debatten er der. I Danmark går det mere stille for sig, endnu, men det uhyggelige er at dagsordenen fuldstændigt er overtaget af trans-aktivistiske synspunkter i det der engang var homo-bevægelsen.

Går en ung lesbisk fx ind og læser på LGBTs ungdomsside, får hun at vide at en lesbisk er kvinde eller en der føler sig som kvinde der elsker kvinder eller dem der føler sig som kvinder. Hun får også at vide, at en lesbisk kan være en der forelsker sig i non-binære personer. Den klassiske definition af lesbiske er forsvundet og kun trans-aktivisternes version er tilgængelig for den unge pige.

Hvordan pokker har det kunnet ske uimodsagt? Er der ingen lesbiske i LGBT og hvis der er hvorfor pokker har de så ikke protesteret? Hvorfor skal kvinder finde sig i at mænd definerer hvem vi er, hvem vi skal gå i seng med og oven i købet beskylder os for at være trans-fobiske, fordi vi siger noget der burde være fuldstændig indlysende for ethvert fornuftigt tænkende menneske?

Der er noget disse trans-aktivister ikke forstår. Det er fint at de føler sig som kvinde og vil have en kvindes tøj og udseende. Men kvinder kan de aldrig blive. De vil aldrig føle hvordan det er at være kvinde med alt hvad det indebærer: Den kønsrolle man påduttes fra man er helt lille, den evige bevidsthed om at man er potentielt voldtægtsoffer, menstruationerne, at man kan gøres gravid, at man som regel er mindre fysisk stærk end mænd og derved udsat. Hvor mange hormoner de end får og hvor feminine de end føler sig, kommer de aldrig til at være kvinder. De blev født som mænd og mænd er de. Og dette bekræfter de mest rabiate af dem ufrivilligt komisk, når de fremsætter trusler om hvad de vil gøre med deres ”girldick” ved de formastelige lesbiske der ikke frivilligt vil bøje sig i støvet og tage bomuldstrusserne af.

Det der sker nu i den såkaldte LGBT+bevægelse, er gammeldags kvindeundertrykkelse i ny forklædning. Hvor det tidligere var mænd i kedeldragter og habitter der udførte den slags, er det nu mænd iklædt kvindeklæder. Man kan lade sig narre en tid, fordi man er den flinke pige, der vil være åh så tolerant. Men når det kommer til stykket, og man endelig åbner øjnene, så er det bare den samme ældgamle, lede kvindeundertrykkelse der stikker sit pikhoved frem igen.

Vågn op, kære lesbiske! Der var noget vi kæmpede for engang. Nu er det tid at kæmpe igen.

Pikkepådutteri i nye fåreklæder

Kan en penis være feminin?

Den sidste tid er jeg ind imellem stødt på mærkelige udsagn på Facebook. Jeg har ikke rigtigt undersøgt nærmere hvad det gik ud på. Der var langt ude påstande og mærkelige, nye ord, som lød meget akademiske og kunstige i mine ører. Men jeg er et nysgerrigt væsen og så besluttede jeg alligevel, at jeg måtte undersøge hvad det drejede sig om. Jeg måtte lære betydningen af begreber som TERF, cotton ceiling og ord som cis-kønnet og hetero-normativ. Fx læste jeg, at nogen påstår, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan. Det var svært for mig at tage alvorligt, men nu hvor jeg har læst om hvad der sker ude i verden og herhjemme for den sags skyld, så er jeg meget alarmeret i mit lesbiske hjerte. Alt det jeg troede vi havde opnået, den fremgang for lesbiske jeg har oplevet siden jeg sprang ud som 14årig, er pludselig i fare. Og truslen kommer ikke udefra, men fra det LGBT+ miljø, jeg ellers hele tiden har betragtet som mit og som noget jeg var en del af.

Da jeg fandt ud af, at jeg var lesbisk var jeg helt alene. Det var i 1979. Jeg var 14 år og boede i den lille landsby Vålse på Nordfalster. Jeg havde altid været drenget i min fremtoning og følte det nærmest som et overgreb, når min mor tvang mig til at tage det pigetøj på, som var min natur så meget imod. Mine forældre ønskede, at jeg skulle være som alle andre. ”Hvorfor kan du ikke bare være som de andre piger?” sagde min mor mange gange og far mente, at man stod sig bedst ved at hyle med de ulve man var i blandt.

At jeg som 14årig fortalte dem, at jeg var lesbisk, gjorde ikke tingene nemmere, men egentlig er jeg ikke sikker på de troede på mig. Måske tog de det bare som en skør ide jeg havde fået eller som et ønske om at gøre sig bemærket.

Som 17årig mødte jeg første gang andre lesbiske. Jeg var på det tidspunkt pga. de mange problemer jeg havde i forhold til min mor og i skolen, kommet på Børne- og ungdomscentret Hjortebjerg i Karleby på Falster. En dag så jeg en annonce i den lokale ugeavis. Lesbiske søgte ligesindede og ville danne en lesbisk gruppe. Med bæven tog jeg mig sammen til at svare på annoncen. Den dag jeg skulle mødes med dem første gang, var jeg på besøg hos min mormor i Eskilstrup. Jeg cyklede til Klodskov, hvor det første møde fandt sted. I denne gruppe, der så vidt jeg husker bestod af otte lesbiske var jeg den yngste. Blandt de andre var en kvinde der havde levet i et heteroseksuelt ægteskab og fået to børn, skønt hun allerede som ung havde erfaret, hvor vidunderlig, hjerteomvæltende kærligheden til en kvinde kunne være. Der var også hende, der totalt skjulte sin seksualitet på arbejdet og i sin øvrige omgangskreds, selvom hun havde haft langvarige forhold til kvinder, var det tys tys og helt og aldeles forbudt at tale om. Det erfarede jeg engang, da jeg mødte hende i Nykøbing F. og uforvarende fik refereret til LB-gruppen. Hun stod og talte med en kollega og jeg fik en meget stor skideballe bagefter for at jeg havde udleveret hende overfor en kollega.

Senere kom en anden lesbisk ind i gruppen. Hun var pædagog og opvokset i et indremissionsk miljø i Haslev. Hun skjulte sin seksualitet for familien og på jobbet og havde oven i købet i nogle år prøvet at bilde sig selv ind, at hendes lesbianisme var et overstået kapitel.

Disse kvinder og mange andre, der har haft en problematisk vej til at udleve deres seksualitet tænker jeg på nu, hvor lesbiske igen presses, men denne gang fra helt uventet kant. Jeg, og mange andre lesbiske, har oplevet i tidens løb, at der blev sået tvivl om vores seksualitet. Selv har jeg oplevet at få at vide, at jeg bare skulle have noget ordentlig pik, så ville jeg opgive den skøre ide jeg havde, om at jeg skulle være lesbisk. Jeg har oplevet at sidde på Torvet i Nykøbing med min daværende kæreste og blive spurgt, om vi ikke for 400 kr. ville gå i seng sammen, mens spørgeren kiggede på. Han bedyrede, at han ikke ville røre os, bare kigge. Jeg blev simpelthen så stjernetosset. Det var så grænseoverskridende.

Jeg har fået at vide, at grunden til min påståede lesbianisme i virkeligheden var, at jeg havde en angst for mænd og jeg har oplevet at gå i byen med en veninde, hvor jeg blev spurgt af en halvpløret mandsperson, om jeg ikke havde lyst at gå i seng med ham. Han kunne nemlig godt lide at tage dametrusser på og så ville det jo nærmest være det samme som hvis jeg gik i seng med en kvinde, mente han.
Min egen mor har mange gange i mine yngre dage spurgt mig, om jeg dog ikke kunne tænke mig at prøve at være sammen med en mand. Det kunne jeg så IKKE!

Efterhånden troede jeg dette pikkepådutteri var overstået, men nu dukker det altså op igen og endda i det jeg engang opfattede som homo-bevægelsen. Nu ved jeg ikke hvad det er for en bevægelse længere.

Lesbiske kvinder kaldes radikale og bliver beskyldt for hate speech, hvis de går med skilte med de traditionelle lesbiske symboler, som fx de to sammenflettede venustegn. Læs fx beretningen herunder om hvad der skete til Vancouver pride i år. Lesbiske direkte overfaldes i San Francisco som en gang var homorettigheds-byen over dem alle. Lesbiske oplever, at der ikke længere er steder hvor de kan mødes med andre lesbiske, mens bøsserne stadig har masser af steder. De lesbiske beskyldes nemlig for trans-had og trans-eksklusion, hvis de ikke vil acceptere, at der kommer mænd som kalder sig lesbiske. Mænd, som kalder sig lesbiske...Det er jo fuldstændig absurd. Mange af disse mænd, der siger de føler sig som kvinder, har stadig en pik. Alligevel insisterer de på at være kvinder og ikke nok med det. De påstår endda at en pik kan være et kvindeligt kønsorgan, da den nu sidder på en ”kvinde”.

Det burde være logik, men det er åbenbart nødvendigt at sige det klart og tydeligt: Hvis du er født med en penis er du en mand. Hvis du er en mand og tiltrækkes seksuelt af kvinder er du en heteroseksuel mand. Dette gælder også, selvom du har det bedst med at have et feminint udtryk. Lesbisk kan du aldrig blive, for en lesbisk er en kvinde, der tiltrækkes seksuelt af og forelsker sig i kvinder. Det er en ret jeg og andre lesbiske har kæmpet for og det er en kamp, der ind imellem har været meget svær og fyldt med undertrykkelse fra det omgivende samfund. Ingen har ret til at fratage mig og andre lesbiske retten til at være dem vi er.

I en sådan situation, hvor lesbiske pludselig forsøges frataget retten til at sige hvem de er, skulle man mene at den tidligere homo-bevægelse, der nu har fået en helvedes hov bogstaver i enden, ville råbe vagt i gevær og støtte massivt op. I stedet censureres lesbiske argumenter bort. De radikale trans-aktivister gøres til uskyldige ofre og det værste er faktisk, at rigtig mange lesbiske slet ikke opdager, hvad der er ved at ske, fordi de kun hører en version af sandheden, nemlig den at det er de stygge radikale feminister, der angriber de stakkels transer.

Forkortelsen TERF bruges som skældsord. Det betyder Trans-Exclusionary Radical Feminist. Jeg har aldrig opfattet mig selv som radikal feminist. Da jeg var ung kaldte jeg mig rødstrømpe, da jeg kom ind i en homo-klub i starten af trediverne, var jeg ikke en af dem, der syntes at vi kun skulle være lesbiske i klubben. Jeg nød, at der også var bøsser. Det gav en særlig dynamik at begge køn var til stede og at bøsserne generelt var anderledes i deres seksualitet end de lesbiske, var lige meget. Bøsser og lesbiske grinede bare lidt kærligt af hinanden, men respekterede hinandens forskelligheder. I disse sammenhænge oplevede jeg aldrig at blive betragtet som radikal feminist, men bare som en medhomo.

Men hvis vi er nået dertil, hvor man defineres som radikal feminist, fordi man mener, at en pik ikke er og aldrig kan være et kvindeligt kønsorgan, ja så må jeg jo være det.

Det var ikke nemt at springe ud som og være lesbisk dengang jeg var ung og alligevel tænker jeg nu, at jeg er glad for, at jeg ikke er ung lesbisk i dag. Da jeg var ung kunne jeg læse mig til, at lesbiske var piger/kvinder der blev forelsket i og følte sig seksuelt tiltrukket af piger/kvinder. Men den stakkels, unge pige der i dag tænker om hun mon er lesbisk og søger information, kan bl. a læse følgende sludder hos LGBT ungdom:

”At være lesbisk kan betyde, at man er en kvinde eller identificerer sig med det feminine og udelukkende føler sig romantisk og/eller fysisk tiltrukket af andre, der er kvinder eller identificerer sig med det feminine. Når man er lesbisk kan det også betyde,at man ikke oplever romantisk og/eller fysisk tiltrækning til mænd, men udelukkende til kvinder og non-binære. ”

Så blev det sgu lige gjort meget indviklet! Hold da kæft en smøre…..

Lørdag den 18. august er der pride i København. Jeg har altid syntes det var en stor oplevelse at komme til pride og både følt mig stolt og som en del af dette store queer-fællesskab. Nu føler jeg mig bare udelukket, snydt og røvrendt.

Min største pride-oplevelse var da jeg og min kone i 2008 var til pride i Vancouver. Det var en fuldstændig overvældende oplevelse at se så stor en pride-parade. Her 10 år efter bliver lesbiske chikaneret og er ikke velkomne til den store pride i Vancouver.
Og i San Francisco, hvor jeg i 2001 blev rørt dybt i hjertet af at besøge homo-området Castro og mærke regnbue-historiens vingesus, bliver lesbiske nu overfaldet for at bære lesbiske symboler.

Man skal aldrig føle sig sikker på, at man får lov at beholde erhvervede rettigheder. I dag kan jeg kun opfordre til at lesbiske vågner op, indser hvad der er ved at ske og sammen siger: 

"Nej, det her vil vi fandeme ikke finde os i!"

https://www.facebook.com/groups/241412950036502/

https://www.reddit.com/r/GenderCritical/comments/97djp4/i_never_thought_i_would_have_to_deal_with_this/

https://www.feministcurrent.com/2018/08/13/lesbians-excluded-vancouver-dyke-march-name-inclusivity/

https://gendertrender.wordpress.com/2018/06/24/lesbians-attacked-by-trans-activists-at-san-francisco-dyke-march/

https://www.newstatesman.com/politics/feminism/2017/09/what-terf-how-internet-buzzword-became-mainstream-slur

http://archive.is/4y3Zw#selection-691.0-721.62