onsdag den 28. august 2013

Farvel


Blide blide hænder på pels
igen igen igen
regnvejr i menneskeøjne

Se lille ven
hvor er skoven fin i dag
hør musen pusler
se den blå blå himmel
se trækronerne helt deroppe

Kom du her op
læg du bare hovedet på min skulder

Så skal jeg nok vugge dig i søvn


©Laila Ammitsbøl - 27. august 2013

onsdag den 21. august 2013

Mors lille Humle Bumle Mumlebi

Hvem er Frønne, Frønne Rønne, Bamse, Bamsepige, Spidsøre, Pisøre, Fupper, Pestos, Brutalis og ikke mindst Den Tasmanske Pungdjævel? Og hvem er Humle og Bumle, for ikke at snakke om Humle Bumle Mumlebi?

Den spøjse sandhed er, at de er en og samme personage. Det rigtige navn er Frynse, selvom der i en eller anden ligegyldig stambog står, at hun hedder Frigg. Det har vi dog aldrig kaldt hende, selvom dette kære barn har haft et væld af navne.

Så kraftfuldt et dyr. Stærk, stædig og fuld af energi. Stolt ulv, mere end tuttenuttet kælebamse. Lille, men dog overbevist om egen storhed. Terrier med stort T, som vi fik at vide, da vi hentede hende for mere end 10 år siden i Faksinge ved Præstø. Det lille krapyl terroriserede søskende, mor og mormor.

Spidse hvalpetænder i ankler. Møghund! Keramikfigurer, der blev halvvejs ædt. Hvem der så kan forstå fornøjelsen ved det.
Ører, der altid kun hørte det de ville høre. Vilje, vilje, vilje til kun at følge sin egen vej. Inspiration for en slatten menneskemor med pleaser-syndrom og angst for at træde ved siden af.

Den elegante klatrer, der klarede næsten lodrette skrænter, store sten og trappen på Møns Klint i fuldt firspring, så hendes mennesker mistede pusten.
Den utrættelige vandrer, der aldrig gav op, lige meget hvor lange ture vi bød de korte ben. Op og ned i snedriver, ad stejle skråninger, kilometer efter kilometer, det ene år efter det andet gennem skovbund, på strandsand, over marker og på byens fortove.
Og altid på vagt og klar til at give en vovet skideballe til hver en snoldet køter, der kom forbi og lugtede forkert, også til de der var meget større end hun selv.

Selvstændig. Ikke decideret et kæledyr. Til tider nærmest asocial. Solitær som en kat: Kæl mig, men kun når det passer mig!

Og kontrasten: Den lille, gamle hund, hvis hoved lå slattent på min skulder i går, da jeg bar hende hjem fra dyrlægen. Den lille sammenkrøbne skikkelse med de små trætte øjne. Hun magtede ikke at drikke eller tisse. Kunne ikke gå. Havde været til røntgen efter nogen tids besvær med at gå og tydelige smerter. Bedøvelsen sad i hende endnu et døgn efter.

Og i dag. Få hundrede meters morgentur tog en halv time. Og menneskemor var taknemlig for at hunden bare kunne gå lidt og komme af med noget og indtage lidt mad og smertestillende efter turen.
Og hele dagen har hun bare ligget på det orange tæppe på græsplænen under æbletræet, og når jeg kommer forbi for at se til hende, lægges ørerne underdanigt tilbage og øjnene ser træt op på mig. 

Jamen, lille Frynse! Sådan er du jo slet ikke...

Fremtiden er usikker. Måske går vi mennesker rundt det meste af tiden i den vildfarelse, at vi selv og dem vi holder af er udødelige. Måske er vi nødt til at tro det, for ikke at knækkes. Men den sidste tid har det lejret sig som en uvelkommen sandhed i hjertet: At vores tasmanske pungdjævel kun er til låns, og at der kommer en dag, hvor jeg ikke kan komme hjem fra Netto og sige: 

Bor der en lille hund her? 
og  
Nårh....Var det lige mors lille Humle Bumle Mumlebi, der kom der.....




torsdag den 8. august 2013

Storby storby nok nok

Bevingede guldheste på søjler
hængelåstyngede broer
stenansigter
museer slotte

Eiffels tårn
Pauls katedral
Karls Bro

Sangstjerner på plakater
operaer balletter
historie konger
pompøse alleer
kultur til kvalmepunktet

Platugler
tyveknægte
tiggere med bedøvede hundehvalpe
Iphones til salg på snuskede gadehjørner

Haute couture
vimsedamer med pyntehunde
blærerøve i Ferrarier

Forduft forsvind

Stå stille Metro
størkn mylder

Giv mig
stilhed
Vesterhavsskvulp
briser i bøgetoppe
udsyn over vidtstrakt hav
åbne marker
frisk luft i forurenede næsebor

Skru ned
Skru ned

©Laila Ammitsbøl




Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...