Han har slidt og slæbt altid. Knoglerne gør ondt på en måde, som Hjort og Løkke ikke har nogen jordisk chance for at forstå, og alligevel bliver han ved. Sådan var hans nu hedengangne forældre også. Det hårde fysiske arbejde var livets vilkår og børnene hjalp til, så snart de kunne tage de første skridt og kom ud at arbejde, når de nåede konfirmationsalderen. Hans gode hoved kunne have bragt ham langt, hvis han havde været født i en anden familie, i en anden social klasse, men på det tidspunkt var det at læse videre efter de 7 års skolegang slet ikke en mulighed, der eksisterede i hans virkelighed.
Han tager hver nat fra Falster til Ishøj for at arbejde på Arlas iskolde lager. Slæber, som han altid har gjort. Hans stolthed og identitet ligger i arbejdet. Han knokler og vil sikkert gøre det til den dag kroppen takker af, fordi den ikke magter mere.
Jeg synes, han har fortjent nogle år med frihed. Nogle år hvor han kan hvile sine gamle knogler, tage nogle ture til Gran Canaria og tage ud at fiske, når lysten er til det. Jeg synes hans slags, der har knoklet hele livet, fortjener at kunne trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg er enig med Harald Børsting i, at de ikke skal stå med hatten i hånden og køres psykisk ned gennem utallige arbejdsprøvninger og såkaldte udviklingsforløb.
Alligevel falder Harald Børstings udtalelser mig for brystet, for hvorfor er det først nu fagbevægelsen råber vagt i gevær? Nu ruller vreden over uretfærdighederne. Nu vil man pludselig beskytte de svage.
Det jeg ikke forstår, er at ingen har stået på de svages side de sidste år, hvor der er lavet forringelser for de som har meget mindre at gøre godt med end lønmodtagerne. Her har ingen fagforeningsbosser stået med lynende øjne og næverne knyttet til kamp. Jeg må derfor modstræbende konkludere, at de er bedøvende ligeglade med de svage, så længe disse ikke er medlemmer af deres forening. Solidaritet findes simpelthen ikke i dagens Danmark.
Det er ydmygende, siger Harald Børsting, hvis den slidte lønmodtager ikke har ret til at trække sig tilbage, når han eller hun ønsker det, men i stedet skal godkendes til en førtidspension. Ja, det er ydmygende! Men det er det altså også for alle de, som ikke har formået at komme ind på arbejdsmarkedet. Mennesker som er syge og som regeringen med sin førtidspensionsreform vil tvinge igennem det ene nedbrydende 5-års udviklingsforløb efter det andet, mens de skal gå på kontanthjælpssats. Disse mennesker er, som jeg hører Harald Børsting, mindre værd end den slidte lønmodtager. Når det drejer sig om dem, er der nemlig ingen magtfulde organisationer, der går ud og taler med store bogstaver.
Vi sidder nogle få førtidspensionister rundt i landet og prøver med blogindlæg og debatkommentarer at udgøre en modvægt til pengestærke politikere og deres eftersnakkende journalister. Vi forsøger at skabe seriøsitet og beskrive virkeligheden, som en modvægt til de mange primitive debatindlæg fyldt med løgnagtigheder og personlige angreb. Vi har ingen til at støtte os, for vi har nemlig ikke betalt kontingent!
Hvad angår efterlønnen mener jeg faktisk at den skal afskaffes, men samtidig skal det gøres lettere at få førtidspension og vejen dertil skal ikke være brolagt med lange og ydmygende ”udviklingsforløb”, som ikke har anden effekt end at folk bliver kørt ned både fysisk og psykisk. Dette gælder selvfølgelig både for mennesker der været i arbejde gennem et langt liv og for de som pga. sygdom aldrig nåede at deltage på arbejdsmarkedet. Kan man ikke arbejde, skal man ikke ydmyges!
Regeringen har det mål at forringe forholdene for førtidspensionister. Dette fremgår tydeligt af deres forslag til førtidspensionsreform, der blev fremlagt sidst i 2010. Derfor virker det direkte uartigt at påstå at førtidspension er et alternativ for de der fremover ikke kan få efterløn. Skal der være hold i tingene og anstændighed i lovgivningen, bliver man simpelthen nødt til at gøre det lettere at få førtidspension, når man fratager folk muligheden for at gå på efterløn.
Det er ikke sjovt at betragte den samlede danske politikerskare i disse krisetider. Regeringen står for en fuldstændig skrupelløs politik. SF og S skyder sig selv i foden ved at blive ved med at holde fast i den efterløn, som langt de fleste efterhånden har indset, der ikke er råd til. Det virker direkte utroværdigt.
Det sidste skud på stammen af uanstændigheder fra politisk hold kommer fra de konservatives leder Lene Espersen, der nu igen taler om skattelettelser, samtidig med at de hårdtarbejdende netop har fået at vide, at der ikke er råd til efterløn. Aldrig har vi haft så asocial en regering!
Det totale skrækscenarie efter et valg er en regering bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Da vil ultra-liberalismen tage totalt over og de sidste rester af det der engang var det danske velfærdssamfund vil blive afviklet.
Jeg er ikke gudelig som dronningen, så jeg kan ikke slutte af med at sige Gud bevare Danmark, men hvem pokker der så skal holde hånden under os i de kommende år, har jeg desværre ikke noget bud på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar