Peperoncino Siciliano - en fantastisk oplevelse for vegetarer

Jeg er normalt ikke madanmelder, men denne oplevelse må jeg berette om:
Friske råvarer, mad der tydeligvis er tilberedt med kærlighed, og venlig, ja nærmest omsorgsfuld betjening, betegner oplevelsen man får, når man spiser på Peperoncino Siciliano i Næstved.

Som vegetar er det ærligt talt sjældent, at jeg får en rigtig god oplevelse, når jeg går ud og spiser på en restaurant i Danmark. Her i verdens mest kødædende nation, er der meget lidt forståelse for det at være vegetar. Selv uddannede kokke tror fejlagtigt, at vegetarer spiser fisk og når man så har fået forklaret tjeneren/kokken, hvad man spiser, er det ofte ufatteligt kedeligt det man får serveret.

Sådan er det ikke på den stemningsfulde italienske restaurant i Det røde pakhus i Riddergade i Næstved. Her gør man sig umage og det kan smages!

På menukortet kan man finde en vegetarpizza og så er der en lille note, der siger at vegetarer kan spørge kokken. Jeg valgte pizzaen og det var et festmåltid. Osten og tomatsovsen smagte fantastisk. Det gjorde bunden også. Fyldet var prikken over i’et: Friske grønsager, skåret groft, så man smage hver enkelt del. En pizza på Peperoncino Siciliano er ikke en slatten oplevelse med de evindelige røde pebre, ananas, løg og dåseasparges, som man bliver præsenteret for så mange steder.

Min kæreste gik efter noget andet end pizza. Der blev lyttet på hvad hun havde lyst til og retten blev kreeret efter hendes ønske. Masser af dejlige grønsager og fettuccine i en velsmagende tomatsauce blev det til.

Husets rødvin var for resten glimrende! Så oplevelsen var gennemført god. Også prisen er til at have med at gøre. For to hovedretter, et stort glas cola, en dobbelt baileys og ½ karaffel rødvin gav vi 398 kr.

Tak til Peperoncino Siciliano for at give to vegetarer en dejlig oplevelse!

Jeg vil anbefale alle vegetarer der kommer til Næstved at nyde en romantisk middag på dette dejlige sted. Udover at maden og betjeningen er som den skal være, så er restauranten rigtig hyggelig indrettet i den historiske bygning.

Da jeg er vegetar har jeg selvsagt ikke smagt kødretterne, men jeg er 100 % sikker på, at der også for kødspisere venter en god oplevelse på Peperoncino Siciliano.



http://www.peperoncino.dk

Blind tro – når tanken stivner

Det farligste menneske er, tror jeg, den der mener at have fundet sandheden. Sokrates sagde: Det eneste jeg ved, er at jeg intet ved. Sådan har jeg det også. Som menneske er jeg nysgerrig og søger sandheden konstant, men jeg gør mig ingen forhåbninger om nogensinde at finde den! For de som har fundet sandheden er al søgning stoppet. Deres menneskelige udvikling er gået i stå, for hvad skulle motivationen til at søge være, når man allerede tror man ved hvordan det hele hænger sammen?
Uanset om sandheden er af politisk eller religiøs art, er den der er overbevist om sin ideologis fuldkommenhed stivnet i sin tankevirksomhed. Der er ingen plads til debat og udveksling af tanker med medmennesket. Jo mere verden forandrer sig, jo mere det egentlig burde stå tydeligt, at denne tro ikke længere holder vand, jo mere isolerer den overbeviste sig sammen med sine trosfæller og læser endnu flere af de bøger, der bekræfter det hun eller han allerede har vedtaget er sandheden. Det bliver nødvendigt at lukke af for omverdenen og bekræfte sig selv og hinanden i, at det er de andre der er galt på den og at deres modstand blot er tegn på deres manglende erkendelse af sandheden.

For efterhånden mange år siden interesserede jeg mig for New Age bevægelsen. Jeg var ung og søgende og følte jeg fandt en mening med mit temmelig mislykkede liv i påstandene om karma, reinkarnation, healing, chakraer, auralæsning osv. Som jeg blev ældre kunne jeg dog ikke holde min hjernevirksomhed nede længere. Jeg begyndte at stille spørgsmål og som årene gik, kunne jeg simpelthen ikke længere tro på det bevægelsen stod for. Det eneste levn jeg har tilbage fra dengang er at jeg er vegetar. I dag er jeg det ikke fordi jeg tror jeg får en god karma, men bare fordi det er mig dybt imod at spise kød og fordi jeg føler mig bedst tilpas ved at indtage smuk og sund vegetarmad.
Det fyldte mig efterhånden med lede, at opleve den følelse af frelsthed og bedrevidenhed, som præger mange der bekender sig til New Age filosofien. Nogle gange pakkes det ind, andre gange siges det simpelthen ligeud: Jeg er en gammel sjæl eller jeg er nået længere i min udvikling end du er. Jeg ved det jeg ved, du er bare ikke nået dertil endnu!

Den pæne version lyder: Vi er nået til forskellige stadier i vores udvikling, underforstået at den der kommer med udsagnet er nået længst i sin såkaldt åndelige udvikling. Den åndelige udvikling indebærer blandt andet, at man ser ned på videnskaben. At være videnskabeligt anlagt og dermed kræve bevis for fremsatte påstande, anses for at være tegn på åndelig tilbageståenhed. Når man kan være så firkantet, må det være fordi man ikke har levet så mange liv.

At tro kan være en styrke for det enkelte menneske. Det kan give evnen til at bære svære tilskikkelser i livet, som fx sygdom. Der hvor troen bliver farlig, er der hvor folk bilder sig ind, at deres tro er den eneste sande eller at den måske slet ikke er tro, men viden. Da er det man føler sig berettiget til at slå de vantro ihjel, at dømme medmennesket til stening eller evig fortabelse eller blot sidde med sit religiøse snudeskaft i vejret og vide sig bedre end næsten. Da er det en flok hengivne kan følge en gal guru ud i angreb på uskyldige mennesker, isolation fra familie eller sågar masseselvmord.

En sjov ting er det at lige meget hvilken sekt en troende tilhører, vil han/hun altid sige at det ikke er en sekt. Det er selvfølgelig alle de andre der er det.

Hede minder i hedebølgen

Jamen, jeg bliver bare inde! Det er så nemt med det. Jeg nægter at være ude, mere end det jeg er absolut nødt til, for det bliver 32 grader udenfor. I skyggen! Hvad er det så midt i solen? 50 måske?!


Når den danske sommer bliver hedebølgeagtig, sådan som den er i disse dage, vandrer mine tanker tilbage til 2005, hvor min kone og jeg var i Toronto i Ontario i Canada. Vi boede på et hostel, det billigste overnatningssted, vi havde kunnet finde. Vi fortrød denne disposition og gør det aldrig mere! Vores værelse lå over en snusket restaurant, hvor de gjorde det i fiskeretter. Derfor lugtede der konstant af en ækel blanding af fisk og friture. Værelset var primitivt, snusket og uden ordentlig aircondition og udtrykket ”don’t let the bed bugs bite you!” som man ofte hører i engelsk-sprogede film, gav pludselig mening, for der boede virkelig nogle fæle små kryb i vores seng og de kunne bide, så det kunne mærkes, skulle jeg hilse og sige!

Torontos indvånere er vant til varmen. De har bygget en kølig by under byen. Den såkaldte PATH, der er en 28 km lang underjordisk verden med indkøbscentre, spisesteder og adgang til undergrundsbanen. Ifølge Guinness book of records det største underjordiske indkøbsområde i verden. Her kan man bevæge sig rundt i behageligt ly for den ulidelige, fugtige hede, der hersker oppe i jordhøjde og det benyttede vi os i høj grad af.

Dagene var skrækkeligt varme, nætterne ulidelige. Jeg husker specielt en nat, hvor jeg bare lå helt stille på ryggen, ude af stand til at sove og bange for at mit åndedrætssystem ville sætte ud. Pga. den høje luftfugtighed føltes varmen på en måde, som vi aldrig oplever herhjemme. Dagen forinden denne nat havde temperaturen været langt over 30 grader, men ifølge den lokale vejrudsigt føltes det som 43 grader pga. fugtigheden.

Selvom vi havde betalt for overnatning i Toronto fik vi en ubændig trang til at stikke af. Uover varmen og stanken af fisk, var der nemlig mange nætter en øredøvende larm fra unge mænds mega-stereoanlæg. De skruede op på fuld volumen på anlægget i deres bil og åbnede selvfølgelig bildørene. Så kunne de hygge sig i deres infernalske larm i timevis lige under vores vinduer. Vi var på randen af vanvid!

Vi tog nogle udflugter bort fra det hede helvede og det var tiltrængt! En dag gik turen med Greyhound til Niagara Falls, men her var det ikke mindre varmt. 35 grader i skyggen, der var bare ikke noget skygge, så hvor høj temperaturen var der midt i den brændende sol tør jeg slet ikke gisne om. Det behagelige var at stå i den regn vandfaldet laver, når det styrter sig mod dybet. Der står en stor sky over vandfaldet og ind over udsigtsstedet.

En anden af vores afstikkere fra Torontos hede gik til den lille by Owen Sound, der ligger ved Georgian Bay. Her havde vi sat os for at se Jones Falls, et vandfald som vi dog aldrig fandt frem til. Til gengæld kom vi ud på en 5 timers lang stroppetur i en skov. Temperaturen var omkring 30 grader, men pga. den meget høje luftfugtighed var det ulideligt, selvom solen ikke skinnede på os. For at fuldende billedet så var der hundredevis, tusindevis af myg, der var efter os konstant.

Nu lyder det jo alt sammen skrækkeligt negativt, men når jeg tænker tilbage, var det jo en fantastisk tur, hvor vi fik set en masse. Dog lærte denne tur os, at vi aldrig igen vil søge til et rejsemål, hvor det er så varmt og så fugtigt. Vi er simpelthen ikke skabt til den slags klima.

Nu sidder jeg så her om formiddagen den 11. juli i mit eget ophedede fædreland og er ved at være færdig med dette blogindlæg. Meteorologerne har lovet 32 grader og fugtigheden er over 70, hvilket gør at det vil føles som 40-42 grader. Der er ingen steder at flygte hen. Jeg tænker tilbage på Toronto og de dage, hvor vi totalt overophedede, sad på vores snuskede, fiskestinkende hostel og fulgte vejrudsigten, for at se, hvor slemt det skulle blive dagen efter. Vi hørte hele tiden om extreme heat alert og the humidity index, der fortalte hvor varmt det føltes fugtigheden taget i betragtning.

Så jeg tror bare jeg holder mig inde i dag og drikker masser af vand. Ved 22-tiden i aften er det sikkert til at holde ud at gå en tur. Nogle vælger at tage til stranden, men det er dog det sidste sted jeg har lyst at være. Der er nemlig alt det jeg afskyr. Jeg er vandskræk, lider af social fobi og bliver utilpas af varmen og totalt ør af at være i direkte sol.

Jeg håber der er nogen derude, der nyder det og får deres lyst til sol og varme styret. Personligt glæder jeg mig bare til temperaturen når ned omkring 20 grader og en venlig brise køler min hud. Indtil da er jeg på standby.

Jamen så hold dog kæft!

I den familie jeg voksede op i talte man ikke om følelser. Selv da et ungt familiemedlem døde i en tragisk bilulykke, blev der ikke talt. Alle sørgede i stilhed, for i den familie og i den kultur blotlægger man ikke sit inderste for nogen som helst. Man bider tænderne sammen og klarer sig så godt man kan. Mon ikke mange på min alder og de som er ældre har oplevet dette at man ikke talte? Det var ikke godt og jeg vil ikke anbefale det.

På den anden side er der altså nogen, der går helt over i den modsatte grøft. Velmenende, og det er specielt mine kønsfæller, må jeg desværre indrømme, der har denne ulidelige trang til at udpensle alt. Kvinder der spørger så meget ind til hvad man ligesom føler i forhold til dit og dat, at man er ved at brække sig. De ser sig selv som empatiens fortrop, men har ikke menneskekundskab og medfølelse nok til at se, at det nådigste og mest respektfulde nogle gange er at holde sin kæft.

Ægte omsorg er måske bare et forstående blik, ganske få beroligende ord eller et lille klem på en arm. Det er at vise at man er rede til at tale, hvis medmennesket har brug for det, men det er ikke at sidde med terapeutudtrykket smurt ud over ansigtet og evindeligt fremhæve den andens svagheder.
Hvis man, som jeg har nogle psykiske skavanker og det gælder sikkert også folk med fysiske dårligdomme, så vil man gerne engang imellem bare kunne føre en normal samtale i et selskab, uden konstant at skulle fremhæves af den velmenende som det interessante tilfælde.

Sidder jeg fx i et selskab og deltager i en samtale på lige fod med de andre og faktisk føler mig ganske normal, så kan denne følelse ødelægges totalt, af den der pludselig skal fremhæve min gebrækkelige barndom som årsag til at jeg føler på en bestemt måde.

Hvem gavner den, denne sygeliggørelse? I hvert fald ikke mig og andre i samme situation. Faktisk gavner den mest spørgeren, der kan føle sig overskudsagtig og god. Der skabes et behandler/patient forhold som er ret ulideligt for den det går ud over.

Jeg vil gerne have anerkendt mit handicap, men jeg vil ikke bare være den handicappede og jeg gider ikke tale om det hele tiden. Jeg er jo meget andet end denne etiket og jeg ønsker ikke mine dårligdomme dissekeret offentligt.

Det er usundt aldrig at kunne tale om hvad der sker i ens inderste, men er det ikke ligeså usundt at tale alt ihjel og at sygeliggøre medmennesket ved evig og altid at skulle være den forstående, barmhjertige samaritan?