Kold dansk vinter.
Grader langt under frysepunktet. Min bedre halvdel og jeg glæder os,
for vi har sparet sammen gennem mange måneder og det er efterhånden
længe siden vi bestilte rejsen til Naama Bay ved Sharm El Sheikh.
Ja, vi glæder os, efterhånden temmelig heftigt. Arbejdet er surt og
Danmark er gået i fryseboks. Sol og varme, eksotiske koralrev og
endnu ukendte oplevelser venter forude. Da flyveren letter holder vi
hinanden i hånden, som vi altid gør når et nyt eventyr venter og
jernfuglen skruer op for hestekræfterne og får luft under vingerne.
Vi lander i en anden
verden. Koralrevene og de farvestrålende fisk er præcis så
eksotiske og tegnefilmsagtige som vi forestillede os. Beduinlejren og
rideturen på dromedaren, som egypterne insisterer på at kalde en
kamel, er så fremmedartede og eventyrlige som vi kunne ønske os. Om
aftenen ved bålet med de mørke børn og de mørke mænd mødes to
kulturer om guidens medbragte marshmellows, der ristes over bålet.
Beduinbarneøjne stråler i mørket om kap med bålets flammer over
denne uventede oplevelse og de ældre brødre og fædre belønner os
for oplevelsen med en lokal sang med tilhørende trommeslag på en
petroleumsdunk. Skandinaverne takker for sangen med klapsalver og
smil, overvejer om vi skulle synge en af vores sange til tak, men det
løber på vanlig tilbageholdende skandinavisk maner ud i
ørkensandet. Dog, en fin oplevelse for både beduiner, danskere,
nordmænd og svenskere.
 |
| Jeg forsøger mig udi kunsten at bage beduinbrød |
Det er januar i Naama
Bay og dagene og specielt aftenerne i den første uge af vores
14-dages ferie, er en hel del koldere end vi havde regnet med. Trøjen
har vi husket, men det bliver ikke til så meget badning, som vi
havde forestillet os hjemmefra. Enkelte dage er kolde som en dansk
solskinsdag i marts. Vinden bidende bister, men kold vind kan holdes
ude med en norsk uldtrøje medbragt fra det kolde nord. Vinden er
ikke det største problem og i den sidste uge af vores ferie skrues
der dog også gevaldigt op for solen og temperaturen.
Problematisk er derimod
kultursammenstødet. Der går et enkelt døgn, før vi har lært, at
skandinavisk høflighed er fuldstændig ubrugeligt på disse
breddegrader. Når vi går ned ad strandpromenaden i Naama Bay passes
vi konstant op af emsige sælgere. Restauranterne ligger som perler
på en snor og ved hver eneste restaurant og ved hver eneste souvenir
shop står unge mænd, der vil have vi skal gå ind på netop deres
sted. Vi har oplevet Sydeuropa og de emsige sælgere, men det kan
slet ikke sammenlignes med dette krejlerhelvede. Siger man nej,
respekteres det ikke. De går helt tæt på en og spærrer en vejen.
De forfølger en. De bliver ved og ved og ved og råber vredt efter en, når man slipper forbi dem. Så snart man er kommet
forbi den ene står den næste parat. Der er intet afslappende ved
denne form for ferie.
 |
| Alf Leila Wa Leila - også her var det umuligt at gå i fred for ubehagelige og meget påtrængende sælgere |
Der er masser af
souvenir shops vi gerne ville kigge på, men vi tør ikke nærme os,
for ejerne står som høge parat til at hugge kløerne i en og æde
ens sidste egyptiske pund med hud og hår. Kigge kan man ikke få lov
til. De står og puster en i nakken med en svedig talestrøm
konstant.
Lynhurtigt finder vi ud
af, at afslapning er en umulighed. Denne ferie kommer til at dreje
sig om at slippe væk og at undgå at blive snydt. På gaden dytter
taxaerne konstant, sætter farten ned og spørger om vi ikke skal
have en taxa. Dromedarførerne, som vi ser mange af er ekstremt
ubehøvlede. Når man kommer gående på fortovet drejer de
dromedaren, så den står på tværs, så man ikke kan komme forbi.
De vil så gerne narre en til at ride en tur og give en formue for
det. Hopper man ikke på limpinden, råber de frækheder efter en og
forfølger en.
Efter fem dage må jeg
indrømme for min kone, at jeg aldrig er blevet så skuffet over
en ferie, som over denne. Og vi havde sådan glædet os….
Når man går ud
at spise eller handler i en butik, skal man tage sig i agt, for
det er sikkert og vist, at manden der står overfor en er ude på at
snyde. Det er bedst at have lige penge, for byttepenge er de
tilfældigvis aldrig i besiddelse af. Nogle gange siger de ikke, at
de ikke har byttepenge. De giver simpelthen bare for lidt tilbage og
når man gør dem opmærksom på det, lader de som om de ikke kan
forstå, hvad man siger.
Det er svært at foretage sig noget i området. Der er mange restriktioner, check points og vagter med maskinpistoler, så reelt kan vi kun gå frem og tilbage på Strandpromenaden og på de to gågader, men her er det som nævnt umuligt at gå i fred. Vi er vant til at kunne tage ud på egen hånd og opleve omgivelserne, når vi er på ferie, men i Naama Bay føler vi os spærret inde og ret hurtigt keder vi os gudsjammerligt. Dagene snegler sig af sted og jeg får læst den ene bog efter den anden. På stranden og ved poolen ligger solbaderne som strandede hvaler og får med jævne mellemrum påfyldt væske og føde. Er det ens drøm om ferie er Naama Bay sikkert udmærket, men så kan man for så vidt holde ferie hvor som helst, i Lalandia fx.
Hotellet, der efter
sigende er firestjernet er meget nedslidt. Døren til toilettet ser
ud som om den er ved at blive opløst. Mure smuldrer fra hinanden.
Håndtage er ved at falde af. I forhold til firestjernede hoteller vi
har oplevet andre steder i verden er dette i meget ringe stand og i
forhold til hvad vi har oplevet i Canada og Europa er servicen
nærmest ikke-eksisterende. Det er som om, at når de først har fået
penge, er de totalt ligeglad med gæsten.
 |
| Badeværelsesdøren er ødelagt af mange års fugt |
Engang imellem møder
vi flinke mennesker, men det er kun de første gange vi lader os
narre. Man skal ikke forvente at noget her er gratis. Vi har betalt
for morgenmad på vores hotel, så da tjeneren kommer og spørger om
vi vil have et glas mangojuice takker vi og smiler. 5 minutter senere
kommer han med en regning på en halvtredser. Snydt igen!
Lægger man sig ved
poolen eller på det stykke strand, der tilhører hotellet, får man
ikke mange minutters fred. Hotellets emsige sælgere render rundt for
at pådutte en massage, pedicure, hårfarvning osv. De fatter ikke og
respekterer ikke, at man måske er taget på ferie for at få FRED.
Larmen er infernalsk.
Alle biler dytter konstant, taxachauffører skælder ud på hinanden
og et par gange ser vi dem komme op at slås. Hver eneste restaurant,
cafe og bar forsøger indædt at skrue så højt op for musikken, at
de kan overdøve naboetablissementet. Vi sover meget dårligt eller
slet ikke, for musikken fortsætter til ved fire-halvfem tiden om
morgenen.
I rejsebeskrivelsen stod der ikke noget om, hvor nedslidt hele området omkring Naamay Bay er.
Mange hoteller virker som om de trænger gevaldigt til en kærlig
hånd. Mange steder ser vi ufærdige byggerier, der er gået i stå
og bare får lov at forfalde og mange steder hersker der et
forfærdeligt svineri. Skrald er bare smidt i vejkanten.
 |
| Skrald smides bare i vejkanten |
De eneste kvinder vi
ser, er turister. De lokale kvinder er gemt væk i hjemmet, mens
mændene forfølger uskyldige udenlandske kvinder med diverse
påtrængende tilbud og fuldstændig uhæmmet beglor hvert eneste sæt
bryster der går forbi. Gamle bryster, unge bryster, stritbryster og
hængepatter. Glo, glo, glo! Og samtidig med denne uhæmmede appetit
på kvinders attributter og totale og håbløse mangel på pli, er
følelsen af frelst hellighed åbenbart intakt. Fra minareterne drøner budskabet
forstærket af utallige højttalere rundt om i byen: Allahu akbar,
Allahu akbar og i enkelte forretningsvinduer er der opsat skilte der
byder, at man skal respektere profeten.
En gammel sanglinje fra
Poul Henningsens hånd dukker op i mit sind, fordi den er så sand:
”Mennesket har fostret en hob ideer, som erstatning for naturlig
drift” Når sexlysten undertrykkes depraveres den. Det er usundt og
de uskyldige ofre i kølvandet på denne undertrykkelse skal tælles
i millionvis.
De lokale kvinder ser
vi som sagt ikke, men vi ser en del arabiske kvinder på ferie. De
går rundt i tungt mørkt tøj og med tørklæde, enkelte endda med
burka. Når de går i vandet, både i swimmingpoolen og i havet,
foregår det med alt tøjet på, mens deres mænd slentrer rundt i
behageligt let tøj og har friheden til at kaste sig i bølgerne kun
iført badebukser.
En positiv ting kan jeg
sige om vores ferie: Som vegetarer havde vi meget nemt ved at finde
lækker og billig mad på restauranterne. Specielt de mellemøstlige
og indiske spisesteder var gode, men så er det også slut med de
positive oplevelser.
Lufthavnen i Sharm El
Sheikh satte prikken over i'et på en rædselsfuld ferie. Vi skulle
stå i den ene lange kø efter den anden. Sammen med andre
skandinaviske og tyske passagerer stod vi pænt og ventede på vores
tur. Russerne derimod skubbede sig fuldstændigt uhæmmet foran i
køen og det samme gjorde en arabisk lufthavnsmedarbejder på vegne
af en passager, der gav bestikkelsespenge for at komme foran i køen.
Der var ikke de
sædvanlige plastikkasser som i alle andre lufthavne, hvor man kan
lægge småting som mobil og pengepung op i, når de skal skannes.
Derfor måtte jeg lægge min mobiltelefon direkte på båndet,
hvilket resulterede i, at den faldt på gulvet, da den rullede af
båndet. Det samme oplevede en ung mand lige foran mig. Min pengepung
forsvandt i maskinen, men vi måtte råbe til medarbejderne før de
reagerede på vores bøn om hjælp.
Da bagagen skulle vejes
blev der snydt gevaldigt på vægten. Vi vidste at vores bagage
vejede ca. 36 kg, men den blev vejet til 40 kg. Heldigvis var dette
netop den tilladte vægt, så vi kom ikke til at betale for overvægt.
Det gjorde til gengæld det måbende svenske par foran os og mange
andre passagerer i køen.
Dette er et rejsetip.
Måske et lidt usædvanligt et af slagsen. Mit tip er: Tag til
Azorerne eller Madeira! Sao Miguel er en vidunderlig, frodig ø med
et dejligt klima og en fredelig og venlig befolkning, men hold dig
langt væk fra Naama Bay. Ingen andre steder er så mange frække og
ubehagelige mennesker samlet på et sted. Måske er der bedre andre
steder omkring Sharm El Sheihk. Jeg ved det ikke og har heller ikke
mod på at prøve det af. Det er trods alt dyrt at rejse. Naama Bay
kan jeg ikke anbefale til nogen. Det er charterferiehelvede, når det
er værst.
Køb bogen Sharm El Charterhelvede
