fredag den 29. november 2013

Åbent brev fra en hundelufter, der er træt af at blive skældt ud uden grund

Jeg er den hundelufter du i går skældte ud uden grund. Mit humør var ødelagt hele dagen, og nu har jeg lyst til at fortælle dig, hvad det gør ved mig at blive beskyldt for noget, jeg ikke har gjort.

Det er ikke første gang, jeg har været ude for det. For få måneder siden, da jeg stadig havde min gamle hund, kom en ældre mand ud af sit hus og beskyldte mig, som du, for ikke at samle op. Jeg havde heldigvis beviset lige ved hånden, for jeg stod med en fyldt lortepose i hånden. Han havde skældt mig hæder og ære fra og min dag var ødelagt. Hvad nyttede det så han beklagede, da det gik op for ham, at jeg ikke var skyldig?
Og det var såmænd ikke første gang. Jeg har oplevet det flere gange, og da jeg ikke bryder mig om at komme i konflikt med folk, undgår jeg at gå de steder, hvor jeg er blevet skældt ud, så jeg er efterhånden ret begrænset i min bevægelsesfrihed.

Du har sikkert lagt mærke til, at jeg er gået forbi dit hjem dagligt her på det sidste. Grunden er, at jeg har fundet en runde, der er god at gå med min hvalp. Det er anstrengende at gå med ham, hvor der er en masse trafik, og derfor har jeg været glad for min runde, hvor vi går meget på græs. En anden grund til mit valg af tur med små smutveje er min lyst til at være i fred. Jeg er et genert menneske der gerne holder mig lidt for mig selv.

Du ser en lort ligge i nærheden af dit hjem og konkluderer derefter uden videre, at når du ser mig gå forbi ofte, så må det være min hund, der har lagt den der? Synes du ikke det er lidt letkøbt! Stod der måske min hunds navn på lorten? 
Jeg samler altid op medmindre jeg går ude midt i en skov, og jeg er så træt af og ked af og vred over, at jeg nu flere gange er blevet verbalt overfaldet uden grund.

Er det fordi jeg går og kryber lidt sammen? Er det fordi jeg ikke ser skidesmart ud? Er det bare fordi det er nemt at skælde ud på en, der måske går og ser lidt usikker ud? Er det fordi jeg er en af dem over fra de almene boliger?

Hvis nu det havde været en pæn dame i pels, havde du så også bare uden videre givet dig til at skælde ud? Og hvad hvis det havde været en stor fyr med tatoveringer på armene og en rottweiler i snoren?

Lorten du fandt nær din gadedør kom ikke fra min hund!

Og jeg er så uendeligt træt af at blive skældt ud, fordi andre hundeejere ikke samler op. Jeg gør det nemlig altid!

Mvh
Laila


onsdag den 9. oktober 2013

I er der altid

I er der altid
selvom I ikke er der

Nogle gange blot et tankestrejf
en let berøring
der svæver forbi

Andre gange fylder I dagen
fylder natten
og tanken om jer
er ubærlig
og savnet
ubærligt

Og de ord vi skrev til hinanden
kan jeg ikke læse
og de billeder
der i vore dage er tilgængelige
kan jeg ikke lade være med at se på
og ikke undgå at græde over

Og Tv-programmer
om søskende der finder hinanden
eller film om søskende
der holder sammen i tykt og tyndt
kan jeg ikke holde ud at se

Jeg vil følge jer
i hjertet
til hjertet går i stå

Mit blod er jeres blod
og jeres blod er mit

©Laila Ammitsbøl

onsdag den 28. august 2013

Farvel


Blide blide hænder på pels
igen igen igen
regnvejr i menneskeøjne

Se lille ven
hvor er skoven fin i dag
hør musen pusler
se den blå blå himmel
se trækronerne helt deroppe

Kom du her op
læg du bare hovedet på min skulder

Så skal jeg nok vugge dig i søvn


©Laila Ammitsbøl - 27. august 2013

onsdag den 21. august 2013

Mors lille Humle Bumle Mumlebi

Hvem er Frønne, Frønne Rønne, Bamse, Bamsepige, Spidsøre, Pisøre, Fupper, Pestos, Brutalis og ikke mindst Den Tasmanske Pungdjævel? Og hvem er Humle og Bumle, for ikke at snakke om Humle Bumle Mumlebi?

Den spøjse sandhed er, at de er en og samme personage. Det rigtige navn er Frynse, selvom der i en eller anden ligegyldig stambog står, at hun hedder Frigg. Det har vi dog aldrig kaldt hende, selvom dette kære barn har haft et væld af navne.

Så kraftfuldt et dyr. Stærk, stædig og fuld af energi. Stolt ulv, mere end tuttenuttet kælebamse. Lille, men dog overbevist om egen storhed. Terrier med stort T, som vi fik at vide, da vi hentede hende for mere end 10 år siden i Faksinge ved Præstø. Det lille krapyl terroriserede søskende, mor og mormor.

Spidse hvalpetænder i ankler. Møghund! Keramikfigurer, der blev halvvejs ædt. Hvem der så kan forstå fornøjelsen ved det.
Ører, der altid kun hørte det de ville høre. Vilje, vilje, vilje til kun at følge sin egen vej. Inspiration for en slatten menneskemor med pleaser-syndrom og angst for at træde ved siden af.

Den elegante klatrer, der klarede næsten lodrette skrænter, store sten og trappen på Møns Klint i fuldt firspring, så hendes mennesker mistede pusten.
Den utrættelige vandrer, der aldrig gav op, lige meget hvor lange ture vi bød de korte ben. Op og ned i snedriver, ad stejle skråninger, kilometer efter kilometer, det ene år efter det andet gennem skovbund, på strandsand, over marker og på byens fortove.
Og altid på vagt og klar til at give en vovet skideballe til hver en snoldet køter, der kom forbi og lugtede forkert, også til de der var meget større end hun selv.

Selvstændig. Ikke decideret et kæledyr. Til tider nærmest asocial. Solitær som en kat: Kæl mig, men kun når det passer mig!

Og kontrasten: Den lille, gamle hund, hvis hoved lå slattent på min skulder i går, da jeg bar hende hjem fra dyrlægen. Den lille sammenkrøbne skikkelse med de små trætte øjne. Hun magtede ikke at drikke eller tisse. Kunne ikke gå. Havde været til røntgen efter nogen tids besvær med at gå og tydelige smerter. Bedøvelsen sad i hende endnu et døgn efter.

Og i dag. Få hundrede meters morgentur tog en halv time. Og menneskemor var taknemlig for at hunden bare kunne gå lidt og komme af med noget og indtage lidt mad og smertestillende efter turen.
Og hele dagen har hun bare ligget på det orange tæppe på græsplænen under æbletræet, og når jeg kommer forbi for at se til hende, lægges ørerne underdanigt tilbage og øjnene ser træt op på mig. 

Jamen, lille Frynse! Sådan er du jo slet ikke...

Fremtiden er usikker. Måske går vi mennesker rundt det meste af tiden i den vildfarelse, at vi selv og dem vi holder af er udødelige. Måske er vi nødt til at tro det, for ikke at knækkes. Men den sidste tid har det lejret sig som en uvelkommen sandhed i hjertet: At vores tasmanske pungdjævel kun er til låns, og at der kommer en dag, hvor jeg ikke kan komme hjem fra Netto og sige: 

Bor der en lille hund her? 
og  
Nårh....Var det lige mors lille Humle Bumle Mumlebi, der kom der.....




torsdag den 8. august 2013

Storby storby nok nok

Bevingede guldheste på søjler
hængelåstyngede broer
stenansigter
museer slotte

Eiffels tårn
Pauls katedral
Karls Bro

Sangstjerner på plakater
operaer balletter
historie konger
pompøse alleer
kultur til kvalmepunktet

Platugler
tyveknægte
tiggere med bedøvede hundehvalpe
Iphones til salg på snuskede gadehjørner

Haute couture
vimsedamer med pyntehunde
blærerøve i Ferrarier

Forduft forsvind

Stå stille Metro
størkn mylder

Giv mig
stilhed
Vesterhavsskvulp
briser i bøgetoppe
udsyn over vidtstrakt hav
åbne marker
frisk luft i forurenede næsebor

Skru ned
Skru ned

©Laila Ammitsbøl




lørdag den 27. juli 2013

Prideparade 2013 - Lad os dedikere den til Ruslands homoer

Når man læser om den kommende pride handler overskrifterne om Jim Lyngvild og om, hvem der skal være Mr. Gay 2013. Det er festligt og krukket og guirlandebesat. Sådan skal priden være. Sådan kan vi homoer lide at feste.

Men samtidig med vi går og planlægger, hvad vi skal have trykt på vores T-shirt, hvor meget bar røv vi skal vise og hvilken vogn vi skal stå og vride os på, har vores russiske homobrødre og - søstre langt alvorligere ting at tænke på. Flere og flere love indskrænker bøsser og lesbiskes dagligdag i Rusland og selv som turist kan du risikere at blive anholdt, blot fordi du holder din kæreste i hånden. Det anses nemlig for at være skadelig homopropaganda.
Lesbiske og bøsser forfølges i stigende grad i Rusland, mens vi herhjemme sætter parykkerne og skyller endnu en bajer ned.

Jeg ved selvfølgelig godt, at homoer undertrykkes mange steder i verden, men lige nu er det så påtrængende nødvendigt at vise støtte til russiske homoseksuelle, for det er lige nu at disse rædselsfulde love gennemføres. Prideparaderne rundt om i verden er startet netop som et led i at fremme homoseksuelles rettigheder og gøre modstand mod undertrykkelse.
Selvfølgelig skal priden være en fest, men skal vi ikke netop i år bruge priden til at vise solidaritet med de bøsser og lesbiske, der lige nu med frygt må følge udviklingen i deres hjemland Rusland?

Mit forslag er, at vi simpelthen dedikerer prideparaden 2013 til vores russiske medhomoer og at dette slås stort op i både nationale og internationale medier.
Det er ikke meget vi kan gøre, men dette ene kan vi dog, så de ved de ikke er glemt derovre. Det skal siges så højt, så klart og så tydeligt, så Putin ved, at hans modbydelige forfølgelse af homoseksuelle bemærkes rundt omkring i verden og at omverdenen ikke synes det er okay.

Har LGBT Danmark lyst til dette lille snert af alvor eller er paraden kun for sjov?

torsdag den 4. juli 2013

En beretning om et brændt barn

Hvad er et brændt barn? Skal man være opvokset i et bestemt miljø med misbrugende forældre? Skal man være blevet slået eller have været udsat for seksuelt misbrug?

Da jeg boede på Hjortebjerg børne- og ungdomscenter sammen med andre brændte børn og unge, følte jeg ofte, at det jeg havde oplevet, var det rene ingenting i forhold til det mine kammerater havde været udsat for. Jeg hørte grusomme beretninger om børn, der var blevet fysisk og psykisk mishandlet og svigtet på alle tænkelige måder. Jeg hørte om narkomanforældre og alkoholikerforældre. Jeg lærte piger at kende, som var blevet misbrugt af fædre og stedfædre. Der var så meget ulykke, så mange stakkels unger, der prøvede at klare sig på trods af en hård opvækst.

Hvad var det så med mig? Måske var jeg bare en skabekrukke, et modbydeligt barn, sådan som min mor altid havde sagt. Måske var jeg bare aparte, adfærdsvanskelig og ude af stand til at tilpasse mig andre mennesker.

Godt nok havde der været nogle episoder med alkohol i mit hjem, men jo ikke decideret alkoholisme. Og godt nok havde min mor slået mig ret voldsomt to gange, men derudover havde der jo ikke være vold i hjemmet. Seksuelt misbrug havde jeg heller ikke været udsat for. Det jeg havde oplevet var meget mere diffust. Det var et årelangt nedbrydningsprojekt, og det der blev nedbrudt var et lille menneskebarn.

Det var det aldrig at have voksne mennesker, man kunne regne med. At man måtte noget den ene dag, men gjorde man det samme næste dag havde det forfærdelige konsekvenser.
Det var det hver eneste dag, at være underlagt sin mors manipulation.
Det var det gennem hele barndommen at få at vide, at man var et modbydeligt barn, der ikke var til at stole på over en dørtærskel.
Det var det aldrig nogensinde at være god nok, aldrig at blive accepteret og holdt af, som den man var.
Det var det, at ens mor brugte tavshedsvåbenet imod en i dagevis. At man krøb om hende som en lille hund og anglede efter et enkelt ord, at hun dog bare ville svare, men at det eneste man fik var et iskoldt blik og derefter synet af hendes afvisende ryg.
Og det var det at blive mobbet i skolen, så man også der skulle være bange og utryg hver eneste dag.

Da jeg i 2006 endelig brød med min mor, væltede det hele rundt indeni. Jeg begyndte at skrive min beretning og jeg skrev det næste 1½ år. I 2008 udgav jeg bogen første gang, men jeg har mange gange tænkt, at den trængte til en finpudsning. Det har den fået nu. Jeg er glad for det arbejde jeg har lavet, selvom det var svært at gennemgå det hele en gang til.

Jeg sender mit hjertebarn ud i verden og håber mine erfaringer kan bruges af de, som arbejder med brændte børn. Desuden håber jeg, at voksne brændte børn kan få glæde af at læse min beretning, sådan som jeg selv har haft glæde af at læse andre brændte børns beretninger.


Bogen kan købes på gopubli.sh





Er du brændt barn er du måske interesseret i denne hjemmeside:
http://www.debrændtebørn.dk/

Der findes også en tilhørende Facebookgruppe, hvor brændte børn i kærlighed og med respekt lytter og fortæller. Gruppen er lukket så ingen udefra kan læse det du fortæller i gruppen.
Brændte børn - nu som voksne

Bogens hjemmeside

søndag den 30. juni 2013

lørdag den 11. maj 2013

Kære bror



Man hører så meget på Facebook
din lille søn er syg
er det sidste jeg har hørt
alvorligt syg

Men jeg kan ikke være hos dig
og vores søster kan ikke være hos dig
vores forældre får knap nok mulighed
for andet end et lille glimt
af deres nye barnebarn

Kære bror
i et univers parallelt med dette
havde vi stået ved din side
havde værnet om dig
når dit hjerte stred i angst
for at miste ham du lige havde fået

Og når du bebrejdede dig selv
at han fik den samme hårde færd
ind i livet
som du selv engang fik
så var vi hos dig
dine forældre
og dine søstre

Vi hentede en kop kaffe til dig
og vi lod dig græde
en sjælden mandfolketåre
hastigt tørret bort
med bagsiden af en senet hånd

Når du sad fyldt til randen af sorg
på hospitalet
og ventede på at høre nyt
isbævende angst i hver celle
da mærkede du et let strejf
en søsters vidende hånd på din arm

I et ideelt univers
havde din kone ikke skilt dig fra din familie
og du havde aldrig ladet hende gøre det

Mit hjerte råber til dig
gennem den kulde og sne
de pibende vinde
der netop nu dækker vore lande

Jeg skriver i et dokument
i Libre Office Writer
det som jeg burde sidde ved din side og sige

Det gør mig så ondt
bror

Men det her er ikke et ideelt univers
det er et sygt og ondt sted
hvor alle de som burde være sammen
sidder i hver sit lille ensomme hul
og dør ulideligt langsomt


©Laila Ammitsbøl 2013
Må ikke kopieres eller gengives uden tilladelse fra forfatteren.

Fra digtsamlingen Lærke Flyvhøjts poetiske genkomst.
Kan købes her:

mandag den 6. maj 2013

Nyt om mine bøger

Flere af mine bøger kan nu købes hos Go Publish. Det gælder blandt andet  Duften af Yasmin, kærlighedsromanen om to unge piger, der forelsker sig i hinanden, men møder stor modstand fra deres familier.

 





På Go Publish finder du også den helt nye digtsamling Lærke Flyvhøjts poetiske genkomst.

fredag den 8. marts 2013

8. marts - Kvinder mishandles stadig


Året er 2013, men at dømme efter tidens overskrifter skulle man tro vi befandt os i den mørkeste middelalder eller endnu længere tilbage i menneskehedens mest primitive tidsaldre:

En ung kvinde er blevet voldtaget, men i stedet for at få tilbudt hjælp idømmes hun husarrest og stokkeslag.

Kvinder forbydes stadig at uddanne sig.

Kvinder tvinges til at gå rundt i sorte tøjfængsler.

Små piger kønslemlæstes af den såkaldte omskæring.

Kvinder tvangsgiftes.

Kvinder stenes for utroskab.

Listen over modbydeligheder begået mod kvinder rundt om i verden er nærmest uendelig og mange af disse grusomheder begås med udgangspunkt i håbløst fortidige religiøse verdenssyn.

I Danmark udsættes unge kvinder for såkaldt æresvold, fordi de går ud med deres ikke-religiøse veninder eller finder en etnisk dansk kæreste. Overskrifterne er der hele tiden, men kritiserer man, slås man i hartkorn med de mest yderligtgående højrekræfter.

Jeg er humanist. Ikke racist! Jeg har aldrig nogensinde været racist og jeg bliver det aldrig. Når jeg kritiserer religion (og i særdeleshed Islam, fordi netop denne religion gør sig så uheldigt bemærket i disse år) så er det af ren og skær indignation over alt det svineri der finder sted i diverse guders navn.
Hvor mange kvinder skal myrdes og lemlæstes i Islams navn og hvor mange børn skal misbruges og have deres liv ødelagt af sexindebrændte katolske præster? Hvor mange unge skal udstødes fordi de ikke deler deres families tro eller har en anden seksuel orientering end den forældrenes tro påbyder?
Er det ikke uhyggeligt og uhyrligt, at de mest fordømmende mennesker i verden, de som krænker deres medmennesker mest af alle, stiller sig op og spiller krænkede over kritik?

Det er den 8. marts i dag. Kvindernes internationale kampdag. Hvad skal vi bruge den til vi frie danske kvinder?
Vi skal tale for de kvinder rundt omkring i verden, der stadig undertrykkes som kvinder blev for hundrede og for tusind siden. Vi skal turde tale religionerne imod, når umenneskelighed og undertrykkelse finder sted i deres navn. Vi skal sige det højt, som vi føler inderst inde uden at ligge under for frygten for at blive kaldt racist. Religionskritik er nemlig ikke det samme som racisme! Religionskritik er derimod en nødvendighed, hvis vi vil bevare et samfund styret af fornuft og baseret på frihed og lighed. Vi kan ikke og må ikke blive ved med at holde kæft, når vi ser religionens gale fortropper sætte vores verden i brand. Vi kan ikke stiltiende blive ved med at se på, at den ene politiker og den ene debattør efter den anden trues på livet til at holde kæft.

Kvindernes internationale kampdag er stadig nødvendig. Jeg håber vi en dag kan undvære den, men den dag er desværre meget langt væk, hvis man skal dømme efter den virkelighed man kan læse om i aviserne lige her og lige nu.




torsdag den 28. februar 2013

Sharm El Charterhelvede

Denne bog er et must for det par eller den familie, der overvejer at bruge penge og dyrebare feriedage på en charterferie til Sharm El Sheikh. Bogen tegner ikke det sædvanlige rosenrøde billede, men er en personlig og ærlig beskrivelse af en ferie, der blev helt anderledes end håbet og forventet. Hvis du alligevel vælger at tage af sted, kan du bruge denne lille bog som forberedelse, så du kan undgå de værste turistfaldgruber.

http://www.saxo.com/dk/sharm-el-charterhelvede_epub_9788740429534


tirsdag den 12. februar 2013

Sharm El Sheikh - Charterferiehelvede når det er værst


Kold dansk vinter. Grader langt under frysepunktet. Min bedre halvdel og jeg glæder os, for vi har sparet sammen gennem mange måneder og det er efterhånden længe siden vi bestilte rejsen til Naama Bay ved Sharm El Sheikh. Ja, vi glæder os, efterhånden temmelig heftigt. Arbejdet er surt og Danmark er gået i fryseboks. Sol og varme, eksotiske koralrev og endnu ukendte oplevelser venter forude. Da flyveren letter holder vi hinanden i hånden, som vi altid gør når et nyt eventyr venter og jernfuglen skruer op for hestekræfterne og får luft under vingerne.

Vi lander i en anden verden. Koralrevene og de farvestrålende fisk er præcis så eksotiske og tegnefilmsagtige som vi forestillede os. Beduinlejren og rideturen på dromedaren, som egypterne insisterer på at kalde en kamel, er så fremmedartede og eventyrlige som vi kunne ønske os. Om aftenen ved bålet med de mørke børn og de mørke mænd mødes to kulturer om guidens medbragte marshmellows, der ristes over bålet. Beduinbarneøjne stråler i mørket om kap med bålets flammer over denne uventede oplevelse og de ældre brødre og fædre belønner os for oplevelsen med en lokal sang med tilhørende trommeslag på en petroleumsdunk. Skandinaverne takker for sangen med klapsalver og smil, overvejer om vi skulle synge en af vores sange til tak, men det løber på vanlig tilbageholdende skandinavisk maner ud i ørkensandet. Dog, en fin oplevelse for både beduiner, danskere, nordmænd og svenskere.

Jeg forsøger mig udi kunsten at bage beduinbrød


Det er januar i Naama Bay og dagene og specielt aftenerne i den første uge af vores 14-dages ferie, er en hel del koldere end vi havde regnet med. Trøjen har vi husket, men det bliver ikke til så meget badning, som vi havde forestillet os hjemmefra. Enkelte dage er kolde som en dansk solskinsdag i marts. Vinden bidende bister, men kold vind kan holdes ude med en norsk uldtrøje medbragt fra det kolde nord. Vinden er ikke det største problem og i den sidste uge af vores ferie skrues der dog også gevaldigt op for solen og temperaturen. 

Problematisk er derimod kultursammenstødet. Der går et enkelt døgn, før vi har lært, at skandinavisk høflighed er fuldstændig ubrugeligt på disse breddegrader. Når vi går ned ad strandpromenaden i Naama Bay passes vi konstant op af emsige sælgere. Restauranterne ligger som perler på en snor og ved hver eneste restaurant og ved hver eneste souvenir shop står unge mænd, der vil have vi skal gå ind på netop deres sted. Vi har oplevet Sydeuropa og de emsige sælgere, men det kan slet ikke sammenlignes med dette krejlerhelvede. Siger man nej, respekteres det ikke. De går helt tæt på en og spærrer en vejen. De forfølger en. De bliver ved og ved og ved og råber vredt efter en, når man slipper forbi dem. Så snart man er kommet forbi den ene står den næste parat. Der er intet afslappende ved denne form for ferie.

Alf Leila Wa Leila - også her var det umuligt at gå i fred for ubehagelige og meget påtrængende sælgere


Der er masser af souvenir shops vi gerne ville kigge på, men vi tør ikke nærme os, for ejerne står som høge parat til at hugge kløerne i en og æde ens sidste egyptiske pund med hud og hår. Kigge kan man ikke få lov til. De står og puster en i nakken med en svedig talestrøm konstant.
Lynhurtigt finder vi ud af, at afslapning er en umulighed. Denne ferie kommer til at dreje sig om at slippe væk og at undgå at blive snydt. På gaden dytter taxaerne konstant, sætter farten ned og spørger om vi ikke skal have en taxa. Dromedarførerne, som vi ser mange af er ekstremt ubehøvlede. Når man kommer gående på fortovet drejer de dromedaren, så den står på tværs, så man ikke kan komme forbi. De vil så gerne narre en til at ride en tur og give en formue for det. Hopper man ikke på limpinden, råber de frækheder efter en og forfølger en.

Efter fem dage må jeg indrømme for min kone, at jeg aldrig er blevet så skuffet over en ferie, som over denne. Og vi havde sådan glædet os….

Når man går ud at spise eller handler i en butik, skal man tage sig i agt, for det er sikkert og vist, at manden der står overfor en er ude på at snyde. Det er bedst at have lige penge, for byttepenge er de tilfældigvis aldrig i besiddelse af. Nogle gange siger de ikke, at de ikke har byttepenge. De giver simpelthen bare for lidt tilbage og når man gør dem opmærksom på det, lader de som om de ikke kan forstå, hvad man siger.

Det er svært at foretage sig noget i området. Der er mange restriktioner, check points og vagter med maskinpistoler, så reelt kan vi kun gå frem og tilbage på Strandpromenaden og på de to gågader, men her er det som nævnt umuligt at gå i fred. Vi er vant til at kunne tage ud på egen hånd og opleve omgivelserne, når vi er på ferie, men i Naama Bay føler vi os spærret inde og ret hurtigt keder vi os gudsjammerligt. Dagene snegler sig af sted og jeg får læst den ene bog efter den anden. På stranden og ved poolen ligger solbaderne som strandede hvaler og får med jævne mellemrum påfyldt væske og føde. Er det ens drøm om ferie er Naama Bay sikkert udmærket, men så kan man for så vidt holde ferie hvor som helst, i Lalandia fx.

Hotellet, der efter sigende er firestjernet er meget nedslidt. Døren til toilettet ser ud som om den er ved at blive opløst. Mure smuldrer fra hinanden. Håndtage er ved at falde af. I forhold til firestjernede hoteller vi har oplevet andre steder i verden er dette i meget ringe stand og i forhold til hvad vi har oplevet i Canada og Europa er servicen nærmest ikke-eksisterende. Det er som om, at når de først har fået penge, er de totalt ligeglad med gæsten.

Badeværelsesdøren er ødelagt af mange års fugt

Engang imellem møder vi flinke mennesker, men det er kun de første gange vi lader os narre. Man skal ikke forvente at noget her er gratis. Vi har betalt for morgenmad på vores hotel, så da tjeneren kommer og spørger om vi vil have et glas mangojuice takker vi og smiler. 5 minutter senere kommer han med en regning på en halvtredser. Snydt igen!

Lægger man sig ved poolen eller på det stykke strand, der tilhører hotellet, får man ikke mange minutters fred. Hotellets emsige sælgere render rundt for at pådutte en massage, pedicure, hårfarvning osv. De fatter ikke og respekterer ikke, at man måske er taget på ferie for at få FRED.

Larmen er infernalsk. Alle biler dytter konstant, taxachauffører skælder ud på hinanden og et par gange ser vi dem komme op at slås. Hver eneste restaurant, cafe og bar forsøger indædt at skrue så højt op for musikken, at de kan overdøve naboetablissementet. Vi sover meget dårligt eller slet ikke, for musikken fortsætter til ved fire-halvfem tiden om morgenen.

I rejsebeskrivelsen stod der ikke noget om, hvor nedslidt hele området omkring Naamay Bay er. Mange hoteller virker som om de trænger gevaldigt til en kærlig hånd. Mange steder ser vi ufærdige byggerier, der er gået i stå og bare får lov at forfalde og mange steder hersker der et forfærdeligt svineri. Skrald er bare smidt i vejkanten.

Skrald smides bare i vejkanten


De eneste kvinder vi ser, er turister. De lokale kvinder er gemt væk i hjemmet, mens mændene forfølger uskyldige udenlandske kvinder med diverse påtrængende tilbud og fuldstændig uhæmmet beglor hvert eneste sæt bryster der går forbi. Gamle bryster, unge bryster, stritbryster og hængepatter. Glo, glo, glo! Og samtidig med denne uhæmmede appetit på kvinders attributter og totale og håbløse mangel på pli, er følelsen af frelst hellighed åbenbart intakt. Fra minareterne drøner budskabet forstærket af utallige højttalere rundt om i byen: Allahu akbar, Allahu akbar og i enkelte forretningsvinduer er der opsat skilte der byder, at man skal respektere profeten. 

En gammel sanglinje fra Poul Henningsens hånd dukker op i mit sind, fordi den er så sand: ”Mennesket har fostret en hob ideer, som erstatning for naturlig drift” Når sexlysten undertrykkes depraveres den. Det er usundt og de uskyldige ofre i kølvandet på denne undertrykkelse skal tælles i millionvis.

De lokale kvinder ser vi som sagt ikke, men vi ser en del arabiske kvinder på ferie. De går rundt i tungt mørkt tøj og med tørklæde, enkelte endda med burka. Når de går i vandet, både i swimmingpoolen og i havet, foregår det med alt tøjet på, mens deres mænd slentrer rundt i behageligt let tøj og har friheden til at kaste sig i bølgerne kun iført badebukser.

En positiv ting kan jeg sige om vores ferie: Som vegetarer havde vi meget nemt ved at finde lækker og billig mad på restauranterne. Specielt de mellemøstlige og indiske spisesteder var gode, men så er det også slut med de positive oplevelser.

Lufthavnen i Sharm El Sheikh satte prikken over i'et på en rædselsfuld ferie. Vi skulle stå i den ene lange kø efter den anden. Sammen med andre skandinaviske og tyske passagerer stod vi pænt og ventede på vores tur. Russerne derimod skubbede sig fuldstændigt uhæmmet foran i køen og det samme gjorde en arabisk lufthavnsmedarbejder på vegne af en passager, der gav bestikkelsespenge for at komme foran i køen.
Der var ikke de sædvanlige plastikkasser som i alle andre lufthavne, hvor man kan lægge småting som mobil og pengepung op i, når de skal skannes. Derfor måtte jeg lægge min mobiltelefon direkte på båndet, hvilket resulterede i, at den faldt på gulvet, da den rullede af båndet. Det samme oplevede en ung mand lige foran mig. Min pengepung forsvandt i maskinen, men vi måtte råbe til medarbejderne før de reagerede på vores bøn om hjælp.
Da bagagen skulle vejes blev der snydt gevaldigt på vægten. Vi vidste at vores bagage vejede ca. 36 kg, men den blev vejet til 40 kg. Heldigvis var dette netop den tilladte vægt, så vi kom ikke til at betale for overvægt. Det gjorde til gengæld det måbende svenske par foran os og mange andre passagerer i køen.


Dette er et rejsetip. Måske et lidt usædvanligt et af slagsen. Mit tip er: Tag til Azorerne eller Madeira! Sao Miguel er en vidunderlig, frodig ø med et dejligt klima og en fredelig og venlig befolkning, men hold dig langt væk fra Naama Bay. Ingen andre steder er så mange frække og ubehagelige mennesker samlet på et sted. Måske er der bedre andre steder omkring Sharm El Sheihk. Jeg ved det ikke og har heller ikke mod på at prøve det af. Det er trods alt dyrt at rejse. Naama Bay kan jeg ikke anbefale til nogen. Det er charterferiehelvede, når det er værst.

Køb bogen Sharm El Charterhelvede 

onsdag den 16. januar 2013

Europæer


Jeg er europæer i dag
det er aldrig faldet mig ind før
faktisk har jeg aldrig følt det
sådan som jeg føler det i dag

Jeg er europæer!

Jeg er europæer
med de nødlidende i Grækenland
der troede de havde en sikker havn
et hjem
et job
men pludselig mistede alt

Jeg er europæer
med den spanske mor
der henter vand ved en brandhane
fordi hendes eneste mulighed
for at give sine børn et hjem
er et besat hus
hvor vandet og strømmen er lukket

Jeg er europæer
med jøderne
der igen må høre hadets stemme
som man aldrig mere troede den skulle lyde
i Europa

Nu skingrer nødens råb i Europa
nu skal det gå ud over nogen
nogen må tage skraldet

Nu vejrer haderne morgenluft igen
De samler styrke i deres had
de hader jøder
de hader homoseksuelle
de hader tyskere
de hader indvandrere
de hader syge
de hader arbejdsløse
de hader

Svaret er en stille hvisken
som bølgedis
over Europas jorder

Jeg er europæer


©Laila Ammitsbøl
Teksten eller dele heraf må kun kopieres med forfatterens tilladelse, men du er meget velkommen til at linke til blogindlægget via fx Facebook.


tirsdag den 8. januar 2013

Fyrværkeri – det lovlige dyrplageri


Frynse, vores cairnterrier, er normalt en stærk hund, men i denne tid er hun nervøs og opkørt. Hun ser sig omkring, er på vagt hele tiden og farer op ved den mindste lyd. Når vi går tur får en flyvemaskine mange kilometer oppe hende til at standse op og knurre.
Om aftenen når vi ser TV, plejer hunden at ligge og sove fredfyldt i sofaen eller i sin kurv, men nu er det nærmest håbløst for os at se fjernsyn, for hun går hvileløst omkring hele tiden. Det ene øjeblik vil hun kæle, det næste øjeblik går hun rastløst rundt og øjeblikket efter vil hun lukkes ud i haven. Her begynder hun at gø, så vi må lukke hende ind igen.

Her i landet er der mange mennesker, der går ind for dyrevelfærd. Alligevel er Frynses angst og psykiske ustabilitet menneskeskabt og oven i købet støttet af dansk lovgivning. Vores hund har nemlig sammen med hundredtusindvis af andre danske hunde været igennem et helvede, der har varet fra 1. december. Ja faktisk begyndte det her i området, hvor Frynse residerer, allerede i november, men det var lovligt fra 1. december til og med den 5. januar.

Det er selvfølgelig fyrværkeriet jeg snakker om. For mennesker kan det være irriterende at skulle høre på de høje brag hver aften 36 dage i træk, men Frynse og mange andre hunde synes ikke bare det er irriterende. De er bogstaveligt talt dødsensangste. Det samme gælder mange katte og de dyr, der lever frit i naturen. Det er i skrivende stund den 8. januar, men så sent som i går hørte vi fyrværkeri flere gange og selvom det selvfølgelig er meget minimalt nu i forhold til for en uge siden, så kan vi stadig mærke på Frynse, hvor meget skade den lange periode med stress har gjort hende.

I den lange periode, hvor det er tilladt at fyre af, er det et helvede at være hundeejer. Vi har en hund som vi elsker, men vi er ved at blive vanvittige af hende og vi kan ikke hjælpe hende, kun se på at hun lider.
Et år lejede vi en hytte på Feddet nytårsaften, for at hun skulle få ro i sit sind, men til vores store overraskelse var campingpladsen fyldt med mennesker og der var masser af fyrværkeri.
Det bedste vi nok har gjort for hende var nytårsaften for to år siden, da vi anbragte hende i en hundepension langt ude på landet midt i en skov og selv tog på hotel i Malmø. Noget lignende forestiller vi os, at vi vil gøre næste år, for det helvede vi og vores hund oplevede i år skal ikke gentages.
Men er der egentlig ikke noget helt galt i, at man faktisk skal stikke af fra sit hjem, fordi en tosset lov tillader folk at fyre så meget af så længe? Og man kan jo heller ikke holde sig fra sit hjem i de 36 dage, hvor det desværre er tilladt at fyre af.

Nytårsaften i år skulle vi have tilbragt hos bekendte, der også har hund, men af forskellige årsager blev det i sidste øjeblik til at vi skulle være hjemme her i Næstved. Denne nytårsaften blev et helvede af dimensioner. Før i tiden glædede jeg mig altid til nytårsaften, men efter jeg er blevet hundeejer, glæder jeg mig ikke mere. Det skal bare overstås.
Vi indrettede et værelse til hunden med tildækkede vinduer og en radio stillet ind på en klassisk musik. Noget af tiden var hun hos os i stuen. Når det blev for grelt satte vi hende ind på værelset for at få lidt fred. Det fik vi jo selvfølgelig ikke alligevel. Hun gøede som en vanvittig hele aftenen, skrabede på døren og sprang hvileløst omkring med vilde øjne.

To nytårsaftener forsøgte vi os med beroligende og angstdæmpende medicin, men det var ingen god løsning for vores hund. Hun var lige så bange som ellers og vaklede rundt og kæmpede for at holde sig på benene.

I landene omkring os er den periode man må fyre fyrværkeri af meget begrænset varighed i forhold til i Danmark. Hvad er det dog der gør, at en foreteelse der er til gene for hundredtusindvis af mennesker og som skræmmer dyr i en sådan grad, at det må betegnes som dyremishandling, får lov at foregå. Hvorfor skal det være lovligt i vores land at fyre fyrværkeri af i 36 dage, når fx tyskerne kan nøjes med en enkelt uge og hollænderne kan nøjes med et par dage?

Til min og mange andre hundeejeres store glæde har Dansk Folkeparti fremsat lovforslag om at den periode man må fyre af i skal begrænses fra 36 dage til 9 dage. Tusind tak for det DF! Efter min mening er forslaget dog slet ikke tilstrækkeligt, men bliver det gennemført vil det selvfølgelig være en stor forbedring. Jeg mener faktisk, det ville være naturligt, om man kun kunne købe fyrværkeri 3-4 dage før nytårsaften og at det kun måtte fyres af i nogle få timer omkring årsskiftet.

I andre henseender begrænser man via lovgivningen adfærd, der er til gene for omgivelserne. Fx har vi i Danmark efterhånden meget strenge rygeregler. Jeg nyder at kunne gå på restaurant i et røgfrit miljø. Alligevel mener jeg faktisk, at rygelovgivningen efterhånden er strammet i så ekstrem grad, at det er blevet for besværligt at være ryger. Rygeloven er til dels strammet for at skåne ikkerygerne fra passiv rygning. Man skal altså ikke som ryger have lov at genere sine omgivelser med sin uheldige vane. Derfor forstår jeg ikke, at en anden uheldig adfærd, nemlig den at fyre fyrværkeri af i 5 uger i træk hvert år endnu er lovlig. Her er der nemlig i højeste grad tale om en adfærd, der er til gene for ens omgivelser.

Det er mit håb, at mange desperate hundeejernes råb om hjælp vil nå ind på Christiansborg og gøre indtryk. Stram denne lov markant, så vi slipper for det buldrende, bragende dyrplageri næste gang nytåret nærmer sig!

©Laila Ammitsbøl
Teksten eller dele heraf må kun kopieres med forfatterens tilladelse, men du er meget velkommen til at linke til blogindlægget via fx Facebook.



fredag den 4. januar 2013

En vegetar på besøg


To gange i løbet af ganske kort tid, har jeg fået at vide, at mennesker i min omgangskreds opfatter mig som kritisk eller mistænksom overfor deres mad, når de har mig som gæst. Nogle har en opfattelse af mig som en der kritiserer at andre spiser kød. Nogle synes det er irriterende, at de skal stå og lave vegetarmad, når jeg kommer på besøg.
Det gør mig ked af det! Pissehamrende ked af det, for jeg har altid haft den holdning i alle de efterhånden mange år jeg har været vegetar, at enhver må spise, hvad hun eller han vil. Jeg går ikke og prædiker for nogen. Til gengæld vil jeg også have lov at have mine madvaner og helst uden hele tiden at skulle forsvare og forklare dem.

Det har aldrig nogensinde været min mening at være uhøflig eller kritisk, når jeg kommer på besøg. Jeg er altid bevidst om, at folk har stået og gjort sig umage og sørger altid for at rose maden. I enkelte tilfælde fortjener maden slet ikke ros, men selve det at folk har gjort sig umage for min skyld fortjener ros og derfor fortæller jeg hvor godt det er.

Grunden til at nogle opfatter mig som mistænksom og kritisk kan måske være, at man som vegetar nogle gange er nødt til at stille spørgsmål for simpelthen at vide, om maden er vegetarisk eller ej. Om sovsen er lavet med kødbouillon eller grønsagsbouillon er for mig et temmelig vigtigt spørgsmål, for hvad nytter det, at der serveres en vegetarmenu, hvis sovsen der hældes over er lavet på oksebouillon?

Som vegetar har jeg utallige gange oplevet, at mennesker der normalt spiser kød, simpelthen tænker på en helt anden måde end jeg gør. Derfor føler jeg ofte, at jeg er nødt til at spørge og forvisse mig om, at maden nu også er vegetarisk.
Jeg ved udmærket, at de fleste kødspisere ikke af ondskab eller dårlig vilje putter ingredienser af kød i min mad. De tænker simpelthen bare ikke på det.

Her er nogle eksempler:

Til en sommerfødselsdag med grillarrangement havde værterne indkøbt majskolber for min skyld. Meningen var, at disse majs skulle ligge på grillen ved siden af spruttende kødstykker. Da jeg, sikkert med skræk malet i ansigtet, sagde at så ville majsen jo blive oversprøjtet med kødsaft, kiggede de på mig, som var jeg fra en anden planet. For mig er kødsaft på min mad en forureningskilde. Dette er ofte umuligt at forstå for en kødspiser.

På en turisttur på Azorerne, hvor jeg havde meddelt guiden, at jeg er vegetar, endte det med at tjeneren blev temmelig sur på mig. Han forstod simpelthen ikke, hvad det gik ud på. Hovedretten til kødspiserne bestod af den azoriske nationalret cozido, som er en blanding af flere forskellige slags kød, pølser og store stykker grønsager, der tilberedes i store gryder i timevis i den varme vulkanjord. Tjeneren kom hen til mig med fadet, hvor kødet og grønsagerne lå mellem hinanden. Da jeg påpegede, at jeg havde bestilt vegetarmad, tog han grønsagerne, der havde ligget og kogt med kødet, over på en anden tallerken og mente så at det var vegetarmad. Sådan tænker en ægte kødspiser desværre ofte. Er jeg uhøflig, når jeg nægter at spise det?

Og hvad med en tur på bagelbar, hvor man spørger pænt, om de vil passe på, at ens mad ikke får kød på sig, og de så står og pakker ens hummusbagel ind i et stykke papir fyldt med kyllingestykker? Er det mærkeligt, man er ved at få grå hår af det nogle gange?

Der er så uendelig meget ved det at være vegetar, som de fleste kødspisere ikke forstår. Fx at vegetarmad ikke skal stå ved siden af flæskestegen i en ovn og blive oversprøjtet af kødsaft og at vegetarbøffen ikke skal steges sammen med oksekødet osv. osv.
Æggene på frokostbordet skal ikke ligge på samme fad som silden, osteskiverne skal have en tallerken og en gaffel for sig selv og ikke tages med samme gaffel som hamburgerryggen.

Nå ja, så var der dengang jeg tog til stor fest og havde betalt 250 kr. for maden, men måtte nøjes med to slags kartofler og intet andet, for selvom der fx var broccolisalat, som rent faktisk var lavet for vegetarernes skyld, så havde en eller anden klovn i køkkenet overhældt den med bacon og så kunne det ligesom være lige meget.

Netop fordi man oplever så meget uvidenhed og mangel på forståelse, føler man sig nødsaget til at spørge og være på dupperne, når man skal spise ude. Det kommer så desværre nogle gange til at gå ud over mennesker, der rent faktisk har forståelse for vegetarer og har sat sig ind i, hvordan maden skal tilberedes og hvad den må indeholde.

Og ja, jeg bliver irriteret og ærgerlig, hvis jeg har meldt mig til et arrangement, der indbefatter mad, gjort opmærksom på jeg er vegetar, har betalt lige så meget som alle andre og så kan sidde og stikke i en skål salatblade med tomatskiver, mens alle andre får serveret så meget mad, at de er ved at revne. Jeg er vegetar, ikke kanin og kan derfor hverken blive mæt eller smagsmæssigt tilfredsstillet af en bunke blade.

Jeg er oprigtigt ked af, hvis jeg har fornærmet nogen. Det har aldrig nogensinde været min mening. Jeg vil bare have lov at spise det jeg føler er rigtigt for mig, så kan andre spise det de føler er rigtigt for dem. Jeg vil ikke forklare og forsvare i et væk, hvorfor jeg har valgt at leve som vegetar. Mange sidder alligevel med et fornærmet udtryk i ansigtet, når man svarer på deres spørgsmål. Det er desværre ofte som om kødspisere ser det som et personligt angreb på dem, at man har valgt at leve anderledes.

Det kunne aldrig falde mig ind at sidde i et selskab og sige, at de andres mad er ulækker, men hvis en sidedame holder det sædvanlige forhør og kommer med det evindelige spørgsmål om hvorvidt jeg savner kød, så forbeholder jeg mig altså ret til at fortælle, at det føles forkert for mig at spise kød. Jeg fortæller hende, at jeg bestemt ikke savner kød, men derimod har det sådan, at jeg faktisk føler væmmelse ved synet og lugten af det. Hvis ikke hun vil vide det, må hun lade være med at spørge!

Faktisk kan det at være vegetar sammenlignes med det at være homoseksuel. Som lesbisk støder man også på de evindelige forhør. Mennesker man ikke kender eller kun kender ganske overfladisk føler sig efter et par genstande berettiget til at stille temmelig intime spørgsmål om arten af ens seksuelle udfoldelser. Hvordan gør I? Mangler der ikke ligesom noget? Savner I ikke en pik?
Nu er det jo sådan, at hvis jeg savnede en pik eller en flæskesteg kunne jeg jo bare gå ud og få fat i den slags. Der er ingen, der har forbudt mig at date mænd eller at gå i Kvickly og købe kød. Når jeg ikke gør nogen af delene, er det jo netop fordi jeg ikke har lyst til det, fordi jeg rent faktisk foretrækker noget andet, nemlig kvinder og vegetarmad!

Reaktionerne på om man er vegetar eller lesbisk minder om hinanden, men rent faktisk er det sådan i dag, at der er mindre forståelse at hente for vegetaren end for homoen. Det er min oplevelse, at det er mere accepteret at være lesbisk end at være vegetar.

Så hvis du skal have en vegetar på besøg, så sæt dig ind i, hvad hun spiser og respekter det eller vær ærlig om, at du synes det er for svært at lave vegetarmad. Jeg vil personligt hellere medbringe min egen mad end være til besvær og/eller risikere at få mad, der ikke er vegetarisk. Har du lavet mad med fx oksebouillon, så forbeholder jeg mig ret til ikke at spise det. Ikke for at være uhøflig, men fordi det simpelthen føles forkert for mig dybt inde at spise dyr. Sådan er det bare!

©Laila Ammitsbøl
Dette indlæg eller dele heraf må ikke kopieres uden forfatterens tilladelse, men du må meget gerne linke til blogindlægget på fx Facebook.