søndag den 26. september 2010

Homo

I København banker de mig
i Iran hænger de mig
i Pakistan stener de mig

Kristendommens nådige Gud
kalder mig vederstyggelig
og vil helbrede og omvende mig

Islams barmhjertige Allah
med de 99 smukke navne
idømmer mig dødsstraf

Paven erklærer i sin uendelige visdom
at jeg er til fare for menneskeheden
på linje med ødelæggelsen af regnskoven
  
Mit ægteskab må ikke kaldes et ægteskab
min kærlighed kaldes synd og hor
den ene ting kan de hellige hovmodigt enes om

Og så undrer de sig over at jeg er ateist

©Laila Ammitsbøl

fredag den 24. september 2010

Forfatterside på Facebook

Kig ind på min forfatterside på Facebook:

Forfatter Laila Ammitsbøl

tirsdag den 21. september 2010

Blomsterne på gaden


Vold gror som kvikgræssets rødder
Under asfaltens hårde hud
Ansigter smadres af koben
Mens morderen priser sin Gud

Hadet flammer op i gaden
Og asfalten rødmer af blod
Uskyldige folk på gaden
Betaler den hæsligste bod

Så lægger de blomster på gaden
Som symbol på menneskets værd
Står side ved side i sorgen
over livet som endte her

De tavse folks tavse protest:
Vi vil ikke have det sker
Vi klæder gaden i blomster
Vores børn skal ku’ lege her

Et motordrøn flænser natten
To kroppe, sårbare bløde
En mor med sit barn ved hånden
Vandrer nu om blandt de døde

Heidi har mistet sin datter
Jens har mistet sin unge brud
Gaden har mistet sin uskyld
I sorg bæres kisterne ud

Hver eneste nat i byen
Taler kniven sit onde sprog   
Dødens nådesløse engel
går i byen på natligt rov

En dreng på det forkerte sted
Og i et uheldigt minut
Dør en meningsløs, grusom død
Et uskyldigt barns liv er slut

Aisha har mistet sin Ali
sin yngste og elskede søn
med ansigtet vendt mod Mekka
Beder hun i smerte sin bøn

Aisha og Heidi er søstre
I sorgens tungsindige land
De kender den samme smerte
Den tørstendes skrig efter vand

De tager hinandens hænder
I håb om lysere dage
Dækker et fortov med blomster
Slukker blidt for hadets plage

Så lægger de blomster på gaden
Som symbol på menneskets værd
Står side ved side i sorgen
over livet som endte her

De tavse folks tavse protest:
Vi vil ikke have det sker
Vi klæder gaden i blomster
Vores børn skal ku’ lege her

Skrevet i marts 2008 efter det voldsomme overfald på et 16-årigt avisbud i København. Drengen døde efter overfaldet.
©Laila Ammitsbøl






søndag den 19. september 2010

Tegningen jeg ikke tør vise



Her er tegningen jeg ikke tør vise
skjult bag et beskyttende lag hvid maling

Jeg var ellers så glad da jeg havde lavet den
den var blevet lige som jeg ville have den
ja faktisk mere end det
den overraskede under tilblivelsen
fik nærmest sit eget liv
og nu var den så færdig og perfekt
at jeg ikke kunne tilføje en eneste detalje
uden at komme til at ødelægge den
jeg så det med det samme
den nærmest talte til beskueren
så livagtig var hver streg

Da var det jeg kom til at tænke på
at nogle måske ikke ville kunne lide den
smag og behag er jo så forskellige
tænk hvis nogen blev sårede
og i bar sorg og frustration
stimlede sammen i nær og fjern
mens de knyttede deres rasende næver mod tv-kameraer
satte ild til ambassader
og truede min afskyeligt fornærmende person
og jeg sad herhjemme
rystende af angst over det jeg havde sat i gang

Jeg så på min tegning endnu engang
men nu med en begyndende dump smerte i brystet
tænk hvis synet af disse streger på mit papir
fornærmede nogle stakkels mennesker i en sådan grad
at de kom til at fremstille terrorbomber
og tænk hvis de var så fortvivlede over mit lille værk
at de lod bomberne sprænge på en helt almindelig formiddag
blandt fortravlede familiefædre
kvinder med lys i blikket og en lille ny i maven
teenagere sprudlende af ungt liv
og trippende, skoletaskebærende børn

Jeg så blodig alvor
afsporede togvogne
nedstyrtede fly
menneskekroppe forvandlet til hakkekød

Jeg så min elskede
med de lysende blå øjne
hendes bløde krop under mine hænder
hendes arme omkring mig
hendes duft
og jeg så hende blive til støv for mine fortvivlede øjne
og hørte mit endeløse skrig på vej ud i rummet

Skulle skylden ligge på mine skuldre
skulle jeg bære denne ubærlige smerte
i resten af mit forbandede liv

Jeg så på min tegning en sidste gang
vidste at skylden aldrig kunne blive min
men måtte sande at jeg ikke havde modet
til at vove forsøget

I mit haveskur fandt jeg en sjat hengemt maling
fejhed fås åbenbart på dåse
og mens jeg fældede en bitter tåre
dækkede jeg min tegning med brede strøg

Så her er tegningen jeg ikke tør vise
i sandhed et rigtigt stykke samtidskunst


©Laila Ammitsbøl

lørdag den 18. september 2010

Titanic 2010

Løsslupne dele intet andet
flydende fragmenter koldt mørkt ocean
og tror vi endnu på tryghed
på sammenhæng på mening
den tid er definitely forbi
der er kun den rå livskraft tilbage
kun den sejes ret til at gribe drivtømmer
redningsbåd hvad som helst
de svage skal dø
visne visne DØ
bukke under for bølger kulde stærke arme sparkende størrelse 48
dyrene har altid vidst det
hvalroshannen er perverst stor
hans gener skal sprøjtes i så mange hunner som muligt
og så mange rivaler som muligt
SKAL DØ

Livslov
Livslov
grib et halmstrå hvis du kan
hiv de andre ned ved håret
i det frysende sorte hav
brug dem som redningsvest tømmerflåde
gå på deres rygge så gør de dog lidt nytte
og inden de drukner og synker mod bunden
tag alt hvad de ejer
for sådan er livets lov

Medlidenhed er en udyd
medfølelse fortidig til grin
den stærkes ret ret ret sætter standarden
rydder op i lortet samfundslortet
luger ud sier fra ugræs
umennesker udyr

Så her bliver helt rent


©Laila Ammitsbøl


fredag den 17. september 2010

Rejekælling

Jeg vil være gråhåret
lade manken gro viltert
og aldrig mere farve den

Jeg vil være en furie
der ikke finder sig i mere shit
En rejekælling

Nej, jeg vil ikke tage det roligt
og tænke positivt
og te mig pænt!

Jeg vil skrige fra hustagene
og bestige bjergene
og lade folk afsky mig
hvis de nu så gerne vil

Jeg vil sige fra
og protestere
og være hysterisk
kald mig bare det hvis I vil

Og jeg vil elske og hade
som det passer mig
sprutte af raseri
boble af eufori
gløde af liv og lyst

Jeg vil lade dette store bankende hjerte
der svulmer af liv i mit bryst
endelig få luft og plads


©Laila Ammitsbøl

søndag den 12. september 2010

En uendeligt træt førtidspensionist

Jeg er en uendeligt træt førtidspensionist. De sidste par år har jeg skrevet en del omkring førtidspensionisters vilkår i Danmark, men det sidste stykke tid har jeg følt mig totalt drænet for energi og ude af stand til at skrive noget som helst. Hvorfor? Fordi det virker som om det er totalt nytteløst og håbløst. Fordi det er umuligt at trænge igennem til medier og politikere. Fordi dagsordenen er sat og stadig sættes af de der har akademiske uddannelser, magt og røven fuld af penge, men som desværre ikke kender en skid til min og andre førtidspensionisters virkelighed.
Jeg har ikke noget imod folk, der har taget en uddannelse og heller ikke mod folk der har en spækket pengepung. Men jeg har noget imod at mennesker der render rundt på de bonede gulve,  sutter på deres sølvske og soler sig i deres prestigegivende teoretiske viden om samfundsforhold, skal have eneretten til konstant at udtale sig om menneskeliv de intet kender til.

Sammen med mange andre førtidspensionister er jeg overvældet af den massive hetz der raser mod førtidspensionister. Overskrifterne bliver mere og mere nedrige, jo tættere vi kommer på efterårets førtidspensionsreform.
For få dage siden kunne man fx læse om førtidspensionister der rejser ud af landet og lever i sus og dus under palmerne sydpå. Man ser det lige for sig: Der sidder den samfundssnyltende, livsnydende førtidspensionist med en kølig drink og et smørret grin og glor ud på det turkisblå hav, mens hans stakkels skatteplagede landsmænd, for at kunne forsørge ham, må slæbe sig på arbejde og knokle i deres ansigts sved i det kolde, nordlige hjemland.

Aldrig har jeg følt mig så utryg for fremtiden. Aldrig har jeg følt mig så mistænkeliggjort og misforstået. Grunden til at jeg fik førtidspension, tilstanden, sygdommen eller hvad pokker man vil kalde det eksisterer endnu. Den plager mig hver eneste fucking dag. Den forsvandt ikke på mirakuløs vis, den dag jeg fik førtidspension, sådan som Karina Pedersen påstår i sin direkte fornærmende og modbydelige artikel. (artiklen hed Førtidspension - en mirakelkur. Den er nu slettet og jeg kan derfor ikke linke til den)
Jeg er ingen bedrager, sådan som en anden overskrift antyder, snarere totalt bange for at komme til at gøre noget forkert. Jeg arbejder ikke fuldtid ved siden af pensionen. Jeg bor ikke under palmernes sus sydpå, men i en lejebolig på Sydsjælland. Ej heller er jeg parkeret på førtidspension, sådan som eliten ynder at udtrykke det, når de skal have en undskyldning for at fratage psykisk syge førtidspensionister deres indtægt. 

Sådan er min virkelighed! Den kan jeg så skrive om her på min blog for døve ører og blinde øjne, så længe jeg orker.

Nogle af tidens overskrifter:

Pensionisters bedrageri skal frem i lyset
Mange førtidspensionister arbejder – på fuld tid
Førtidspension i palmesus
Milliarder at hente ved midlertidig førtidspension
Psykisk syge parkeres på førtidspension
K vil tidsbegrænse førtidspension
Førtidspension koster kassen
Erhvervsliv støtter svækket førtidspension
Forslag: Slut med førtidspension til unge
DF og R ønsker midlertidig førtidspension
Kommune vil have førtidspensionister tilbage i job
Førtidspension – en mirakelkur?