søndag den 30. maj 2010

Regeringen skræmmer livet af mig

Vi har alle sammen vores at slås med. Hver har vi vort kors at bære, som man sagde før i tiden. Denne indledning for at sige, at jeg godt ved at der findes masser af mennesker i verden og i lille Danmark, der har det meget værre end jeg. Faktisk har jeg det på mange måder godt. Jeg har et dejligt menneske ved min side, får mad hver dag og har et hjem, som jeg er glad for.
Det kors jeg bærer er et meget skrøbeligt sind. Hvordan det kommer til udtryk i mit liv er lige meget i denne forbindelse. Desuden gider I sikkert lige så lidt som jeg, at læse om andres mennesker psykiske sygeligheder, så det skal jeg skåne jer for.
De sidste år, er der kommet en ekstra belastning på mine smalle psykiske skuldre og denne byrde deler jeg vist med mange andre førtidspensionister. Det er usikkerheden om ens økonomiske fremtid jeg tænker på. At følge nyhederne bliver efterhånden en mere og mere nervepirrende affære. "Så lad være at se dem", vil nogle måske sige, men den løsning dur ikke. Jeg vil gerne være orienteret om hvilke beslutninger politikerne tager om min fremtid og uvidenhed gør mig bestemt ikke mere tryg.

Faren har ligget i horisonten i den tid VK har regeret. Mange mennesker bemærkede det slet ikke, men interesserer man sig lidt for den bagvedliggende ideologi, har det været tydeligt de sidste år at Danmark har forandret sig. Dermed er der også kommet en hårdere tone overfor sådan nogen som mig, der forsørges af samfundet. Selve grundholdningen i det danske samfund er tippet i en retning, hvor folk på overførselsindkomst er blevet til pariaer. Jeg har set det komme, for det har været svært at undgå, hvis man har fulgt med de sidste år.
Da regeringen fremlagde sin genopretningspakke blev det alvor, det jeg havde frygtet. Alle overførselsindkomster skulle fastfryses de kommende to år. Det var simpelthen den største frækhed overfor den gruppe af mennesker, som i forvejen var sakket bagud økonomisk i de år, hvor det gik godt for resten af befolkningen.
Jeg fulgte med hele tiden, mens forhandlingerne foregik, og brugte meget tid på at tænke over, hvordan pokker jeg skulle klare mig i fremtiden, hvis min købekraft bare skulle blive mindre og mindre. Og jeg kunne jo ikke lade være med at tænke på hvad regeringen ville stille op, når disse to år var gået, hvis landets økonomi stadig ikke var blevet bedre. Skulle vi så fastfryses yderligere?
Dansk Folkeparti reddede os i første omgang. Det var en stor lettelse, da det kom frem at førtidspensioner og andre overførselsindkomster alligevel ikke skulle fastfryses.
Nej, jeg synes heller ikke det er smart at børnechecken bliver begrænset, men jeg mener trods alt at en familie med to fuldtidsindtægter har mere råd til at blive trukket lidt, end de som lever af overførselsindkomst. Har man en husstandsindkomst på 600.000 kr eller derover har man nok lidt bedre råd, end hvis husstandsindkomsten er på 300.000 kr.

Faren er dog bestemt ikke drevet over. Til efteråret skal der laves førtidspensionsreform. Jeg må sige at jeg frygter det værste. Jeg frygter det hver eneste dag, for jeg ved at vi er ugleset, at mange mennesker fuldstændig uden at sætte sig ind i den enkeltes situation, skærer os alle over en kam og regner os for en bunke parasitter. Jeg ved regeringen består af mennesker, der ikke aner hvad det er at skulle klare sig for lidt. De sidder med deres ideologi, som de nu i snart 10 år har dryppet som gift ud over Danmark og de tror på, at jo elendigere de gør det for de svageste grupper, jo bedre vil samfundet fungere, fordi den enkelte så kæmper mere indædt for at blive en vinder.
Oveni de sygdomme vi lever med som førtidspensionister, har regeringen påført os en angst, der hver eneste dag ligger som en giftig tåge over vores hverdag. Det er angsten for til sidst at have så lidt, at man ikke kan klare dagen og vejen. Angsten for uforudsete udgifter som fx tandlægeregninger. Angsten for den fremtid der ligger for os som gamle. Når holdningen til os er som den er nu, hvordan ser det så ud om 20 år og 30 år?
Jeg er på ingen måder fortrøstningsfuld. Bare bekymret og meget, meget bange for fremtiden.

fredag den 28. maj 2010

Manden der forandrede Danmark

Netop nu sidst i maj 2010, hvor det vist er ved at gå op for den danske befolkning, hvilken ideologi vores regering lever efter, synes jeg det er relevant at genudsende denne artikel, som første gang blev offentliggjort i månedmagasinet Kong Graas sidste år. Artiklens fremtidscenarier er desværre blevet meget virkelige siden jeg skrev artiklen i sommeren 2009:

I mine 44 leveår, hvor jeg i hvert fald de sidste 25 år har været interesseret i politik, har jeg aldrig oplevet så dygtig en statsminister som den just afgåede Anders Fogh Rasmussen. Det er måske mærkeligt at høre fra en, som sætter sit kryds ved SF, men ikke desto mindre må jeg indrømme, at sådan er det.
Anders Fogh har dygtigt og målrettet, et skridt ad gangen, ført Danmark i den retning han ønskede, da han startede sit virke som politiker. Anders Fogh er en ægte liberal, der tror på sit projekt og har haft succes med at føre det ud i livet.
Selvom jeg selvsagt er uenig med Fogh i hans førte politik, vil jeg fremhæve to episoder i hans karriere som statsminister, hvor jeg følte stor respekt for ham. Den første var da han dygtigt fik forhandlet Østudvidelsen på plads. Den anden var hans forsvar for ytringsfriheden i forbindelse med og som opfølgning på Muhammed-krisen.

Anders Fogh har efter min mening haft stor indflydelse på holdningerne i det danske samfund, hvilket han da også selv er bevidst om og sikkert er ganske stolt af. Som han udtalte på Venstres landsmøde i forbindelse med sin afgang.
”Danskerne ønsker, at det enkelte menneske skal tage et personligt ansvar. Væk er den nedbrydende holdning, at alting er samfundets skyld. Nu er der krav om, at de, der kan, også selv må tage fat og påtage sig et ansvar for deres egen tilværelse.”
Det lyder flot og man kan vel ikke være uenig i, at det enkelte menneske har et stort ansvar for sit eget liv. Problemet er bare, at hvor det tidligere var sådan at alt var samfundets skyld, er vi nu helt ovre i den anden grøft: I dag er alting din egen skyld, og du fortjener derfor ikke hjælp, hvis du ikke kan klare dig selv. Hvis du er rask, har et velbetalt job og en overflod af materielle goder, er det din egen fortjeneste (også hvis du fik det hele ind med sølvske af dine forældre) og du behøver derfor ikke dele med andre. Hvis du er syg, fysisk eller psykisk, nedbrudt af traumatiske oplevelser og økonomisk befinder dig på samfundets bund, er det også din egen skyld, så hvordan kan du dog tro, at du skulle have krav på støtte fra fællesskabet? Klar dig selv eller buk under! Det er naturens hårde lov, et Nietzsche’sk rædselskabinet, hvor din succes vokser proportionalt med størrelsen af de rundsave du har på albuerne. Her har kun den stærke ret til overlevelse og vi andre er bare nogle sølle skrog, der ingen medlidenhed fortjener.

Som førtidspensionist har jeg oplevet, hvordan stemningen overfor sådan nogle som mig, er blevet fjendtligere de sidste år. Fogh har drysset sine holdninger ud over det danske samfund i en sådan grad, at det nu er blevet comme il faut at kalde førtidspensionister for nassere og parasitter ud fra devisen, at enhver er sin egen lykkes smed. Lander appelsinen ikke i din turban, er det fandeme din egen forbandede fejl. At mennesker uforskyldt kan rammes af ulykke og sygdom er ikke rigtigt accepteret mere. Påpeger man at et menneske kan være så knækket fra barnsben af, at vedkommende ikke kan fungere i et almindeligt arbejdsliv, regnes man for blødsøden og naiv.
Det er som om tæppet når som helst kan blive trukket væk under en, for det respekteres ikke mere, at når man har fået bevilget førtidspension, er det fordi ens arbejdsevne er nedsat eller slet ikke eksisterende.

Sidste år talte politikere fra regeringspartierne om at førtidspensionerne skulle gøres midlertidige. Jeg skrev i den forbindelse til alle partiers ordførere på området om den angst og usikkerhed dette ville påføre en masse førtidspensionister og fik på mail garanti fra Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted for, at det ville de aldrig være med til. Bent Bøgsted udsendte desuden samme dag (1. juli-2008) en pressemeddelelse på partiets hjemmeside, hvori han gentog sit løfte:
”Det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at nedslidte og alvorligt syge førtidspensionister ikke skal plages af revurderinger og endeløse undersøgelsesforløb.”
Diskussionen døde ud på det tidspunkt, men den kommer helt sikkert igen, og så bliver det spændende om Dansk Folkeparti vil holde sit løfte.

Kun få har sikkert bemærket, at førtidspensionerne i forbindelse med den sidste ministerrokade, blev flyttet over i beskæftigelsesministeriet. Ligger der mon en skjult dagsorden bag denne flytning? Førtidspensionerne hører naturligt hjemme i socialministeriet. Når vi nu er flyttet over hos Støjberg, er det så fordi vi skal pines og piskes ud i formålsløse arbejdsprøvninger med henblik på at gøre os arbejdsduelige?
Denne usikkerhed om fremtiden vil være skyld i en masse angst og ødelagt liv hos mange førtidspensionister. Det er i forvejen meget svært at få bevilget en førtidspension. Faktisk er det en årelang proces, hvor man bliver undersøgt i hoved og røv og sendt fra Herodes til Pilatus. Når man (hvis man) får bevilget førtidspension, kan man endelig slappe af og prøve at få samling på sig selv. En sten bliver løftet fra ens hjerte, et åg bliver fjernet fra ens skuldre, når man ved, at man nu ”kun” har sin sygdom at slås med. Man skal ikke længere bekymre sig om sin økonomiske fremtid og ikke længere gå i en evig angst og bæven for det næste besøg hos en af de, der har ens skæbne i hænderne. Denne tryghed har regeringen taget fra os, ved at tale om at førtidspensionerne skal gøres midlertidige.

Den ændrede holdning til samfundets svage kommer til udtryk i de debatter der føres i aviser og på debatsider på internettet. Fx førte artiklen ”Folkeløn vil afhjælpe finanskrisen” af advokat emeritus Fritz Reuther i Politiken d. 13. januar i år til en voldsom debat, hvor kraftudtryk som nasserøve og parasitter blev brugt om mennesker på overførselsindkomst.
En endnu mere skræmmende tendens ser man på Konservativ Ungdoms hjemmeside. Her føres en nærmest uhyggelig debat. En debattør, der kalder sig Pragmatikeren, skriver den 4. juni følgende:
”Det er en skandale! Førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, SU-modtagere, pensionister og andre, er bare samfundsnassere!
De skal ikke have stemmeret! De yder ikke til samfundet, de får bare! Jeg mener, at man skal have egen dug og disk hvis man skal have stemmeret!”

Pragmatikeren er ikke alene om sine holdninger på KU’s hjemmeside. En del af de mennesker, der om 10-20 år sidder på Christiansborg, mener åbenbart seriøst at jeg og andre på overførselsindkomst skal fratages stemmeretten. Jeg skriver om det, men det er egentlig nyttesløst, for jeg har slet ikke ord til at beskrive hvor målløs og chokeret jeg er, og de skråsikre unge mennesker er vist uden for pædagogisk rækkevidde.

Liberalismens indtog i Danmark ses også i sundhedsvæsenet. For tiden er det fremme i medierne, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin tid som sundhedsminister favoriserede privathospitalerne. Det forarger mig, men undrer mig ikke. Jeg har i mange år haft den oplevelse, at regeringen havde et ønske om at nedbryde det offentlige sundhedsvæsen i forhold til det private. Tendensen er da også klar: De resursestærke tegner i stigende grad sundhedsforsikringer eller får dem foræret af deres arbejdsgiver. Vi andre, der ikke har denne mulighed, må nøjes med det mere og mere forringede offentlige sygehusvæsen.
Vi bevæger os mere og mere i retning af et samfund, hvor man kun kan få en ordentlig behandling, hvis man har pengepungen i orden. Sporene fra USA og New Zealand skræmmer, i hvert fald hvis man åbner øjnene, men det gør regeringen ikke. Den fortsætter bare sit ideologiske korstog, dog indpakket i sødmefyldt velfærdsretorik, for at ingen skal opdage dens sande hensigt.

De sidste mange år har verdensøkonomien haft det godt. Her i vores eget lille land gik det også bare derudad. I hvert fald hørte man konstant og hele tiden om hvor rige danskerne var blevet. Det var faktisk helt utroligt så godt det gik. Danskeren, hørte vi, havde så mange penge, at han til sidst ikke anede, hvad han skulle stille op med al denne rigdom. Fladskærmene i megastørrelse var nemlig indkøbt, blærerøvsbilerne funklede på rad og række i garagen, huset var udbygget og ombygget med velværelser og samtalekøkkener og jordomrejsen var foretaget. Den stakkels dansker blev simpelthen nødt til at investere i kunst for at få brugt bare en smule af sine mange penge.
I mens sad nogle af os og så måbende til for vores få kroner blev mindre og mindre værd. Fødevarepriserne steg i takt med resten af samfundets vækst, huslejen steg, alting steg, blot ikke vores indtægt. Vi fik sværere og sværere ved at klare os, men ingen syntes at bekymre sig om det, for ifølge det officielle glansbillede gik det jo ufatteligt godt, og jeg skal love for, at hvis man prøvede at ytre sin mening, fik man smidt en spand lort i hovedet: Skulle sådan en snylter, komme her og bide den hånd der fodrede den? Føj!

Resultatet af den politik der er ført under Fogh er, at flere er blevet fattige og flere er blevet rige, hvorimod mellemklassen er skrumpet ind. Polariseringen har fået tag i Danmark og den sammenhængskraft, som politikere fra alle partier påstår at være tilhængere af, forsvinder mere og mere. Cepos-drengene er blevet ophøjet til orakler, der uimodsagt får lov at sige i den bedste sendetid, at Danmark er det mest lige samfund i verden. Fattigdom eksisterer ikke her, påstås det, men de børn der ikke kan komme på ferie eller ikke kan få julegaver pga. forældres økonomiske situation, har nok en anden oplevelse. Hvert eneste år stiger andelen af trængte familier, der søger nødhjælpsorganisationer om julepakker, fordi de ikke selv har råd til et juletræ og flæskesteg.
Nej, vi har ikke fattigdom, som de fx har visse steder i Afrika. Folk dør ikke af sult i Danmark, men det der kaldes relativ fattigdom har vi og den er vokset som følge af den politik, der er ført under Fogh.
En gang imellem dukker enkeltsager op i medierne. Der grædes krokodilletårer i folkedybet som lindring for den kollektive dårlige samvittighed. Facebook oversvømmes af grupper til fordel for mennesker, der har fået en urimelig behandling af det skrantende velfærdssamfund. Det lyder så sødt og sympatisk, at en enlig mor, der optræder i Morgen-Tv i tiden op til jul, får hjælp af medlidende seere, men desværre må jeg sige, at det efterlader mig med kvalme. Den enlige mor er jo blot et symptom på, at der er noget rivende galt og at det velfærdssamfund, som det tog evigheder at opbygge, hastigt er på vej mod sit endeligt.
Hvad hjælper det alle de, der ikke magter at kæmpe sig vej til Tv-skærmene, at en enkelt familie oversvømmes af bidrag, kasser med mad og aflagt tøj? Hvad hjælper det alle dem, der ikke har et godt netværk, der kan stable indsamlinger på benene, at nogle få bliver hjulpet til behandling i udlandet, når det danske sundhedsvæsen har givet op?
Ønsker vi i Danmark tilstande som i USA, hvor velfærden er helt afhængig af velmenende middelklassehusmødre, der skaber mening i deres eget liv ved at lave suppe til de fattige. Problemet med denne form for pseudovelfærd er, at ingen har krav på den og at den uddeles fuldstændigt vilkårligt til dem der umiddelbart virker sympatiske nok til at modtage den. Resten af fattigrøvene kan sejle deres egen sø.

Fogh-regeringen gav skattelettelser, der gav allermest til de der i forvejen havde rigeligt med penge. De som tjente mindst eller var på overførselsindkomst fik kun en smule eller slet ingenting ud af det.
Når sociale projekter skulle sættes i værk, brystede VKO sig af sit samfundssind og viste sit gode hjerte frem, men man hentede pengene i satspuljen. Regeringen førte sig frem som de svages beskytter, men det groteske er at denne satspulje gennem mange år, er blevet finansieret ved at folk på overførselsindkomst har fået frataget 0,3 % af den årlige procentvise stigning de burde have haft. Som jeg har set det beskrevet med et meget sigende udtryk, så svarer det til at fodre hunden med dens egen hale. Af denne grund er blandt andet førtidspensionerne år for år blevet udhulet i forhold til den økonomiske udvikling i resten af samfundet.
Regeringen nægter, at der er sket besparelser og hvis der er, er det i hvert fald kommunernes egen skyld, lyder det fra Christiansborg. Men regeringen må påtage sig ansvaret, for det er den, der har holdt kommunerne i et jerngreb de sidste mange år. Skattestoppet skulle jo holdes uanset hvad, så kommunerne har måttet skære hårdere og hårdere ind til benet.

Ude i virkelighedens verden er der skåret i den offentlige service på trods af regeringens påstand om det modsatte. Folkeskolerne må nøjes med dybt forældede undervisningsmaterialer, rengøringen er mangelfuld, bygningerne nedslidte og toiletterne uhumske. De der bestemmer bliver mere og mere ligeglade. De har nemlig råd til at flytte deres unger over i privatskoler, hvor forholdene er en hel del finere.
Ligesådan er det med de offentlige sygehuse. Personalet render stærkere og stærkere. Bunkerne med prøvesvar vokser, mens patienterne bliver mere og mere syge eller i værste fald dør i ventetiden. Nullermændene i hjørnerne har deres helt eget liv. Når der engang imellem sker uundgåelige fejl, giver man ikke systemet skylden, men giver i stedet Sorteper videre til en ansat, der så korsfæstes af de sensationshungrende medier.
Og ligesom med skolerne er de der bestemmer bedøvende ligeglade, for når de bliver syge er der ingen ventelister og ingen nullermænd der danser i krogene. De får svar på deres prøver med det samme og behandlingen og pussenusseriet bliver indledt øjeblikkeligt. Sandheden fra den gamle børnesang er desværre meget aktuel: ”Har du penge, så kan du få og har du ingen, så kan du gå.”

Jeg respekterer Fogh som en dygtig og ambitiøs politiker. Ud fra det billede, der tegnes af ham i medierne, virker han som en ordentlig fyr. Sådan en der kan holde en aftale og som gør sig stor umage med de projekter han sætter i værk. To egenskaber jeg selv sætter højt. Desuden er jeg meget enig med ham i at ytringsfriheden skal vægtes højt. Han og jeg er enige om, at vi har ret til at være uenige med hinanden og at vi begge har ret til at sige vores mening. Hvis Anders Fogh læser denne artikel, vil han måske benytte lejligheden til at sige mig imod, men han vil aldrig prøve at forhindre mig i at sige hvad jeg mener.

Trods min ros til Fogh, er jeg ked af og bekymret over den udvikling, han har sat i gang i Danmark. Jeg tror desværre, at de fleste danskere går rundt i blind uvidenhed om, hvor vi er på vej hen. Så længe de selv sidder på flæsket, kan de velbehageligt bevare illusionen om, at alt er godt. De opdager først den nye virkelighed den dag, de selv har brug for hjælp, og det sikkerhedsnet de troede var udspændt under dem, viser sig at være borte med blæsten.

Fogh strøg som en storm over Danmark. Da stormen endelig stilnede af, var alting forandret.

onsdag den 26. maj 2010

For førtidspensionister er en fare overstået, men en ny venter!

Så fik regeringen sin såkaldte genopretningsplan igennem med hjælp fra Dansk Folkeparti. Vi førtidspensionister kan i første omgang ånde lettet op, for forslaget om at overførselsindkomsterne ikke skulle stige de næste to år blev taget af bordet. DF foreslog i stedet at dagpengeperioden skulle sættes ned fra 4 til 2 år og sådan blev det. Hvad enten man kan lide dette forslag eller ej, betyder det at vi i første omgang gik fri. Jeg tror dog bestemt ikke at vi bare skal læne os tilbage og tro, at den hellige grav er velforvaret. Senere på året vil regeringen lave en førtidspensionsreform og så er det os og vores indkomst der kommer i spil igen. Derfor vil jeg opfordre alle førtidspensionister, som føler de har overskud til det, til at komme med saglige indlæg i aviser, på blogs osv. Vi bliver simpelthen nødt til at lave en modreaktion til den hetz mod førtidspensionister, der længe har kørt i avisdebatter, i TV og hos regeringen, der konstant prøver at forringe vores vilkår. Hver især kan vi ikke gøre ret meget, men sammen kan vi måske ændre noget. Mit personlige bidrag er at sidde her ved min computer og kommentere det der sker på førtidspensionsområdet. Det er det jeg kan og det jeg magter. Jeg håber en masse andre vil være med og gøre det de nu kan. Danmark er i krise. Der er ikke bare en masse penge at tage af, så I skal regne med at regeringen vil gå benhårdt efter os igen og igen. Vi må ikke lade dem slippe afsted med det!

Folk med i hvad der sker på førtidspensionist-området i Facebook-gruppen Bedre vilkår for førtidspensionister

lørdag den 22. maj 2010

Saml selv din regning op, Lars, for jeg kan ikke!

Det siges, at vi alle har haft gavn af de gode år før krisen, men det passer ikke. Min indtægt blev udhulet i disse år, fordi priserne steg meget mere end min pension. Desuden blev mine penge mindre og mindre værd i forhold til andre gruppers pga. satspuljen. Derudover mister jeg pga. den gensidige forsørgelsespligt flere tusind kr. månedligt fordi jeg er gift.

Jeg er altså en af dem, der har stået og set på, mens det hed sig at danskerne bare blev rigere. Når du siger at vi alle skal leve af det vi har nu i de næste 730 dage, passer det ikke. Du har jo ikke sat lønstigningerne ud af kraft. Folk i arbejde vil stadig få lønstigning, selvom regulering af skat er sat i stå i to år. Sådan en som mig, der har 129.996 kr. brutto, skal derimod have et indtægtsstop de næste to år.
Når jeg tager udgangspunkt i min egen økonomi er det ikke for at fremhæve mig selv, blot som et eksempel. Jeg ved at andre i det danske samfund har endnu mindre end jeg har. Det gør jo ikke just sagen bedre!
Du går 5 % ned, men ærligt talt, det kommer du jo ikke til at mærke. Du kommer ikke til at mangle noget som helst. Vil du have min respekt, skal du leve for en bruttoindkomst på 130.000 kr.

Pga. min lave indtægt er jeg vant til at passe på pengene. Det er ikke mig og mine lige, der har soldet opsvinget op og givet penge ud til skattelettelser og luftkasteller, så saml du bare din regning op, men lad være med at smide den i min postkasse. Jeg har sgu ikke råd til at betale den, Lars!

torsdag den 20. maj 2010

Føj for pokker, Lars!

Nu må vi stå sammen, siger Lars Løkke, for det ser skidt ud for Danmark. Vi skal spare 24 milliarder over de næste tre år.
Alle overførselsindkomster skal forblive på samme niveau de næste to år. Vi skal klare os for det samme, som vi har i dag, siger han, men det passer selvfølgelig ikke. Fødevarerne stiger, huslejen stiger, el og varme stiger. Derfor bliver det beløb vi har til rådighed selvfølgelig mindre værd i løbet af to år.

I forvejen har vi på overførselsindkomst slet ikke været med i de år, hvor det gik godt. På grund af opsvinget i samfundet steg priserne på dagligvarer. Vores indtægt steg ikke tilsvarende, så vi fik mindre, mens alle andre fik mere. Vores indtægt blev yderligere forringet af satspuljen, som finansieres ved at tilbageholde en vis procentdel af den stigning vi skulle have haft, hvis vores indtægt skulle have fulgt samfundets øvrige udvikling i løn- og prisstigninger. Derfor sakkede vi hele tiden bagud og prøvede at råbe politikerne op, hvilket desværre var forgæves. Desuden er vi ramt af den urimelige gensidige forsørgelsespligt, der gør at man som førtidspensionist mister en stor del af sin indtægt, når man flytter sammen med et andet menneske. Også denne urimelighed har vi indtil nu kæmpet forgæves mod.

Derfor kommer det som et ekstra stort slag i ansigtet på os, der er på overførselsindkomst, at det nu er os, der skal betale regningen for de skattelettelser regeringen delte ud og for den store forbrugsfest, som vi aldrig var en del af.
Vi skal alle hjælpe til, siger Lars Løkke, men det passer ikke. Det er kun os der får sat vores indtægt i stå. Alle andre får jo løn efter deres overenskomst, så selvom deres skattelettelser bliver udsat lidt, så bliver der ikke taget i det beløb de får ind som løn, sådan som der gør i vores. Prøv at forlange at alles lønindtægt skal stå stille i to år, så skal I se der kommer ramaskrig og de mennesker der har en lønindtægt, har i forvejen meget mere at gøre godt med end vi har.

Skattelettelserne udskydes lidt. Jamen der er jo givet masser af skattelettelser i forvejen. De trækkes jo ikke tilbage. De rigeste er blevet forgyldt. Det er ingen katastrofe for dem, at de skal vente lidt med at få endnu flere penge. For os derimod rammer denne såkaldte genopretningsplan direkte ind i kernen af vores hverdag. For os drejer det sig om at have råd til at leve, ikke om en ekstra blærebil i garagen!

Det her er prikken over i’et! Det er dråben, der får bægeret til at flyde over! Det er den største svinestreg, der er begået i dansk politik i mange år. Føj for pokker, siger jeg bare, føj for pokker, Lars!

onsdag den 19. maj 2010

Fremtidens Danmark - Et mareridt for syge og fattige

Måske ville det være lettere at være uvidende. Hvis man ikke interesserede sig for politik og samfundsforhold, ville man måske ikke bekymre sig så meget. Jeg er bare ikke sådan. Jeg kan ikke stikke hovedet i busken som strudsen og lade verden køre sin skæve gang uden at kigge på den, mens den kører forbi.
Og hvad er det så jeg ser? Jeg ser et Danmark, der har forandret sig i det sidste årti. Anders Fogh havde en dagsorden og var dygtig til at få lirket den ind ad bagdøren, så danskerne ikke rigtigt fik øje på den. Det lød jo så godt med skattelettelser og alle kunne se, at det bare kørte derudad for Danmark i de gode år. Ja, alle og alle....Nogle af os stod på sidelinjen og så på, mens danskerne (som vi åbenbart ikke hørte med til) kørte derudad på første klasse. Forbruget antog et nærmest perverst niveau, lønningerne steg og skatterne blev sat ned, hvilket i sagens natur medførte, at de der havde allermest i forvejen, fik endnu mere.
Men i hele denne opgangsperiode var vi nogle, der så vores penge blive mindre værd. Priserne steg og vores indtægt steg slet ikke i samme tempo, så det blev sværere og sværere at klare sig. Tolerancen overfor os blev i samme periode mindre. I debatter blev vi kaldt parasitter og samfundsnassere, så det blev sværere og sværere at ranke ryggen og gøre opmærksom på de forringelser i levestandard vi måtte leve med.

Så kom krisen og nu er det endnu værre, for nu sidder man med følelsen af ikke at kunne tillade sig at kræve noget. Alle politikerne siger jo, at vi skal spare og enhver med fornuft i hovedet kan se, at Danmark er ved at være godt og grundigt på røven. Et godt gammelt husholdningsprincip, som jeg altid har levet efter i min hverdag er, at man ikke skal bruge nogle penge, man ikke har. Sådan er det også for et land og vi skulle nødig ende der hvor Grækenland er. Problemet er bare, at vi på overførselsindkomst sakkede langt bagud, mens resten af Danmark holdt forbrugsfest og nu sidder jeg så med frygten for, at nu hvor krisen medfører besparelser, så er det os der har mindst der kommer til at holde for.
Tegnene er tydelige, hvis man følger lidt med og som min mor plejede at sige: "Når krybben er tom bides hestene." Politikere fra nærmest alle partier vil ikke parkere folk på førtidspension. Det taler de meget om for tiden. Der skal laves førtidspensionsreform, hvilket for mig at se, først og fremmest handler om, at syge mennesker ikke skal have pension, fordi det koster kroner for samfundet. Hvis man så kan lave det smarte træk at fortælle folket, at det er for de syges egen skyld, så er der ikke så mange der letter et øjenbryn over forringelserne.
Den folkelige debat er til gengæld ikke præget af bortforklaringer og omsvøb. Næ, her siges tingene skam ligeud i al deres groteske fordomsfuldhed. Der kommer flere og flere indlæg på blogs, i aviser osv. hvor førtidspensionister beskyldes for at platte sig til pension. Vi kaldes de værste gloser af mennesker der ikke aner, hvordan det er at slås med en sygdom. Især vi som har fået pension pga. psykiske omstændigheder stemples som uovertrufne snyltere. Og sidder man så fx og blogger som jeg gør, så skal det, at man på trods af sin sygdom prøver at få noget positivt ud af sin hverdag, bruges som argument for at man da sagtens kan arbejde, hvis man ellers gider.
Jeg ser en fremtid med voksende utryghed. En fremtid, hvor kun de der har penge nok kan få behandling, når de fejler noget. Hvor psykiske problemer kun kan afhjælpes hos de der har penge til at betale for en psykolog eller en coach. Folk der ikke har midler til selv at betale, kan intet få, fordi kommunerne ikke har pengene til at bevilge hjælpen. Det er en fremtid hvor Danmark er delt mellem de der har penge og muligheder, og de der ikke har. Et Danmark hvor de som har, barrikaderer sig mere og mere, fordi de er bange for psykisk syge, der går ubehandlede rundt og unge kriminelle, der voksede op på ghettofolkeskoler og aldrig fik muligheden eller havde kræfterne til at skabe sig et andet liv.

Folk forarges over socialdemokratiske politikere som Mette Frederiksen og Helle Thorning, der sætter deres børn i privatskole, men ellers taler om Folkeskolen der skal forbedres. Jeg synes det er en gang mediehysteri og endnu en gang leflen for VKO. Selvfølgelig må en mor vælge det bedste for sit barn, hvad enten hun er politiker eller ej. Problemet er ikke disse to kvinder, der gør det enhver anden kærlig mor ville gøre, hvis hun havde muligheden. Problemet er at samfundet er blevet så delt, at Folkeskolen mere og mere kun er for de, der ikke har råd til andet, mens elitebørnene vokser op i trygge rammer på små private luksusskoler.

Ja, det ville være en hel del nemmere at være uvidende...

onsdag den 12. maj 2010

Dyre støvler revnet 4½ måned efter køb

Hvorfor har Laila våde fødder i dag? Burde Laila have våde fødder, når hun nu for ret kort tid siden investerede i et par temmelig dyre La Crosse gummistøvler? Hvorfor tog Laila ikke sine støvler på, da hun gik ud med hunden i det øs-pis-pøsende regnvejr?
Jo ser I, mine La Crosse støvler gik allerede i stykker 4½ måned efter jeg havde købt dem. De revnede pludselig flere steder og opfyldte derfor ikke deres formål mere. Heldigvis havde jeg gemt kvitteringen, så den fandt jeg frem og tog den sammen med støvlerne ned til Sportsmaster i centrum af Næstved, hvor jeg havde købt støvlerne. Det var den 10. april, hvilket altså i dag er en måned og 2 dage siden. Mærkeligt nok ville de bare give La Crosse besked om de revnede støvler, jeg kunne tage mine støvler og kvitteringen med hjem igen og ville høre noget i løbet af en uge.

Ugen efter, den 17. april måtte jeg dog alligevel ned med støvlerne igen, for nu skulle de alligevel sendes til La Crosse. Støvlerne blev bragt til butikken og så begyndte jeg at vente. Og jeg ventede og ventede og ventede, for jeg er ikke så vild med det der med at gå ned og brokke mig i en butik. Men den 4. maj, da jeg stadig ikke havde hørt noget, tog jeg mig sammen og gik endnu engang ned i butikken. Det var da 2½ uge siden jeg havde afleveret støvlerne og 3½ uge efter jeg var nede med dem første gang. Sportsmaster havde dog endnu ikke havde nogen afklaring og gav La Crosse skylden. Jeg spurgte så om de da ikke kunne rykke La Crosse så der snart kunne ske noget. Det lovede damen i butikken og så ville jeg høre noget i løbet af den næste uge. I dag er der så gået endnu 8 dage og jeg har ikke hørt noget.

Nu er det altså som nævnt over en måned siden, at jeg gik ned med mine revnede La Crosse støvler. Der er endnu ingen afklaring og det er altså derfor at mine fødder bliver pissevåde, når jeg skal ud at lufte hunden.

mandag den 3. maj 2010

Min mening om tilsviningen af Pia K. på Facebook

Det fine ved demokratiet er, at vi har lov at være med til at bestemme og ret til at sige vores mening. Jeg har fx lov at sige, at Pia Kjærsgaard er en meget magtfuld kvinde, der sammen med sit parti og regeringen har ført Danmark i en retning jeg ikke bryder mig om. Det er min og alle andres ret i skrift og tale at give udtryk for sin mening.
På Facebook laves der grupper for alt muligt og man bliver inviteret til de mest mærkelige ting. Fx blev jeg på et tidspunkt inviteret til at være med i gruppen Danmarks løver. Jeg kiggede lidt på gruppens FB-profil og fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget jeg havde lyst at deltage i. Godt nok var gruppen og jeg enige om ikke at kunne lide Pia Kjærsgaards politik, men måden at udtrykke dette på var vi ikke enige om. Der var på daværende tidspunkt tegninger af Pia Kjærsgaard som nazist.
Jeg glemte denne gruppe indtil omtalen af den i medierne i forbindelse med tilsviningen af Pia Kjærsgaard på Facebook. En anden gruppe var opstået med det "intelligente" navn Fuck Pia Kjærsgaard. Her svinede medlemmerne Pia Kjærsgaard til, de kaldte hende luder og truede hende med voldtægt og mord. Selvom jeg ikke er enig med Pia, så gør det mig både vred og ærgerlig, at hun skal lægge ryg til sådan nogle udtalelser. Pia Kjærsgaard er en dansk politiker, valgt af en del af det danske folk. Husk det! Desværre er hun også en yderst dygtig politiker, hvilket hendes store indflydelse i dansk politik de sidste mange år beviser.
Hvis Pia Kjærsgaard skal fra magten, så skal det gøres med argumenter, saglige argumenter, vel at mærke! Det gavner ingen, der ønsker en anden politik, at ignoranter, der ikke har andet end trusler om vold og død at byde på, sviner debatten til. Jo, det gavner måske Pia og DF, men det var vel næppe meningen?!
Egentlig er det jo tankevækkende, at debatten fra disse deltagere i tonen minder om den man kan finde hos grupper fra den yderste højrefløj.

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...