onsdag den 26. januar 2011

Solidaritet, men kun for de udvalgte

Som ung socialist gik jeg til 1. maj arrangementer og sang med på Internationale og Når jeg ser et rødt flag smælde. Fagforeninger var per definition noget godt. Det handlede om solidaritet og jeg følte vel nok, at jeg var lidt med, selvom jeg stod på sidelinjen. Jeg var jo godt nok ikke med på arbejdsmarkedet, da jeg allerede dengang var uarbejdsdygtig pga. min psykiske tilstand, men når talerne blev holdt af SF, Socialdemokratiet, VS og fagforeningsrepræsentanterne, så blev jeg rørt i mit røde hjerte.
Senere fandt jeg ud af, at jeg måske ikke var helt så rød. Det blev åbenlyst for alle, hvor umenneskeligt styrerne i Kina og på den østlige side af Jerntæppet, havde handlet i socialismens navn. Lysten til ikke at få sin individualitet kvalt i rundbordspædagogik og hippieefterdønninger meldte sig. Selvom jeg stadig havde hjertet mest på venstrefløjen, så var der altså også en erkendelse af, at man må tage hatten af for eneren, der har evnen og viljen til at kæmpe sig øverst på skamlen eller til at starte en selvstændig virksomhed. Uden enerne er et samfund ilde stedt!
Rent politisk gik jeg fra SF til de Radikale. Marianne Jelved og hendes medmenneskelige snusfornuft tiltalte mig. Det samfund hun talte for, lød udmærket i mine ører.
Men tiden gik sin skæve gang. Det politiske landskab ændrede drastisk karakter, da den gamle minimalstatsentusiast Anders Fogh overtog ledelsen af Danmark. Med tiden ændrede det Radikale Venstre sig også. Der kom ny formand og med tiden også en ny politik. De Radikale blev partiet for den intellektuelle elite. Jeg kunne ikke længere få øje på det sociale, kun på det liberale.
I borgerlige medier kunne man fra tid til anden læse, at Fogh nærmest var socialdemokratisk. Dette synspunkt har jeg aldrig forstået. Fogh var nemlig ufatteligt dygtig til at få kørt Danmark i retning af den minimalstat han altid havde ønsket sig. Hele holdningen i Danmark ændrede sig. Dette fik jeg at mærke som førtidspensionist. Det blev mere og mere normalt at tænke superliberalt. Mantraet blev, at enhver er sin egen lykkes smed. Heraf følger det naturligt, at hvis du ikke er i superform fysisk og psykisk, så er det din egen forbandede fejl og ikke noget du kan tillade dig at belemre andre med.
Når jeg stod i stemmeboksen stemte jeg igen på SF, som jeg havde gjort som ung og hjemme ved min computer, begyndte jeg at skrive om førtidspensionisters vilkår. Jeg oprettede også gruppen Bedre vilkår for førtidspensionister på Facebook 
og fik efterhånden kontakt med andre førtidspensionister rundt omkring i landet, der ligesom jeg var trætte af at blive kaldt nassere og snyltere i diverse debatter. Ligesom jeg brugte også de deres tid på at fundere over urimeligheden i at satspuljen skulle betales ud af den stigning vi på overførselsindkomst skulle have haft, hvis vi skulle have fulgt med udviklingen i resten af samfundet. Ligesom jeg skrev de i blogs og debatter om hvordan dette betød, at vi for hvert år sakkede længere og længere bagud økonomisk, mens resten af samfundet kørte derudad for fulde gardiner og havde et nærmest perverst overforbrug.
Vi skrev også om den gensidige forsørgelsespligt. Vi skrev om, hvordan den er skyld i at folk ikke har råd til at bo sammen med deres kæreste. Det er jo ikke sådan, som det ofte fremlægges, at man først mister noget, når samleveren har en god løn. Nej, man mister flere tusinde kroner månedligt allerede i det øjeblik man flytter sammen. Man mister også det der kaldes den personlige tillægsprocent, så man selvom man sidder på en af de allerlaveste førtidspensionister ikke kan få hjælp til fx tandlæge. Får man boligsikring skæres den så snart samleveren tjener en smule og man skal ikke ret højt op i indtægt, før der også tages af pensionen.
En førtidspensionist, Liliane Morriello, nøjedes ikke med at skrive om det. Hun iværksatte en underskriftindsamling med det erklærede mål at få 3000 underskrifter og derefter henvende sig på Christiansborg. Liliane startede sin underskriftindsamling helt tilbage i 2009 og har på nuværende tidspunkt trods ihærdig indsats endnu ikke nået de 3000 underskrifter. Der mangler stadig ca. 450.
Dette vidner om hvor svært det er for os at komme igennem med noget som helst.


Derfor må jeg sige, at jeg føler dyb vrede, når Harald Børsting pludselig giver sig til at tale om, hvor forfærdeligt det vil være for hans medlemmer, hvis de skal på seniorførtidspension i stedet for efterløn. Han er vred! Hans medlemmer skal ikke lide den tort, at blive udsat for den gensidige forsørgelsespligts forbandelser. 
Hvor klinger dette pludselige udbrud dog hult. Nu har vi førtidspensionister kæmpet i årevis. Vi har for totalt døve ører prøvet at gøre opmærksom på, hvor gammeldags og diskriminerende denne regel er. SF lovede på et tidspunkt at støtte os, men de brød sørme deres løfter, for afskaffelsen af den gensidige forsørgelsespligt er udeladt i S og SF forslag til førtidspensionsreform.

Jeg skal love for jeg har lært, at den solidaritet jeg troede på som ung, ikke var andet end et fatamorgana og udtryk for et ungt menneskes uendelige naivitet. Solidaritet kan købes for et kontingent hos en af de store organisationer. Om man er på højre eller venstre side i det politiske landskab er sådan set ligegyldigt. Socialdemokratiet går i seng med fagbevægelsen. VK går i seng med erhvervslivet. De hjælper deres egne og kun deres egne! En ting er sikkert: Penge og magt skal der til, for at man bliver hørt.
Overførselsindkomsterne skal sættes i stå, kommer det fra forskellige politikere. Samtidig fortæller den ene overskrift efter den anden om de store prisstigninger der er på vej. Varmen stiger, benzinen stiger og fødevarepriserne vil også snart buldre af sted igen på samme måde, som de gjorde i 2008 inden finanskrisen. Hvordan pokker skal vi klare os så? Vi vil jo blive fattigere for hvert år. Først ryger det sjove, så undlader vi at gå til tandlægen, så bliver maden ringere og til sidst kommer det til at knibe med at betale huslejen. Er det sådan et liv vi skal vente os de næste år?
Når jeg skal til stemmeboksen senere i år stemmer jeg på Enhedslisten. Individualisten i mig havde aldrig troet det skulle komme så vidt, men jeg er nødt til at stemme med pengepungen næste gang og det eneste parti, jeg efterhånden føler jeg kan regne med, er Johanne Schmidt-Nielsens.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar