onsdag den 31. marts 2010

Førtidsparasitsangen

Hvem sidder der bag ruden
uvirksom, rask og sund
hun nipper til sin kaffe
og klapper på sin hund
det er såmænd Susanne
en førtidspensionist
vi andre må betale
og det er skidetrist

Næ, let nu bare skatten
så vi rige kan få råd
til luksussommerhuse
fede biler og en båd
det’ da klart at nasse-Sanne
ska’ ha’ mindre i pension
hva’ ska’ hun dog med fjernsyn
med mad og telefon

Hva si’r du, blev hun mobbet
stod og rysted’ i en krog
og krøb hun bare sammen
når moar skreg og slog
det må hun sgu da glemme
mange år er svundet hen
den grund kan ikke bruges
igen, igen, igen

Er hendes psyke smadret
er hun angst og depressiv
så må hun ta’ sig sammen
bare se at få et liv
hun er vist bare doven
en snylter, skidesløv
der ligger på sin sofa
og klør sin fede røv

Der sidder Lars på skærmen
og snakker politik
nu har vi fået krise
si’r han med alvorsblik
så hvem ska’ vi gi’ skylden
for Danmarks store gæld
den gi’r vi sgu Susanne
hun ka’ ik’ forsvar’ sig selv

©Laila Ammitsbøl
Teksten må ikke bruges uden tilladelse fra forfatteren
(Kan synges på Jens Vejmand)

tirsdag den 30. marts 2010

Den usynlige førtidspensionist

Mennesker er deres arbejde. De fortæller om deres arbejde. Elsker eller hader deres arbejde. De kalder sig lærere, sekretærer, sundhedsplejersker osv. "Hvad laver du?" er det evigt gentagede spørgsmål mellem mennesker.

Jeg ved ikke hvordan andre førtidspensionister har det, men jeg ved hvordan jeg har det. Jeg hader og frygter spørgsmålet "hvad laver du?". Faktisk laver jeg mange ting indenfor de rammer min besværlige psyke har sat for mig, blogger fx, men det er jo ikke det de vil vide, for i deres optik laver jeg ingenting og det er faktisk pinligt kan jeg se i deres øjne. De ved ikke rigtigt hvor de skal kigge hen, når jeg har indrømmet min lidet flatterende titel.
Måske spørger de første gang, man ser dem, om hvorfor man er førtidspensionist, og det kan faktisk være lidt pinligt. I hvert fald føler jeg mig utilpas ved at skulle fortælle om noget så privat som min psykiske tilstand til mennesker jeg endnu ikke kender.
Egentlig ville jeg jo ønske, at de bare interesserede sig for mine interesser og for hvem jeg er som menneske i stedet for denne rådne titel, som vi åbenbart alle sammen skal måles efter. denne ubarmhjertige målestok, der deler mennesker op i de accepterede og de uantagelige.
Efter dette første indledende "vi skal lige vide hvem vi har over for os" hører interessen op.

Og så sidder man der, mens de snakker om deres vigtige problemer og vigtige oplevelser på deres vigtige jobs og vil måske sige noget en gang imellem. Fortælle lidt om de ligegyldige ting man laver i sin ligegyldige hverdag, men det er som om de slet intet hører. Som om man slet ikke har sagt noget som helst, for de taler bare hen over ens ord til ordene til sidst bliver ganske små, nærmest uhørlige. Og til sidst tier man...
Jeg tier helt stille, for det kan alligevel ikke betale sig at prøve at fortælle noget, og så er det jeg faktisk bare glæder mig til at skulle hjem eller, hvis de er på besøg, til at de beslutter sig for at køre. Hvis man alligevel er ensom, er det ligesom meget mere naturligt at være det, når man er alene.

mandag den 29. marts 2010

Prinsessen på den gule cykel


En rejse i digtform gennem to kvinders kærlighedsforhold. Digtene handler om vild forelskelse og tryg hverdag. Om det lodrette fald ud i intetheden, når den elskede er på vej væk og om at finde hinanden igen. At se vejen tegne sig af fremtidens tågeslør og vide at man skal gå den sammen.
Prinsessen på den gule cykel kan købes her:
http://www.bogguide.dk/find_boeger_bog.asp?_UNR=1499289&brug=

Førtidspensionister til kamp mod ægtefælleafhængigheden

Tænk dig at du møder din store kærlighed og I beslutter at flytte sammen. Alt er lutter idyl indtil du opdager, at du vil blive trukket flere tusinde kroner i din månedlige indkomst i det øjeblik I bliver samboende.
Som om det ikke er nok: Hvis I vælger at flytte sammen alligevel, bliver der trukket i din indkomst, hver gang din samlever/ægtefælle tjener lidt ekstra. Du føler dig derfor som en økonomisk klods om benet på det menneske du elsker og din ægtefælle får en opgivende følelse af, at det ikke kan betale sig at yde ekstra.
Sådan er virkeligheden for førtidspensionister og andre på overførselsindkomst.
Synes du at ethvert menneske har ret til selvstændighed og værdighed, vil jeg bede dig om at gå ind og læse Liliane Morriellos indlæg om ægtefælleafhængigheden og om at støtte hendes underskriftindsamling på nedenstående link.
http://forsoergelsespligt.skrivunder.dk/

Ytring

Tanker om ord og hvad de kan bruges til
Vi bruger alle sammen ord hele tiden. I begyndelse var ordet, siges det i en berømt bog og selvom jeg ikke ligefrem er fan af omtalte værk, er det så sandt som det er sagt. I begyndelsen er nemlig altid ordet. Det er det der sætter ting i gang. Den der har ordet i sin magt, kan forandre verden. Derfor skal vi have respekt for ordet. Vi må forsvare retten til at bruge ordet, men også altid være på vagt, for den der har ordet i sin magt kan bruge eller misbruge det, alt efter hvad der falder ham mest naturligt. Hitler var en retorisk mester, der var i stand til at forføre millioner. Martin Luther King havde en dagsorden, der er meget nemmere at synes om. De gamle optagelser af hans taler, går stadig dybt i folks hjerter og det er nærmest så hårene rejser sig på armene, når man hører ham sige: I have a dream… At have ordet i sin magt havde de to herrer til fælles. Deres mål var så forskelligt som dag og nat.
Er ytringsfriheden for alle? Gælder den hele tiden? Det er jo temmelig paradoksalt, at Politiken for 2½ år siden tordnede mod Muhammed-tegningerne, mens Jyllandsposten forsvarede ytringsfriheden. I disse dage i september 2009 er det nemlig lige omvendt. Politiken har trykt jægersoldaten Thomas Rathsacks bog ”Jæger – i krig med eliten” i ytringsfrihedens navn og nu er det så Jyllandsposten, der slår sig for brystet og er forargede. Jeg er forvirret på et højere plan. Hvem er det egentlig der ønsker, at vi skal have ytringsfrihed i dette land? Og skal ytringsfriheden kun gælde, når det lige passer i ens politiske kram?
Dansk Folkeparti vil gerne fremstå som ytringsfrihedens stolte forsvarere. De vil have lov at sige at indvandrere formerer sig som kaniner og at sammenligne det muslimske tørklæde med hagekorset. Partiets ungdomsafdeling morer sig med en kampagne, der sammenligner SF-vælgere med rotter, men hvis man vover at synge i en revyvise, at Pia er en møgsur ged, så gælder ytringsfriheden ikke længere. Næ, der må da være en kant! Sådan noget fjernes af censuren.
Fra VKO kommer forslaget om at forbyde foreningen Kirkeasyl. Det er nærmest chokerende, at en forening af mennesker, der handler ud fra et næstekærligt menneskesyn skal risikere at blive forbudt her i Danmark, hvor foreningsfrihed og ytringsfrihed ellers har været værdier der blev vægtet højt. Det er i den grad uhyggeligt og dog er der ikke den store røre i andedammen. Sådan har danskerne åbenbart affundet sig med at verden ser ud. Måske vi først lægger mærke de tabte værdier, når det er alt for sent.
Samtidig med forslaget om at forbyde Kirkeasyl kommer et forslag om en såkaldt lømmelpakke. Straffen for at deltage i ulovlige demonstrationer tidobles. Man bruger det trick at kalde det en lømmelpakke. Befolkningen skal forføres, for de fleste af os er vel enige i, at det er totalt uacceptabelt at unge går ud og ødelægger København, smider med brosten mod politiet og brænder uskyldige borgeres biler af. At lømlerne skal straffes er kun rimeligt. Desværre tror jeg det her forslag rammer meget bredere og faktisk er undergravende for retten til at sige magthaverne imod. Retten til at demonstrere er i fare, for almindelige mennesker kan risikere at befinde på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, hvis politiet pludselig bestemmer at en demonstration skal opløses. Vold er aldrig i orden. Politifolk er mennesker som alle os andre. De skal kunne gå trygt på arbejde og komme sikkert hjem til deres familier, men civil ulydighed kan være nødvendigt. Det er det man prøver at forhindre med dette forslag. Klimatopmødet i København har været planlagt i flere år. Indtrykket af de indledende manøvrer er desværre, at de resultater, der kan nås slet ikke er tilstrækkelige. Derfor er der selvfølgelig en flok miljøbevidste, der vil prøve at komme til orde. Det forsøger regeringen at forhindre.
Personligt tror jeg hverken på Allah, Jesus eller Sai Baba. Jeg tror ikke på nogen som helst Gud, men jeg tror på, at alle mennesker skal have ret til at tro på, mene og klæde sig i hvad som helst, så længe de ikke trækker det ned over hovedet på andre. Alle har ret til at tro hvad de vil, men ingen har ret til at lemlæste andres kønsorganer, fordi de med udgangspunkt i kultur eller tro bilder sig ind det er rigtigt at gøre sådan. De kan skære i deres egne, hvis de har den slags ideer! Ingen har ret til at undertrykke andre og forhindre dem i at tilegne sig viden. Ingen har ret til at fratage to voksne mennesker retten til at gifte sig.
”Man skal ikke gøre grin med folks religion!” blev det sagt i kølvandet på Muhammed-tegningerne. Hvorfor? spørger jeg så. Er humoren ikke et vidunderligt våben? Hvis religiøse ignoranter gør vold på anderledes tænkendes ret til at udtale sig, skal vi så bare tavse se til, fordi der er en uskreven regel om, at de hellige er urørlige? Er satire ikke netop en udmærket metode til at gøre opmærksom på noget, der er uacceptabelt eller bare dumt? Når mennesker bliver overfaldet, truet og endda myrdet for at udtale sig kritisk om religion, ja så er det netop at vi skal bruge ordet og tale dem midt imod. Når de religiøse tillader sig at mene, at min måde at leve på er vederstyggelig og syndig, blot fordi jeg elsker en af mit eget køn, skal de ikke regne med at jeg holder min mund. Når de tilsidesætter og undertrykker al sund fornuft og videnskabeligt beviste kendsgerninger og bilder sagesløses børn ind, at Jorden blev skabt på 6 dage for 6000 år siden og andet nonsens, må de regne med modstand. Når de undertrykker kvinder med middelalderlige skikke, så skal de altså ikke tro, at resten af verden bare skal holde kæft og acceptere, at alt er i orden og uangribeligt, så længe de bare henviser til deres tro. Når et religiøst overhoved gør sig skyldig i spredning af AIDS, fordi han i sin uforstand mener at kondomer er syndige og tordner mod kvinders ret til abort, så må vi der har en anden mening have lov, og vel nærmest også pligt, til at sige ham utvetydigt imod.
Ordet er stærkt og vi skal passe rigtigt godt på retten til at bruge det. Vi skal altid have retten til og muligheden for at ytre os kritisk om regeringen, autoriteter og religiøse fanatikere. Vi skal altid kunne sige højt, klart og tydeligt, når noget er forkert, stupidt eller uretfærdigt. At vi har den dyrebare ytringsfrihed for tid og evighed, må vi aldrig tage som en selvfølge. Ordet kan nemlig nemt blive taget fra os, hvis vi ikke forsvarer retten til at have det. Mine alarmklokker ringer, når foreninger, religiøse beklædningsgenstande og bøger søges forbudt og når retten til at demonstrere beskæres. Faktisk så både undrer og skræmmer det mig, at der ikke lyder et bimlende, altoverdøvende kor af alarmklokker ud over det ganske, danske land. Det burde der gøre!
Jeg vil slutte med et citat fra den danske Grundlov:
§ 77 Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Laila Ammitsbøl

(Denne artikel har tidligere været bragt i magasinet KongGraas)

Gør det ondt at blive brændemærket?

Den franske filosof og matematiker Rene Descartes mente, at dyr er rent mekaniske væsener, der hverken kan føle eller tænke. Hans tanker inspirerede videnskabsmænd i samtiden og i århundreder fremover. Forskere mishandlede dyr i videnskabens navn i den groteske tro, at når dyret skreg og vred sig, var det ikke fordi det kunne føle smerte. Det var bare en slags mekanik, der gav sig inden i dyret, som når en fjeder bevæges i et urværk.
Man gjorde nar af mennesker, der havde medfølelse med dyrene og lukkede øjnene for det åbenlyse faktum, at dyret selvfølgelig følte smerte, når det i levende tilstand blev hængt op og skåret i, fordi man fx ville undersøge, hvordan blodomløbet fungerede.
I vore dage er der vel ingen, der stadig har denne holdning? Er vi ikke for længst blevet så humane og dyreetisk korrekte, at vi forstår, at når et levende væsen skriger og vrider sig for at komme væk, så er det fordi det gør ondt?
Nej, desværre lever holdningen stadig. Dyr betragtes som produktionsenheder og spærres inde i små bokse, hvor de ikke engang kan vende sig. Haler skæres af uden bedøvelse. Grise køres til slagtning under totalt uacceptable forhold. Descartes har ikke levet forgæves! Så længe mennesket kan gøre sit sind ufølsomt for andre væseners smerte, føles ingen mishandling forkert.
Heste skal afmærkes, så man ved, hvor de hører til. Chipmærkning, der bruges på hunde, er en mulighed, men desværre vælger mange den gammeldags brændemærkning. Argumenterne for at holde fast i den smertefulde metode er temmelig tynde: Det er en tradition! Det gør ikke mere ondt på hesten at blive brændemærket end at få en chip! Det er ligesom at blive tatoveret eller piercet!
En undersøgelse fra Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, viser at brændemærkning er meget mere smertefuldt end chipmærkning, men dette resultat godtages ikke af hestefolk.
Alle har vist prøvet at brænde sig. Blot en lille forbrænding er meget smertefuld. Vi behøver ikke videnskabsmænd til at fortælle os, at det er smertefuldt at blive brændemærket. Det ved vi sgu da af erfaring! Gør det ondt på hesten når den brændes og i dagevis derefter? Ja, selvfølgelig gør det da det!
Sund fornuft og medfølelse er egenskaber vi er udstyret med, fordi vi skal bruge dem!
Og hvis nogen er i tvivl, om det gør ondt at brænde sig, så tænd for komfuret og læg hånden på kogepladen!

(Denne artikel har tidligere været bragt i magasinet Kong Graas)

Livet i landet Grotesk


Vi følger drengepigen Laila, der vokser op i en landsby på Nordfalster. Her skal man hyle med de ulve, man er iblandt, men Lailas hyl er altid anderledes end de andres og derfor bliver hun kanøflet. Faderen er svag og moderen, der er psykisk ustabil, dominerer hjemmet med sin utilregnelighed.Efter den angstfyldte barndom gør Laila oprør både i skolen og i hjemmet og flytter efter mange konflikter hjemmefra som 16-årig.Som 18-årig går Laila ind i forholdet til den 7 år ældre Lene, der er alkoholiker og psykisk syg. Da forholdet går i stykker er Laila 33 år og sulten efter nye oplevelser. Hun bevæger sig ud i det farverige homomiljø. Endelig skal den spildte ungdom opleves og livet skal for alvor til at begynde…Livet i Landet Grotesk er en fortælling om en kvinde, der efter en angstfyldt barndom og en meget svær ungdom ser sine dæmoner i øjnene og på trods af sin fortid insisterer på at skabe sig et meningsfuldt liv.

Livet i landet Grotesk blev udgivet første gang i maj 2008. Den udkommer snart igen i nyredigeret udgave. Ønsker du at læse den gamle udgave kan du låne den på biblioteket:

Bibliotek.dk



Nej, vegetarer spiser ikke fisk

Lad mig først slå fast, at jeg er temmelig ligeglad med, hvad andre mennesker spiser. Jeg kan selvfølgelig se mange fordele ved at være vegetar og vil folk absolut spise kød, har jeg nemmest ved at respektere det, hvis dyrene har levet et godt liv. Men altså: Dybest set mener jeg, at det må være op til den enkelte, hvad vedkommende vælger at proppe i hovedet.
Til gengæld er jeg ikke ligeglad med, hvad folk kalder sig, for når mennesker der spiser forskellige former for døde dyr, f. eks fisk og fjerkræ render rundt og kalder sig vegetarer, så går det rent faktisk ud over mig. Det er nemlig årsag til en begrebsforvirring uden lige. Som vegetar har jeg ofte oplevet at folk tror, at jeg spiser fisk. Dette begrunder de med, at de da kender en vegetar, der spiser fisk. Da må jeg tage mig til hovedet og det er lige før, jeg får flere grå hår end jeg har i forvejen, for de to ting udelukker hinanden. Spiser man fisk er man IKKE vegetar!
Folk, der spiser kød, synes måske det er noget pjat at gå op i, men det er det altså ikke for mig. Det er faktisk temmelig vigtigt for mig, når jeg går på restaurant, at kokken ikke pga. omtalte begrebsforvirring putter fisk eller fjerkræ i min mad. Jeg vil gerne have det respekteres, at jeg har valgt at leve af vegetarisk føde.
Jeg har været så heldig at være i Canada et par gange. Første gang i Toronto i Ontario og nogle år senere i British Colombia i Vancouver og omegn. Her oplevede jeg, at det var meget nemt at være vegetar i modsætning til i Danmark. Ingen stillede det dybt irriterende spørgsmål om hvorvidt jeg spiser fisk, og alle restauranter havde mindst en og ofte flere vegetariske retter. Når man kommer tilbage til Danmark føles det som at komme til et uland. Mange restauranter har slet ikke vegetariske retter på menuen og der er uendeligt lidt forståelse for og viden omkring det at være vegetar.
Som vegetar kommer jeg ofte ud for spørgsmålet: Hvorfor er du vegetar? Jeg svarer selvfølgelig pænt, men egentlig undrer det mig, at det er mig der skal forklare mine madvaner. Min mad er sund og i disse år hvor det diskuteres, hvordan vi kan forurene mindre, må det vel også betyde noget at en vegetars levevis producerer en hel del mindre CO2 end en kødspisers. Taler vi om at få mad nok til alle mennesker, er den vegetariske livsstil også at foretrække. En sæk korn rækker til mange flere mennesker, hvis den spises direkte, i forhold til hvis den skal passere gennem et dyr og blive til kød.
Der er altså masser af gode grunde til at leve vegetarisk, både for det enkelte menneske og set i globalt perspektiv. Derfor forekommer det mig meget mærkeligt, at det er mig der altid skal forklare, hvorfor jeg vælger at leve som jeg gør. Man kunne med meget større ret stille spørgsmålet: Hvorfor har du valgt at spise kød?
Information om det at være vegetar:Vegetarer spiser ikke nogen former for kød, fisk eller fjerkræ, men en del vegetarer spiser æg og mælkeprodukter.
Lakto-vegetar: Vegetar der spiser mælkeprodukter
Ovo-vegetar: Vegetar der spiser æg
Lakto-ovo-vegetar: Vegetar der spiser æg og mælkeprodukter
Veganere spiser hverken kød, fisk, fjerkræ eller animalske produkter i det hele taget.
Den store misforståelse:
Mange tror fejlagtigt at vegetarer kan spise fisk, men dette er ikke rigtigt - spiser man fisk, er man ikke vegetar!
Til sidst fem gode grunde til at leve vegetarisk:
1. Det er sundt
2. Dyrevelfærd - dyrene behandles ikke godt i det industrialiserede landbrug. Når et levende dyr betragtes som en produktionsenhed, er der noget galt.
3. Etiske årsager - man har ikke lyst at slå dyr ihjel.
4. Miljømæssige årsager - produktion af kød forbruger store mængder energi og vand.
5. Solidaritet med de sultende - Der ville være mad nok til alle, hvis alle levede vegetarisk.
Hvis du er forvirret og vil have klaret begreberne yderligere, kan du gå ind på følgende link:
http://www.vegetarforening.dk/omveg/hvad.htm
Her forklares det grundigt hvad det vil sige at være vegetar.

En outsider bliver trendy

Jeg har hele mit liv været umoderne! Mit tøj har altid, uanset hvilke stygge beklædningsgenstande moden beordrede kvinder at gå i, været vamsede trøjer, cowboybukser og vandresko. Altid af maskulint tilsnit. Mine madvaner har de sidste par årtier været uforståelige for det flæskestegselskende Danmark og min manglende uddannelse og prestigeforladte status som førtidspensionist, har gjort mig til noget af det mest utrendy der findes inden for landets grænser. Læg så oveni at jeg er lesbisk, mine bryster er alt for lange og mit hår er helt forkert. Got the picture?
Nu er jeg pludselig havnet i den mærkelige situation, at jeg ganske uforskyldt og til min store overraskelse er ved at blive trendy. Mine spisevaner er i hvert fald. I anledning af klimatopmødet i København i december, er der begyndt at dukke artikler op i aviserne omkring vegetarisk eller delvis vegetarisk livsstil. Anerkendte forskere belærer folk om, hvor meget det vil betyde for klimaet, hvis kødforbruget reduceres. For få år siden var bare tanken om at forbyde rygning på restauranter og i offentlige transportmidler fuldstændig uhørt og fanatisk. I dag er holdningen ændret totalt. Det er en selvfølge, at man ikke skal forpestes af røg, når man går ud at spiser. Kan der virkelig være ved at ske et lignende paradigmeskifte i holdningen til mad? For mig ser det sådan ud: Først kommer forskerne, så følger de politisk korrekte, overskudsagtige og pludselig en dag følger den brede befolkning efter.
Jeg får ofte spørgsmålet: Hvorfor er du vegetar? Jeg svarer pænt, men undrer mig over at skulle forklare mine madvaner. Min føde er sund, pynter gevaldigt på CO2-regnskabet og taler vi om at mætte hele jordens befolkning, er den vegetariske livsstil også at foretrække. En sæk korn mætter mange flere munde, hvis den spises direkte, i forhold til hvis den skal passere gennem et dyr og blive til kød.
Der er altså masser af gode grunde til at leve vegetarisk, både for den enkelte og set i globalt perspektiv. Derfor er det da underligt, at det er mig der altid skal forklare, hvorfor jeg vælger at leve som jeg gør. Man kunne med meget større ret stille spørgsmålet: Hvorfor har du valgt at spise kød? Og måske er det det spørgsmål, der vil være dominerende i en ikke så fjern fremtid.
Jeg glæder mig i hvert fald til den dag, hvor jeg slipper for at høre den her: ”Hvad kalder man det når en vegetar slår en skid? En fibersprængning! Ha, ha, ha…”

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...