Når krybben er tom bides førtidspensionisterne

Når krybben er tom bides hestene! Ja, jeg skal love for det gamle ord kommer til sin ret i disse tider. Igennem de sidste år, har vi som førtidspensionister måttet leve med at blive betragtet som arbejdsforskrækkede parasitter. Jeg synes debatten er blevet hård og bliver ked af det, hver gang jeg støder på uvidenhed og fordomme omkring førtidspensionister. Hvis folk kender, eller blot har hørt om, en enkelt der nasser på systemet, så bliver vi alle skåret over en kam og kan endnu engang dukke nakken.

I maj måned fik vi et chok, da regeringen foreslog, at overførselsindkomster som fx førtidspension ikke skulle stige i 2011 og 12. Dette blev afværget, men nu truer førtidspensionsreformen forude, og vi ved ikke om vi er købt eller solgt. Selv de politikere, der skulle være vores venner taler om, at vi er parkeret på førtidspension og skal hjælpes til et arbejde. Det føles fuldstændigt håbløst at prøve at råbe nogen op. Det er som om ingen hører det, der kommer fra førtidspensionisterne selv.

Ja, ja, efterhånden har man nærmest vænnet sig til, at politikere, alskens eksperter og smalsporede journalister er efter os konstant. Det triste der sker i denne tid, er at nu hvor førtidspensionister er så pressede og bange for fremtiden, begynder vi at slås indbyrdes og jeg må sige, at jeg i denne strid føler mig temmelig udsat. Fx kunne man i en debat på heste-nettet.dk for få dage siden læse følgende påstand fra en der selv er førtidspensionist:

”En del af dem der fik den tilkendt før 2003 fejler jo ikke en skid, og mange har job ved siden af deres ftp, da der for dem gælder helt andre regler, derfor ser mange skævt til ftp´ere.”

Jeg må sige, det gør mig trist, at skulle høre dette fra en anden førtidspensionist. Som det sikkert efterhånden er mange bekendt, bruger jeg en del tid på at skrive om førtidspension og har også oprettet Facebook-gruppen Bedre vilkår for førtidspensionister. Gruppen har over 1000 medlemmer og jeg sørger hver dag for at tjekke internettet for nye artikler og andet relevant for førtidspensionister, sådan at gruppen kan være et seriøst og informativt forum. Når jeg så får smidt sådan en påstand i hovedet, som ovenfor nævnte, så er det jeg føler mig uendeligt træt og spørger mig selv, hvad fanden det egentlig er jeg kæmper for og hvorfor i alverden jeg dog gider.

Jeg støder også mange gange på den påstand fra førtidspensionister på ny ordning, at var man blot på gammel ordning så kunne man få alting. Problemet er at hver gang dette nævnes tager folk udgangspunkt i en førtidspensionist, der er på højeste førtidspension og enlig. De som får denne ydelse er nemlig de af alle førtidspensionister, der har den største indtægt og desuden får størst tilskud til medicin, tv-licens, osv.
Disse forargede på ny ordning sammenligner aldrig med os gamle på mellemste pension som er samlevende eller gift. Det er nemlig mest bekvemt at glemme os, for vi er dem der har den mindste pension og så kan vi i tilgift ikke få noget som helst hjælp til medicin osv.
De nye er mistroiske, når man siger til dem, at man ikke kan få disse tilskud. ”Jamen så må det være fordi din ægtefælle har en fed løn!” siger de. Dertil kan jeg oplyse at hvis ægtefællens indtægt bare er på dagpengeniveau, så er man afskåret fra at få noget som helst, fordi ens tillægsprocent da er sat til nul.

Er vi førtidspensionister på gammel ordning klassens slemme drenge nu? Er det os der skal smides udenfor døren? Skal vi nu beskyldes for at vi sagtens kan arbejde, hvis vi bare gider? At vi arbejder fuldtid til sort løn, samtidig med at vi uberettiget og grådigt malker systemet for førtidspension? Ja, det er fandeme ikke mig der gør det i hvert fald! Eller er det måske specielt os der fik mindre end den højeste, der skal gøres til prygelknabe? Vi har jo en rest-erhvervsevne, siden vi nu ikke kunne få den højeste i sin tid. Jeg kan jo selvfølgelig kun tale for mig selv og jeg ved jeg ikke har nogen erhvervsevne, så er det ikke temmelig mærkeligt med denne skelnen i A og B-pensionister? Der er selvfølgelig også os, der har fået førtidspension pga. psykiske årsager. Er det os der skal have med pisken? Vi er jo bare parkeret på førtidspension forlyder det konstant. Ak og ve! Jeg er på gammel ordning og har fået pensionen af psykiske årsager, så jeg er vist dobbelt afskyelig. Hvilket musehul skal jeg mon gemme mig i?

Mit forslag til den nye førtidspensionsreform, er at alle førtidspensionister ligestilles, så vi slipper for al denne polemik om hvem der har det værst. Spar en masse administration ved at slette alle tilskud og giv os i stedet et højere beløb, som er til at leve af! Og selvfølgelig skal vores indtægt være uafhængig af ægtefællens. Alt andet er ydmygende!

Den sande højtid

Konen kigger ikke bøst på mig, når jeg iklæder mig mit mest praktiske og afslappede tøj, for på Sankt Hans aften behøver man ikke at være pænt klædt på bare fordi man skal ud. Sankt Hans aften er nemlig ikke opstyltet og selvhøjtidelig. Den er bare sådan sit helt eget afslappede selv og så er den i øvrigt min yndlingshøjtid. På sådan en dejlig sommeraften skal man bare hygge sig, drikke en bajer og holde sin kone i hånden, mens man brummer med på Midsommervisen og glor på et bål. Sankt Hans er den bedste højtid, netop fordi den ikke er en højtid. Den er ikke spækket med forventninger, der alligevel ikke kan opfyldes. Den er ikke forurenet af dårlige familieminder, og den er ikke en sort sump af savn skabt af alt det der mislykkedes.
Når man ikke har kontakt med sin nærmeste familie er julen mest af alt en pest. Derudover er den pissedyr og man bliver endnu federe, end man var i forvejen. Allerede nu kan jeg blive helt træt ved tanken om alle disse forbandede helligdage behængt med papnisser og glitterværk og alle de pladdersalmer, man skal synge med på, selvom man ikke tror på en disse af det. For pokker det føles mere og mere falsk, for hvert år der går. Og hvid jul, som vi havde sidste år, vil jeg gerne have mig frabedt, for det er fandeme jo livsfarligt at køre rundt og handle ind på sin cykel.

Næ, Sankt Hans aften er lysets højtid i bogstaveligste forstand. Hermed mener jeg ikke noget religiøst, men simpelthen bare solens lys, som der er så rigeligt af på denne årstid. Solens lys gør noget særligt ved menneskesindet og de bølgende, støvgrønne marker. De lange lyse aftener opfordrer til gåture i adstadigt tempo med ord der flyder så let og indforståede smil der udveksles med hende man deler seng, bord og liv med. ”Sådan er den sande højtid” som Trille sang engang i sin hyldest til hverdagen.

Til Sankt Hans synger vi om hyld der dufter i stuen ind og korn der modnes i sommervind og om skyer der sender velsignelser over marken, men ikke om en hellig jomfru, der bliver bollet tyk af helligånden og engle og den slags sludder, som jeg næsten ikke mere kan holde ud at høre på.

Jeg vil nyde tiden her omkring Sankt Hans i fulde drag: Frodigheden, lyset, den hvide bænk under parasollen, hunden og min smukke kone der solbader, når hun kommer hjem fra arbejde og så vil jeg prøve at glemme at den næste jul nu er tættere på end den forrige.

Det gode menneske

Hvem er det gode menneske

er det den der er nyttig og from

eller den der utilpasset, umulig

modtager menneskers dom

Hvem har visdom til at se

hvem der giver godt til verden

er ikke de smukkeste sange sunget

af de som kendte smerten

Så tag mit hjerte i dine hænder

hvisker Tove fra himmelens port

når smerten skærer vildt i mit bryst

og maler min verden sort

Og Edith, den lille franske spurv

der leved’ i misbrug og hor

trøster mig trofast fra graven

når jeg pines og slet ikke tror

Og Elvis og Janis og Freddy

der brændte lyset i begge ender

fortolker lidenskaben og smerten

som aldrig svigtende venner

Den gode er ikke den frelste

med de nydeligt vaskede hænder

men den der giver sit hele selv

i et liv der smerter og brænder

© Laila Ammitsbøl

Men så begyndte Susie Simple at synge…

Historien om Susan Boyle bevæger mig dybt. Hun blev drillet, kaldt Susie Simple og var sin hjembys særling. En halvgammel jomfru, der boede alene med sin kat Pebbles.

Man så det i publikums ansigter i salen den aften. De lugtede blod! Nej, hvor skulle hun dog gøre sig til grin denne kejtede grimmerjan, der stod der på scenen i sin konekjole og troede at hun skulle være den nye Elaine Paige. Foragtens udtryk stod mejslet i deres ansigter. Det var det udtryk alle mobbede børn kender, det hovne, det hånlige, det selvhævdende, bedrevidende. Det er den slags man krymper sig under, når man er den lille, den der er udset af den ubarmhjertige flok til at være prygelknabe for alle deres frustrationer og alt deres akkumulerede ondskab.

Men så begyndte Susie Simple at synge…

Og hermed gav hun alle de mobbede, de underlige, særlingene og de grimmeste blandt grimme ællinger håb. Det er sikkert både dumt og plat og fuldstændigt urealistisk at forestille sig, at jeg nogensinde vil kunne gøre noget, der kan gøre indtryk på verden sådan som Susan Boyles sang gjorde. Ikke desto mindre er det det håb hun tænder.

Da Susan Boyle var færdig med at synge, fik hun stående applaus af det publikum der få minutter tidligere havde været parat til at buhe hende ud. Dommerne var målløse og synligt berørt. Derefter gik det stærkt. Susan Boyles optræden blev set på TV og youtube af millionvis af mennesker og selvfølgelig fik hun pladekontrakt og solgte fuldstændigt vildt.

Hun synger vidunderligt, hende Susan, men hendes største bedrift er det håb hun lægger i hjerterne hos millioner af særlinge verden over. Vi så det, alle vi grimme ællinger, at det virkelig kan lykkes en dag at springe ud som en smuk svane. Måske sker der aldrig, men hver gang jeg hører Susan Boyle synge tror jeg på det…

Økologi er ikke for fattigrøve

Økologi er godt! Deri kan jeg kun være enig, men når jeg står i supermarkedet, er det sjældent jeg vælger den økologiske vare. Jeg er nemlig nødt til at tænke på prisen og det er altså oftest sådan, at de økologiske varer er en hel del dyrere end de konventionelle.

Som førtidspensionist eller kontanthjælpsmodtager kan man ikke frelse verden. Man kan sympatisere nok så meget med økologi og fairtrade, men når man skal handle ind, er man nødt til at tænke på sig selv og sin egen familie først.
På min bon fra i dag står f. eks 1½ kg løg til 7,50 kr. Havde jeg valgt økologisk havde prisen selvfølgelig været noget højere. Jeg har altså købt 1½ kg sund fødevare for 7,50 og det er faktisk et ret godt køb.

Kartoflerne er dyre i år, måske pga. det kolde forår. Jeg vil have nye kartofler, når de kommer frem, men har endnu ikke haft råd til at købe de danske. Forleden fik jeg dog fat i nogle ret gode udenlandske. Jeg gav 20 kr. for 3 kg. Dagen efter talte jeg med en, der netop havde givet 30 kr. for et kg danske kartofler. Hun roste sine nye danske kartofler i høje toner, og jeg kunne selvfølgelig godt smage hvor gode de var, da hun gav mig en bid, men jeg havde bare ikke råd til at vælge dem. Ser man på kiloprisen var hendes kartofler 4½ gange så dyre som dem jeg havde købt!

Det betyder meget for mig at leve sundt og jeg er dybt i mit inderste overbevist om, at økologiske varer er sundere end ikke-økologiske, men pengepungen sætter altså sine begrænsninger. Derfor er jeg nødt til at vælge den sundest mulige løsning og det er at gå målrettet efter tilbud på sunde fødevarer og at købe varer, hvor man får en stor mængde for et lille beløb. Derfor er der ofte gulerødder, løg og kartofler på menuen, men sjældent avocado, som vi ellers er vilde med her i huset.

Ja, økologi er godt, ikke bare for miljøet og for sundheden, men især for selvfølelsen hos de der køber det. Det giver sådan en særlig følelse af overskud og en særlig dejligt fornemmelse af frelsthed at kunne handle økologisk i den lokale gårdbutik og i Irma. Dette er dog en luksus der må overlades til dem der har råd. Vi andre skal bare have pengene til at slå til.

Jeg er sgu ikke parkeret!

Udtrykket at være parkeret på førtidspension er gået hen og blevet politikernes yndlingsudtryk. De bruger det alle sammen fra højre til venstre, når de taler om hvor forfærdeligt det er med alle disse psykisk syge, der er parkeret på førtidspension. Ærlig talt så hænger det udtryk mig langt ud af halsen.
Jeg kan godt se, at det er noget skidt, hvis samfundet sætter unge mennesker på pension i stedet for at tilbyde behandling, der måske kunne hjælpe den syge til et bedre liv. Men, og der er et stort men, jeg føler at denne måde at tale om mennesker på er dybt nedværdigende. Da jeg fik pension var det sgu ikke fordi jeg blev parkeret! Kunne det måske tænkes, at det udtryk er kommet ind i sproget for at man kan gøde jorden for forringelser på førtidspensionsområdet. Hvis de stakkels førtidspensionister bare er parkeret, så er det jo nærmest for deres egen skyld, hvis de kan blive smidt ud på arbejdsmarkedet. Og i så fald behøver beslutningstagerne jo ikke at skamme sig, for de har jo frataget førtidspensionisterne deres livsgrundlag af ren og skær kærlighed og omsorg.

For pokker hvor ville jeg ønske, at de der skaber al denne utryghed, kunne se ind i hjernen på mig og andre førtidspensionister. At de blot et øjeblik kunne opleve al den angst og utryghed, der fylder sindet, når man skal være bange for at man pludselig skal fratages grundlaget for det liv, man endelig på trods af sine skavanker har formået at bygge op.

Endnu engang har vi set hvordan fagbevægelsen kan samle til stor demonstration, når lønmodtagernes interesser trues. Det er kun godt at regeringen får noget modstand, men som førtidspensionist kan man godt føle sig temmelig alene i verden, når forringelser truer forude. Vi har nemlig ingen store interesseorganisationer der kæmper for os. Nu lurer førtidspensionsreformen om få måneder og vi har i den grad brug for politikere der har hjerte og hjerne til at ville kæmpe for os. Gode folk, der kan forstå, at vi ikke har brug for forringelser og utryghed, men for ro og sikkerhed. Jeg var dybt taknemlig, da jeg fik bevilget førtidspension pga. min psykiske tilstand. Det gav mig endelig den tryghed der skulle til, for at jeg kunne begynde at leve. Den psykiske skrøbelighed/sygdom var ikke væk, men den blev nemmere at leve med, når det økonomiske var på plads. I dag er jeg bare bange. Rigtig, rigtig bange for de politikere der hele tiden påstår at de vil mit bedste.

Ytringsfriheden under pres

Det er ingen hemmelighed, at jeg befinder mig til venstre i det politiske landskab. En ting savner jeg dog hos venstrefløjen, nemlig forsvaret for ytringsfriheden. Villy Søvndal var ude at markere sig på et tidspunkt, men blev da beskyldt for at være højredrejet. Nu er det så jeg ikke forstår, hvorfor højrefløjen skal have patent på at forsvare retten til at sige sin mening. Jeg forstår ikke, at hver gang man åbner munden og taler mod religiøst vanvid, så skal man have skyld for at være racist.

Ytringsfriheden er som jeg ser det under pres konstant og vi bliver altså nødt til at åbne flaben og sige vi ikke gider at finde os i det. Det sidste eksempel stammer fra Ishøj, hvor en flok knægte med indvandrerbaggrund smed rådne æg efter sangerinden Medina, udelukkende pga. hendes kunstnernavn. De kræver, at hun ændrer sit navn, fordi Medina også er navnet på den by, hvor profeten Mohammed blev stedt til hvile.
Vi skal ikke langt tilbage i tiden før vi støder på endnu et eksempel. I maj måned blev den svenske kunstner Lars Wilks overfaldet, da han holdt foredrag i Uppsala og ville vise videoen Allah ho Gaybar. Skaberen af denne video Sooreh Hera er for resten nødt til at leve under jorden, netop pga. denne lille film, der er en kommentar til den måde homoseksuelle bliver behandlet på i nogle muslimske lande.

Efterhånden er der utallige eksempler på mennesker der er blevet udsat for brandattentater, mordforsøg og overfald, fordi ekstreme islamister er blevet fornærmede.
Det handler ikke om højre- eller venstrefløj. Det handler ikke om racisme, for hver enkelt menneske skal uanset etnisk og religiøs baggrund kun dømmes på dets egne handlinger, aldrig på hvilken gruppe det blev født ind i. Det handler derimod om en af de mest dyrebare og grundliggende rettigheder i vores samfund, nemlig retten til at sige sin mening. Den skal vi turde forsvare, også på venstrefløjen!