Jeg
var aldrig kvinde som min mor og far ønskede jeg skulle være det.
Helt fra jeg var lille pige var mine interesser anderledes, min gang
mere kantet og mine tøjpræferencer mere maskuline end min undrende
omverden syntes de burde være.
Påduttede
kjoler og ”pæne” pigesko var en byrde for mig, for jeg foretrak
cowboybukser, praktiske trøjer og fornuftige snøresko.
Det
var ikke fordi jeg prøvede at være på tværs af deres ønsker. Jeg
var bare anderledes skabt end de andre piger, som min mor så
brændende og med bebrejdelse i stemmen ønskede jeg skulle være
ligesom.
De
havde så kedelige interesser disse piger. Deres dukker og pigelege
og uforståelige pigefniddersnakke sagde mig ingenting. Og skulle jeg
have forsøgt at ligne dem, ville det have været som at blive buret
inde og presset ned i et alt for snævert korset.
Derfor
fik jeg tanken efterhånden, at det måske havde været mere passende
om jeg havde været en dreng. Så ville ingen da have undret sig
over, at jeg foretrak bukser og Matchbox-biler frem for fimsede
kjoler og Barbie-dukker.
Og
da jeg kom i puberteten og forelskede mig hovedkulds i en pige fra
klassen, da havde det godt nok også været nemmere at være en
dreng, for målet for min tilbedelse ville ikke være kæreste med
klassens underligste pige. Hun kiggede i stedet efter Don Juan fra
parallelklassen. Han havde smalle hofter, brede skuldre og løvemanke
struttende af pubertær testosteron.
Jeg
blev voksen, fandt en pigekæreste og var ugleset når jeg dukkede op
i min barndoms landsby. Nyfigne gamle kællinger tittede frem bag
gardiner og bragte sladderen vidt omkring og familien skammede sig
over, at jeg gik der og skiltede med det. Når jeg nu absolut skulle
være sådan et stykke omvandrende unatur, kunne jeg vel i det
mindste have gemt det væk, så de ikke skulle bære skammen over at
være i familie med sådan et misfoster.
Mine
bryster var fra puberteten vokset ud til en megastørrelse, der på
ingen måder svarede til den jeg var indeni. Og havde jeg selv kunnet
vælge havde brysterne været meget mindre og skuldrene bredere, men
i det mindste blev jeg da ikke udstyret med en stor røv.
Fordi
jeg var som jeg var, fulgte tanken mig gennem årene, om jeg måske i
virkeligheden var en mand indeni, blot født i den forkerte krop. Jeg
forestillede mig, hvordan det ville have været at have en mandekrop,
og det var mig ikke en fjern tanke, at jeg måske ville have haft det
nemmere med brede skuldre, fladt bryst og mandlige genitalier. Jeg
ville nok have haft nemmere ved at score smukke kvinder, og ingen
ville have undret sig over mine tøjvalg eller over at jeg hellere
ville læse Illustreret Videnskab end Alt for damerne.
Der
ses i dag en voldsom stigning i børn og unge der mener, de er født
i den forkerte krop. Havde jeg som teenager været udsat for den
påvirkning som maskuline lesbiske piger i dag udsættes for, havde
jeg nok også været nem at lokke til behandling med mandligt
kønshormon og operationer, der kunne gøre mig til et mandligt
udseende menneske.
Men
i dag er jeg glad for, at det ikke var sådan, da jeg var ung, for
det som det egentlig drejede sig om, var jo, at jeg skulle finde ud
at være kvinde og lesbisk. Min krop skulle selvfølgelig ikke skæres
i og udsættes for hormonbehandlinger. Tankerne om at blive lavet om,
var jo blot et resultat af at mine omgivelser syntes, at jeg ikke var
kvinde på den rigtige måde. De mente, at ALLE piger kan lide nogle
bestemte klædestykker og noget bestemt legetøj, og at ALLE kvinder
har et inderligt ønske om at føde børn. Disse snærende normer
blev jeg opfostret med og blev påduttet også i min voksenalder.
Jeg
skulle selv finde ud af, at kvinder er af mange støbninger, og at
jeg bare var en anden udgave af kvinde end fx min meget feminine
søster.
Men
først nu, hvor jeg er i halvtredserne, går det op for mig, hvor
meget jeg er kvinde, og at det at være kvinde er noget der
aldrig kan eller skal laves om. Jeg blev jo født som kvinde. Jeg fik
menstruation som 14årig, og selvom jeg aldrig ønskede at have sex
med en mand eller at blive gravid, så var det jo en del af min
identitet at vide, at jeg kunne blive det. Min krop var
spinkel og med kvindelige kendetegn og skønt jeg kunne have ønsket
mig fysisk stærkere, så var det en dyb viden i mig, at jeg skulle
passe på mig selv, når jeg gik alene, for som alle andre kvinder
kendte jeg risikoen for overfald og voldtægt fra det stærke hankøns
side.
Med
tiden fandt jeg også ud af, at mit sind nok egentlig, når det
kommer til stykket, er meget kvindeligt, med alt hvad det indebærer
af empati, intuition og usikkerhed. Kvinde er jeg, det er jeg født til
at være, og jeg ville ønske, jeg havde fået at vide som barn og
ung, at det var helt ok at være hunkøn på den måde som jeg var og
er det.
I
dag som moden kvinde ser jeg med bekymring på de unge piger, der er
ligesom jeg var dengang. Sårbare, usikre, unge mennesker der
desværre alt for let kan lokkes med på ideen om, at de er forkerte
og født i en forkert krop. De skulle jo i stedet have at vide, at de
er nøjagtig som de skal være. De er piger som bare ikke er som
piger er flest, men det gør dem ikke forkerte! Og de skulle have
rollemodeller der fortalte dem, at det vidunderligste i verden er at
forelske sig i en anden pige og elske med hende, pigekrop mod
pigekrop, kvindekrop mod kvindekrop. En sitrende, intens glæde, en
boblende, blid eufori. De skulle vide, at de er helt rigtige, præcis
som de er, og at intet skal skæres eller korrigeres. Det var bl. a
denne selvaccept vi kæmpede for, vi gamle lesbiske, da vi var unge
og mødtes i det skjulte med ligesindede. Åh, sikken fryd det var at
finde ud af, at der var andre som en selv og hvilken sorg det er at
se, at udviklingen går baglæns, og at unge piger og unge drenge som
ikke lever op til de gængse kønsroller i dag påduttes og støttes
i, at de i virkeligheden er født i en forkert krop, og derfor er
nødt til at klippe en hæl og en tå og et kønsorgan for at blive
rigtige.
Det
gør mig så trist, når jeg tænker på, hvad de børn der i dag
skamferes af hormonbehandlinger og kønskorrigerende operationer,
skal slås med i fremtiden. Som det ses i udlandet, er der en del der
fortryder. Disse stakkels mennesker må leve med bivirkninger af
hormonbehandling og er frarøvet muligheden for at få et
velfungerende sexliv, fordi deres krop er blevet maltrakteret.
Ideologien
der ligger til grund for maltrakteringen af børn har også store
konsekvenser for lesbiske og for kvinder i det hele taget. Mænd, der
kalder sig kvinder, insisterer i stigende grad på at indtage områder
der tidligere var forbeholdt kvinder, og kun få tør sige dem imod,
for gør man det, bliver man udråbt som transfob. Der ses flere og
flere eksempler på mænd der deltager i kvindesport, og da de
selvfølgelig er større og stærkere end kvinder, bliver rigtige
kvinder forvist til dårligere placeringer end deres træning og
styrke egentlig berettiger til. Mænd lukkes ind i kvindefængsler og
i kvindekrisecentre. Dette er selvfølgelig til fare for de kvinder
der burde have krav på beskyttelse. Kvindetoiletter gøres til
unisex-toiletter, så kvinder må finde sig i at de er i rum med en
mænd på et sted hvor langt de fleste kvinder helst kun vil møde
deres eget køn.
I
LGBT+ bevægelserne er lesbiske nedgraderet og nærmest totalt
udmanøvreret. Hvor det tidligere var en forening for bøsser og
lesbiske, er det nu først og fremmest en mande-queer bevægelse,
hvor trans-ideologien har det største ord at skulle have sagt. Dette
har resulteret i et vanvid, hvor lesbiske lægges for had, hvis de
holder fast i den traditionelle definition af ordet lesbisk. Nu påstås
det at mænd kan være kvinder og at disse mænd, fordi de siger
de er kvinder, så også kan være lesbiske. De fleste vælger
ovenikøbet at beholde deres mandlige kønsorganer, og vil man som
lesbisk ikke acceptere, at disse vedhæng er kvindelige og at en mand
kan være lesbisk, hænges man ud som hadsk-talende transfob.
De
politiske vinde i mange vestlige lande blæser desværre til fordel
for vanviddet. Desværre sker dette knæfald for amokløben
trans-ideologi i høj grad fra venstrefløjens side. I et misforstået
forsøg på tolerance har man glemt at se på konsekvenserne for
kvinder og for de børn der ikke passer ind i de traditionelle
kønsroller. Højrefløjen kommer jeg aldrig til at stemme på, da
jeg er uenig med dem om så meget andet, men som det er nu, føler
jeg mig politisk hjemløs, for hvordan skal jeg kunne stemme på
partier, der er med til at afvikle kvinders rettigheder og lesbiskes
ret til at udleve og omtale deres seksualitet uden risiko for chikane
og trusler.
Selvom
jeg ikke udtrykker min kvindelighed som kvinder gør flest, så er
jeg den fødte kvinde. Jeg blev nemlig født som kvinde, ergo er jeg
det. At leve med en kvindelig krop med alt hvad den bringer af glæder
og lyst og besværligheder som menstruation og overgangsalder hører
kvindekønnet til. Kun kvinder har den erfaring og ingen mand kan
blive kvinde, fordi han påstår at føle sig som en.
Der
kommer en dag, hvor mennesker der fik amputeret raske kropsdele med
rette vil spørge: Hvorfor fik denne hjernevask af forvirrede,
sårbare børn lov at finde sted? Hvorfor beskyttede ingen mig?
Hvordan kunne mine forældre, andre voksne omkring mig og
sundhedsvæsenet tillade dette? Men da vil det desværre være for
sent for dem det gik ud over.
