tirsdag den 13. september 2011

Førtidspensionist: "Er jeg et medmenneske?"

Er jeg et medmenneske?
Spørgsmålet kan måske synes mærkeligt eller ligefrem patetisk og dog synes jeg, at jeg egentlig har god grund til at stille det.
Der appelleres i så mange forskellige retninger her i valgkampen, for det er vigtigt for hvert enkelt parti at tiltrække så mange stemmer som muligt. De taler til arbejderne og slås om at være det parti, der gør mest for arbejderne. De taler til boligejerne og er stort set enige om at ingen må krumme et hår på deres hoveder. De taler til de selvstændige, til bankerne og erhvervslivet. De taler om den almindelige dansker og den almindelige danske familie, men jeg tilhører åbenbart ikke denne kategori, for mig taler de ikke til.

Jeg har en årelang interesse for politik, men føler mig udenfor i disse valgkampstider. Jeg synes der er så meget der skal gøres, men det er som om mit liv slet ikke er en del af valgkampen, for de tiltag, som jeg synes er vigtige, er slet ikke på dagsordenen.
Selvom nogle af os førtidspensionister i tidens løb har prøvet at gøre opmærksom på det urimelige i at satspuljen år for år finansieres af den stigning vi skulle have haft, hvis vi skulle have fulgt den almindelige løn- og prisudvikling i samfundet er dette aldrig blevet et tema. Spørgsmålet forbliver usynligt, for de fleste partier er enige om at opretholde denne uretfærdighed.

Loven om gensidig forsørgelsespligt ødelægger privatøkonomien for førtidspensionister og deres samlevere. Den er ikke et tema i valgkampen, selvom nogle af os førtidspensionister, der indimellem har lidt kræfter til at skrive, har prøvet at gøre opmærksom på problemet i årevis. De store partier vil hellere snakke om tryghed for de boligejere, der hvert eneste år får en skattelettelse, end de vil snakke om at nedlægge en ordning, der gør førtidspensionister til andenrangsmennesker, som konstant må føle sig som en økonomisk klods om benet på deres partner. Boligejerne er de nemlig hundeangste for. Førtidspensionister er de bedøvende ligeglade med.

Som førtidspensionist gør det mig både vred og forarget, at der er så store forskelle i førtidspensionerne. Nogle får på månedsbasis 17.744, nogle får 16.594, andre får 14.105 og atter andre får kun 11.039. Er man brøkpensionist endnu mindre! (Alle beløb er før skat og i 2011-takster!) Forskellene skyldes, at der trækkes, hvis man har en samlever/ægtefælle og at nogle er på ny og nogle på gammel ordning. Disse forskelle bliver større og større år for år, da stigningerne er procentvise. De "rigeste" får altså år for år de største stigninger. Urimeligheden gøres endnu mere grotesk af, at den der får det største beløb kan få tilskud til fx medicin og tandlæge, mens den der får mindst ingenting kan få.
At gøre førtidspensionen til det den burde være, nemlig en kompensation for den løn, man pga. sin sygdom ikke selv kan skaffe sig, er ikke noget nogen har ofret tid på i valgkampen. At udligne forskellene mellem førtidspensionerne er heller ikke et tema.

Mit liv som førtidspensionist er åbenbart totalt uinteressant. Jeg tilhører nemlig ikke en eller anden magtfuld gruppe og dybest set er det mest bekvemt, hvis jeg er usynlig. Jeg bliver kun hevet frem, når der skal spares, så fortælles der til lejligheden opfundne anekdoter om mit liv, som fx at jeg står på en perron og glor eller er parkeret og for min egen skyld skal smides ud af P-pladsen eller sparkes ud foran toget.

Jeg har fulgt debatten i årevis og de nævner mig ikke aldrig som et medmenneske, kun som en pestilens. Det er det 10 år med borgerligt styre har gjort for mig og derfor ønsker jeg af hele mit hjerte, at der skiftes ud i toppen denne gang. Her i valgkampens sidste dage tror DF de kan købe min stemme ved at love at sløjfe satspuljen, men helt ærligt: Den går ikke Granberg! DF har haft stor indflydelse i de sidste 10 år. Hvorfor eksisterer satspuljen så endnu?

Egentlig havde jeg aldrig troet, at jeg skulle stemme på Enhedslisten, men sådan bliver det denne gang, for det er det eneste parti, der har de punkter på dagsordenen, som betyder noget for mit liv. Jeg vil opfordre alle andre førtidspensionister til at gøre som jeg, nemlig at sætte krydset der hvor man vil gøre vilkårene for førtidspensionister bedre end de er i dag og hvor man har hjerterum og empati til at se os som medmennesker.

fredag den 9. september 2011

Historien om skattesagen skader den demokratiske proces

Jeg sætter det danske demokrati højt, derfor bliver jeg så vred, når nogen prøver at ødelægge det. Jeg bliver stjernetosset, når jeg læser om folketingskandidater med muslimsk baggrund, der udsættes for chikane af demokrati-hadende islamister. Og hvis det virkelig er sandt, at yderligtgående muslimer møder op ved valgstederne for at forhindre andre med muslimsk baggrund i at deltage i demokratiet, så synes jeg det er en katastrofe for vores folkestyre. Hvordan skal man nogensinde kunne føle sig som en del af Danmark, hvis man ikke er med til at bestemme, hvordan vores fælles land skal styres?

Desværre kommer truslen mod demokratiet nu ikke kun fra den islamistiske fløj, men også fra en helt anden kant. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg politisk tilhører venstrefløjen, men jeg kender ganske udmærkede mennesker, der stemmer helt modsat og det får mig ikke til at synes at de er ringere end jeg er. Skønt jeg bestemt ikke er enig, synes jeg det er helt fair at mene, at topskatten skal sænkes og at man skal betale for at komme til læge. Vi kan diskutere synspunkter, for sådan er demokratiet! Vi kan bruge ord, ord og atter ord for at overbevise hinanden, men vi skal være fair, og fair er det ikke, når politiske modstandere benytter sig af plantede historier og feje tricks, sådan som det efter min opfattelse sker lige nu. Et gammelt ord siger, at i krig og kærlighed gælder alle kneb. Heri er jeg ikke enig! I kærlighed skal man holde sig fra urent trav, for det dræber det man længes allermest efter. Når det kommer til politik skal kampen vindes med saglige argumenter, ikke ved hjælp af beskidte kneb. Kun sådan kan vi bevare vores dyrebare demokrati!

Jeg kan reelt ikke vide, hvordan tingene hænger sammen bag murene på Christiansborg. Jeg kan ikke påstå, at sådan og sådan er det, men jeg kan sige klart og tydeligt, at min dybeste tro og overbevisning er, at historien om Helle Thornings skatteforhold er plantet af politiske modstandere på højeste sted. Statsministerens beklagende ansigt i går giver jeg intet for. Jeg tror ham ikke over en dørtærskel! For mig at se, er det et politisk skuespil af format. Først planter man historien for at skade en modstander man frygter, og derefter står man med statsmandsansigt og holder liv i sagen ved at sige at lækken skal undersøges til bunds. ”Føj!” siger jeg bare og føler kvalme over at danske politikere vil synke så dybt og i den grad sætte vores folkestyre på spil, blot for at beholde taburetter. Den herre ved jo udmærket, at denne sag først bliver belyst – hvis den bliver belyst! – længe efter valget er overstået og til den tid kan den have skadet Thorning og hele den røde fløj uopretteligt.

Min opfordring er at alle stemmer efter overbevisning. Stem efter hvilket samfund du ønsker! Stem ikke ud fra personhistorier, der bringes til torvs med tvivlsomme motiver.

fredag den 2. september 2011

Valg - Demokratiets fest

Lygtepælene er pyntet med valgplakater. Om de flytter noget, disse fantasiløse portrætter, skal jeg ikke kunne sige, men egentlig synes jeg der er noget festligt ved denne tradition. Det er lidt ligesom et pyntet juletræ og det markerer noget vi måske glemmer at sætte pris på, nemlig at vi her i Danmark har ret til at stemme på hvem vi vil og ret til at sige vores mening.

Hvorfor lyder der ikke et ramaskrig, når denne ret anfægtes? Er det fordi vi tror vi er sikret demokratiske rettigheder i al evighed? Har vi glemt hvor privilegerede vi er i en sådan grad, at mennesker med en anden baggrund skal vise os hvad vi har og hvor dyrebart det er?

Uanset partifarve, så nærer jeg stor respekt for de politikere med muslimsk baggrund, der fører deres valgkamp i fare for at blive chikaneret, overfaldet og måske det der er værre. De er sande helte og de ved hvad de sætter på spil for at kæmpe for det demokrati, vi andre alt for ofte regner som en selvfølge.
Hvad angår de som truer dem, antidemokraterne, islamisterne, sharia-tilhængerne, er det mig et mysterium hvad de vil her i et land, der hylder værdier som ytringsfrihed, frihed til at elske den man vil, lige rettigheder for mænd og kvinder, religionsfrihed osv.
Der findes styreformer rundt omkring i verden, der ligger meget tættere på deres idealbillede af virkeligheden. Hvorfor tager de ikke der til?

Vore dages helte er mennesker som Naser Khader, der insisterer på retten til at tvivle og gruble over hvilken trosretning, han har lyst at tilhøre. Det er mennesker som Özlem Cekic, der inviterer til ramadan-middag trods skinger modstand fra en hysterisk og snæversynet, dansk højrefløj og som kæmper videre for social retfærdighed, selvom hun trues og hendes plakater rives ned og skændes af demokrati-hadende islamister. Det er mennesker som Kamal Qureshi, der bliver slået ned mens han deler postkort ud, blot fordi han tror på demokratiet.

Udlændingedebatten er polariseret i Danmark. Enten skal man holde med pianisterne og hade og afsky alt, der ikke har Dannebrog og kristendom stemplet i panden, eller også skal man skal tilhøre en venstrefløj, der alt for ofte, i angst for at blive stemplet som racister, godtager alt der er fremmedartet.

Ærligt talt kan jeg ikke bruge hverken den ene eller den anden tilgang til noget. Jeg vil have lov at se på det enkelte menneske og dømme det ud fra dets handlinger i stedet for ud fra hvilken religion eller etnisk gruppe det tilhører. Jeg tror på mennesker, der tror på demokrati og menneskerettigheder. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at bo mange forskellige kulturer i samme land, sådan som jeg har set det fungere i Canada. Jeg tror på, at vi skal turde sætte ord på problemer og insistere på vores ret til at bruge satire og skarp humor i debatten. Og jeg tror på, at vi skal vågne op og se, at velfærd og menneskerettigheder ikke er en selvfølge, men noget vi skal forsvare hver eneste dag, hvis vi har lyst at beholde det!