Vi er en broget skare, vi førtidspensionister. Vi magter ikke at tale med en stemme og ingen vil tale for os. Nogle kalder os for de svage. Andre gør sig lystige over os, foragter os og kalder os snyltere. Tag blot et kik på www.180grader.dk. Her bliver vi ofte omtalt i lidet flatterende vendinger. På 180grader er dagsordenen, at førtidspensionister alle til hobe er snyltere, der malker statskassen på bekostning af de stakkels skatteydere. Her er ingen som helst forståelse for, at sygdom kan bringe et menneske i knæ. Fx omtales K10, som er et site for førtidspensionister og fleksjobbere som Iglernes forsamling. Jeg er såmænd selv medlem af K10, og når alle ens dage påvirkes af den lidelse, man fik pension for, når man kæmper hvert minut for at opretholde en værdig tilværelse, så er det en spand isvand i fjæset at blive kaldt en igle.
I de sidste 3½ år har jeg skrevet en del om førtidspensionisters vilkår, bl.a. via min gruppe på Facebook Bedre vilkår for førtidspensionister. Herigennem har jeg fået kontakt med en del mennesker, der af forskellige årsager har fået førtidspension. Disse mennesker er ikke snyltere. De kæmper hver især med svære psykiske eller fysiske skavanker. I hele mit liv har jeg faktisk kun mødt en førtidspensionist, som jeg ikke mener, skulle have haft førtidspension. Efter nogle år på førtidspension begyndte han at arbejde sort, nogle uger helt op til fuldtid, samtidig med at han fortsat modtog og stadig i dag modtager førtidspension. Han er en snylter og desværre med til at holde liv i billedet af de nassende førtidspensionister. Det han gør, er efter min mening forkasteligt, men hvor er det dog forbandet, at frem for de mange, mange førtidspensionister, der har fået pension pga. sygdom, er det enkelteksempler som omtalte herre, der gang på gang hives frem og bruges til at tegne billedet af os alle sammen som lede parasitter.
Selvom nogle af os gennem flere år, har skrevet på blogs og i debatfora, for at skabe forståelse for vores situation, så har vi ikke styrken til at stå sammen og vores skriverier kommer sporadisk, nemlig kun når kræfterne er til det.
Man kan måske skrive den ene dag, men næste dag ligger man bundet til sengen pga. smerter, eller er sunket dybt ned i en dyb, altfortærende sorg der kommer indefra og som for andre er dybt uforståelig.
Mennesker reagerer forskelligt på hårde livsvilkår eller sygdom. På en eller anden måde kæmper vi vel alle med de midler vi nu har, for at få så godt og værdigt et liv som muligt. Nogle af os forsøger at bevare overblikket, at bruge saglige argumenter og udbrede reel information. Andre har ikke overskuddet til det, men kæmper alligevel med alt hvad de har for at råbe politikere og befolkning op i håb om at nogen derude dog vil sætte sig ned og lytte. Desværre udmøntes deres frustration ikke særligt konstruktivt og endnu engang kan 180grader grine i skægget sammen med andre egoister født med sølvske i munden og sige: Se de er analfabeter alle sammen. Nogle har ikke den viden, eller de intellektuelle resurser, der skal til for at kunne argumentere bare nogenlunde fornuftigt, andre er handicappede af så dårlige stavekundskaber, at budskabet drukner og endnu andre er blevet så hårdt ramt af livet, at deres frustration vendes til vrede og de på Breiviksk maner ønsker at sønderbombe Christiansborg indeholdende alle 179 folkevalgte.
Vi får ikke meget hjælp udefra. For eksempel har nogle af os i årevis talt for at få afskaffet den urimelige gensidige forsørgelsespligt. Her har vi ingen støtte fået, men da VK-regeringen besluttede at afskaffe efterlønnen og i stedet give nedslidte muligheden for at søge senior-førtidspension, lød der pludselig ramaskrig fra fagforeningerne. Det ville jo være skrækkeligt for deres medlemmer, hvis de skulle lide under den gensidige forsørgelsespligt, som vi andre har lidt under i mange, mange år.
Jeg har for få dage siden taget det svære valg at melde mig ud af Facebook-gruppen Bedre vilkår for førtidspensionister, som jeg ellers selv startede for 3½ år siden. Grunden var netop det jeg omtaler i dette blogindlæg: De totalt uhensigtsmæssige måder nogle førtidspensionister udtrykker deres ellers meget forståelige frustration på. Jeg vil under ingen omstændigheder bakke op om mennesker, der mener, at folkevalgte politikere alle til hobe er forbrydere, som skal bombes til helvede.
Men spørgsmålet der uvægerligt står tilbage er. Hvad er det vi skal gøre for at blive hørt? Vi har ingen penge, vi har ingen lobbyister, vi har ingen magtfulde organisationer, der bakker os op og vi er totalt uinteressante i politikernes øjne. Vi er intet andet end et besparelsesobjekt, som kan findes frem, når der skal opnås balance på statsbudgettet. Uretfærdigheden i at opretholde satspuljeforlig, gensidig forsørgelsespligt og de store forskelle der er i førtidspensionisters indkomst, lukker de bekvemt øjnene for.
Vi er mennesker herude! Mennesker, der ikke har bedt om sygdom og som bare vil have vores økonomi til at hænge sammen, men hvad byder de os, uanset om de er røde eller blå: Forhøjede afgifter på fødevarer og pæne ord, der bare er skalkeskjul for besparelser.
Jeg og andre har med saglige, ordentlige debatindlæg prøvet i årevis at råbe Christiansborg op, for at skabe en smule retfærdighed, men vi er ikke blevet hørt. Vi er slet ikke blevet hørt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar