fredag den 17. juni 2011

Ungdomsroman om lesbisk kærlighed på tværs af kulturer

Duften af Yasmin handler om ung kærlighed. Det er vidunderligt, alting bobler indeni og livet er lyst og let. Sådan burde det i hvert fald være, men det er det ikke for de to unge kvinder i denne roman. Deres kærlighed må holdes skjult og da den mod deres vilje afsløres, møder den stærk modstand fra deres familier, der befinder sig på hver sin yderlige fløj. Yasmins forældre stammer fra Pakistan og er styret af en blanding af religion og hjemlandets kultur. Lærkes forældre er socialt dårligt stillede etniske danskere med holdninger, der får Dansk Folkeparti til at virke indvandrervenlige.


Jeg har skrevet denne roman, fordi jeg mener den er nødvendig. Unge med anden etnisk baggrund end dansk møder store problemer, når de springer ud som homoseksuelle. For år tilbage måtte bøsser og lesbiske skjule deres kærlighed her i Danmark. Trods stor frigørelse gennem de sidste årtier og trods det at homoseksuelle i dag rent juridisk er næsten ligestillede med heteroseksuelle, findes der stadig unge mennesker i det danske samfund for hvem det at springe ud er meget svært. De risikerer nemlig fordømmelse og udstødelse fra familiens side. Jeg håber med denne ungdomsroman at kunne skabe opmærksomhed om dette problem.

Du kan købe bogen her:

http://www.saxo.com/dk/duften-af-yasmin_epub_9788792562524?searchText=laila%20ammitsb?l

og her:

http://gopubli.sh/editions/250ffad6ac92e1b6

Sidder der en lille kone

Sidder der mon en lille kone
ved et ældet kakkelbord
med Amora-kaffe og citronmåne
og bander den unge sangerinde væk
fordi hun så hæsligt minder
om noget der helst skal glemmes

Hvorfor er hun dog klædt sådan?
spørger hun måske forarget

De falmede cowboybukser
den ternede skovmandsskjorte
det korte hår
den drengede attitude
jo
jeg ved hun kommer til at tænke på mig

Jeg så engang et billede af hende på Facebook
det stak så ondt i hjertet
at se hvor gammel hun er blevet
langt tættere på afslutningen end da jeg kendte hende
lille
skrøbelig med pergamenthud
rakte hun ud efter sit barnebarn
med rynkede stilkearme
og en mildhed i blikket hun aldrig viste mig

Jeg kan næsten høre dem sidde og snakke
hun med syrlig bitterhed
far måske med et stænk af smerte
hun er ligesom Laila
eller måske siger de det ikke højt
men nøjes med at tænke det

Dømmer hun mig mildere nu
ser at tiden gav mig ret
eller må hun bare hade denne unge sangerinde
som selvsikkert frækt ser på hende fra skærmen
og ubarmhjertigt minder hende
om den datter hun aldrig magtede at elske

©Laila Ammitsbøl

fredag den 10. juni 2011

Opgivelsen ulidelige psykologi

Jeg er ikke stolt af at indrømme det, men jeg må sande det: Jeg er en opgiver. Kan man overhovedet sige det? I’m a quitter, hedder det på engelsk og det er ikke et prædikat nogen har lyst at sætte på sig selv. Desværre er det blevet sådan og jeg kan ligeså godt indrømme det. For få år tilbage var jeg opfyldt af nyt og ukendt mod på tilværelsen. Jeg havde skrevet erindringsromanen Livet i landet Grotesk og fik i den forbindelse en del anerkendelse. Jeg følte jeg var på vej til et mere modent og positivt stadie i mit liv.
En af de ting jeg skriver i slutningen af bogen, er at jeg nu har fået stabile venskaber og at jeg regner med at kende disse mennesker resten af mit liv. En hel del ting gik skævt i årene derefter. Skyldige er alle og ingen. Shit happens! Sådan er livet bare. I dag kommer jeg ikke sammen med nogen af de mennesker, jeg på daværende tidspunkt beskrev som stabile venner.

En anden ting jeg nævnte i min roman er forholdet til mine søskende. Jeg skrev, at jeg tænker på dem hver dag, skønt jeg ikke ser dem ofte. Jeg skrev, at jeg elsker dem. Det gør jeg! Intet har ændret sig ved det, men i dag har jeg opgivet. Langt om længe har jeg indset, at de simpelthen ikke gider mig. Jeg ville så gerne vise dem, at jeg holder af dem og interesserer mig for dem og i et forsøg på at genoplive den næsten afdøde kontakt, besluttede jeg at gøre en stor indsats. I en periode skrev jeg en hilsen til dem hver weekend, hvor jeg fortalte lidt om egne tanker og spurgte til dem og deres. Desuden oprettede jeg en søskendegruppe på Facebook, hvor jeg satte billeder ind fra vores barndom og opfordrede dem til at sætte ind hvad de havde og desuden skrive om deres hverdag. Der sad jeg så for mig selv i min søskendegruppe og skrev statusopdateringer til jeg blev træt af det. Der var ikke rigtig nogen interesse den anden vej. Til sidst blev jeg ked af det og slettede gruppen.
Det gik op for mig, at mine søskende har deres eget at tænke på og at deres liv ikke omfatter mig. Måske var det bogen jeg skrev om den barndom jeg har haft, der gjorde det. Måske er vi bare for forskellige. Måske er jeg bare for førtidspensionistisk, for mærkelig, for uinteressant.
Budskabet er i hvert fald gledet ind og også på denne front har jeg opgivet. Det er ikke noget at prale af. Det er bare sådan. Man kan ikke tvinge folk til at synes man er spændende og elskbar.


Angående omtalte roman og den digtsamling jeg udgav næsten samtidig: En hel del læsere gav positivt feedback. Det gjorde mig ufatteligt glad, ydmyg, stolt og taknemlig på samme tid. Jeg følte, at jeg endelig havde fundet min vej i livet. Desværre viste det sig, at det foretagende, hvor jeg havde udgivet min bøger var meget lidt troværdigt. Fx fik jeg flere henvendelser fra potentielle læsere, der havde forsøgt at købe mine bøger, men som havde oplevet, at det praktisk taget var umuligt. Utallige henvendelser til foretagendet fra min side, resulterede i frustration og intet andet. De havde fået mine penge og var nu bedøvende ligeglade med de løfter, de havde givet en håbefuld forfatter.

Senere skrev jeg en ungdomsroman og sendte den på turne til en række forlag. Nogle afviste den blankt, men andre var meget interesserede, men valgte i sidste ende at afslå udgivelse af økonomiske hensyn. En forlagsredaktør lovede direkte at ville udgive, men det trak ud i det uendelige til jeg til sidst opgav. Siden fik bogen en grum skæbne hos et selvudgiverforlag. I dag har jeg foræret den væk til download hos et foretagende jeg sympatiserer med. Læser nogen den? Jeg aner det ikke.

Jeg har et par uafsluttede blogindlæg, afviste noveller og en halvfærdig bog liggende. Der sker bare ikke en skid, for jeg har hele tiden det i baghovedet, at det ikke nytter noget. Ingen vil jo alligevel udgive det, så hvorfor helvede skulle jeg besvære mig med at skrive det. Tanker om alverdens emner fylder mig. Jeg vil skrive om det fantastiske, det glædelige, det sørgelige, om det uretfærdige, om politik og det kringlede menneskesind, men hver gang min hjerne svømmer over af ord opgiver jeg og tager opvasken i stedet, for det er da i det mindste en nyttig ting at foretage sig.


Egentlig har jeg altid haft en social indignation og da jeg lærte Facebook at kende i starten af 2008, startede jeg ret hurtigt en gruppe til bedring af førtidspensionisters vilkår. I de forgangne 3 år har jeg brugt en del tid på at opdatere denne gruppe med relevante artikler. Jeg har skrevet til politikere, til aviser og på mine blogs om de uretfærdigheder jeg synes finder sted: Ægtefælleafhængigheden, der gør at førtidspensionister er en økonomisk klods om benet på deres partner, satspuljen der stjæler penge fra folk på overførselsindkomst og ikke mindst den uretfærdighed der er i, at førtidspensionister lever på mange forskellige ydelser og at det altid er de højeste ydelser der nævnes i diverse debatter.

Uretfærdighederne eksisterer fortfarende, men selvom jeg hver dag siger til mig selv, at jeg bør skrive og gøre ved, så orker jeg det ikke, fordi det er så uendeligt nytteløst. Det er håbløst at ændre noget som helst, når man bare er en paria og det er man som førtidspensionist. Sådan er det blevet i de sidste år og tendensen er bestemt ikke aftagende. Inger Støjberg, Claus Hjort og Lars Løkke bliver bevidstløst ved at gentage deres ildelugtende floskler og den store majoritet tager det til sig: Det er for vores egen skyld og pga. regeringens uendelige omsorg for ”de svage” at der skal spares, spares og spares. Imens er der ingen politikere, der tør røre boligskat og afskaffe de samfundsødelæggende afdragsfrie lån. Boligejerne er nemlig en meget større trussel for politikernes taburetter end svæklingene, der ikke har kræfter til at mobilisere modstand.

Jeg har opgivet, ja gu har jeg opgivet. Jeg er ikke stolt af det, men det drejer sig bare om at handle tilbud, så pengene kan slå til og prøve på at glemme, at to linjer bevæger sig nærmere og nærmere hinanden og en dag vil mødes. Den ene er den næsten ikke stigende indtægt. Den anden er de kraftigt stigende udgifter. En dag mødes de. Jeg har ikke udsigt til at ændre ved noget som helst og aner ikke hvad jeg skal gøre den dag det sker. Manden med hjemløsebladet, kan beholde sit blad for sig selv. De penge der er i min pung skal ikke smides ud til noget jeg ikke har brug for.

Venner der forsvinder, ingen forældre, ingen søskende, bøger der dør før de bliver født. Sig bare det er ynkeligt, men faktum er at jeg ikke orker flere kampe. Jeg orker ikke at tro på at mine skriverier kan bruges til noget som helst. Jeg orker ikke at tro på, at nogen vil have mig som deres bedste ven eller på at venskaber varer ved. Desværre.

Desværre, desværre, desværre!

Opgivelsen er en ulidelig makker, der desværre har sat sig ved siden af mig her på bænken. Det var i grunden nok grænseløst naivt at tro, at man nogensinde skulle kunne lukke ørerne for det budskab, der blev givet med modermælken. Det mor sad og hviskede på ens skulder barndommen igennem bliver den sandhed man aldrig kan rende fra.

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...