Jeg var virkelig glad dybt inde, simpelthen bare lykkelig for at slippe af med en regering, der som sin altoverskyggende bedrift havde på samvittigheden, at have gjort det meget sværere at være en af de såkaldt svage. Det havde jeg mærket på egen krop.
Jeg blev førtidspensionist, da jeg var midt i tyverne og jeg blev det af psykiske årsager. Det har mange svært ved at forstå, men jeg ved hvordan min hverdag ser ud bag de lukkede døre. Jeg ved hvor skrøbeligt mit sind er. Jeg er i denne forbindelse den der har skoen på og derfor også den, der ved hvor den trykker. Men under VK-styret fik jeg efterhånden følelsen af, at min egen oplevelse var fuldstændig ligegyldig. Der blev fra øverste hold skabt en myte om at førtidspensionister, og i særdeleshed de der har fået førtidspension af psykiske årsager, bare er parkeret eller står på en perron og ser togene fare forbi.
Sådan havde jeg bare aldrig følt det. Jeg var fra første dag jeg fik bevilget førtidspension taknemlig for at bo i et land, der anerkendte, at jeg ikke kunne arbejde. Førtidspensionen var for mig et helle, der gav mig muligheden for at skabe et ordentligt liv på trods af min gebrækkelige psykiske tilstand. Jeg blev aldrig normalt fungerende i sindet, men jeg fik ro til at få min hverdag til at fungere og fik pga. førtidspensionen et liv, der var værd at leve.
Så kom VK-regeringen til magten. Anders Fogh talte ikke længere om minimalstaten, men han dryppede med uovertruffen snilde sin ”enhver er sin egen lykkes smed"-ideologi ned i befolkningen. Det gik godt for verdensøkonomien og dermed også for det danske husholdningsbudget. Indtil finanskrisen viste sit hæslige ansigt i 2008, drønede det private forbrug derudad. Folk blev millionærer bare fordi de havde købt hus på det rigtige tidspunkt. Lønningerne steg vildt og alligevel ville alle have mere.
I disse år blev det sværere og sværere for den almindelige befolkning at forstå, at nogen var ude af stand til at forsørge sig selv. De fleste følte jo bare, at alting var nemt og hvis man selv ville, så kunne man forsørge sig selv, få et fedt hus og i det hele taget leve livet i tophastighed ude på de materielle goders overdrev.
Vi var dog nogle, der følte bagsiden af medaljen. Når lønningerne stiger, stiger også prisen på ganske almindelige fødevarer og det fik vi at mærke, for vores indtægt steg slet ikke i samme grad som resten af befolkningens. Samtidig med at mange mennesker simpelthen havde så mange penge, at de ikke vidste hvad de skulle bruge dem til, fik vi sværere ved at få pengene til at slå til og som ekstra salt i såret oplevede vi hvordan Foghs livssyn bredte sig til befolkningen. I debatter på nettet og i aviser blev vi kaldt parasitter o.l. og selv om vi var nogle der allerede tidligt prøvede at komme til orde og forsvare og forklare vores situation, så nyttede det ikke rigtigt noget. Det var de mere eller mindre skjulte dagsordners tid.
Var det mon Inger Støjberg der opfandt udtrykkene ”at være parkeret på førtidspension” og ”at stå på perronen og se togene køre forbi”. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det var hende som mere end nogen anden gjorde disse udtryk til folkeeje ved som en hjernedød papegøje at gentage disse klicheer i en ulidelig uendelighed.
Jeg skrev faktisk til Inger Støjberg i 2009 og fik en papegøje-smøre som svar. Hun var i sandhed irriterende, hende Støjberg, og fuldstændig ude af stand til at forstå hvad jeg og andre prøvede at fortælle hende. Hun snakkede om ”de svage” der skulle inkluderes i samfundet og det lyder jo pænt, men i virkeligheden kom VK-æraen til at stå som et fælt monument over den største eksklusion af mennesker, der er sket i nyere tid.
Det var derfor jeg var så lykkelig den 16. september i år. En gyselig æra i dansk politik var slut! Endelig var der lys forude. Langt om længe ville menneskelighed og omsorg komme på dagsordenen, for det var jo gode, socialt indignerede mennesker som fx Mette Frederiksen og Øzlem Cekic, der skulle i regering.
Nu er glansen gået af Skt. Gertrud skal jeg lige love for. Den gode Mette Frederiksen er blevet beskæftigelsesminister, men det er kun den ydre skal af Mette der er tilbage. Alt det der kommer ud af hendes mund er de samme papegøjetirader, der i sin tid blev afliret af Støjberg. Nu taler Mette, som Inger i forgangne tider, om parkerede førtidspensionister og forsvarer Støjbergs mærkesag at det ikke skal være muligt for unge at få førtidspension. Om ikke længe skal vi vel høre Mette sige:
”Det er helt afgørende, at vi ikke siger til helt unge mennesker, at de bare kan stille sig ud på perronen og se togene køre forbi.”
Inger Støjberg var uden for pædagogisk rækkevidde. Er det mon nemmere at nå Mette?
Jeg følte mig aldrig parkeret på førtidspension! Jeg følte aldrig, at jeg stod på perronen og så togene fare forbi og jeg følte mig først ekskluderet af det danske samfund, da folkevalgte politikere begyndte at sende deres gift pakket i pæne ord ned i befolkningen og gjorde mig til syndebuk for alverdens ulykker.
Jeg, den håbefulde førtidspensionist fra de gyldne dage i midten af september, har lagt min naive forestilling om at tingene endelig ville blive anderledes på hylden. Jeg er tilbage i rollen som Danmarks prygelknabe sammen med alle de andre førtidspensionister og førtidspensionssøgende. Vi er og bliver dem der skal betale prisen for et perverst overforbrug, vi aldrig selv var en del af og ikke nok med, at det er os der skal spares på og os der sammen med andre fattige skal lide under forhøjede afgifter på fødevarer, så skal vi også finde os i at blive kaldt parasitter, snyltere, arbejdssky og igler.
Det siges nok at vi fik en ny regering, men det synes nu som om den drik, de nye ministre byder på er den samme gamle, sure vin, blot hældt på nye flasker og forsynet med en smart rødlig etiket i stedet for den slidte blå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar