torsdag den 22. april 2010

Prisen for at skrive en bog

I februar 2006 brød jeg kontakten med min mor og mistede dermed også muligheden for at se min far. Jeg skrev til ham, at han var velkommen i mit hjem, men fik aldrig noget svar. Ingen skal tro det var nemt. Ingen skal tro jeg ikke tænkte på konsekvenserne for mine søskende og ingen skal tro, jeg ikke havde tanke for, hvad det ville gøre ved min mor. Man holder jo ikke op med at elske sin mor, fordi hun opfører sig forkert.
Måske var det allerede dagen efter det allersidste besøg hos mine forældre, i hvert fald var det meget kort tid derefter, at det pludselig slog ned i mig, at jeg skulle skrive en roman om mine oplevelser. Titlen stod lysende klar og i det 1½ år som jeg brugte på at skrive, var jeg aldrig i tvivl om, at denne titel var den rigtige. Livet i landet Grotesk var titlen, for jeg havde oplevet så meget manipulation,angst og mobning i min barndom, at det føltes som om jeg havde boet i et grotesk land, som de fleste mennesker slet ikke kender eksistensen af.

Hvad kan man tillade sig at skrive? Hvad må man gøre for sin egen skyld og hvor meget skal man skjule af hensyn til andre mennesker? Forfattere der skriver erindringsbøger, må altid stille sig selv disse spørgsmål.
Jeg måtte skrive denne bog, for jeg var ved at gå i stykker indeni efter den sidste konfrontation med min mor. Det hele væltede op i mig og måtte bare ud. At skrive bogen, og at udgive den, var mit svendestykke i livet, men det kom til at koste mig dyrt. Selvom jeg anonymiserede personer, jeg havde mødt i mit liv, ved at tildele dem nye navne og selvom jeg kun kaldte mine søskende for Bror og Søster og i det hele taget passede på, hvad jeg skrev om netop disse to, fik det stor betydning for mit forhold til dem.
Jeg havde forberedt min bror og søster på, at jeg var ved at skrive en erindringsroman. De protesterede ikke over projektet og virkede som om, de accepterede det. Måske troede de aldrig det blev til noget eller måske kunne de bare ikke overskue, hvad det ville betyde for dem.

Til min store sorg mistede jeg efter udgivelsen kontakten med min bror et par år. Nu er der lidt mailkontakt en gang imellem. Min søster er synligt utilpas ved at tale om bogen, og da jeg skrev en mail til hende for ca. 2½ måned siden og direkte skrev, at det ville betyde meget for mig at vide, om hun overhovedet havde læst den og hvordan hun havde det med den, svarede hun simpelthen ikke.
I en efterfølgende telefonsamtale, hvor vi talte om noget helt andet, klemte hun ud mellem sidebenene, at det er en grusom ting, når nogen skriver om en kvinde, at hun er en dårlig mor. Hendes stemme dirrede af harme. Siden da har vi faktisk ikke snakket sammen. Min mail fik jeg aldrig svar på. Det er som sagt 2½ måned siden. Der var et par småmails mellem os i tiden derefter, men nu er det et godt stykke tid siden, vi har kommunikeret sidst.

Var det prisen for at skrive denne bog, at jeg skulle miste mine søskende også? Synes min søster, at jeg er et grusomt menneske? Og betyder det, at et mishandlet barn aldrig må rejse sig og sige, hvad der er overgået det? Får jeg nogensinde igen en ordentlig kontakt (eller kontakt overhovedet) med mine søskende og mine tre nevøer?

Gør det ondt? Ja, selvfølgelig gør det det!
Men kunne jeg have gjort noget andet? Ønsker jeg, at jeg havde ladet være med at skrive bogen?
Nej!

2 kommentarer:

  1. Kender du til www.aca-danmark.dk ?? Om at være voksent barn af en dysfunktionel familie ...

    SvarSlet
  2. Men hvor var det alligevel godt du fik skrevet den bog

    SvarSlet