fredag den 9. april 2010

Et ganske ulykkeligt liv

Den 1. december 2009 var det 10 år siden min eks-kæreste døde kun 41 år gammel. Hun var et af den slags mennesker om hvem man kan sige, at det nok var bedst, at hun fik fred. Det lyder måske hårdt, men jeg siger det, fordi jeg fulgte hende gennem mange år og ved at hun ikke magtede livet. Det var alt for svært og uhåndterligt for hende, og hun forsøgte da også mange gange at begå selvmord.
Da Linda døde i 1999, to dage før århundredets orkan raserede Danmark, var det dog ikke selvmord. I hvert fald ikke direkte. Hendes krop kunne bare ikke mere. Vi var gået fra hinanden 1½ år tidligere. På den forholdsvis korte tid havde hun formået at skabe sig et massivt blandingsmisbrug. Den dag da hun lige så stille lagde sig til at dø på sin nye kærestes sofa, var hendes krop fyldt med alkohol, forskellige slags nervemedicin og stærke smertestillende medikamenter.

Det er først nu, jeg kan skrive en nekrolog for Linda, og jeg er faktisk den eneste der kan, for da hun døde, var jeg den eneste tilbage der rigtigt kendte hende. Hendes mor, som hun havde haft et smertefuldt had/kærlighedsforhold til, var død en måned forinden og andet familie havde hun ikke. I de år der er gået, har jeg brugt en masse tid på at tænke over, hvorfor jeg dog blev i forholdet til Linda i næsten 15 år. Jeg magtede vel ikke at gå min vej, havde ikke troen på at der fandtes et andet liv for mig. Følte mig uduelig og umulig.

I dag kan jeg sidde og se på billederne, jeg har fra hendes barndom. De sidder limet ind i en grøn, efterhånden temmelig falmet og slidt, kartonmappe med en rød sløjfe udenpå. Hendes moster havde engang lavet den til hende vistnok til en fødselsdag. Jeg spørger mig selv, hvordan den lille pige på billedet dog kunne ende med at blive så ulykkeligt et menneske og få så sølle et liv. Men der var faktisk grunde nok: Faderen hængte sig, da Linda var otte, stedfaderen misbrugte hende seksuelt og moderen drak som en forslugen svamp. Lindas eneste talent og det der kunne have givet mening i hendes liv var, at hun var genial på en fodboldbane. Sporten kunne sikkert have reddet hende, men som 15-årig smadrede hun knæet, da hun kom til at sparke til en frossen jordknold, der uheldigvis var lige bag ved fodbolden. Så skrøbeligt er et menneskeliv, at et enkelt uheldigt sekund kan ændre en livsbane. 3 år efter havde lægerne efter utallige operationer opgivet at reparere hendes knæ og hun fik opereret benet stift.

Linda løj for at få opmærksomhed og spillede alvorligt syg af samme grund. Hvilken diagnose der passer på hende ved jeg ikke. Hun havde så mange diagnoser, samlet gennem et kvart århundredes svingdørsaktivitet i det psykiatriske behandlingssystem, men ingen udstyrede hende med diagnosen Münchhausen syndrom, som måske havde været den rigtigste.
I perioder var hun dybt psykotisk. Hun så og hørte ting der ikke fandtes. Hendes døde far talte til hende, hun kunne pludselig skrige i badet, fordi der kom blod ud af bruseren, der var landet et rumskib i vores have, min søster havde horn i panden og der var gift i kaffen.

Linda var et ulykkeligt menneske. Jeg brugte mange år af mit liv i et umuligt håb om, at jeg kunne hjælpe hende. Alligevel fik hun det bare værre og værre, og det værste for mig var, at hendes fornemmelse for hvad man kan byde andre mennesker til sidst helt var forsvundet. Hun var som en levende død. Gik rundt som en zombie. Det eneste der kunne give hende en kortvarig glæde var rusmidler og det rusmiddel hun var allermest afhængig af var opmærksomhed. For at få den var hun nødt til at finde på mere og mere vanvittige ting.
Ak ja, sådan kan det gå et lille menneske, der aldrig får kærlighed og opmærksomhed fra sine forældre.

Mit liv er helt anderledes i dag. Helt, helt anderledes! Jeg er lykkelig for, at jeg kom igennem forholdet til Linda og ud på den anden side. Jeg er lykkelig for, at jeg i dag har et menneske der elsker mig ved min side, gode venner og drømme for fremtiden. Men Linda er en del af min fortid. En dyrekøbt erfaring om hvor meget et menneske kan knækkes og uforvarende også komme til at gøre andre ondt. Jeg mindes hende hvert år omkring den 1. december og priser taknemmeligt det liv jeg har nu.

1 kommentar:

  1. Det var synd for Linda,men mere synd for dig,måske så du det ikke selv,men vi andre der stod på sidelinien,kunne jo så hvordan dit liv og dit selvværd virkelig gik ned af bakke. Som en lille myrer knoklede du for at få en forståelse af Linda og hendes liv,hvilke jo var helt umuligt,det havde hun jo ikke engang selv.Jeg kan jo ikke sidde her og sige det var godt for dig,du kom ud af det forhold.Det er jo helt umuligt at sige noget om hvad der er gode og dårlige følelser for et andet menneske,men syntes at kunne sige det var godt for dit videre liv,og så fandt du jo også Maja,og det havde du måske ikke gjort uden din erfaring med Linda. Det er jo nu engang vores fortid der former os,og uden Linda,havde Maja måske ikke syntes om dig.Så 15 år i gråzonen bragte glæde til dig.Så fred være med Linda,og glæde og lykke til dig(og Maja)
    Knus Tina

    SvarSlet