torsdag den 15. april 2010

Laila Spejlæg: Jamen så luk dog lortet!

Nr. Vedby skole skal lukkes, siger politikerne i Guldborgsund kommune. Det er ikke rentabelt at holde den kørende. Klassekvotienten er for lille, så nu skal alle ungerne fra Vålse, Nr. Vedby, Kippinge osv. til Nr. Alslev for at få proppet lidt lærdom ind i hovedet. Dybest set er jeg imod centralisering. Jeg bryder mig ikke om supersygehuse og superskoler, der placeres langt fra borgerne. Alligevel er det med en vis fryd, at jeg hører, at Nr. Vedby skole er lukningstruet. Nr. Vedby Centralskole er nemlig min gamle folkeskole. Stedet hvor jeg tilbragte otte ulidelige år fra 1973 til 1981. Skolelukningerne var allerede i gang dengang og på det tidspunkt var Nr. Vedby den store skole, man blev tvangsflyttet til, når den lille landsbyskole fik dødsstødet. Det første år gik jeg på Vålse skole, hvor revselsesretten ikke var ganske afskaffet, selvom den var i det officielle Danmark. Her sang man morgensang, stod bag stolene til læreren sagde værsågod og var i det hele taget så angst, at man kun pga. uvidenhed om reglerne overtrådte dem. Man vovede ikke at være ulydig med vilje.
At komme til Nr. Vedby i anden klasse var et chok. Her var lydighed og disciplin fremmedord. En ung lærer med hippiefrisure kastede med kridt og træsko efter eleverne. Det skal dog siges at de fleste lærere opførte sig anderledes end han, men sådan rigtig styr over ungerne havde de sgu ikke.
Mine år på Nr. Vedby gik med mobning, for her skulle man sandelig ikke være anderledes end flertallet, hvilket jeg var på mange måder: Jeg var drenget, interesserede mig for alt det boglige og var god til det og så var jeg kikset og kejtet og havde verdens latterligste frisure, fordi min mor insisterede på at klippe mig. Jeg var angst hver eneste dag, når jeg skulle i skole: Skulle jeg løftes op ved håret, have forstuvet håndleddet eller grines ned under gulvbrædderne, fordi jeg var så uendeligt elendig til gymnastik? Der var frit valg for møgungerne på alle hylder og lærerne vendte det blinde øje til.
Så denne her blogger, engang kendt som Laila Spejlæg, hånet, banket, mobbet, drillet og grinet af. Hun siger i dag med desværre alt for megen hårdhed og bitterhed i hjertet: Jamen så luk dog lortet for pokker. Bedre sent end aldrig!