søndag den 18. april 2010

Kan en lærer elske det uelskelige barn?

Mit sidste indlæg handlede om den forestående lukning af Nørre Vedby skole, som jeg engang tilbragte otte ulidelige år på. Det fik mig til at tænke på, hvorfor der ikke var nogen hjælp at hente fra lærerne på skolen. Først i niende klasse tog en lærer fat i mig og spurgte hvordan det gik derhjemme og det har jeg faktisk aldrig glemt hende for. Hun var den første der viste mig, at hun havde fået øje på, hvor dårligt fungerende mit hjem var. Mit problem var nemlig både i skolen og i hjemmet. Et barn, der bliver drillet i skolen, men har en tryg base i hjemmet, har trods alt lidt mere at gå ud og møde verden med, når skolen er slut.

Måske gjorde man bare ikke så meget dengang. Tænkte måske ikke så meget over, hvad det gør ved et barn at blive terroriseret af sine omgivelser. Men jeg tror nu også det spiller ind, at jeg ikke var noget nuttet barn. Jeg var hverken en sød pige eller en kæk dreng. Og er det ikke i sagens natur svært for en lærer at sætte sine personlige følelser til side og give samme opmærksomhed og omsorg til et kejtet, halvgrimt barn, som til en lyshåret, slangekrøllet charmetrold? Mon ikke alle, inklusive mine forældre, opfattede mig som et usympatisk barn. Ikke fordi der egentlig var noget galt med mig, men bare fordi jeg var kejtet og anderledes.

Jeg tror det er en af de rigtig store udfordringer for lærere at formå at elske de uelskelige børn. At kunne sætte sig ud over det umiddelbare indtryk og give kærlighed til de usynlige, de kejtede og de skæve. De har mere brug for det end nogen andre.