Regeringen skræmmer livet af mig

Vi har alle sammen vores at slås med. Hver har vi vort kors at bære, som man sagde før i tiden. Denne indledning for at sige, at jeg godt ved at der findes masser af mennesker i verden og i lille Danmark, der har det meget værre end jeg. Faktisk har jeg det på mange måder godt. Jeg har et dejligt menneske ved min side, får mad hver dag og har et hjem, som jeg er glad for.
Det kors jeg bærer er et meget skrøbeligt sind. Hvordan det kommer til udtryk i mit liv er lige meget i denne forbindelse. Desuden gider I sikkert lige så lidt som jeg, at læse om andres mennesker psykiske sygeligheder, så det skal jeg skåne jer for.
De sidste år, er der kommet en ekstra belastning på mine smalle psykiske skuldre og denne byrde deler jeg vist med mange andre førtidspensionister. Det er usikkerheden om ens økonomiske fremtid jeg tænker på. At følge nyhederne bliver efterhånden en mere og mere nervepirrende affære. "Så lad være at se dem", vil nogle måske sige, men den løsning dur ikke. Jeg vil gerne være orienteret om hvilke beslutninger politikerne tager om min fremtid og uvidenhed gør mig bestemt ikke mere tryg.

Faren har ligget i horisonten i den tid VK har regeret. Mange mennesker bemærkede det slet ikke, men interesserer man sig lidt for den bagvedliggende ideologi, har det været tydeligt de sidste år at Danmark har forandret sig. Dermed er der også kommet en hårdere tone overfor sådan nogen som mig, der forsørges af samfundet. Selve grundholdningen i det danske samfund er tippet i en retning, hvor folk på overførselsindkomst er blevet til pariaer. Jeg har set det komme, for det har været svært at undgå, hvis man har fulgt med de sidste år.
Da regeringen fremlagde sin genopretningspakke blev det alvor, det jeg havde frygtet. Alle overførselsindkomster skulle fastfryses de kommende to år. Det var simpelthen den største frækhed overfor den gruppe af mennesker, som i forvejen var sakket bagud økonomisk i de år, hvor det gik godt for resten af befolkningen.
Jeg fulgte med hele tiden, mens forhandlingerne foregik, og brugte meget tid på at tænke over, hvordan pokker jeg skulle klare mig i fremtiden, hvis min købekraft bare skulle blive mindre og mindre. Og jeg kunne jo ikke lade være med at tænke på hvad regeringen ville stille op, når disse to år var gået, hvis landets økonomi stadig ikke var blevet bedre. Skulle vi så fastfryses yderligere?
Dansk Folkeparti reddede os i første omgang. Det var en stor lettelse, da det kom frem at førtidspensioner og andre overførselsindkomster alligevel ikke skulle fastfryses.
Nej, jeg synes heller ikke det er smart at børnechecken bliver begrænset, men jeg mener trods alt at en familie med to fuldtidsindtægter har mere råd til at blive trukket lidt, end de som lever af overførselsindkomst. Har man en husstandsindkomst på 600.000 kr eller derover har man nok lidt bedre råd, end hvis husstandsindkomsten er på 300.000 kr.

Faren er dog bestemt ikke drevet over. Til efteråret skal der laves førtidspensionsreform. Jeg må sige at jeg frygter det værste. Jeg frygter det hver eneste dag, for jeg ved at vi er ugleset, at mange mennesker fuldstændig uden at sætte sig ind i den enkeltes situation, skærer os alle over en kam og regner os for en bunke parasitter. Jeg ved regeringen består af mennesker, der ikke aner hvad det er at skulle klare sig for lidt. De sidder med deres ideologi, som de nu i snart 10 år har dryppet som gift ud over Danmark og de tror på, at jo elendigere de gør det for de svageste grupper, jo bedre vil samfundet fungere, fordi den enkelte så kæmper mere indædt for at blive en vinder.
Oveni de sygdomme vi lever med som førtidspensionister, har regeringen påført os en angst, der hver eneste dag ligger som en giftig tåge over vores hverdag. Det er angsten for til sidst at have så lidt, at man ikke kan klare dagen og vejen. Angsten for uforudsete udgifter som fx tandlægeregninger. Angsten for den fremtid der ligger for os som gamle. Når holdningen til os er som den er nu, hvordan ser det så ud om 20 år og 30 år?
Jeg er på ingen måder fortrøstningsfuld. Bare bekymret og meget, meget bange for fremtiden.