Manden der forandrede Danmark

Netop nu sidst i maj 2010, hvor det vist er ved at gå op for den danske befolkning, hvilken ideologi vores regering lever efter, synes jeg det er relevant at genudsende denne artikel, som første gang blev offentliggjort i månedmagasinet Kong Graas sidste år. Artiklens fremtidscenarier er desværre blevet meget virkelige siden jeg skrev artiklen i sommeren 2009:

I mine 44 leveår, hvor jeg i hvert fald de sidste 25 år har været interesseret i politik, har jeg aldrig oplevet så dygtig en statsminister som den just afgåede Anders Fogh Rasmussen. Det er måske mærkeligt at høre fra en, som sætter sit kryds ved SF, men ikke desto mindre må jeg indrømme, at sådan er det.
Anders Fogh har dygtigt og målrettet, et skridt ad gangen, ført Danmark i den retning han ønskede, da han startede sit virke som politiker. Anders Fogh er en ægte liberal, der tror på sit projekt og har haft succes med at føre det ud i livet.
Selvom jeg selvsagt er uenig med Fogh i hans førte politik, vil jeg fremhæve to episoder i hans karriere som statsminister, hvor jeg følte stor respekt for ham. Den første var da han dygtigt fik forhandlet Østudvidelsen på plads. Den anden var hans forsvar for ytringsfriheden i forbindelse med og som opfølgning på Muhammed-krisen.

Anders Fogh har efter min mening haft stor indflydelse på holdningerne i det danske samfund, hvilket han da også selv er bevidst om og sikkert er ganske stolt af. Som han udtalte på Venstres landsmøde i forbindelse med sin afgang.
”Danskerne ønsker, at det enkelte menneske skal tage et personligt ansvar. Væk er den nedbrydende holdning, at alting er samfundets skyld. Nu er der krav om, at de, der kan, også selv må tage fat og påtage sig et ansvar for deres egen tilværelse.”
Det lyder flot og man kan vel ikke være uenig i, at det enkelte menneske har et stort ansvar for sit eget liv. Problemet er bare, at hvor det tidligere var sådan at alt var samfundets skyld, er vi nu helt ovre i den anden grøft: I dag er alting din egen skyld, og du fortjener derfor ikke hjælp, hvis du ikke kan klare dig selv. Hvis du er rask, har et velbetalt job og en overflod af materielle goder, er det din egen fortjeneste (også hvis du fik det hele ind med sølvske af dine forældre) og du behøver derfor ikke dele med andre. Hvis du er syg, fysisk eller psykisk, nedbrudt af traumatiske oplevelser og økonomisk befinder dig på samfundets bund, er det også din egen skyld, så hvordan kan du dog tro, at du skulle have krav på støtte fra fællesskabet? Klar dig selv eller buk under! Det er naturens hårde lov, et Nietzsche’sk rædselskabinet, hvor din succes vokser proportionalt med størrelsen af de rundsave du har på albuerne. Her har kun den stærke ret til overlevelse og vi andre er bare nogle sølle skrog, der ingen medlidenhed fortjener.

Som førtidspensionist har jeg oplevet, hvordan stemningen overfor sådan nogle som mig, er blevet fjendtligere de sidste år. Fogh har drysset sine holdninger ud over det danske samfund i en sådan grad, at det nu er blevet comme il faut at kalde førtidspensionister for nassere og parasitter ud fra devisen, at enhver er sin egen lykkes smed. Lander appelsinen ikke i din turban, er det fandeme din egen forbandede fejl. At mennesker uforskyldt kan rammes af ulykke og sygdom er ikke rigtigt accepteret mere. Påpeger man at et menneske kan være så knækket fra barnsben af, at vedkommende ikke kan fungere i et almindeligt arbejdsliv, regnes man for blødsøden og naiv.
Det er som om tæppet når som helst kan blive trukket væk under en, for det respekteres ikke mere, at når man har fået bevilget førtidspension, er det fordi ens arbejdsevne er nedsat eller slet ikke eksisterende.

Sidste år talte politikere fra regeringspartierne om at førtidspensionerne skulle gøres midlertidige. Jeg skrev i den forbindelse til alle partiers ordførere på området om den angst og usikkerhed dette ville påføre en masse førtidspensionister og fik på mail garanti fra Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted for, at det ville de aldrig være med til. Bent Bøgsted udsendte desuden samme dag (1. juli-2008) en pressemeddelelse på partiets hjemmeside, hvori han gentog sit løfte:
”Det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at nedslidte og alvorligt syge førtidspensionister ikke skal plages af revurderinger og endeløse undersøgelsesforløb.”
Diskussionen døde ud på det tidspunkt, men den kommer helt sikkert igen, og så bliver det spændende om Dansk Folkeparti vil holde sit løfte.

Kun få har sikkert bemærket, at førtidspensionerne i forbindelse med den sidste ministerrokade, blev flyttet over i beskæftigelsesministeriet. Ligger der mon en skjult dagsorden bag denne flytning? Førtidspensionerne hører naturligt hjemme i socialministeriet. Når vi nu er flyttet over hos Støjberg, er det så fordi vi skal pines og piskes ud i formålsløse arbejdsprøvninger med henblik på at gøre os arbejdsduelige?
Denne usikkerhed om fremtiden vil være skyld i en masse angst og ødelagt liv hos mange førtidspensionister. Det er i forvejen meget svært at få bevilget en førtidspension. Faktisk er det en årelang proces, hvor man bliver undersøgt i hoved og røv og sendt fra Herodes til Pilatus. Når man (hvis man) får bevilget førtidspension, kan man endelig slappe af og prøve at få samling på sig selv. En sten bliver løftet fra ens hjerte, et åg bliver fjernet fra ens skuldre, når man ved, at man nu ”kun” har sin sygdom at slås med. Man skal ikke længere bekymre sig om sin økonomiske fremtid og ikke længere gå i en evig angst og bæven for det næste besøg hos en af de, der har ens skæbne i hænderne. Denne tryghed har regeringen taget fra os, ved at tale om at førtidspensionerne skal gøres midlertidige.

Den ændrede holdning til samfundets svage kommer til udtryk i de debatter der føres i aviser og på debatsider på internettet. Fx førte artiklen ”Folkeløn vil afhjælpe finanskrisen” af advokat emeritus Fritz Reuther i Politiken d. 13. januar i år til en voldsom debat, hvor kraftudtryk som nasserøve og parasitter blev brugt om mennesker på overførselsindkomst.
En endnu mere skræmmende tendens ser man på Konservativ Ungdoms hjemmeside. Her føres en nærmest uhyggelig debat. En debattør, der kalder sig Pragmatikeren, skriver den 4. juni følgende:
”Det er en skandale! Førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, SU-modtagere, pensionister og andre, er bare samfundsnassere!
De skal ikke have stemmeret! De yder ikke til samfundet, de får bare! Jeg mener, at man skal have egen dug og disk hvis man skal have stemmeret!”

Pragmatikeren er ikke alene om sine holdninger på KU’s hjemmeside. En del af de mennesker, der om 10-20 år sidder på Christiansborg, mener åbenbart seriøst at jeg og andre på overførselsindkomst skal fratages stemmeretten. Jeg skriver om det, men det er egentlig nyttesløst, for jeg har slet ikke ord til at beskrive hvor målløs og chokeret jeg er, og de skråsikre unge mennesker er vist uden for pædagogisk rækkevidde.

Liberalismens indtog i Danmark ses også i sundhedsvæsenet. For tiden er det fremme i medierne, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin tid som sundhedsminister favoriserede privathospitalerne. Det forarger mig, men undrer mig ikke. Jeg har i mange år haft den oplevelse, at regeringen havde et ønske om at nedbryde det offentlige sundhedsvæsen i forhold til det private. Tendensen er da også klar: De resursestærke tegner i stigende grad sundhedsforsikringer eller får dem foræret af deres arbejdsgiver. Vi andre, der ikke har denne mulighed, må nøjes med det mere og mere forringede offentlige sygehusvæsen.
Vi bevæger os mere og mere i retning af et samfund, hvor man kun kan få en ordentlig behandling, hvis man har pengepungen i orden. Sporene fra USA og New Zealand skræmmer, i hvert fald hvis man åbner øjnene, men det gør regeringen ikke. Den fortsætter bare sit ideologiske korstog, dog indpakket i sødmefyldt velfærdsretorik, for at ingen skal opdage dens sande hensigt.

De sidste mange år har verdensøkonomien haft det godt. Her i vores eget lille land gik det også bare derudad. I hvert fald hørte man konstant og hele tiden om hvor rige danskerne var blevet. Det var faktisk helt utroligt så godt det gik. Danskeren, hørte vi, havde så mange penge, at han til sidst ikke anede, hvad han skulle stille op med al denne rigdom. Fladskærmene i megastørrelse var nemlig indkøbt, blærerøvsbilerne funklede på rad og række i garagen, huset var udbygget og ombygget med velværelser og samtalekøkkener og jordomrejsen var foretaget. Den stakkels dansker blev simpelthen nødt til at investere i kunst for at få brugt bare en smule af sine mange penge.
I mens sad nogle af os og så måbende til for vores få kroner blev mindre og mindre værd. Fødevarepriserne steg i takt med resten af samfundets vækst, huslejen steg, alting steg, blot ikke vores indtægt. Vi fik sværere og sværere ved at klare os, men ingen syntes at bekymre sig om det, for ifølge det officielle glansbillede gik det jo ufatteligt godt, og jeg skal love for, at hvis man prøvede at ytre sin mening, fik man smidt en spand lort i hovedet: Skulle sådan en snylter, komme her og bide den hånd der fodrede den? Føj!

Resultatet af den politik der er ført under Fogh er, at flere er blevet fattige og flere er blevet rige, hvorimod mellemklassen er skrumpet ind. Polariseringen har fået tag i Danmark og den sammenhængskraft, som politikere fra alle partier påstår at være tilhængere af, forsvinder mere og mere. Cepos-drengene er blevet ophøjet til orakler, der uimodsagt får lov at sige i den bedste sendetid, at Danmark er det mest lige samfund i verden. Fattigdom eksisterer ikke her, påstås det, men de børn der ikke kan komme på ferie eller ikke kan få julegaver pga. forældres økonomiske situation, har nok en anden oplevelse. Hvert eneste år stiger andelen af trængte familier, der søger nødhjælpsorganisationer om julepakker, fordi de ikke selv har råd til et juletræ og flæskesteg.
Nej, vi har ikke fattigdom, som de fx har visse steder i Afrika. Folk dør ikke af sult i Danmark, men det der kaldes relativ fattigdom har vi og den er vokset som følge af den politik, der er ført under Fogh.
En gang imellem dukker enkeltsager op i medierne. Der grædes krokodilletårer i folkedybet som lindring for den kollektive dårlige samvittighed. Facebook oversvømmes af grupper til fordel for mennesker, der har fået en urimelig behandling af det skrantende velfærdssamfund. Det lyder så sødt og sympatisk, at en enlig mor, der optræder i Morgen-Tv i tiden op til jul, får hjælp af medlidende seere, men desværre må jeg sige, at det efterlader mig med kvalme. Den enlige mor er jo blot et symptom på, at der er noget rivende galt og at det velfærdssamfund, som det tog evigheder at opbygge, hastigt er på vej mod sit endeligt.
Hvad hjælper det alle de, der ikke magter at kæmpe sig vej til Tv-skærmene, at en enkelt familie oversvømmes af bidrag, kasser med mad og aflagt tøj? Hvad hjælper det alle dem, der ikke har et godt netværk, der kan stable indsamlinger på benene, at nogle få bliver hjulpet til behandling i udlandet, når det danske sundhedsvæsen har givet op?
Ønsker vi i Danmark tilstande som i USA, hvor velfærden er helt afhængig af velmenende middelklassehusmødre, der skaber mening i deres eget liv ved at lave suppe til de fattige. Problemet med denne form for pseudovelfærd er, at ingen har krav på den og at den uddeles fuldstændigt vilkårligt til dem der umiddelbart virker sympatiske nok til at modtage den. Resten af fattigrøvene kan sejle deres egen sø.

Fogh-regeringen gav skattelettelser, der gav allermest til de der i forvejen havde rigeligt med penge. De som tjente mindst eller var på overførselsindkomst fik kun en smule eller slet ingenting ud af det.
Når sociale projekter skulle sættes i værk, brystede VKO sig af sit samfundssind og viste sit gode hjerte frem, men man hentede pengene i satspuljen. Regeringen førte sig frem som de svages beskytter, men det groteske er at denne satspulje gennem mange år, er blevet finansieret ved at folk på overførselsindkomst har fået frataget 0,3 % af den årlige procentvise stigning de burde have haft. Som jeg har set det beskrevet med et meget sigende udtryk, så svarer det til at fodre hunden med dens egen hale. Af denne grund er blandt andet førtidspensionerne år for år blevet udhulet i forhold til den økonomiske udvikling i resten af samfundet.
Regeringen nægter, at der er sket besparelser og hvis der er, er det i hvert fald kommunernes egen skyld, lyder det fra Christiansborg. Men regeringen må påtage sig ansvaret, for det er den, der har holdt kommunerne i et jerngreb de sidste mange år. Skattestoppet skulle jo holdes uanset hvad, så kommunerne har måttet skære hårdere og hårdere ind til benet.

Ude i virkelighedens verden er der skåret i den offentlige service på trods af regeringens påstand om det modsatte. Folkeskolerne må nøjes med dybt forældede undervisningsmaterialer, rengøringen er mangelfuld, bygningerne nedslidte og toiletterne uhumske. De der bestemmer bliver mere og mere ligeglade. De har nemlig råd til at flytte deres unger over i privatskoler, hvor forholdene er en hel del finere.
Ligesådan er det med de offentlige sygehuse. Personalet render stærkere og stærkere. Bunkerne med prøvesvar vokser, mens patienterne bliver mere og mere syge eller i værste fald dør i ventetiden. Nullermændene i hjørnerne har deres helt eget liv. Når der engang imellem sker uundgåelige fejl, giver man ikke systemet skylden, men giver i stedet Sorteper videre til en ansat, der så korsfæstes af de sensationshungrende medier.
Og ligesom med skolerne er de der bestemmer bedøvende ligeglade, for når de bliver syge er der ingen ventelister og ingen nullermænd der danser i krogene. De får svar på deres prøver med det samme og behandlingen og pussenusseriet bliver indledt øjeblikkeligt. Sandheden fra den gamle børnesang er desværre meget aktuel: ”Har du penge, så kan du få og har du ingen, så kan du gå.”

Jeg respekterer Fogh som en dygtig og ambitiøs politiker. Ud fra det billede, der tegnes af ham i medierne, virker han som en ordentlig fyr. Sådan en der kan holde en aftale og som gør sig stor umage med de projekter han sætter i værk. To egenskaber jeg selv sætter højt. Desuden er jeg meget enig med ham i at ytringsfriheden skal vægtes højt. Han og jeg er enige om, at vi har ret til at være uenige med hinanden og at vi begge har ret til at sige vores mening. Hvis Anders Fogh læser denne artikel, vil han måske benytte lejligheden til at sige mig imod, men han vil aldrig prøve at forhindre mig i at sige hvad jeg mener.

Trods min ros til Fogh, er jeg ked af og bekymret over den udvikling, han har sat i gang i Danmark. Jeg tror desværre, at de fleste danskere går rundt i blind uvidenhed om, hvor vi er på vej hen. Så længe de selv sidder på flæsket, kan de velbehageligt bevare illusionen om, at alt er godt. De opdager først den nye virkelighed den dag, de selv har brug for hjælp, og det sikkerhedsnet de troede var udspændt under dem, viser sig at være borte med blæsten.

Fogh strøg som en storm over Danmark. Da stormen endelig stilnede af, var alting forandret.