lørdag den 19. juni 2010

Men så begyndte Susie Simple at synge…

Historien om Susan Boyle bevæger mig dybt. Hun blev drillet, kaldt Susie Simple og var sin hjembys særling. En halvgammel jomfru, der boede alene med sin kat Pebbles.

Man så det i publikums ansigter i salen den aften. De lugtede blod! Nej, hvor skulle hun dog gøre sig til grin denne kejtede grimmerjan, der stod der på scenen i sin konekjole og troede at hun skulle være den nye Elaine Paige. Foragtens udtryk stod mejslet i deres ansigter. Det var det udtryk alle mobbede børn kender, det hovne, det hånlige, det selvhævdende, bedrevidende. Det er den slags man krymper sig under, når man er den lille, den der er udset af den ubarmhjertige flok til at være prygelknabe for alle deres frustrationer og alt deres akkumulerede ondskab.

Men så begyndte Susie Simple at synge…

Og hermed gav hun alle de mobbede, de underlige, særlingene og de grimmeste blandt grimme ællinger håb. Det er sikkert både dumt og plat og fuldstændigt urealistisk at forestille sig, at jeg nogensinde vil kunne gøre noget, der kan gøre indtryk på verden sådan som Susan Boyles sang gjorde. Ikke desto mindre er det det håb hun tænder.

Da Susan Boyle var færdig med at synge, fik hun stående applaus af det publikum der få minutter tidligere havde været parat til at buhe hende ud. Dommerne var målløse og synligt berørt. Derefter gik det stærkt. Susan Boyles optræden blev set på TV og youtube af millionvis af mennesker og selvfølgelig fik hun pladekontrakt og solgte fuldstændigt vildt.

Hun synger vidunderligt, hende Susan, men hendes største bedrift er det håb hun lægger i hjerterne hos millioner af særlinge verden over. Vi så det, alle vi grimme ællinger, at det virkelig kan lykkes en dag at springe ud som en smuk svane. Måske sker der aldrig, men hver gang jeg hører Susan Boyle synge tror jeg på det…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar