torsdag den 24. juni 2010

Den sande højtid

Konen kigger ikke bøst på mig, når jeg iklæder mig mit mest praktiske og afslappede tøj, for på Sankt Hans aften behøver man ikke at være pænt klædt på bare fordi man skal ud. Sankt Hans aften er nemlig ikke opstyltet og selvhøjtidelig. Den er bare sådan sit helt eget afslappede selv og så er den i øvrigt min yndlingshøjtid. På sådan en dejlig sommeraften skal man bare hygge sig, drikke en bajer og holde sin kone i hånden, mens man brummer med på Midsommervisen og glor på et bål. Sankt Hans er den bedste højtid, netop fordi den ikke er en højtid. Den er ikke spækket med forventninger, der alligevel ikke kan opfyldes. Den er ikke forurenet af dårlige familieminder, og den er ikke en sort sump af savn skabt af alt det der mislykkedes.
Når man ikke har kontakt med sin nærmeste familie er julen mest af alt en pest. Derudover er den pissedyr og man bliver endnu federe, end man var i forvejen. Allerede nu kan jeg blive helt træt ved tanken om alle disse forbandede helligdage behængt med papnisser og glitterværk og alle de pladdersalmer, man skal synge med på, selvom man ikke tror på en disse af det. For pokker det føles mere og mere falsk, for hvert år der går. Og hvid jul, som vi havde sidste år, vil jeg gerne have mig frabedt, for det er fandeme jo livsfarligt at køre rundt og handle ind på sin cykel.

Næ, Sankt Hans aften er lysets højtid i bogstaveligste forstand. Hermed mener jeg ikke noget religiøst, men simpelthen bare solens lys, som der er så rigeligt af på denne årstid. Solens lys gør noget særligt ved menneskesindet og de bølgende, støvgrønne marker. De lange lyse aftener opfordrer til gåture i adstadigt tempo med ord der flyder så let og indforståede smil der udveksles med hende man deler seng, bord og liv med. ”Sådan er den sande højtid” som Trille sang engang i sin hyldest til hverdagen.

Til Sankt Hans synger vi om hyld der dufter i stuen ind og korn der modnes i sommervind og om skyer der sender velsignelser over marken, men ikke om en hellig jomfru, der bliver bollet tyk af helligånden og engle og den slags sludder, som jeg næsten ikke mere kan holde ud at høre på.

Jeg vil nyde tiden her omkring Sankt Hans i fulde drag: Frodigheden, lyset, den hvide bænk under parasollen, hunden og min smukke kone der solbader, når hun kommer hjem fra arbejde og så vil jeg prøve at glemme at den næste jul nu er tættere på end den forrige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...