Jeg er sgu ikke parkeret!

Udtrykket at være parkeret på førtidspension er gået hen og blevet politikernes yndlingsudtryk. De bruger det alle sammen fra højre til venstre, når de taler om hvor forfærdeligt det er med alle disse psykisk syge, der er parkeret på førtidspension. Ærlig talt så hænger det udtryk mig langt ud af halsen.
Jeg kan godt se, at det er noget skidt, hvis samfundet sætter unge mennesker på pension i stedet for at tilbyde behandling, der måske kunne hjælpe den syge til et bedre liv. Men, og der er et stort men, jeg føler at denne måde at tale om mennesker på er dybt nedværdigende. Da jeg fik pension var det sgu ikke fordi jeg blev parkeret! Kunne det måske tænkes, at det udtryk er kommet ind i sproget for at man kan gøde jorden for forringelser på førtidspensionsområdet. Hvis de stakkels førtidspensionister bare er parkeret, så er det jo nærmest for deres egen skyld, hvis de kan blive smidt ud på arbejdsmarkedet. Og i så fald behøver beslutningstagerne jo ikke at skamme sig, for de har jo frataget førtidspensionisterne deres livsgrundlag af ren og skær kærlighed og omsorg.

For pokker hvor ville jeg ønske, at de der skaber al denne utryghed, kunne se ind i hjernen på mig og andre førtidspensionister. At de blot et øjeblik kunne opleve al den angst og utryghed, der fylder sindet, når man skal være bange for at man pludselig skal fratages grundlaget for det liv, man endelig på trods af sine skavanker har formået at bygge op.

Endnu engang har vi set hvordan fagbevægelsen kan samle til stor demonstration, når lønmodtagernes interesser trues. Det er kun godt at regeringen får noget modstand, men som førtidspensionist kan man godt føle sig temmelig alene i verden, når forringelser truer forude. Vi har nemlig ingen store interesseorganisationer der kæmper for os. Nu lurer førtidspensionsreformen om få måneder og vi har i den grad brug for politikere der har hjerte og hjerne til at ville kæmpe for os. Gode folk, der kan forstå, at vi ikke har brug for forringelser og utryghed, men for ro og sikkerhed. Jeg var dybt taknemlig, da jeg fik bevilget førtidspension pga. min psykiske tilstand. Det gav mig endelig den tryghed der skulle til, for at jeg kunne begynde at leve. Den psykiske skrøbelighed/sygdom var ikke væk, men den blev nemmere at leve med, når det økonomiske var på plads. I dag er jeg bare bange. Rigtig, rigtig bange for de politikere der hele tiden påstår at de vil mit bedste.