mandag den 29. marts 2010

Ytring

Tanker om ord og hvad de kan bruges til
Vi bruger alle sammen ord hele tiden. I begyndelse var ordet, siges det i en berømt bog og selvom jeg ikke ligefrem er fan af omtalte værk, er det så sandt som det er sagt. I begyndelsen er nemlig altid ordet. Det er det der sætter ting i gang. Den der har ordet i sin magt, kan forandre verden. Derfor skal vi have respekt for ordet. Vi må forsvare retten til at bruge ordet, men også altid være på vagt, for den der har ordet i sin magt kan bruge eller misbruge det, alt efter hvad der falder ham mest naturligt. Hitler var en retorisk mester, der var i stand til at forføre millioner. Martin Luther King havde en dagsorden, der er meget nemmere at synes om. De gamle optagelser af hans taler, går stadig dybt i folks hjerter og det er nærmest så hårene rejser sig på armene, når man hører ham sige: I have a dream… At have ordet i sin magt havde de to herrer til fælles. Deres mål var så forskelligt som dag og nat.
Er ytringsfriheden for alle? Gælder den hele tiden? Det er jo temmelig paradoksalt, at Politiken for 2½ år siden tordnede mod Muhammed-tegningerne, mens Jyllandsposten forsvarede ytringsfriheden. I disse dage i september 2009 er det nemlig lige omvendt. Politiken har trykt jægersoldaten Thomas Rathsacks bog ”Jæger – i krig med eliten” i ytringsfrihedens navn og nu er det så Jyllandsposten, der slår sig for brystet og er forargede. Jeg er forvirret på et højere plan. Hvem er det egentlig der ønsker, at vi skal have ytringsfrihed i dette land? Og skal ytringsfriheden kun gælde, når det lige passer i ens politiske kram?
Dansk Folkeparti vil gerne fremstå som ytringsfrihedens stolte forsvarere. De vil have lov at sige at indvandrere formerer sig som kaniner og at sammenligne det muslimske tørklæde med hagekorset. Partiets ungdomsafdeling morer sig med en kampagne, der sammenligner SF-vælgere med rotter, men hvis man vover at synge i en revyvise, at Pia er en møgsur ged, så gælder ytringsfriheden ikke længere. Næ, der må da være en kant! Sådan noget fjernes af censuren.
Fra VKO kommer forslaget om at forbyde foreningen Kirkeasyl. Det er nærmest chokerende, at en forening af mennesker, der handler ud fra et næstekærligt menneskesyn skal risikere at blive forbudt her i Danmark, hvor foreningsfrihed og ytringsfrihed ellers har været værdier der blev vægtet højt. Det er i den grad uhyggeligt og dog er der ikke den store røre i andedammen. Sådan har danskerne åbenbart affundet sig med at verden ser ud. Måske vi først lægger mærke de tabte værdier, når det er alt for sent.
Samtidig med forslaget om at forbyde Kirkeasyl kommer et forslag om en såkaldt lømmelpakke. Straffen for at deltage i ulovlige demonstrationer tidobles. Man bruger det trick at kalde det en lømmelpakke. Befolkningen skal forføres, for de fleste af os er vel enige i, at det er totalt uacceptabelt at unge går ud og ødelægger København, smider med brosten mod politiet og brænder uskyldige borgeres biler af. At lømlerne skal straffes er kun rimeligt. Desværre tror jeg det her forslag rammer meget bredere og faktisk er undergravende for retten til at sige magthaverne imod. Retten til at demonstrere er i fare, for almindelige mennesker kan risikere at befinde på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, hvis politiet pludselig bestemmer at en demonstration skal opløses. Vold er aldrig i orden. Politifolk er mennesker som alle os andre. De skal kunne gå trygt på arbejde og komme sikkert hjem til deres familier, men civil ulydighed kan være nødvendigt. Det er det man prøver at forhindre med dette forslag. Klimatopmødet i København har været planlagt i flere år. Indtrykket af de indledende manøvrer er desværre, at de resultater, der kan nås slet ikke er tilstrækkelige. Derfor er der selvfølgelig en flok miljøbevidste, der vil prøve at komme til orde. Det forsøger regeringen at forhindre.
Personligt tror jeg hverken på Allah, Jesus eller Sai Baba. Jeg tror ikke på nogen som helst Gud, men jeg tror på, at alle mennesker skal have ret til at tro på, mene og klæde sig i hvad som helst, så længe de ikke trækker det ned over hovedet på andre. Alle har ret til at tro hvad de vil, men ingen har ret til at lemlæste andres kønsorganer, fordi de med udgangspunkt i kultur eller tro bilder sig ind det er rigtigt at gøre sådan. De kan skære i deres egne, hvis de har den slags ideer! Ingen har ret til at undertrykke andre og forhindre dem i at tilegne sig viden. Ingen har ret til at fratage to voksne mennesker retten til at gifte sig.
”Man skal ikke gøre grin med folks religion!” blev det sagt i kølvandet på Muhammed-tegningerne. Hvorfor? spørger jeg så. Er humoren ikke et vidunderligt våben? Hvis religiøse ignoranter gør vold på anderledes tænkendes ret til at udtale sig, skal vi så bare tavse se til, fordi der er en uskreven regel om, at de hellige er urørlige? Er satire ikke netop en udmærket metode til at gøre opmærksom på noget, der er uacceptabelt eller bare dumt? Når mennesker bliver overfaldet, truet og endda myrdet for at udtale sig kritisk om religion, ja så er det netop at vi skal bruge ordet og tale dem midt imod. Når de religiøse tillader sig at mene, at min måde at leve på er vederstyggelig og syndig, blot fordi jeg elsker en af mit eget køn, skal de ikke regne med at jeg holder min mund. Når de tilsidesætter og undertrykker al sund fornuft og videnskabeligt beviste kendsgerninger og bilder sagesløses børn ind, at Jorden blev skabt på 6 dage for 6000 år siden og andet nonsens, må de regne med modstand. Når de undertrykker kvinder med middelalderlige skikke, så skal de altså ikke tro, at resten af verden bare skal holde kæft og acceptere, at alt er i orden og uangribeligt, så længe de bare henviser til deres tro. Når et religiøst overhoved gør sig skyldig i spredning af AIDS, fordi han i sin uforstand mener at kondomer er syndige og tordner mod kvinders ret til abort, så må vi der har en anden mening have lov, og vel nærmest også pligt, til at sige ham utvetydigt imod.
Ordet er stærkt og vi skal passe rigtigt godt på retten til at bruge det. Vi skal altid have retten til og muligheden for at ytre os kritisk om regeringen, autoriteter og religiøse fanatikere. Vi skal altid kunne sige højt, klart og tydeligt, når noget er forkert, stupidt eller uretfærdigt. At vi har den dyrebare ytringsfrihed for tid og evighed, må vi aldrig tage som en selvfølge. Ordet kan nemlig nemt blive taget fra os, hvis vi ikke forsvarer retten til at have det. Mine alarmklokker ringer, når foreninger, religiøse beklædningsgenstande og bøger søges forbudt og når retten til at demonstrere beskæres. Faktisk så både undrer og skræmmer det mig, at der ikke lyder et bimlende, altoverdøvende kor af alarmklokker ud over det ganske, danske land. Det burde der gøre!
Jeg vil slutte med et citat fra den danske Grundlov:
§ 77 Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Laila Ammitsbøl

(Denne artikel har tidligere været bragt i magasinet KongGraas)