tirsdag den 30. marts 2010

Den usynlige førtidspensionist

Mennesker er deres arbejde. De fortæller om deres arbejde. Elsker eller hader deres arbejde. De kalder sig lærere, sekretærer, sundhedsplejersker osv. "Hvad laver du?" er det evigt gentagede spørgsmål mellem mennesker.

Jeg ved ikke hvordan andre førtidspensionister har det, men jeg ved hvordan jeg har det. Jeg hader og frygter spørgsmålet "hvad laver du?". Faktisk laver jeg mange ting indenfor de rammer min besværlige psyke har sat for mig, blogger fx, men det er jo ikke det de vil vide, for i deres optik laver jeg ingenting og det er faktisk pinligt kan jeg se i deres øjne. De ved ikke rigtigt hvor de skal kigge hen, når jeg har indrømmet min lidet flatterende titel.
Måske spørger de første gang, man ser dem, om hvorfor man er førtidspensionist, og det kan faktisk være lidt pinligt. I hvert fald føler jeg mig utilpas ved at skulle fortælle om noget så privat som min psykiske tilstand til mennesker jeg endnu ikke kender.
Egentlig ville jeg jo ønske, at de bare interesserede sig for mine interesser og for hvem jeg er som menneske i stedet for denne rådne titel, som vi åbenbart alle sammen skal måles efter. denne ubarmhjertige målestok, der deler mennesker op i de accepterede og de uantagelige.
Efter dette første indledende "vi skal lige vide hvem vi har over for os" hører interessen op.

Og så sidder man der, mens de snakker om deres vigtige problemer og vigtige oplevelser på deres vigtige jobs og vil måske sige noget en gang imellem. Fortælle lidt om de ligegyldige ting man laver i sin ligegyldige hverdag, men det er som om de slet intet hører. Som om man slet ikke har sagt noget som helst, for de taler bare hen over ens ord til ordene til sidst bliver ganske små, nærmest uhørlige. Og til sidst tier man...
Jeg tier helt stille, for det kan alligevel ikke betale sig at prøve at fortælle noget, og så er det jeg faktisk bare glæder mig til at skulle hjem eller, hvis de er på besøg, til at de beslutter sig for at køre. Hvis man alligevel er ensom, er det ligesom meget mere naturligt at være det, når man er alene.

2 kommentarer:

  1. Det sidste afsnit, du skriver, er lige nøjagtig sådan jeg selv tænker...
    Langt ind i sjælen råber ensomheden på mig, selv der i mængden af mennesker, som kun kan måle sig selv og andre på deres forbistrede "arbejde" ...

    SvarSlet
  2. Ja, man skal nok have oplevet det selv for at forstå det. Tak for din kommentar! Når man nogle gange føler sig lidt udenfor og ensom, er det godt at vide, at der sidder nogen derude et sted og tager det til sig man siger.

    SvarSlet