mandag den 29. marts 2010

En outsider bliver trendy

Jeg har hele mit liv været umoderne! Mit tøj har altid, uanset hvilke stygge beklædningsgenstande moden beordrede kvinder at gå i, været vamsede trøjer, cowboybukser og vandresko. Altid af maskulint tilsnit. Mine madvaner har de sidste par årtier været uforståelige for det flæskestegselskende Danmark og min manglende uddannelse og prestigeforladte status som førtidspensionist, har gjort mig til noget af det mest utrendy der findes inden for landets grænser. Læg så oveni at jeg er lesbisk, mine bryster er alt for lange og mit hår er helt forkert. Got the picture?
Nu er jeg pludselig havnet i den mærkelige situation, at jeg ganske uforskyldt og til min store overraskelse er ved at blive trendy. Mine spisevaner er i hvert fald. I anledning af klimatopmødet i København i december, er der begyndt at dukke artikler op i aviserne omkring vegetarisk eller delvis vegetarisk livsstil. Anerkendte forskere belærer folk om, hvor meget det vil betyde for klimaet, hvis kødforbruget reduceres. For få år siden var bare tanken om at forbyde rygning på restauranter og i offentlige transportmidler fuldstændig uhørt og fanatisk. I dag er holdningen ændret totalt. Det er en selvfølge, at man ikke skal forpestes af røg, når man går ud at spiser. Kan der virkelig være ved at ske et lignende paradigmeskifte i holdningen til mad? For mig ser det sådan ud: Først kommer forskerne, så følger de politisk korrekte, overskudsagtige og pludselig en dag følger den brede befolkning efter.
Jeg får ofte spørgsmålet: Hvorfor er du vegetar? Jeg svarer pænt, men undrer mig over at skulle forklare mine madvaner. Min føde er sund, pynter gevaldigt på CO2-regnskabet og taler vi om at mætte hele jordens befolkning, er den vegetariske livsstil også at foretrække. En sæk korn mætter mange flere munde, hvis den spises direkte, i forhold til hvis den skal passere gennem et dyr og blive til kød.
Der er altså masser af gode grunde til at leve vegetarisk, både for den enkelte og set i globalt perspektiv. Derfor er det da underligt, at det er mig der altid skal forklare, hvorfor jeg vælger at leve som jeg gør. Man kunne med meget større ret stille spørgsmålet: Hvorfor har du valgt at spise kød? Og måske er det det spørgsmål, der vil være dominerende i en ikke så fjern fremtid.
Jeg glæder mig i hvert fald til den dag, hvor jeg slipper for at høre den her: ”Hvad kalder man det når en vegetar slår en skid? En fibersprængning! Ha, ha, ha…”