tirsdag den 1. maj 2012

1. maj - en sorgens dag

Denne dato vækker minder. Som ung gik jeg til 1. maj arrangementer og sang med på de røde sange. Sangene og talerne handlede om solidaritet og kampen for lighed og jeg følte vel nok, at jeg var lidt med, selvom jeg jo godt nok ikke var med på arbejdsmarkedet, da jeg allerede dengang var uarbejdsdygtig pga. min psykiske tilstand. Når talerne blev holdt af SF, Socialdemokratiet, VS og fagforeningsrepræsentanterne, så blev jeg rørt i mit røde hjerte. Desværre er det kun minder, for solidaritet er blevet et fy-ord og velfærd er noget man er i gang med at afvikle og lønmodtagerne er ikke solidariske med andre end sig selv.

Det er det ti års borgerligt styre har bragt Danmark. Ja, faktisk kan man kun beundre Anders Fogh for at have opnået det han ville, nemlig fundamentalt at ændre det danske samfund, så alle nu tror at al sygdom og alle ulykker er selvforskyldte. Enhver er sin egen lykkes smed og når Anders kan blive generalsekretær kan alle andre vel også, hvis bare de gider.

Arbejd, arbejd, arbejd! Det er det eneste der gælder og tilhører du ikke den arbejdende del af befolkningen, så er du en skide parasit, der spiller syg for at nasse på dem der smører leverpostejsmadder og render rundt i orange kedeldragter.

Den 1. maj er ikke længere solidaritetens dag. I dag er 1. maj en sort sorgens dag, for her i 2012 står dagen som en trist mindesten over det velfærdssamfund vi havde engang. Den 1. maj er i dag en hyldest til hykleriet, for i dag står Thorning og hendes medsammensvorne og taler om solidaritet og inklusion, i skyggen af det største svigt, det største løftebrud, der nogensinde er sket i dansk politik.
Den 1. maj 2012 er bedragets dag. På denne dag tager politikerne den røde maske på og fortæller alt andet end sandheden. De stiller sig op på talerstole og fortæller om uenigheden mellem rød og blå blok, men de gør det ikke fordi der reelt er en uenighed. De gør det for at fastholde befolkningen i løgnen.
De fortæller løgnehistorier om al den kærlighed og omsorg de har tænkt sig at overøse fysisk og psykisk syge med, for ingen skal da, siger de, efterlades på en perron og ingen skal da parkeres på en overførselsindkomst. Siger de det af deres gode hjerte? Nej, de siger det for at gøre besparelserne overfor de fattigste spiselige. De siger det for at få den store hob, der endnu har helbredet i behold til at tro dem. For tror man på dem, så er man ligesom selv forsikret mod ulykker.

Det er som en slags forsikring mod at det onde rammer en selv, når man vedtager, at sygdom og ulykker kun rammer de svagelige i ånden. Det er sådan lidt ligesom at sige 7-9-13, at banke under bordet eller at krydse fingrene. Det er sådan en slags overtro, men ikke desto mindre, er det den holdning der gennemsyrer det danske samfund i dag. Alle er bange for at ende i det der betragtes som samfundets affaldsbunke. Folk strammer sig an, ignorerer stress og finder sig i lidt ekstra fra arbejdsgiveren, for ingen vil ende derovre i bunken blandt iglerne, parasitterne, de parkerede på overførselsindkomst. Man ser jo hvor foragtede de er og man foragter dem også lidt selv, for tvivlen er der altid og den skal sandelig ikke komme de sigtede til gode. Tvivlen hvisker: Er det ikke bare fordi de ikke gider at arbejde? Er hun nu så syg, som hun siger? Er hun ikke bare groet fast på sofaen i ren og skær selvmedlidenhed? Ligger hun ikke bare og klør sig i røven og æder Marabou og drikker cola dagen lang? Er det ikke bare skaberi med den depression, han påstår han har? Vi andre er jo også lidt triste engang imellem. Har hun nu så ondt som hun siger? Er fibromyalgi, PTSD og piskesmæld ikke bare fupdiagnoser, som bekvemt kan bruges af dovne svin til at rage til sig af de penge de ikke selv gider at tjene?
Og de derovre, affaldet, velfærdssamfundets uoverkommelige belastning, krymper sig i skam. Kravler i en krog og gemmer sig, som dyret der vejrer fare.

I dag er 1. maj en sorgens dag. Den kan ikke længere bryste sig af at være solidaritetens dag, for solidariteten er stendød og velfærdssamfundet ligger på sit dødsleje. Der lefles for dem som smører leverpostejmadder, men gives allermest til dem der sidder på toppen af kransekagen og har de fedeste lønninger. Klapjagten er sat ind på førtidspensionister, fleksjobbere og kontanthjælpsmodtagere. De der har allermindst, skal flås og piskes allermest. Det mest groteske er at det nu gøres af en såkaldt rød regering.

I dag, den 1. maj 2012, skal ingen synge. I dag skal Dannebrog gå på halv og i dag skal Helle, Villy og kumpanerne ikke holde tale. Nej, de skal tie og bøje hovedet i skam over deres svigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar