For det meste nyder mennesker at få ret, men der findes
undtagelser. Nogle gange ville man bare ønske, at man havde taget fejl. Når jeg
i årevis har skrevet om, at holdningen til førtidspensionister bevægede sig i
en farlig retning, så håbede jeg, at jeg tog fejl og at folkestemningen
mirakuløst ville vende og bevæge sig i en mere human retning.
Jeg har mange gange nævnt, at vi var inde i en udvikling,
hvor det blev mere og mere legalt at sparke nedad og skyde skylden for
alverdens ulykker på førtidspensionister.
Nogle har sagt, at jeg skulle lade være med at overdrive, og
at jeg ikke skulle tage det alvorligt, når førtidspensionister i debatter blev
kaldt nassere, igler og lignende. Jeg ville af hjertet ønske, at de som sagde sådan
havde fået ret, at mine forudsigelser og advarsler blot var fantasifostre
opstået i min hjerne. Sådan er det bare ikke gået.
Tværtimod er der sket det, at den hadske stemning, der var
mod os i primitive debatter, som dem der konstant kører på 180grader.dk, nu har
spredt sig til store dele af befolkningen, og denne hadske stemning er i høj
grad hjulpet på vej af landets politikere.
Mange af os var lykkelige den dag, vi fik en såkaldt rød
regering, for vi håbede, at der så ville blive ført en politik, der gav større
lighed og retfærdighed. Hvor blev vi dog fælt skuffede!
I årene med en borgerlig regering blev det sværere og
sværere at være førtidspensionist. Specielt de af os der har de laveste ydelser
oplevede, at det blev vanskeligere at få pengene til at slå til. Op til finanskrisen,
hvor resten af samfundet væltede sig i et nærmest svinsk overforbrug, fik vi
mindre og mindre at handle ind for. Men ingen ville høre, når jeg og andre
førtidspensionister prøvede at råbe op om uretfærdigheder som satspuljen og
gensidig forsørgelsespligt, som er noget af det, der ødelægger økonomien for
mange. Ingen ville høre, når vi skrev om de store forskelle, der er i de beløb
førtidspensionister får. Ingen ville høre på noget som helst.
Derfor vejrede jeg og andre morgenluft, da det viste sig, at
Danmark fik en rød regering, men vi blev slemt snydt og gik fra asken til
ilden. Inger Støjbergs parkeringsretorik blev ikke lagt på hylden, men blev i
stedet taget frem, finpudset og brugt igen og igen af de nye ministre. Der blev
lavet mærkelige politiker-stunts, der ”beviste” at der ikke findes fattigdom i
Danmark. Der blev pustet til den ild, som indre svinehunde elsker at varme sig
ved. I nogle år havde svinehunden mæsket sig i hadet mod indvandrere. Nu fik den i stedet smag for foragten for fattige og syge. Den kastede sig frådende over de som ikke kan forsørge sig selv. Blod flød fra dens kæber, men den slags tager svinehunde sig ikke af. Jo mere blodigt jo bedre.
Skatteminister Thor Möger kom med sit udspil til en
skattereform. Han snakkede om leverpostej, kedeldragter og orange veste og
gjorde meget ud af at fortælle, at denne skattereform er for de som arbejder.
Han pustede endnu engang til den ild, der brænder sig som en kile ned gennem det
danske samfund og deler mennesker op i de nyttige og de besværlige.
Karen Hækkerup og Mette Frederiksen talte skingert om ret og pligt og kuglestøderen og Øzlem lavede deres Carina-stunt, der mere effektivt end noget andet, fik den brede befolkning til at harmes over de velbeslåede på overførselsindkomst.
I samlet flok fortalte de om førtidspensionisterne, der har en indtægt på 17.000 kr. Og lige meget hvor mange gange førtidspensionister med en meget lavere indtægt protesterede, så blev sandheden ignoreret og fortiet af samtlige medier.
De nyblå ministre får støtte fra store dele af befolkningen, for
det er så dejligt at have et sted at placere Sorteper. Det føles så godt at
vedtage, at der er en befolkningsgruppe der intet fortjener, fordi den helt
selvforskyldt intet yder. Og det føles godt at glemme, at man ikke selv er
usårlig, at det en dag kunne blive en selv, der blev slået til jorden af arbejdsløshed,
sygdom eller ulykke.
Nu afventer vi hvad alle disse spareøvelser, kaldet
reformer, bringer. Sikkert er det, at det ikke bliver nemmere at
være syg og på førtidspension. Svinehunden knurrer ildevarslende. Hvor længe mon
der går før dens tænder sidder i vores kød?
Dans på tornede roser
Denne bog giver indblik i, hvordan verden ser ud set med en førtidspensionists øjne. Første del skildrer forfatterens egen vej til førtidspension og giver et indblik i, hvordan det er at leve med et psykisk handicap. Anden del består af blogindlæg skrevet gennem 3½ år. De beskriver hvordan man som førtidspensionist føler sig presset af dårligere og dårligere økonomi, af hadefulde ytringer i diverse debatter og af politikere der konstant truer med at hive tæppet væk under en, samtidig med de påstår de vil ens bedste
Ingen kommentarer:
Send en kommentar