lørdag den 14. april 2012

Svinehundens fede år


For det meste nyder mennesker at få ret, men der findes undtagelser. Nogle gange ville man bare ønske, at man havde taget fejl. Når jeg i årevis har skrevet om, at holdningen til førtidspensionister bevægede sig i en farlig retning, så håbede jeg, at jeg tog fejl og at folkestemningen mirakuløst ville vende og bevæge sig i en mere human retning.

Jeg har mange gange nævnt, at vi var inde i en udvikling, hvor det blev mere og mere legalt at sparke nedad og skyde skylden for alverdens ulykker på førtidspensionister.
Nogle har sagt, at jeg skulle lade være med at overdrive, og at jeg ikke skulle tage det alvorligt, når førtidspensionister i debatter blev kaldt nassere, igler og lignende. Jeg ville af hjertet ønske, at de som sagde sådan havde fået ret, at mine forudsigelser og advarsler blot var fantasifostre opstået i min hjerne. Sådan er det bare ikke gået.
Tværtimod er der sket det, at den hadske stemning, der var mod os i primitive debatter, som dem der konstant kører på 180grader.dk, nu har spredt sig til store dele af befolkningen, og denne hadske stemning er i høj grad hjulpet på vej af landets politikere.

Mange af os var lykkelige den dag, vi fik en såkaldt rød regering, for vi håbede, at der så ville blive ført en politik, der gav større lighed og retfærdighed. Hvor blev vi dog fælt skuffede!

I årene med en borgerlig regering blev det sværere og sværere at være førtidspensionist. Specielt de af os der har de laveste ydelser oplevede, at det blev vanskeligere at få pengene til at slå til. Op til finanskrisen, hvor resten af samfundet væltede sig i et nærmest svinsk overforbrug, fik vi mindre og mindre at handle ind for. Men ingen ville høre, når jeg og andre førtidspensionister prøvede at råbe op om uretfærdigheder som satspuljen og gensidig forsørgelsespligt, som er noget af det, der ødelægger økonomien for mange. Ingen ville høre, når vi skrev om de store forskelle, der er i de beløb førtidspensionister får. Ingen ville høre på noget som helst.

Derfor vejrede jeg og andre morgenluft, da det viste sig, at Danmark fik en rød regering, men vi blev slemt snydt og gik fra asken til ilden. Inger Støjbergs parkeringsretorik blev ikke lagt på hylden, men blev i stedet taget frem, finpudset og brugt igen og igen af de nye ministre. Der blev lavet mærkelige politiker-stunts, der ”beviste” at der ikke findes fattigdom i Danmark. Der blev pustet til den ild, som indre svinehunde elsker at varme sig ved. I nogle år havde svinehunden mæsket sig i hadet mod indvandrere. Nu fik den i stedet smag for foragten for fattige og syge. Den kastede sig frådende over de som ikke kan forsørge sig selv. Blod flød fra dens kæber, men den slags tager svinehunde sig ikke af. Jo mere blodigt jo bedre.

Skatteminister Thor Möger kom med sit udspil til en skattereform. Han snakkede om leverpostej, kedeldragter og orange veste og gjorde meget ud af at fortælle, at denne skattereform er for de som arbejder. Han pustede endnu engang til den ild, der brænder sig som en kile ned gennem det danske samfund og deler mennesker op i de nyttige og de besværlige. 
Karen Hækkerup og Mette Frederiksen talte skingert om ret og pligt og kuglestøderen og Øzlem lavede deres Carina-stunt, der mere effektivt end noget andet, fik den brede befolkning til at harmes over de velbeslåede på overførselsindkomst.
I samlet flok fortalte de om førtidspensionisterne, der har en indtægt på 17.000 kr. Og lige meget hvor mange gange førtidspensionister med en meget lavere indtægt protesterede, så blev sandheden ignoreret og fortiet af samtlige medier.

De nyblå ministre får støtte fra store dele af befolkningen, for det er så dejligt at have et sted at placere Sorteper. Det føles så godt at vedtage, at der er en befolkningsgruppe der intet fortjener, fordi den helt selvforskyldt intet yder. Og det føles godt at glemme, at man ikke selv er usårlig, at det en dag kunne blive en selv, der blev slået til jorden af arbejdsløshed, sygdom eller ulykke.

Nu afventer vi hvad alle disse spareøvelser, kaldet reformer, bringer. Sikkert er det, at det ikke bliver nemmere at være syg og på førtidspension. Svinehunden knurrer ildevarslende. Hvor længe mon der går før dens tænder sidder i vores kød?

©Laila Ammitsbøl 

Dans på tornede roser 
Denne bog giver indblik i, hvordan verden ser ud set med en førtidspensionists øjne. Første del skildrer forfatterens egen vej til førtidspension og giver et indblik i, hvordan det er at leve med et psykisk handicap. Anden del består af blogindlæg skrevet gennem 3½ år. De beskriver hvordan man som førtidspensionist føler sig presset af dårligere og dårligere økonomi, af hadefulde ytringer i diverse debatter og af politikere der konstant truer med at hive tæppet væk under en, samtidig med de påstår de vil ens bedste

Ingen kommentarer:

Send en kommentar