mandag den 28. maj 2012

Hundsk


Vi har altid vidst, at vores cairn terrier Frynse er en speciel dame. Da vi for ni år siden hentede hende fik vi at vide af familien hun var født hos, at hun var terrier med stort T. Frynse var ene dame i et kuld på fire og havde så snart hun kunne stavre rundt på sine fire målbevidste ben, taget den totale føring i søskendeflokken. Hendes tre hvedefarvede brødre havde ikke et vov at skulle have sagt i hendes nærhed og de voksne hunde måtte finde sig i at det lille sorte bæst, stjal mad fra dem og ikke respekterede deres ellers overordnede rang i flokken. De første par gange vi var nede at hilse på vores hvalp var hun en sød lille klump vi kunne have i hånden og som vi selvfølgelig glædede os som vanvittige til at få hjem, men den dag vi hentede hende (og det var for sent at ændre mening), viste hun sit sande jeg. Hun lå med alle fire i vejret og blottede sit gebis, mens hun vred sig og sagde uhyggelige lyde. Faktisk var min første tanke ved dette syn, at hun på en prik lignede den tasmanske pungdjævel. Siden har jeg i årenes set denne slående lighed mange gange. Den sidste bedrift hun præsterede overfor sin hårdt prøvede hundemor inden hun forlod hende, var at stjæle en gulerod ud af munden på hende. Med moren i hælen smuttede Frynse behændigt under et hegn, som moren var for stor til at kunne komme under.

Som sagt, vi har altid vidst at Frynse er et meget specielt dyr, men med årene har vi vænnet os til det og vi elsker hende som hun er. Nu har vi så fået et lille plejebarn. Hans menneskeforældre har en hunhund i løbetid og for at forhindre de to i at blive til flere, er de nu skilt ad indtil damens brunst er overstået.
Vores plejebarn sætter det hele i relief. Han får os igen til at se, hvor særlig en hund Frynse er, for han er på alle måder anderledes end hende.
Hvor Frynse er selvstændig og i høj grad passer sig selv, er Raiko selskabelig og kommer hele tiden hen for at ville spille bold eller bare putte lidt. Han stiller sig op ad en med et appellerende, bedende glimt i øjet, mens Frynse ligger i sin krog i haven og passer sit. Hun gider sgu ikke al den selskabelighed i tide og utide. Faktisk har hun aldrig rigtigt været et kæledyr. Klapper man på sofaen for at få hende til at springe op, glor hun på en som om man er åndssvag. Det har i det hele taget altid været den attitude hun har mødt en med, hvis man har forsøgt at opdrage hende eller korrekse hendes opførsel.
Derfor fik jeg da også et chok, da vores plejebarn i går gjorde tegn til at rejse sig for at løbe ud i haven og gø efter nogle forbipasserende. ”Nej” sagde jeg til ham. Omgående lagde han sig pænt ned og blev liggende. Han adlød! Det var virkelig et chok. I ni år har jeg ikke set lignende adfærd hos Frynse.
Vi har forsøgt at opdrage hende, men det har i det store og hele været forgæves. Hun har alle dage gjort hvad der passede hende.

På min morgentur med de to bæster lød der skyderi i nærheden. Aner ikke hvor det kom fra, men det lød som fyrværkeri. Raiko, det lille forskræmte pus, begyndte frygtsomt at løbe. Han ville bare hjem i tryghed. Frynse er også bange, men hendes angst forvandles omgående til rasende angrebslyst. Hun vil finde hen til ondet, så hun kan sætte tænderne i struben på det og dræbe det.
Raikos ejere har gjort meget ud af at fortælle os, at vi jo lige skulle være forberedt på, at en hanhund stopper mange flere gange på gåturen end en hunhund. Her tager de fejl. Frynse letter nemlig ben som en hanhund, så hun har skam også sit at se til og når man kalder på hende er hun bedøvende ligeglad. Trækker man i snoren, står hun bare stille. Det er som at trække i et reb der er bundet fast i en mur. Hun flytter sig ikke. Her er det jo meget nemmere med Raiko, der rent faktisk kan høre, når man siger hans navn og lydigt kommer løbende.


Har jeg mon tegnet et billede af et monster? Spørger du måske, hvorfor vi holder af vores bæst? Jamen i virkeligheden er hun ikke noget monster, vores Frynse. Vi elsker hendes styrke, hendes tro på sig selv er faktisk temmelig inspirerende. Vi elsker, at vi kan gå med hende på stranden i timevis og at hun kan løbe op og ned af næsten lodrette skrænter på eleganteste vis. Vi elsker dette tætte lille muskelbundt, der giver os en del kærlighed, men altid når det passer hende og altid på hendes præmisser.
Vi elsker, at hun er så rolig, for det er hun faktisk det meste af tiden. Hun har ikke brug for så meget opmærksomhed, hun har et jernhelbred og er fuldstændig ufølsom overfor kulde og i det hele taget hårdfør. Hun piller ikke indmaden ud af bamser, som vores lille gæst har for vane.
Nogle gange nulrer vi Frynses ører. Det kan hun godt lide. Måske tager vi lidt hårdt, men sådan kan hun jo bedst lide det. Skal man have nærkontakt med hende skal det helst foregå voldsomt og hun generer sig ikke for at drøne ind i en som en tank. Jeg troede alle hunde havde det sådan, men da jeg i går forsøgte at nulre Raikos øre, som jeg plejer at nusse Frynses, kom han med et smertehyl, som om jeg havde gjort ham dybt fortræd. Så nu aer jeg ham ganske blidt og husker, at han ikke er sej, stærk og stivsindet terrier. Faktisk putter han sig ind til os i sofaen. Helt frivilligt lægger han sig og nyder at være i vores nærhed.

Sikke en masse tanker og oplevelser det giver at have sådan to herlige, men ekstremt forskellige personligheder i samme hus. Heldigvis kan de godt lide hinanden de to. Rangordenen falder dem ligesom helt naturligt. Frynse ved hvem der er den stærkeste. Det ved Raiko også. Det er ikke noget de behøver at ytre et eneste vov om.

Når vi skal på ferie senere på sommeren bliver situationen omvendt. Da er det Frynse der nogle dage skal opholde sig hos Raiko og hans mennesker. Allerede nu tænker jeg på om de får et chok. Tænk hvis de rent faktisk tror, at de kan opdrage Frynse eller at de har noget at skulle have sagt i hendes nærhed eller at hun kommer, blot fordi de kalder på hende.....

Raiko med resterne af en stofbold, som han netop helt selv har skilt ad til ukendelighed. Frynse ved siden af i ophøjet ro.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar