fredag den 27. marts 2020

Cala Galdana

Jeg gik en tur i Cala Galdana i nat
Dette lille sted, som lidt uden for sæsonen, 
passer så fint til mit lidt menneskesky væsen
Jeg så den lille gangbro der ligger lige der 
hvor Camí de Cavalls fører ud til Cala Macarella

Og jeg vidste at på den bro ville jeg sætte mine fødder om lidt
og når jeg stod midt på den ville jeg gøre en lille pause
for at se kanalen blive til hav
mellem de stejle klipper
og lade blikket undres over så overjordisk en skønhed
på denne jordiske plet

Og når jeg kom hen over broen
det vidste jeg
ville jeg tage sandalerne af
og lade fødderne nyde det bløde sand

Jeg gik en tur i Cala Galdana i nat
og jeg gik selvfølgelig ned til bugten
som har en skønhed
der ikke kan fanges på postkort
og ejheller i nattedigte skrevet for at glemme
sygdom og sorg og virus og verdensnedsmeltning

Og jeg smøgede mine bukser op til under knæet
de tynde behagelige Bergans med mange praktiske lommer
det er sådan et par gode rejsebukser
og gik bugten rundt med fødderne i vandkanten
som lykkeligvis var helt medusafri
og det var altså strålende solskin
og havet var mere turkis end turkis
selvom det var i nat
at jeg gik en tur i Cala Galdana

Jeg drejede op i skoven til venstre ved Melia Cala Galdana
og gik ind i grønheden og opad opad opad
og hen til udsigtsstedet
hvor man kan se ud over bugten og den lille by

Og jeg gik tilbage mod byen
og beamede “pling” Maja ned til mig
for jeg savnede hendes hånd at holde i
og jeg kunne mærke det var tid til at sætte sig på en bar på Passatge Riu
og drikke sangria og fadøl og være lattermild
og drukne i hendes blå øjne
ubekymret og uvidende om
hvilke ulykker der pludselig kan ramme et menneske
kan ramme en verden

Og der var store fisk i vandet
da vi krydsede kanalen hvor alle bådene vugger dovent
og de to samme ænder man altid ser 
levede deres andeliv 
i uendelig uforstyrrethed

Fire fødder på en træbro
sjælefred og stille lykke

Jeg gik en tur i Cala Galdana i nat


Laila Ammitsbøl (Natten mellem den 26 og 27. marts 2020)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...