Vores seje bedstemødre

Corona-krisen tog os med bukserne nede. Det her er helt nyt for os, for godt nok har de fleste af os haft personlig modstand i livet og vi har da også set kriser som finanskrisen i 2008 og vi har oplevet chokket, når vores samfund blev ramt af ond terror.
Men sådan en verdensomspændende katastrofe, der ændrer vores verden fuldstændig på ganske få uger, det har vi ikke oplevet før.
Hvilken modstandskraft har vi til at klare omvæltningen, den uvante isolation, risikoen for sygdom og død der pludselig rykker tæt på?

Ligger der mon en ukendt styrke i os? Flyder der i vores årer, ligger der i vores gener en nedarvet kraft, vi slet ikke var klar over vi havde?
Midt i dette får det mig til at tænke tilbage til hvad forrige generationer har klaret. Min mormor kendte jeg som en omsorgsfuld, varm lille kone. Hos hende tilbragte jeg tid i sommerferien og jeg elskede det. Mormor gik rundt og passede sit uden at gøre det store væsen af sig. Hun havde sin have hvor hun dyrkede masser af grønsager med stor umage. Der var ikke et upassende stykke ukrudt mellem rækkerne overhovedet. Hun havde frugttræer og bærbuske og høns og ænder i baghaven. Alt dette lavede hun diverse herligheder ud af. Hendes kælder var altid fyldt med syltetøj og asier og blandet saft, som hun selv havde lavet og kummefryseren i entreen var fyldt med blancherede grønsager, så hun havde et godt lager til at komme godt igennem vinteren.

Jeg elskede min mormors gøren sig umage med alting og hun var den der gav mig tryghed i min barndom. Hun var et menneske der betød meget for mig og hun var det på trods af det liv hun havde haft, før hun som 51-årig blev mormor til lille Laila.

Mormor var fra 1914, så hun var fire år da Den Spanske Syge hærgede og slog 50 millioner mennesker ihjel. Min oldemor var svensker, kommet til Danmark for at finde arbejde. Hun var en hård kvinde, der slog sin lille pige med bøjlen, når rengøringen ikke var tilfredsstillende. Som 14-årig kom mormor ud at tjene og fik et barn uden for ægteskab meget tidligt. Hun ville aldrig tale om det, men en gang sagde hun til mig med bitterhed i stemmen: "Gårdskarlene skulle man vogte sig for!" så min teori er at det foregik under tvang.
Jeg kan ikke vide hvordan hendes liv formede sig under depressionen i 30'erne, men nemt har det sikkert ikke været. Anden Verdenskrig oplevede hun selvfølgelig også og en galsindet ægtemand der sparkede hende, når hun besvimede af udmattelse under markarbejdet. Og når frosten bed under arbejdet i kolde dage, måtte det klares med et lag af aviser under tøjet.
Senere arbejdede hendes mand, altså min morfar på fabrik. Jeg nåede aldrig at lære ham at kende, for han omkom under en faldulykke på fabrikken.

Alt dette og sikkert meget andet jeg ikke kender til havde min mormor stået igennem og alligevel gik hun rundt på sine stædige, små ben og var et dejligt menneske, der lejrede sig i sit barnebarns sind som barndommens frelsende lyspunkt.

Mon ikke mange af os kan tænke et par generationer tilbage og forbavses over hvad de klarede, fordi de var nødt til det og mon ikke lidt af deres kraft blev givet videre til de næste generationer parat til at blive taget i brug den dag der blev brug for det? Den tid er vist kommet nu.